Lea Marie Løppenthin

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
december 2024
Line Rasmussen
cand.mag., januar 2023

Hovedforfatter

Line Rasmussen
cand.mag., 2014

Lea Marie Løppenthin gik ud af Forfatterskolen i 2013 og debuterede sommeren 2014 med den anmelderroste digtsamling ”Nervernes adresse”. Siden har Løppenthin udgivet både digte og prosa – nyligst den genrelegende sci fi roman ”Livet går over sine bredder” (2022), der ligesom øvrige titler i forfatterskaber kredser om den græske mytologi. I romanen møder vi en ny type mennesker; de jordfødte, der opstår af komposterede lig.

Baggrund

Til Forfatterwebs spørgsmål om, hvornår Lea Marie Løppenthin (f. 1987) begyndte at skrive, formulerer hun et svar lige så spidsfindigt som i debutsamlingen ”Nervernes adresse” fra 2014: ”Da det gik op for mig, at jeg ikke var i stand til at have hobbyer – at jeg ikke ved hvad fritid er. Alt er arbejde og alt er fritid for mig: At læse og skrive, at undervise i at læse og skrive, at gå på bar og danse, at snakke med mine venner, at lave mad, at spise, at sove, at løbe ture, at være kærester med nogen. Det hele er sjovt, det hele er besværligt.” (Line Rasmussen: Interview med Lea Marie Løppenthin. Oktober 2013). Og netop både besværet og begejstringen er et gennemgående tema i digtsamlingen, der udkom på forlaget Gladiator i 2014.

”jeg låser en dåse torskerogn op med den lille nøgle, der følger med / jeg elsker den lille nøgle.”

”Nervernes adresse”, s. 37.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Født
1987 i København.
Uddannelse
Bachelor i litteraturvidenskab, 2011. Forfatterskolen, 2013.
Debut
Nervernes adresse. Gladiator, 2014.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Catania Centrale. OVBIDAT, 2024. Novelle.
Inspiration
Charlotte Gainsbourg. ”Vil gerne kunne skrive sådan som hun bevæger sig og taler”.

Titlen er som nævnt ”Nervernes adresse” – selv bor hun i København, men er vokset op i en diplomatfamilie, der har boet længere tid i Dhaka og Hanoi. Løppenthin blev bachelor i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og filosofi i 2011, og samme år begyndte hun på Forfatterskolen, hvorfra hun dimmiterede i 2013. Her gik hun på årgang med bl.a. Cecilie Lind og Molly Balsby Nielsen. Løppenthins første egentlige udgivelse ”Nervernes adresse” – hvis man ser bort fra bidrag til lyriktidsskriftet Hvedekorn og Forfatterskolens afgangsantologi – blev udgivet på det relativt nystiftede forlaget Gladiator, der har med tidligere forfatterskoleforstander Hans Otto Jørgensen i spidsen. Digtsamlingen blev storrost af anmelderne og sammenlignet med bl.a. tidligere forfatterskoleelev Asta Olivia Nordenhof, der i 2013 udgav den hudløse og humoristiske ”Det nemme og det ensomme”. Løppenthins debutdigte er lige dele nervøse, sorgfulde, eksistentielle, euforiske og morsomme.

Siden debuten har Lea Marie Løppenthin udgivet digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016) på mikroforlaget OVBIDAT, samt romanerne ”Panser” (2016) på Gladiator, ”Sæson” (2019) og ”Livet går over sine bredder” (2022) på Gyldendal. Særligt i romanerne har hun arbejdet med græsk-mytologisk stof. I ”Sæson” genskrev hun bl.a. myten om det græske mor-datter-par høstgudinden Demeter og dødsrigets dronning Persefone. Et mytologisk stof, som forfatteren allerede arbejdede med i 2017, hvor hun debuterede som radiodramatiker med teaterhørespillet ”Persefone stikker af”. Stykket blev opført på kollegiet Regensen i København K i samarbejde med AKT1 Radiodrama.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Lea Marie Løppenthin taler om "Livet går over sine bredder" og om krop, liv og død. Marts 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Flere af digtene i Lea Marie Løppenthins debutdigte fra 2014 har narrative passager og fremstår som små hyperkonkrete og hyperpoetiske fortællinger. De syv digte i ”Nervernes adresse” taler med hinanden – både tematisk og sprogligt. Billeder, årstider, tider, former, mønstre, kroppen, personer går igen: venner, lillebror, drengeskuldre/drengehud/han/du. Sommer bliver til vinter, og kroppen forandrer sig.

Løppenthin skriver om at være ung og menneske, om at være en del af verdens kredsløb – både fra et sjæleligt mikroperspektiv, men også ud fra et vestligt, privilegeret perspektiv. I digtsamlingen ”Marts er bedst” (2016) anvender hun samme humoristiske og naivistiske fortællestil. Digtene handler bl.a. om sårbarhed og opridser en sygdomshistorie med depression og mani.

