Elfriede Jelinek

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2025

Hovedforfatter

Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., maj 2023

Den østrigske forfatter Elfriede Jelinek har en særlig sans for sprogets lydlighed. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur for sin evne til at fremskrive musikalske stemmer og modstemmer, der blotlægger magtmisbrug og sociale klicheers absurditet. Et centralt tema i Jelineks romaner og dramaer er undersøgelsen af magtstrukturer i samfundet og i relationer. I ”Lyst” udstilles den undertrykkende pornografiske seksualitet, og i ”Spillelærerinden” er omdrejningspunktet et skævt magtforhold i en mor datter relation. Tilfælles har værkerne, at de er skrevet i et egensindigt og overrumplende sprog.

Baggrund

Elfriede Jelinek kom til verden den 20. oktober 1946 i den lille by Mürzzuschlag syd for Wien. Hun voksede op som enebarn med sin far, Fredrich Jelinek, som var diplomkemiker og sin mor som var personalechef for Siemens og kom fra et velhavende tysk-rumænsk miljø. Som jøde overlevede faren Anden Verdenskrig ved at udføre tvangsarbejde i den tyske krigsindustri, men led efterfølgende af traumer og blev psykisk syg. På grund af farens sygdom var det moren, som stod for opdragelsen af Jelinek. Moren indtog en dominerende rolle og havde store forventninger til datterens musikalske og intellektuelle udvikling. Allerede i børnehaven og i de mindste klasser i skolen Notre Dame De Sion lærte Jelinek fransk. I 1959 lykkedes det den 13-årige Elfriede at bestå en optagelsesprøve til Wiens musikkonservatorium. Samtidigt med, at hun gik i gymnasiet, blev hun undervist i fem instrumenter ved konservatoriet (klaver, orgel, blokfløjte, violin, bratsch) og studerede også komposition. Efter studentereksamen fik hun et psykisk sammenbrud, som blandt andet medførte, at hun ikke forlod sit hjem i et år. I et interview fortæller Jelinek om sin isolation: ”Jeg var virkelig helt færdig. Jeg var katalysator for en katastrofal familiekonstellation, men til sidst kunne jeg gøre den produktiv og begynde at skrive. Den omsætning til produktivitet ville ikke være lykkedes, hvis jeg ikke altid var blevet bragt i kontakt med kunst. Denne rædselsfulde barndom har åbenbart ophobet så meget had i mig, at den slynger mig som med en raket gennem litteraturen resten af mit liv.” [3].

Foto: Ritzau Scanpix

Født
20. oktober 1946 i Mürzzuschlag, Steiermark, Østrig.
Uddannelse
Studier i sprog, teatervidenskab og kunsthistorie ved Universitetet i Wien. Afgangseksamen i Orgelspil fra Konservatoriet i Wien, 1971.
Debut
Lisas Schatten, 1967.
Litteraturpriser
Den østrigske Würdigungspreis für Literatur, 1983 og 1989. Heinrich Böll-Preis, 1986. Literaturpreis der Steiermark, 1987. Peter Weiss-Preis, 1994. Büchnerpreis, 1998. Manuskripte-Preis i Graz, 2000. Heinrich-Heine-Preis, 2002. Kafka-prisen, 2004. Nobelprisen i litteratur, 2004.
Seneste danske udgivelse
Elskerinderne. Det Poetiske Bureau, 2025. (Die Liebhaberinnen, 1975). Oversætter: Katrine Grønbæk.
Inspiration
Franz Schubert.

”Spillelærerinden Erika Kohut farer som en hvirvelvind ind i lejligheden, som hun deler med sin mor. Moren kan lide at kalde Erika for sin lille hvirvelvind, for barnet har for vane at bevæge sig vældig hurtigt. Hun forsøger at slippe væk fra sin mor. Erika er i slutningen af trediverne. Moren er så gammel, at hun kunne have været Erikas bedstemor.”

”Spillelærerinden”, s. 5.

Efter sammenbruddet vendte hun aldrig tilbage til musikken på professionel basis men fortsatte med at skrive. Hun debuterede med digtsamlingen ”Lisas Schatten” i 1967 og som romanforfatter med ”Wir sind lockvögel, baby” i 1970. I 1974 giftede hun sig med Gottfried Hüngsberg, en datalog fra München. Selv efter hun blev gift, fortsatte hun med at bo sammen sin mor, helt frem til morens død i 2000. I 2004 modtog hun Nobelprisen i litteratur, men var på grund af sin psykiske tilstand ude af stand til at rejse til Sverige for at modtage prisen. På grund af en angstlidelse lever Jelinek i dag stort set tilbagetrukket fra omverdenen.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Elfriede Jelineks tale i forbindelse med Nobelprisen. Teatrodue, 2014-12-15.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Mange af Elfriede Jelineks tekster er konstrueret ud fra referencer og citater fra historiske, musikalske og litterære kilder, såvel som fra massemedier og hverdagssprog.

