BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
sjon
Foto: Politikens forlag
*Seneste udgivelse

Sjón

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juli 2023
  • Louise Rosengreen
    cand.mag., september 2019
Hovedforfatter
  • Johan Vardrup
    journalist, 2014

Intro

Islandske Sjón skaber sin egen forening af drømmesyn og realisme i digte og romaner, der har nået et større internationalt publikum.

Hans eventyr ”Skygge-Baldur” var et gennembrud, som blandede en pittoresk jagtskrøne op med skildringen af forfængelighed og intolerance i et afsides samfund.

Hos Sjón er karakterernes dårskab beskrevet tilpas humoristisk til, at den sjældent bliver ubærlig. Mørket i romanerne følges af en tro på menneskets evne til at elske og sætte sig i andres sted. Og så er det svært at blive nedslået over mødet med en forfatter, der generøst øser af nordiske sagn, græske myter og alt det andet, han har i bagagen.

Baggrund

Sjón er født Sigurjón Birgir Sigurdsson i Reykjavik, Island i 1962. Kunstnernavnet Sjón, som betyder udsyn på islandsk, var familiens kærlige påfund, der blev forfatterens alias, da han som 15-årig udgav sin første digtsamling ”Sýnir”. Det skete uden hjælp fra et forlag, og Sjón solgte selv eksemplarer af debuten i bussen. En af sine indledende litteraturoplevelser fik han fra bedstemorens bogreol, der bød på islandske folkeeventyr i fem bind. Den fortælletradition er en grundsten i forfatterskabet. Han har ingen formel kunstnerisk uddannelse, men supplerede sin studentereksamen ved at samle erfaringer i Reykjaviks undergrundsmiljø. I 1979 sluttede han sig til det kreative kollektiv Medusa, hvor han dyrkede en blanding af performance og surrealistisk poesi frem til 1986. Resultatet af medlemskabet af Medusa blev en række digtsamlinger, blandt andet ”Drengurinn med röntgenaugun” (1986), og i 1987 gjorde han sit første forsøg ud i romangenren med den futuristiske teenage-fantasi ”Stálnott”.

”Rønnebærtræet skriver skyggebilleder på den frosthårde sne, det suser svagt i de nøgne grene, på enkelte kviste sidder der indtørrede klaser af bær som fuglene overså i fjor. Fridrik kommer op ad bakken i skridtgang; han har et kvindelig i sine arme.”

”Skygge-Baldur”, s. 75.
sjon
Foto: Politikens forlag
  • Født

    27. august 1962 i Reykjavik.

  • Uddannelse

    Autodidakt.

  • Debut

    Sýnir. Höfundur, 1978.

  • Litteraturpriser

    Nordisk Råds Litteraturpris, 2005. De islandske boghandleres pris for årets roman, 2005. Islands litteraturpris, 2013. Svenska Akademiens nordiska pris, 2023.

  • Seneste udgivelse

    Korngult hår, grå øjne. Grif, 2021. (Korngult hár, grá augu, 2019). Oversat af Kim Lembek.

  • Inspiration

    Mikhail Bulgakov og André Breton.

Siden er produktionen vokset til at omfatte flere romaner foruden lyrikken såvel som manuskripter til teater og tv, børnebøger og librettoer. Han har tilmed skrevet ørehængere til veninden Bjørk, som han lærte at kende, da han i sin ungdom færdedes i miljøet omkring hendes band Sugarcubes. Den foreløbige kulmination på deres samarbejde var soundtracket til Lars von Triers film ”Dancer in the dark” (2000), der også involverede den danske instruktør i udviklingen af sangteksterne. Sjón har imidlertid beskrevet romangenren som sin foretrukne: ”Jeg nyder at beskæftige mig med personernes personlighed, og de situationer de finder sig selv stillet i.” [1]Johnny Hedegaard MadsenIslandsk ord-troldmand: Faldt i gryden som barn. Sentura #12/13, april 2002..

I 2005 modtog Sjón Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Skygge-Baldur”, som han dengang kaldte sin bedste bog [2]Kirsten BoasDet svage menneskes kærlighedKristeligt Dagblad, 2005-02-24. Den er solgt til udgivelse i mere end 21 lande og hører til forfatterens København-trilogi, idet handlingen har forbindelse til den danske hovedstad som i romanerne ”Splinten fra Argo” (2006) og ”Tusmørkeundere” (2010).

