”Jeg tænkte, at jeg til at starte med vil fortælle lidt om baggrunden for min død. Så kan du (fremtidige læser af den her dødsbog) selv se, hvorfor jeg lige så godt bare kan tjekke ud af det jordiske liv nu. Der er rigtig mange grunde. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte. Jo, altså. For det første er der Sebastian.”
”Kære dødsbog”, s. 7.
Og det er kradse sager, jeg-fortælleren Agnes har at fortælle. I skolen bliver hun mobbet på det groveste, og lærerne misforstår hendes indelukkethed. De tror, hun er tvær og på tværs, og hendes klassekammerater synes, at hun er tyk og stinker.
Hjemme hos mor og far og lillebror er livet lidt nemmere, men hun kan ikke få sig selv til at indrømme klassekammeraternes ondskabsfuldheder. Og for at gøre ondt værre, er Agnes vild med klassens kønne, kloge dreng, som styres med iskold hånd af klassens førstepige Sille, der oveni købet er primus motor i alle modbydelighederne mod Agnes. Hvem ville ikke drømme om hævn? Og hvis man alligevel skal dø, kan man vel lige så godt hævne sig – og det gør Agnes så.
Søndergaards sprog er skarpt, og hun rammer unges talesprog præcist. Trods bogens tematiske alvor er tonen både ironisk og humoristisk. Mobning er et vigtigt og vedkommende tema, som i ”Kære dødsbog” behandles ærligt, rørende og underholdende.
Sanne Søndergaard
Sanne Søndergaard debuterede med ungdomsromanen ”Kære dødsbog” i 2008. Den blev positivt modtaget både af kritikere og lærere på skoler og gymnasier. Forfatteren har siden skrevet endnu tre ungdoms...
Læs hele forfatterportrættet