BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Valerie Solanas
Foto: Fred W. McDarrah
*Seneste udgivelse

Valerie Solanas

    Hovedforfatter
    • Marie Hjørnet Nielsen
      cand.mag., april 2023

    Intro

    Den amerikanske feminist Valerie Solanas (1936 1988) blev berømt og berygtet for sit rasende og uregerlige kampskrift ”SCUM Manifest” og for sit mordforsøg på kunstneren Andy Warhol. Meningerne er delte om det radikale manifest, der både indeholder argumenter for at udrydde mænd og visioner om et samfund bygget på venskab og kærlighed. Manifestet er skrevet i en tone, der veksler mellem satire og dyb alvor, og som fortsætter med at fremprovokere reaktioner.

    Baggrund

    Valerie Solanas blev født i Atlantic City den 9. april 1936. Moren Dorothy var tandlægeassistent og faren Louis Solanas var bartender. To år efter Valerie kom til verden, fik hun en lillesøster, Judith. Forældrene blev skilt, da hun var fire. Moren giftede sig med klaverstemmeren Red Moran og fødte endnu en datter. Detaljerne om Valerie Solanas’ liv er forbundet med en vis usikkerhed, da hun kun gav få interviews, og den viden man har stammer hovedsageligt fra psykiatriske rapporter. Af rapporterne fremgår det, at Solanas’ barndom var præget af misrøgt og seksuelle overgreb. Som 15-årig flygtede hun hjemmefra, forsørgede sig selv som prostitueret og blev gravid to gange med ukendte mænd, det ene barn tog Solanas’ mor sig af og det andet blev bortadopteret.

    ”Kærlighed kræver fuldstændig økonomisk og personlig frihed, fritid og mulighed for at engagere sig i spændende, opslugende og følelsesmæssigt tilfredsstillende aktiviteter, som, når de deles med mennesker, man respekterer, fører til dybt venskab. I vores samfund gives der praktisk taget ingen muligheder for at engagere sig i sådanne aktiviteter.”

    ”SCUM Manifest”, s. 57.

    Fra midten af 1950’erne studerede hun psykologi på universitetet i Maryland. I 1965 forlod hun en lovende forskerkarriere ved universitetet i Minnesota og flyttede til New York for at blive forfatter.

    Portræt af Valerie Solanas
    Foto: Fred W. McDarrah
    • Født

      9. april 1936, Atlantic City.

    • Død

      25. april 1988, San Francisco.

    • Uddannelse

      Universitetsgrad i psykologi fra Maryland University, 1958.

    • Debut

      SCUM Manifesto. Olympia Press, 1967.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte.

    • Seneste danske udgivelse

      SCUM Manifest. Forlaget Grif, 2021. Oversætter: Ellen Boen.

    Hun færdedes i udkanten af miljøet omkring pop art-kunstneren Andy Warhol (1928-1987) og The Factory, Warhols studio i New York, som en bred skare af kunstnere og kendte frekventerede.

    I 1967 fik hun en forlagskontrakt med Olympia Press, der udgav ”SCUM Manifesto”. Forlaget bestilte hende til at skrive en roman på baggrund af manifestet. I et interview fortalte Solanas, at romanens titel var ”Valerie Solanas”, og at den var skrevet som en henvendelse til ”the mob”, ikke mafiaen, men pengemændene: ”Pengemændene kommer til at udgive min bog, og jeg er nu i gang med at få styr på tingene med disse mænd. Kontaktmanden. Han er en mand, som jeg skriver til.” (Howard Smith: Valerie Solanas Interview. Village Voice, 1977-07-25. Egen oversættelse). Hun fik aldrig færdiggjort romanen.

    Det var også i 1967, at hun medvirkede i Warhols film ”I, A Man” og ”Bikeboy”. Hun gav ham manuskriptet til sit drama ”Up Your Ass”, som han lovede at gå videre med, men det skete ikke. I juni 1968 købte hun en pistol og affyrede tre skud mod Andy Warhol. Retssagen endte med, at hun blev erklæret utilregnelig og sendt i psykiatrisk forvaring. Hun afsonede i tre år.

    I de sidste 20 år af sit liv finansierede Solanas sit narkomisbrug gennem prostitution og røg ind og ud af psykiatriske hospitaler. Hun døde i april 1988 på Bristol Hotel i et fattigt kvarter i San Francisco.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Interview fra 1968 med Valerie Solanas efter skudepisoden mod Andy Warhol. Feminist vhs archive.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    ”SCUM Manifest” er skrevet med en rasende og vild energi, der helt ublu tillader sig at fremlægge ekstreme synspunkter og påstande. Det er et voldsomt provokerende værk, men også et værk, der tør forestille sig en anden samfundsindretning, og så er det et værk med en tydelig ambivalens; endemålet er kærlighed og venskab, men vejen derhen er ekstremt voldelig. Som læser kan man spørge sig selv, om teksten virkelig skal tages på ordet, læses som en spiddende analyse af det patriarkalske samfund, som satire eller det hele på én gang.

    I forordet til den danske udgave skriver komiker og forfatter Sanne Søndergaard, at hun læser manifestet som satire. Frem for at læse værket bogstaveligt, som en opfordring til at udrydde mændene, læser hun teksten som et forsøg på at diagnosticere en sygdom i samfundet og med et radikalt, humoristisk bud på en kur.

