Vladimir Nabokov

Emneord:

Senest opdateret

Line Rasmussen
cand.mag., juli 2021

Hovedforfatter

Morten Jørsum
journalist, 2011

Den russiskfødte emigrantforfatter Vladimir Nabokov blev berømt og berygtet for romanen “Lolita”, der udkom i 1955. Det var svært at finde et forlag i USA, der ville udgive den kontroversielle historie om et kærlighedsforhold mellem en ældre mand og en meget ung pige, men i dag anses bogen som en vigtig og blændende god roman.

Nabokov skrev alle sine bøger i landflygtighed, og denne skæbne smittede stærkt af på hans forfatterskab, der oftest har en emigrant i hovedrollen. Han har et stort genrebredt forfatterskab bag sig, men det er romanerne, han er mest kendt for. Flere af dem er nyoversat til dansk de senere år, bl.a. ”Bleg ild” i 2021.

Baggrund

Vladimir Nabokov voksede op i en indflydelsesrig aristokratisk familie i St. Petersborg, hvor hans far var en berømt kriminolog, journalist og liberal politiker med forbindelser til Zarstyret. I selvbiografien “Min europæiske ungdom” fra 1969 (“Speak, Memory”, 1951) kan man læse Nabokovs erindringer om sin opvækst i Rusland. Det er ikke en helt almindelig biografi, idet den både består af erindring – og erindring iblandet ren fiktion.

”Dette var et forældreløst barn. Dette var et ensomt barn, et værgeløst barn, som en sværlemmet, ildelugtende voksen havde haft anstrengende omgang med tre gange den selvsamme morgen. (…) Jeg havde været hensynsløs, dum og uværdig. Og lad mig være ganske oprigtig: et sted i bunden af dette dunkle kaos følte jeg atter begærets øglebugtninger – så uhyrlig var min lyst til denne ulykkelige smånymfe.”

“Lolita”, s. 138.

Foto: Keystone/Ritzau Scanpix

Født
22. april 1899 i St. Petersborg, Rusland.
Død
2. juli 1977 i Montreux, Schweiz.
Uddannelse
Studier i slavisk og romansk sprog, Cambridge, England. Senere professor i russisk og europæisk litteratur på Cornell Universitet, USA.
Debut
Stikhi, 1916. Digtsamling.
Seneste udgivelse
Bleg ild. Turbine, 2021. (Pale fire, 1962). Oversat af Niels Lyngsø.

Efter den russiske revolution i 1917 blev familien nødt til at flygte til England. Herfra begyndte Vladimir Nabokov sin tilværelse som emigrant, en tilstand der varede livet ud og som satte præg på forfatterskabet. Først flyttede familien til London, hvor Vladimir færdiggjorde sin uddannelse på Cambridge i slavisk og romansk sprog. I 1923 flyttede han til Berlin og blev en del af det russiske emigrantmiljø med ligesindede dissidenter. Her blev han gift, og her skrev han sine første bøger. I trediverne, da nazistpartiet kom til magten, og de forskellige politiske konflikter blev tilspidset, bosatte han sig i Paris. For endelig, da krigstrommerne begyndte at genlyde gennem Europa, at rejse over Atlanten og slå sig ned i USA. Her blev han først tilknyttet Wellsley College, og siden blev han professor på universitetet Cornell i russisk og europæisk sprog og litteratur. I 1960 rejste han tilbage til Europa og bosatte sig på Montreux Palace Hotel i Schweiz, hvor han også endte sine dage i 1977.

Nabokov indledte sit forfatterskab med en russisk digtsamling, der blot hed “Stikhi” (betyder “digte”) i 1916 – sytten år gammel. Hans første roman, “Mashen’ka” fra 1926 (på engelsk “Mary”, 1972), skrev han på russisk, da han boede i Berlin. Bogen handler om en russisk emigrant, der drømmer om sin tabte kærlighed til pigen Mary, som han aldrig genser.

