BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Sanne Søndergaard
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Sanne Søndergaard

Senest opdateret
  • Redaktionen
    december 2025
  • Maria Roslev
    cand.mag., oktober 2020
Hovedforfatter
  • Maria Roslev
    cand.mag., 2013

Intro

Sanne Søndergaard debuterede med ungdomsromanen ”Kære dødsbog” i 2008. Den blev positivt modtaget både af kritikere og lærere på skoler og gymnasier. Forfatteren har siden skrevet endnu tre ungdomsromaner, og selvom bøgerne er forskellige, har de alvoren og humoren til fælles. Søndergaard skriver om tingene, som de er. Hun skriver om kærlighed, mobning og had, og hun tager livet som teenager alvorligt. Der er intet tuttenuttet over hendes ungdomsportrætter. Til gengæld giver Søndergaards sproglige stil de tunge emner et lystigt og ironisk bid.

Baggrund

Sanne Søndergaard er født og opvokset i 1980’ernes Ikast midt i Jylland med et klassisk parcelhuskvarter som ramme. Selv mener hun, at det midtjyske kunne have haft en helt anden betydning for hende, hvis hun var blevet født som dreng, for som hun siger i et interview til Jydske Vestkysten i forbindelse med udgivelsen af sin tredje ungdomsroman om en ung soldat i Afghanistan: ”Hvis jeg ikke havde været en pige, var jeg måske blevet en af dem” [3]Berit Holbek JensenTæt på drengene. Jydske Vestkysten2012-07-19. Og med dem mener hun udkantsknægtene, som nemt går i hundene. Hun siger: ”De her fyre har ikke noget arbejde, og deres eneste mål har været at spare op til en bil. Det er ret kortsigtet. De sidder bare dér uden at komme videre, mens pigerne typisk flytter til storbyerne for at få sig en uddannelse. Så de kan ikke engang finde en kæreste.” [3]Berit Holbek JensenTæt på drengene. Jydske Vestkysten2012-07-19

”Jeg gider ikke skrive mere om mobning. Og jeg gider ikke bruge det ord. Mobning. Det lyder så pisse offeragtigt. Jeg gider ikke være offer. Det er mig, der styrer det her. Jeg skrider. Jeg er færdig med det her lorteliv!”

”Kære dødsbog”, s. 30.
Sanne Søndergaard
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
  • Født

    2. april 1980 i Ikast.

  • Uddannelse

    Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 2004.

  • Debut

    Kære dødsbog. Gyldendal, 2008.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Huset. Lindhardt og Ringhof, 2025.

  • Inspiration

    Isabel AllendeogH.C. Andersen.

Men Søndergaard var ikke som dem, selvom hun deler deres kærlighed til biler. På hendes hjemmeside kan man læse, at hendes pt. største kærlighed: ”holder parkeret ved fortovskanten med sænket undervogn og alufælge”. Men bilen var ikke hendes eneste mål. Hun forlod Ikast efter at være blevet student fra Ikast Gymnasium i 1999. I 2004 blev hun færdig som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, og siden har hun studeret Kvinde- og Kønsstudier på Københavns Universitet.

Selvom meget af hendes arbejde efter Journalisthøjskolen har handlet om at skrive og formidle, har hun aldrig arbejdet som klassisk journalist – måske fordi hun savnede humoren i journalistikken. I hvert fald begyndte hendes karriere med stand-up – en genre, hun dog mener, minder om journalistik blot mindre nuanceret, for som hun siger: ”Jeg har altid været vild med stand-up, og det er jo egentlig meget det samme som journalistik. Det er jo at vende nogle emner på en meget skarpvinklet og spids måde. Jeg synes, at fordelen ved stand-up er, at jeg ikke behøver at være nuanceret.” [1]Cathrine Borup BlochSanne Søndergaard: Den skarpvinklede komiker. Lixen2011-03-31. Søndergaard siger, hvad hun mener – både i sine stand-up-shows, i sine klummer og i sine bøger. Hun vil gerne høres, og derfor var hun heller ikke i tvivl, da Gyldendal i 2008 spurgte, om hun ville skrive en ungdomsbog. Det blev til debuten ”Kære dødsbog”, og Sanne Søndergaard kunne tilføje endnu en titel til cv’et. I dag lever hun både som stand-up-komiker, foredragsholder og forfatter.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Sanne Søndergaard skriver ungdomsromaner, der foregår i realistiske miljøer båret af tydelige og skarpe fortællerstemmer. Romanerne er jeg-fortællinger, der veksler mellem dialog, indre monolog og handling. Hun skriver om teenagere og unge mennesker, der drømmer om at være normale, om en lysende fremtid og om at være en del af et fællesskab. Hun skriver om alle de store, svære og grimme følelser, som de fleste teenagere overvældes af. Og hun skriver om venskab, kærlighed, forelskelse, ensomhed, angst og mobning.

Hendes ærinde er at skrive et realistisk ungdomsliv frem, som teenagere kan identificere sig med – noget hun selv manglede i ungdomsbøgerne, da hun var teenager: ”Der er en generation af forfattere omkring de 30, som ikke synes, at de fik noget ud af de ungdomsbøger, de selv læste. Enten handlede de om fuldstændig urealistiske situationer, som ingen oplever i virkeligheden, eller også handlede de om noget med hjerte og smerte. Men dette tuttenuttede billede af 14-årige, som voksne har, stemmer slet ikke overens med virkeligheden.” [2]Eva AagaardDen barske børnelitteraturJyllands-Posten, 2011-06-04..

Sukkersødt er Søndergaards forfatterskab i hvert fald ikke. Derimod møder man både ironi, sort humor og en rå tone. Og man møder en stemme, der siger tingene, som de er. Søndergaard kender de unges jargon, hvilket både romanernes mange dialoger og fortællerstemmernes indre monolog vidner om.