    I et interview bliver Solanas spurgt om, hvordan hun vil beskrive manifestets budskab i en sætning: ”at mændene ikke kan elske – de er følelsesmæssigt mangelfulde, og på grund af disse følelsesmæssige mangler fucker de verden op. Og alt det onde i verden udspringer af denne mandlige manglende evne til at elske.” (Howard Smith: Valerie Solanas Interview. Village Voice, 1977-07-25. Egen oversættelse).

    Intervieweren spørger dernæst ind til titlen ”Society for Cutting Up Men” og om løsningen er at eliminere mænd. Dertil svarer Solanas: ”At eliminere dem. Korrekt. Den første del af manifestet er en analyse af den mandlige psykologi og den anden del er, som du ved, om, hvad der kan gøres ved det.” (Howard Smith: Valerie Solanas Interview. Village Voice, 1977-07-25. Egen oversættelse).

    Efterfølgende understreger Solanas, at det skal forstås som et litterært greb, og at der ingen bevægelse er: ”Der er ingen bevægelse kaldet SCUM – det har der aldrig været og det vil der aldrig blive. Det er ikke engang mig. Der er ingen bevægelse. Det er enten ingenting eller bare mig, alt efter hvordan du definerer det. Det, jeg mener, er, at jeg tænkte det som en sindstilstand. Med andre ord, kvinder som tænker på en bestemt måde er med i SCUM. Mænd som tænker på en bestemt måde er med i SCUMs hjælpetropper.” (Howard Smith: Valerie Solanas Interview. Village Voice, 1977-07-25. Egen oversættelse).

    På samme måde, som manifestet balancerer mellem satire og dyb, kompromisløs alvor, er det også ud fra interviewet svært at afgøre, hvor bogstaveligt budskabet skal tages, ikke mindst i betragtning af mordforsøget som mudrer billedet endnu mere.

    Beslægtede forfatterskaber

    ”SCUM Manifest” er skrevet på en tid, hvor kvinder forventedes at blive husmødre, og før kvindebevægelsen for alvor fik medvind. Solanas’ karakteristik af kvindens begrænsninger er blevet læst i forbindelse med kvindesagsforkæmperen Betty Friedans ”The Feminine Mystique” (1963), et værk som sætter ord på den frustration, som mange kvinder følte ved den traditionelle kvinderolle som hjemmegående. Selvom der er fællestræk mellem Solanas’ og Friedans analyser af kvindens position i samfundet, lagde Friedan dog afstand til Solanas’ synspunkter i sin bog om feminismens andet stadium, ”The Second Stage” (1981).

    Audre Lorde er en feministisk tænker, som blandt andet har indignation og manifestation tilfælles med ”SCUM Manifest”. Man kan argumentere for, at manifestets standpunkter fører til splittelse. I ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” (2020) peger Lorde på, at ekskludering ikke er løsningen, fordi det tværtimod vil føre til større ulighed og fremmedgørelse.

    Valerie Solanas’ liv og værk er i dag en inspirationskilde for kunstneriske undersøgelser. Den svenske forfatter Sara Stridsbergs roman ”Drømmefakultetet” (2007) er et af de nutidige værker, som går i dialog med Solanas’ historie. Romanen er skrevet som en litterær fantasi, og i et interview forklarer Stridsberg, at romanen handler mere om Solanas som symbol end om hendes liv. Stridsberg har oversat Solanas’ manifest til svensk, og det var i den forbindelse, at ideen til romanen opstod: ”Jeg læste det som en litterær, satirisk tekst uden en agenda. Manifestet er asocialt, mærkeligt, flippet og vanvittigt på en måde, kun litterære tekster kan være. Mens jeg oversatte, begyndte jeg at spørge mig selv: Hvilket menneske er så dystopisk, utopisk, sort, galt og vildt, at det kan skrive sådan en tekst?” [2]Dorte Hygum SørensenNår de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?Politiken, 2007-04-01..

    Solanas’ visionære og logisk argumenterende stil kan lede tankerne hen på genren spekulativ fiktion. Et eksempel herpå er Maren Uthaugs satiriske fremtidsskildring ”11%” (2022), som skildrer et matriarkalsk samfund, hvor der ingen mænd er, udover en lille flok avlshanner på et avlscenter på Lolland.

    Et andet samtidsværk som går i dialog med ”SCUM Manifest” er tekstsamlingen ”Manifestationer” (2021), som en gruppe danske forfattere har bidraget til med tekster, der er skrevet som reaktioner på læsningen af ”SCUM Manifest”.

    Relaterede forfattere

    Om forfatterskabet

    Artikler

    Nogle gange må man skrige for at blive hørt.

    Charlotte Jørgensen

    Information, 2010-02-26.

    Komparativ læsning af Valerie Solanas’ og Anders Behring Breiviks ”manifester”…

    Lamella, 2018-11-03.

    Bøger

    I shot Andy Warhol

    Mary Harron og Daniel Minahan

    Grove Press, 1996.

    Valerie Solanas: the defiant life of the woman who wrote "SCUM" (and shot Andy Warhol). Feminist Press at the City University of New York

    Breanne Fahs

    2014

    Web

    Wikipedia side om Valerie Solanas

    Side om Valerie Solanas med udklip fra interviews og dåbsattest Comenas, Gary:…

    "I should have done target practice." (2015).

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Valerie Solanas Interview.

    Howard Smith og Brian Van Der Horst

    Village Voice, 1977-07-25.

    [2]

    Når de kunne sende en mand til Månen, hvorfor så ikke sende dem alle?

    Dorte Hygum Sørensen

    Politiken, 2007-04-01.