”Jeg skal spilleme love for min opfindsomhed er frisk denne dag. Nu ved jeg også, hvordan jeg skal genvinde min position på Fritidshjemmet. En PR-artikel til City Avisen. Jeg har netop en gammel en liggende, det er bare at bytte lidt omkring på afsnittene, så er jeg tilbage på min vante plads foran Classic-hanen.”
“Hurra, hurra, hurra og så det lange”, s. 114.
Romanens hovedperson, hvis navn aldrig bliver læseren bekendt, er en afdanket levemand og petitjournalist, hvis verden begrænser sig til kvarteret omkring Pisserenden, det såkaldte latinerkvarter i indre København, hvor han trofast pendler mellem sine to “hjem”, nemlig sin lejlighed og den lokale beværtning, han selv ynder at kalde for “fritidshjemmet”. Hovedpersonen ser sig selv som en prominent københavnerkulturperson og præsenterer sig som både forfatter, filmmand, skribent, byhistoriker, fotograf og gammel musiker, når han skal hævde sig overfor omverden. Undervejs i romanen tillægger han sig endnu et par titler ved at udgive en række kuriøse bøger, en samling lokumsdigte, en bog om dørgrebets kulturhistorie, og om toiletpapirets og kødpølsens ditto. Disse perifere og mildest talt ligegyldige litterære b-produkter, der dog giver hovedpersonen “øl på bordet”, ser han selv som de egentlige beviser på egen overlegen status og livsstil. Og det er netop denne tårnhøje selvillusion, der udgør fortællingens drivkraft. For romanens figur er præcis lige så tom og ligegyldig som de litterære skriblerier, de sproglige finurligheder og smarte bemærkninger, han konstant bryster sig af at være ophavsmand til.
Hovedpersonen er en ægte livsløgner, der gennem hele romanen holder nederlagene, sin skrantende sociale, kærlighedsmæssige, arbejdsmæssige såvel som sundhedsmæssige tilstand ud i løgnens strakte arm. Som Camille Blomst siger i et interview: “Han er en nar af den type, som samfundet skaber flere og flere af. Ensom, men stadig en social mand. Hans livsstil er asocial, han er ungkarl, og han roser sig ligefrem af det. En distanceblænder, som gentager sig selv og som kun er udholdelig i små doser.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).
Romanens rå humor og satiriske kraft består i Camille Blomsts evne til at fremstille den sproglige skal, som hovedpersonen bruger til at holde erkendelsen af egen fiasko for døren og den himmelråbende massive illusion om egen succes og overlegenhed i live.
Camille Blomst
2000 debuterede forfatteren Camille Blomst med romanen “Hurra, hurra, hurra og så det lange”, der er en nådesløs udstilling af en fordrukken halvtredsårig levemand og petit journalist. De tårnhøje ...
Læs hele forfatterportrættet