Sjón har tidligere tilbragt perioder i London og i Berlin, hvor han fra 2007 til 2008 havde et gæsteprofessorat ved Freie Universität. I dag bor og arbejder han i Reykjavik med sin kone og to børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Sjóns afsæt i lyrikken i sit tidlige forfatterskab har smittet af på de af hans romaner, der er oversat til dansk. Det er digterens sprogfornemmelse, som træder frem, når hans tonefald i ”Dine øjne så mig” for eksempel kan være højstemt som den ene yderlighed og halvsjofel i næste øjeblik. Forfatteren skriver om kønsdele og stuepigens vandladning og nævner ikke blot, hvor guddommeligt ærkeenglen troner over de dødelige. Sjón sætter grimt og kønt kind mod kind i sine bøger og har evnen til at lave passager, hvor det direkte ækle bliver klædt i poesi. I ”Skygge-Baldur” er det en del af tekstens logik, at læseren får at vide, hvordan rester af lig kommer til syne på kirkegården, efter jorden er opløst af smeltevand. For det er nu engang et af landskabets ansigter, og det islandske landskab må siges at være blandt romanens hovedpersoner, hvoraf ingen fremstår som glansbilleder.

”Skygge-Baldur” er Sjóns mest tilgængelige værk, fortalt med en ligefremhed, som ligger i forlængelse af de islandske folkeeventyr, han læste i sin barndom. Den markerer dels et brud i forhold til associationsmylderet i ”Dine øjne så mig”, der kan få en til at tænke, om det er forfatteren eller romanen, der har magten. Og dels er den langt mere stringent end ”Tusmørkeundere”, hvor karakteren Jonas trænger igennem med sin bevidsthedsstrøm.

Sjón har forklaret, at han med ”Tusmørkeundere” modstod sin trang til at redigere sætningerne ned i detaljen, mens han skrev: *”Derfor er bogen ikke som noget, jeg har skrevet før. Den er løsere, mere rastløs og utæmmet, og at jeg nåede det mål, gjorde mig meget glad. Samtidig er bevidsthedsstrøm-skrivemåden mere end en metode til at lukke af for Sjón og give Jonas plads. Den gav mig også en chance for at gå imod vores fælles forestillinger om velskrevet og velordnet prosa” [7]David K. GestssonAuthor of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is2011.

Sjón søger udfordringen. Hans forhindring kan være at afgive lidt af sin styring eller bringe en roman i bevægelse, selv om fortælleren er strandet på et skib, som det er tilfældet i ”Splinten fra Argo”.

Det forekommer dog at være et tilbagevendende princip for ham, at hver roman skal bygge på grundig research, hvilket gerne knytter fiktionen til islandsk historie. Hans hovedperson i ”Tusmørkeundere” er baseret på den virkelige islænding Jon Gudmundsson, der levede fra 1574 til 1658 og oplevede Reformationens brud med katolicismen. ”Skygge-Baldur” trækker på overleveringer om de myteombruste rævejagter i Island. ”Jeg er en tyv. Jeg snuser ustandselig rundt hos antikvarboghandlere og udser mig mærkelige pamfletter, små memoirer, rejsebeskrivelser fra 1926 om en tur til Jerusalem, jeg samler altid på den slags spor af levet liv. Jeg har en fantastisk samling af mærkværdigheder, sørgelige ting eller meget smukke ting, som jeg hele tiden er inspireret af,” har han udtalt i et interview til Weekendavisen. [4]Synne RifbjergSpor af levet livWeekendavisen, 2005-10-07..

Skønt Sjóns litteratur er forankret i Island, lukker hans forfatterskab sig ikke om sig selv. Historierne kan have forbindelser til europæisk identitet i bred forstand. ”CoDex 1962” berører blandt andet traumet fra Anden Verdenskrig i Tyskland, og Sjón portrætterer gang på gang søfolk og andre strejfende, der færdes på tværs af grænser.

Han er desuden optaget af myten som genre, hvad enten den har islandske rødder i ”Skygge-Baldur” eller græske i ”Splinten fra Argo”.

Ved siden af forfatterens udforskning af sprog, natur og kulturarv er forvandlingen et dominerende tema.

Det optræder i ”CoDex 1962”, hvor en jordbunke bliver til en dreng, i ”Skygge-Baldur” med præsten, der skifter ham til fabeldyr, og i ”Splinten fra Argo”, hvor snakkehovedet Kaineus kan tage skikkelse af en sølvmåge. Det er disse fænomener, der rører op i realismen i forfatterskabet, så verdensbilledet udvider sig. Magien findes ligeledes i objekter, der har deres eget liv – træstumpen i ”Splinten fra Argo” er skiftevis fortæller og potensmiddel; et puslespil samler næsten sig selv til en kiste i ”Skygge-Baldur”. ”Jeg har altid været fascineret af konceptet om en ting, der ændrer sig til noget andet, denne fluxus mellem væsener og materielle ting,” har han sagt til Information [5]Tobias HavmandMyterne leverInformation, 2006-10-28..

