Sara Stridsberg

Genrer og tematikker

Det feministiske går som en rød tråd igennem Sara Stridsbergs arbejde både som forfatter, journalist og oversætter. Hun har været tilknyttet det feministiske kulturtidsskrift “Bang”, hun har oversat både Valerie Solanas’ “SCUM-Manifest” og den rebelsk feministiske dramatiker Sara Kanes stykke “Blasted”, og undertitlen til “Drømmefakultetet” hedder “tilføjelse til seksualteorien”. Selv afviser hun at have en feministisk dagsorden med sine tekster: “Hverken ”Happy Sally” eller ”Drömfakulteten” er feministisk korrekte produkter. Tvært imod. Drivkraften er sprog, sorg, dødsangst, forvirring og en mangel på svar. Jeg kan ikke forestille mig noget kedeligere end som del i et opdragelsesprojekt at hive forskellige tiltalende og glemte feministkarrierer frem fra historien.” [2]Dorte Hygum SørensenNår de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alleInterview i Politiken, 2007-04-01..

Det feministiske element i Stridsbergs forfatterskab skal i stedet ses som en del af hendes projekt med at give samfundets og kunstens usynlige kvinder deres stemme tilbage. Som for eksempel når hun giver stemme til Solanas, der ellers var blevet dømt ude som rabiat og psykisk syg, eller når hun giver Dolores en stemme, som hun ikke fik i kunsten, eller når hun detaljeret og omsorgsfuldt giver stemme til Kristina, der ellers kun har fået stemme som mordoffer og som en del af en statistik over misbrug og prostitution.

Stridsberg forklarer det selv sådan:” Det ligger mig på sinde at trække dem, vi betragter som skøre, utilpassede eller udstødte, ind i verdens bevidsthed. De hjemløse, de prostituerede og dem, der lever illegalt i det, der ellers betegnes som en velfærdsstat. Dem, man må ignorere og glemme, så man kan nå frem i tide som en flittig og funktionel samfundsborger. Men litteraturen er gudskelov ikke et flittigt og funktionelt rum. Den er derimod et rum, hvor alle de utilpassede stemmer, der taler vores verdenssyn og konsensus imod, kan findes og høres.” [4]Anna Raaby RavnFra verdens undersideWeekendavisen, 2019-03-15..

De kvindeskikkelser, vi møder i Sara Stridsbergs arbejde, befinder sig i grænselandet mellem det normale og det vanvittige. De er outsidere, der på den ene eller den anden måde lever uden for samfundet. Der er ikke tale om en heroisering af grænseeksistenser, men snarere en interesse og omsorg for historien og samfundets randeksistenser.

Beslægtede forfatterskaber

Sara Stridsberg fremhæver selv forfattere og musikere som Marguerite Duras, Elfriede Jelinek, Sarah Kane, Courtney Love, Gertrude Stein, Yoko Ono og Billie Holiday som inspirationskilder til sit arbejde.

Stridsbergs sprogtone er hendes helt egen, og der går ofte et stærkt symbolsprog igennem hendes romaner der gør, at hendes formsprog hælder mod noget poetisk snarere end den fortællende prosa. Det er et træk, hun deler med den norske forfatter Hanne Ørstavik og den danske forfatter Christina Hesselholdt.

Det er ikke et nyt fænomen i litteraturen at gøre brug af virkelige personer som rammen om et ellers fiktivt værk, et greb, som også kaldes “exofiktion”. Især kan Joyce Carol Oates’ roman “Blonde” fra 2000 fremhæves, en fiktiv fortælling om Marilyn Monroes liv. Oates bruger ligesom Stridsberg myten om en offentlig person, men fantaserer ellers frit om, hvordan Monroes liv og barndom har været. Derudover har flere nordiske forfattere skrevet romaner med udgangspunkt i personer fra virkelighedens verden. Det gælder bl.a. Dorrit Willumsens roman “Bang” (1996) om forfatteren Herman Bang, og svenskeren Alexander Ahndoril, der har skrevet om filminstruktøren Ingmar Bergman i sin roman “Regissören” fra 2006, (“Instruktøren” 2007). Det interessante ved Sara Stridsbergs karakterer i denne sammenhæng er, at hendes karakterer ofte ikke er alment kendte personer og to af hendes karakterer er endda bedst kendt for deres relation til en mand. Valerie Solanas er kendt for at have skudt Andy Warhol, og Lolita er kendt for at være blevet begæret af Humbert Humbert.

Sara Stridsbergs karakterer bevæger sig ofte i grænselandet mellem det normale og det sindssyge, hvilket også ses hos den norsk/svenske forfatter Beate Grimsrud. Hendes forfatterskab – f.eks. i ”En dåre fri” ­– orienterer sig ligesom Stridsberg mod erindringen og det psykisk ustabile. Endelig handler svenske Linda Boström Knausgårds debutroman ”Helioskatastrofen” ligesom ”Beckomberga” om en ung pige, hvis liv er præget af en far der er indlagt på psykiatrisk hospital og senere selv indlægges.

Relaterede forfattere