Nabokov blev hurtigt anerkendt som en af de vigtigste russiske emigrantforfattere og bevægede sig i mange genrer, og begyndte efter år i landflygtighed at skrive sine værker på engelsk. Han nåede at skrive ni digtsamlinger, 20 romaner, 11 novellesamlinger, et filmmanuskript og nogle dramaer. Desuden skrev Nabokov en del faglitterære værker om litteratur, og oversatte bøger fra russisk til engelsk og omvendt, blandt andet oversatte han Lewis Carrolls “Alice i eventyrland” (1865) til russisk. Nabokov genså aldrig sit fædreland. Et fædreland hvor hans bøger desuden var forbudte, fordi det kommunistiske styre anså dem for at være undergravende.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: adimir Nabokov discusses ”Lolita”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Vladimir Nabokov er både blevet hyldet og beskyldt for at være en stor æstetiker. Han er blevet kritiseret for at nedprioritere sine historier til fordel for den æstetiske udformning. Nabokov har bestemt kælet for sproget, men det betyder ikke, at hans historier er simple. En roman som “Lolita” har et højst kompliceret indre forløb, måske ikke i den umiddelbare historielinje, men mere subtilt. Romanen er fyldt med små hentydninger, gåder, spor, ordspil, vittigheder og lignende, som den opmærksomme (og stakkels) læser kan blive helt forvirret af. Der leges med karakterernes identitet og med fortællerens troværdighed.

Et andet element, der komplicerer læsningen, er forfatterens store brug af ironi. Ironien gennemsyrer de fleste af hans romaner på både historieplanet (karaktererne imellem) og på et metaniveau. På metaniveauet sætter ironien spørgsmålstegn ved romanen som fiktion. Nabokovs romaner er fyldt med kommentarer, der nedbryder fiktionen, eksempelvis i “Latter i mørket” og ”Bleg ild”.

De fleste af Nabokovs romaner er skrevet ind i en rammefortælling, der igen komplicerer historiens forhold til læseren, idet rammefortællingen også gør opmærksom på, at der er tale om en konstruktion, om fiktion.

Et gennemgående tema i Nabokovs forfatterskab er den fædrelandsløse emigrant, der er på odysse gennem den vestlige verden og af nød forsøger at skabe sig nye tilværelser med større og oftest mindre succes.

Et andet tema, sat på spidsen i pædofiliromanen ”Lolita”, er forbudt kærlighed, der gemmer sig for samfundets tabuisering. Nabokov beskriver kampen mellem det rationelle og den hedonistiske, sansemættede hengivelse til skønheden. Den forelskede Humbert overgiver sig fuldstændig til den forførende Lolita og opgiver derved sin sidste rest af rationalitet og respektabilitet. Men selvom det er en lystfuld kærlighedshungren, som romanen beskriver, er det ikke en erotisk roman i kødelig forstand. Den er mere erotisk i en intellektuel forstand.

Beslægtede forfatterskaber

Vladimir Nabokov er mest kendt for sine romanhandlinger om ældre mænd, der fortaber sig i meget unge piger. Hovedpersonen i de fleste af hans romaner er den ældre intellektuelle mand, der ikke kan finde ro i sine borgerlige sysler, men som fortaber sig i sanselig glæde og vellyst over den altfortærende ungpigeskønhed. En ung pige, der i modsætning til sin ældre bejler er anti-intellektuel, beregnende og oftest forelsket i en anden end romanens hovedperson. Denne model har oftest en ulykkelig udgang og bygger på sin vis videre på Thomas Manns “Døden i Venedig” fra 1912. “Ungdom er skønhed” står der at læse i denne roman, der handler om en ældre mands betagelse af en ung drengs skønhed. En roman der på mange måder kan sammenlignes med “Lolita”.

“Lolita” er på samme måde som “Døden i Venedig” en sproglig undersøgelse af skønheden. Skønheden repræsenteret af det unge uskyldige barn, der endnu ikke er blevet depraveret af voksenlivets ansvar og intelligens. Og vigtigere – barnet der endnu er på vej frem i fysisk forstand, mens den voksne kun er på vej nedad – mod døden. Det er derfor Humbert, og mindre udtalt Albinus fra ”Latter i mørket”, bliver så betaget af smånymfer, fordi han i dem kan finde den rene skønhed.

Men selvom Nabokov og Mann deler historien om den ældre, der lokkes af den yngre, er det også kun på dette punkt, de kan sammenlignes. I forhold til den sproglige udformning er Nabokov langt mere henfalden til sprogets sanselige kvaliteter end Mann. I denne forstand er hans litterære ekkoer mere skikkelser som Marcel Proust og James Joyce. Men disse sammenligninger er heller ikke holdbare særlig langt. Nabokov er med sine kynisk udregnede historier og sanselige skrivestil en forfatter, der ubetvivleligt har sin helt egen stil.

Lolitafiguren har inspireret mange kunstnere gennem tiden. Blandt mange andre filminstruktør Stanley Kubrick, der som den første filmatiserede romanen i 1962. Og forfatter Sara Stridsberg, der i romanen ”Darling River” fra 2010 undersøger Lolitafiguren og fortæller historien fra ’smånymfens’ eget perspektiv.