Den lille by er også et tema hos Søndergaard. Den fremstilles som spændetrøjen, der truer med at kvæle de unges fremtid. Hovedpersonerne i de tre første romaner kommer fra små byer, og problemet med dem er, at de ikke har plads til mennesker, der er alt for anderledes. Og det er Søndergaards hovedpersoner. I hvert fald ifølge dem selv.

Bøgernes budskab er tydeligt. Sanne Søndergaard vil forsikre teenagere om, at de ikke er alene. At alle andre har det ligesom dem, og at de er helt normale.

Beslægtede forfatterskaber

At skrive ungdomsbøger om det der gør ondt uden at lægge fingre imellem, som Sanne Søndergaard gør det, kendetegner flere nutidige forfattere. Sanne Munk Jensen skriver også om tingene som de er, og ligesom Sanne Søndergaard sympatiserer hun med nutidens ungdomsgeneration.

Hovedpersonen Alma fra Sanne Munk Jensens roman ”En dag skinner solen også på en hunds røv” har meget til fælles med både Agnes og Siv. De er seje og kloge piger, der ikke har det let, men de klynker ikke. De møder modigt deres barske virkelighed og forsøger at overleve – mere eller mindre vellykket. Sprogligt har de to forfattere også en del til fælles. De deler en forkærlighed for det selvironiske og humoristiske, og for dialogen og den indre monolog.

At fortælle historier om unge, der har problemer, og som kommer fra barske vilkår, kendetegner også andre forfatteres fortællinger. Vibeke Bækkelund Lassen fortæller i ungdomsromanen ”Mit lorteliv” om Clara, der vokser op med en depressiv mor, og Jesper Nicolaj Christensen fortæller i debutromanen ”Soldater græder ikke” om 11-årige Elektra, der lever med tærsk, trusler og svigt fra sin dybt alkoholiserede mor.

Krigen er også et tema i ”Soldater græder ikke”, fordi Elektras far er meldt savnet i Afghanistan, så selvom romanen ikke direkte handler om krig, som ”Hell man” gør, er krigen i Afghanistan således afgørende i begge romaner. Kåre Bluitgen har til gengæld krigen i Afghanistan som kulisse i romanen ”Latteren i hjertet”, men i modsætning til ”Hell man” fremstår ”Latteren i hjertet” temmelig belærende.

Sanne Søndergaard skriver troværdigt om unges følelsesliv og skriver sig dermed ind i en moderne ungdomslitteratur, der er realistisk, uden omsvøb og med stor sympati for målgruppen. Selv mener Sanne Søndergaard, at det er det, ungdommen har brug for – en litteratur, hvor de kan spejle og genkende sig selv: ”Ligesom jeg ville ønske, at der var nogen, der kunne have sagt til mig, da jeg var ung, at det var helt normalt at være udsat for følelsestsunamier, ville jeg også ønske, at vi kunne have læst nogle bøger, som rent faktisk handlede om de problemer, vi havde. Altså, » Hosekræmmeren « er jo ikke lige noget, man identificerer sig med. Derfor er jeg selvfølgelig ekstra glad for, at unge i dag får lov at læse mine bøger, fordi de handler om de ting, der foregår blandt unge.” [4]Mona ØsterlundHumor mod pubertetsproblemer. Jydske Vestkysten2012-11-02.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Ungdomsbøger

Kære dødsbog
Kære dødsbog

Sanne Søndergaard

Gyldendal, 2008.

Proforma
Proforma

Sanne Søndergaard

Gyldendal, 2011.

Hell man
Hell man

Sanne Søndergaard

Gyldendal, 2012.

Se mig
Se mig

Sanne Søndergaard

Gyldendal, 2020.

Smask
Smask

Sanne Søndergaard

Gad, 2024. (Årgang 2024).

Erindringer

Solo : med mit køn på slæb
Solo : med mit køn på slæb

Sanne Søndergaard

Gad, 2015. (99.4).

Antologier

Det der sex. Novelle i antologien ”Tegn i sandet”

Sanne Søndergaard

Politikens Forlag, 2008

Hvem gider egentlig være prinsesse? Novelle i børnebogen ”Stå op – godmorgenhistorier af 11 danske stand-up-komikere”. Phabel
Hvem gider egentlig være prinsesse? Novelle i børnebogen ”Stå op – godmorgenhistorier af 11 danske stand-up-komikere”. Phabel

Sanne Søndergaard

2009

Noveller

Nej - historier
Nej - historier

Sanne Søndergaard

Grif, 2020.

Roman

Huset
Huset

Sanne Søndergaard

Lindhardt og Ringhof, 2025.

Andet

F-ordet
F-ordet

Sanne Søndergaard

Grif, 2021. (30.172).

Om forfatterskabet

Web

Sanne Søndergaards hjemmeside

Links til klummer og anmeldelser af bøgerne.

Sanne Søndergaards blog

Blogindlæg om feminisme, køn, Kierkegaard og meget andet.

Mailinterview med Sanne Søndergaard. Forfatterweb, juni 2013.

Maria Roslev

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sanne Søndergaard

Kilder citeret i portrættet

[1]

Sanne Søndergaard: Den skarpvinklede komiker. Lixen

Cathrine Borup Bloch

2011-03-31

[2]

Den barske børnelitteratur

Eva Aagaard

Jyllands-Posten, 2011-06-04.

[3]

Tæt på drengene. Jydske Vestkysten

Berit Holbek Jensen

2012-07-19

[4]

Humor mod pubertetsproblemer. Jydske Vestkysten

Mona Østerlund

2012-11-02