Under de skiftende udslag af surrealisme er der en bund af humanisme hos Sjón. Mennesker begår onde handlinger, men udvekslingen af kærlighed forsvinder ikke. Abba og Fridrik tager sig af hinanden i ”Skygge-Baldur”, Marie-Sophie passer på Löwe i ”Dine øjne så mig”, og selv den bedrevidende Valdimar Haraldsson får en kæreste i ”Splinten fra Argo”.

Beslægtede forfatterskaber

Sjón fik en fornemmelse af, hvad litteratur var, da han otte år gammel læste de islandske folkeeventyr. Som dreng i 1960'erne og 1970'erne blev han også påvirket af tidens populære børnelitteratur fra nordiske forfattere som Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren, Tove Jansson og Ole Lund Kirkegaard. De skriver om mennesker og dyr og undlader at fordømme dem, og den holdning eksisterer i Sjóns egne udgivelser.

Det var den islandske forfatter Halldór Laxness, der blandt andet lærte ham, at en tekst bør have en stemme, som er i nærkontakt med læseren, hvorimod de svenske digtere Gunnar Ekelöf og Tomas Tranströmer gjorde ham forelsket i lyrikken.

Sjón har det tilfælles med Tranströmer, at han gennem sit forfatterskab har arbejdet med at koncentrere sit udtryk i en ordknap form – aflæseligt i ”Skygge-Baldur” – men så har han til gengæld skruet op for kompleksiteten igen i ”Tusmørkeundere”.

De dystre elementer i Sjóns bøger kan spores tilbage til djævlefablen ”Mesteren og Margarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov, som han læste ved udgangen af teenageårene og har identificeret som lidt af et forbillede: ”Det er stadig den roman, der fortæller mig, hvad man kan gøre med litteratur, og hvordan man kan have alt i én bog,” sagde han i et interview til Politiken [6]Marie TetzlaffI Island har alle fortjent at blive husketPolitiken.dk, 2010-09-28..

Sjón finder yderligere inspiration i den psykologiske dybde i gyserfortællingerne af Edgar Allan Poe og hans polske ækvivalent Stefan Grabinski. Tre af Grabinskis historier blev fortolket af Sjón i operaen ”The Motion Demon” i foråret 2011, som han skrev librettoen til. Den kredser om en mands besættelse af toge og lod Sjón gå i dialog med anden forfatter; i 2006 gjorde han det samme, da han omsatte H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” til opera.

Hans indoptagelse af andre forfatteres værker er ligeså indiskutabel i flere af romanerne. ”Splinten fra Argo” låner fra det episke digt ”Argonautika” om Jason og argonauterne af den græske digter Apollonios fra Rhodos. Og i ”Dine øjne så mig” refererer Sjón både til Franz Kafkas historie ”Forvandlingen”, hvor en mand bliver til et stort insekt, og Gustav Meyrinks udgave af Golem-myten om et væsen skabt af ler, der ligner Sjóns fortæller.

Forfatterens interesse for surrealismen, som blandt andet er på spil i sammenstødene mellem absurde scenarier og virkelighed i ”Dine øjne så mig”, begyndte, da han i sin ungdom studerede den franske forfatter André Breton. Sjón fandt det spændende, at Breton var åben over for at anskue alle dele af naturen som levende skabninger. For Sjón er den surrealistiske tilgang til kunsten frugtbar, fordi den opfordrer til undersøgelse af underbevidstheden og drømmene. ”Drømme er jo det sted, hvor man ikke har kontrol over sine tanker – når man er vågen, kan man altid skubbe dem væk eller i hvert fald midlertidigt af vejen. Og for litteraturen er det et værktøj til at træde ind i det ulogiske, at tale om andre ting og få læseren til at kigge efter ting i teksten på nye måder,” mener han [3]Lotte Folke KaarsholmAlogik: Det beskidte møde med universetInformation, 2005-10-05..

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Sjón: Stálnótt. Mál og menning

1987

Sjón: Engill, pípuhattur og jarðarber. Mál og menning

1989, 1994

Sjón: Með titrandi tár. Mál og menning

2001

Skygge-Baldur
Skygge-Baldur

Sjón

Athene, 2005. (Skugga-Baldur. 2003).