Om sin arbejdsmetode og sit forhold til realisme fortæller hun i et interview: ”Det, jeg beskæftiger mig med, er ikke virkeligheden, men den anden natur. Hvordan virkeligheden giver sig udslag i mediernes overfladefænomener – det kan man godt kalde en anden natur. Jeg leger med overfladefænomener og tvinger dem til at briste og afdække en anden sandhed, som ligger nedenunder.” [3].

Magtstrukturer på både samfundsplan og i de nære relationer er en tematik, som Jelinek med sit spiddende og sarkastiske sprog afdækker og blotlægger. Romanen ”Lyst” er skrevet som en parodi på det pornografiske mandesprog. Brugen af overdrivelse og groteske virkemidler skaber en demaskerende effekt ved at pege på det absurde ved pornografiens fremstilling af seksualiteten som umættelig og besidderisk.

I et interview fortæller Jelinek, at drivkraften bag arbejdet med ”Lyst” var en interesse for det formelle og æstetiske i den litterære pornografi, som den kommer til udtryk i Georges Batailles novelle ”Historien om øjet” (1928). Den oprindelige plan med romanen, der skulle blive til ”Lyst”, var at ”udvikle et sprog for det obskøne ud fra et kvindeligt standpunkt. Jeg opdagede dog hurtigt, at det ikke går, for det obskønes sprog er et mande-sprog, og mandesproget har allerede indtaget det obskøne. For kvinden, som bliver genstand for det obskøne sprog, er der intet sprog tilbage.” [1].

Jelineks samfundskritiske og provokerende tematikker har delt vandene om hendes forfatterskab, hun er blevet kaldt ”pornograf” og for en, der ”skider i egen rede” på grund af sine sarkastiske og rasende tekster om hjemlandet Østrig. Raseri er en vigtig drivkraft i hendes virke, forklarer Jelinek: ”Raseriet er drivkraften i min litteratur, og raseriet vil aldrig dø i mig. For overhovedet at kunne skrive er jeg nødt til at komme i en tilstand, hvor jeg samler mig ligesom en laserstråle. Østrig vil formentlig stadig være skuepladsen, men temaerne vil ændre sig.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Eurydike-monologen i ”Skyggen (Eurydike siger)” kan ses i forlængelse af et feministisk projekt, hvor kendte myter genskrives på en sådan måde, at der sker en individualisering af de ofte endimensionelle kvindefigurer, idet de får et følelsesliv og en stemme. Eksempelvis har den svenske forfatter og dramatiker Sara Stridsberg genskrevet den klassiske tragedie om Medea i teaterteksten ”Medealand” (2009). ”Medealand” er skrevet med vægt på Medeas psykologiske tilstand og bevæggrunde, således at Medea afmytologiseres og fremtræder som et menneske. Herhjemme kan nævnes Ursula Andkjær Olsens rasende Pandora i ”Krisehæfterne” (2017) og Lea Marie Løppenthins version af Persefone i ”Sæson” (2019).

Flere af Jelineks tekster inddrager reklame-, avis- og billedsprog, og der findes et væld af intertekstuelle referencer i forfatterskabet, for eksempel i ”Skyggen (Eurydike siger)” henvises der blandt andet til Rainer Maria Rilkes Orfeus-sonetter (1923).

Romanen ”Spillelærerinden” har tematiske ligheder med Gustave Flauberts ”Madame Bovary” (1857) i skildringen af en middelklassekvindes indestængte begær og seksuelle fantasier. Grebet med de krops– og karakterløse stemmer i ”Vinterrejse” har fællestræk med det absurde teater hos Samuel Beckett.

I et interview nævner Jelinek Wienergruppen som en af hendes tidlige inspirationskilder. Wienergruppen var en sammenslutning af østrigske avantgardedigtere og -forfattere. Gruppen blev grundlagt i 1953 af forfatteren H.C. Artmann. Om Wienergruppen som inspirationskilde siger Jelinek: ”Det viste mig, at hvis man vil sige noget, skal man lade sproget selv sige det, for sproget er som regel mere meningsfuldt end det blotte indhold, man ønsker at formidle. Min træning i musik og komposition førte mig så til en slags musikalsk sprogproces, hvor for eksempel lyden af de ord, jeg leger med, så at sige skal afsløre deres sande betydning mod deres vilje.” [2].