Forfatteren selv har sagt: ”Min bog er skrevet til mennesker som er ramt af bipolær lidelse, som jeg selv er ramt af, omend i mild grad. Min bog er skrevet til psykiatriske patienter i al almindelighed. Min bog er skrevet til ofre for kapitalismen (dvs os alle), denne latterlige økonomi som er struktureret som en bipolær psyke – højkonjunktur – lavjunktur, aldrig ligevægt, denne meget eksotiske ligevægt.” (Lea Marie Løppenthin: marts-er-bedst-er-gratis”. lealoeppenthin.com, 2016/06/21).

I 2016 debuterede Løppenthin som prosaforfatter med værket ”Panser”, en genrehybrid delt i tre: en græsk tragedie (inkl. kor), en kort dannelsesroman og et brev. Et nutidigt drama om kærlighed, vrede og panser – sidstnævnte forstået som et værn for krop og sjæl. Den græske mytologi var også tematisk inspiration i hørespillet ”Persefone stikker af”, – og i romanen ”Sæson”, der transformerer sagnet om mor-datter-relationen mellem høstgudinden Demeter og hendes datter Persefone til en fortælling, der bl.a. – ligesom digtene i ”Marts er bedst” – omhandler bipolaritet.

I romanen ”Livet går over sine bredder” fortsætter Løppenthin sine genreeksperimenter samt brug af græsk-mytologi elementer. Romanen blander hverdag og sci-fi, og har sin egen plotmæssige logik eller mangel på samme. Temaerne er liv, død, køn, relationer, skabelsen af det nye menneske – og bæredygtighed. ”Romanen er langt fra at være deprimerende dystopisk eller et stykke klimaaktivistisk propaganda, men læses mere som en smågenial komedie, hvor Lea Marie Løppenthins vilde og velskrevne fantasi om forholdet mellem jord og mennesker har fået helt frie tøjler.” (Jacob Ørsted: Anmelderen slugte alle bogens mærkelige præmisser. ”I guder! Tak for en sprudlende læseoplevelse!” Berlingske, 05-20-2022)

Beslægtede forfatterskaber

Da forlaget Gladiator udgav Lea Marie Løppenthins digte i 2014, blev hun bl.a. sammenlignet med digteren Asta Olivia Nordenhof pga. en samstemmende hudløs tone. Ligesom flere andre digtere fra samme generation, heriblandt Olga Ravn og Caspar Eric, var de også poetiske på nettet i nogle år. Nordenhof blev i 2013 præmieret med Montanas Litteraturpris for både digtsamlingen ”Det nemme og det ensomme” og bloggen jegheddermitnavnmedversaler.blogspot.dk. På Løppenthins nu ikkeeksisterende hjemmeside uploadede hun billeder og tekster, der kun eksisterede digitalt. I forbindelse med ”Sæson” kunne man læse en fiktiv samtale mellem bogens to hovedpersoner – og på hendes Instagramprofil formulerede hun en læsevejledning. Hvor Nordenhof i sin digtsamling skriver på et råt, personligt stof om misbrug, vold og prostitution, skriver Løppenthin i sine debutdigte ud fra et mere almenmenneskeligt perspektiv.

Senere bliver forfatterskabets temaer mere personlige. Hun har i tidlige interviews omtalt sig selv som et privilegeret menneske. Som diplomatbarn voksede hun op som velhavende hvid i fattige lande, hvilket uden tvivl har skærpet hendes blik for den menneskelige ulighed, der både kommer til udtryk i hendes tidlige digte og seneste romaner. Temaerne krop, politik og etik har Lea Marie Løppenthin tilfælles med andre fra sin generation af digtere, f.eks. Olga Ravn og Theis Ørntoft.

De temaer optræder også i Løppenthins øvrige forfatterskab, f.eks. i romanen ”Sæson”, der udover at være formeksperimenterende og humorfyldt, også er en fortælling om at leve med en bipolar lidelse. Med denne sygdomstematik træder Løppenthin ind i en tendens, der kendetegner flere yngre forfattere, f.eks. Hanne Højgaard Viemose, Josephine Gråkjær Nielsen og Bjørn Rasmussen, som – med forskellige litterære afsæt – skriver autobiografisk om følsomhed og menneskelige erfaringer med psykisk sårbarhed.

I ”Livet går over sine bredder” er forfatterens leg med genrer, former – der veksles bl.a. mellem prosa, breve og dramatik – og skiftende hovedpersoner, bemærkelsesværdig. Disse litterære eksperimenter kan minde om islandske Sjóns i romanen ”Codex 1962” (2018). Den er blevet kaldt for et grænseoverskridende mesterværk, fordi han blander genrer som kærlighed, krimi og sci-fi, og gør brug af mange formater; breve, avisartikler, drømme, hallucinationer, interviews m.fl. Også han berører behovet for klimabevidsthed og bæredygtighed, om end på mere radikal vis end Løppenthin – og viderefabulerer på gamle myter om golem-skikkelser, der er skabt af ler for siden at blive vagt til live.