Splinten fra Argo
Splinten fra Argo

Sjón

Athene, 2006.

Tusmørkeundere
Tusmørkeundere

Sjón

C&K Forlag, 2010. (Rökkurbýsnir. 2008).

Dine øjne så mig
Dine øjne så mig

Sjón

C&K Forlag, 2011. Første udgave på dansk: Forlaget Vindrose, 2002. (Augu þín sáu mig. 1994).

Månesten. Drengen, der aldrig var til
Månesten. Drengen, der aldrig var til

Sjón

C&K Forlag, 2014. (Mánasteinn, 2013). Oversat af Kim Lebek

Sjón: CoDex 1962
Sjón: CoDex 1962

C&K, 2019. (CoDex 1962, 2016). Oversat af Kim Lebek.

Sjón: Korngult hår, grå øjne
Sjón: Korngult hår, grå øjne

Grif, 2021. (Korngult hár, grá augu, 2019). Oversat af Kim Lembek.

Lyrik

Sjón: Sýnir. Höfundur

1978

Sjón: Madonna. Höfundur

1979

Sjón: Birgitta. Medúsa

1979

Sjón: Hvernig elskar maður hendur? Medúsa

1981

Sjón: Reiðhjól blinda mannsins. Medúsa

1982

Sjón: Sjónhverfingabókin. Medúsa

1983

Sjón: Oh! Medúsa

1985

Sjón: Leikfangakastalar sagði hún það er ekkert til sem heitir leikfangakastalar. Medúsa

1986

Sjón: Drengurinn með röntgenaugun. Mál og menning

1986

Sjón: Ég man ekki eitthvað um skýin. Mál og menning

1991

Sjón: Myrkar fígúrur. Mál og menning

1998

Sjón: Söngur steinasafnarans. Bjartur

2007

Sjón: Ljóðasafn 1978-2008. Bjartur

2008

Noveller

Sjón: Háfurinn. Mál og menning

2002

Sjón: Blúbb! Mál og menning

2006

Børnebøger

Sjón: Sagan af húfunni fínu. Mál og menning

1995

Sjón: Númi og höfuðin sjö. Slysavanafélagið Landsbjörg

2000

Sjón: Sagan af furðufugli. Mál og menning

2002

Skuespil

Sjón: Tóm ást. Óskráð

1988

Sjón: Kelluspil. Óskráð

1990

Sjón: Ástir Bjartmars Ísidórs. Óskráð

1991

Librettoer

Sjón: Skuggaleikur. Óskráð

2006

Sjón: The Motion Demon. Óskráð

2011

Sangtekster

Sjón (i samarbejde med Lars Von Trier): Dancer in the Dark

Gyldendal, 2000.

Sjón: Bergmál. Óskráð

2005

Spoken Word

Sjón (i samarbejde med Baldur J. Baldursson): Kanildúfur. Smekkleysa

1998

Om forfatterskabet

Forfatterens hjemmeside

Nyheder, fyldig biografi og bibliografi, oversigt over interviews i udenlandske medier og klip fra operaen ”The Motion Demon”.

Forfatterens gamle hjemmeside

Rummer ikke opdateret information om Sjóns aktiviteter, men siden har et udvalg af hans digte og sangtekster i engelsk oversættelse.

Uddrag af digtsamlingen ”Myrkar figúrur” på dansk

Kim Lembek har på magasinet Senturas hjemmeside oversat en række digte fra Sjóns digtsamling ”Myrkar figúrur” (”Mørke figurer”) fra 1998.

Præsentation af Sjón på portalen Literature.is

Reykjaviks bibliotek giver en udmærket indgang til forfatterskabet på engelsk – blandt andet med forslag til videre læsning af litteraturhistoriske artikler om Sjón.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Sjón

Kilder citeret i portrættet

[1]

Islandsk ord-troldmand: Faldt i gryden som barn. Sentura #12/13, april 2002.

Johnny Hedegaard Madsen

[2]

Det svage menneskes kærlighed

Kirsten Boas

Kristeligt Dagblad, 2005-02-24.

[3]

Alogik: Det beskidte møde med universet

Lotte Folke Kaarsholm

Information, 2005-10-05.

[4]

Spor af levet liv

Synne Rifbjerg

Weekendavisen, 2005-10-07.

[5]

Myterne lever

Tobias Havmand

Information, 2006-10-28.

[6]

I Island har alle fortjent at blive husket

Marie Tetzlaff

Politiken.dk, 2010-09-28.

[7]

Author of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is

David K. Gestsson

2011