Sjón

Genrer og tematikker

Sjóns afsæt i lyrikken i sit tidlige forfatterskab har smittet af på de af hans romaner, der er oversat til dansk. Det er digterens sprogfornemmelse, som træder frem, når hans tonefald i ”Dine øjne så mig” for eksempel kan være højstemt som den ene yderlighed og halvsjofel i næste øjeblik. Forfatteren skriver om kønsdele og stuepigens vandladning og nævner ikke blot, hvor guddommeligt ærkeenglen troner over de dødelige. Sjón sætter grimt og kønt kind mod kind i sine bøger og har evnen til at lave passager, hvor det direkte ækle bliver klædt i poesi. I ”Skygge-Baldur” er det en del af tekstens logik, at læseren får at vide, hvordan rester af lig kommer til syne på kirkegården, efter jorden er opløst af smeltevand. For det er nu engang et af landskabets ansigter, og det islandske landskab må siges at være blandt romanens hovedpersoner, hvoraf ingen fremstår som glansbilleder.

”Skygge-Baldur” er Sjóns mest tilgængelige værk, fortalt med en ligefremhed, som ligger i forlængelse af de islandske folkeeventyr, han læste i sin barndom. Den markerer dels et brud i forhold til associationsmylderet i ”Dine øjne så mig”, der kan få en til at tænke, om det er forfatteren eller romanen, der har magten. Og dels er den langt mere stringent end ”Tusmørkeundere”, hvor karakteren Jonas trænger igennem med sin bevidsthedsstrøm.

Sjón har forklaret, at han med ”Tusmørkeundere” modstod sin trang til at redigere sætningerne ned i detaljen, mens han skrev: *”Derfor er bogen ikke som noget, jeg har skrevet før. Den er løsere, mere rastløs og utæmmet, og at jeg nåede det mål, gjorde mig meget glad. Samtidig er bevidsthedsstrøm-skrivemåden mere end en metode til at lukke af for Sjón og give Jonas plads. Den gav mig også en chance for at gå imod vores fælles forestillinger om velskrevet og velordnet prosa” [7]David K. GestssonAuthor of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is2011.

Sjón søger udfordringen. Hans forhindring kan være at afgive lidt af sin styring eller bringe en roman i bevægelse, selv om fortælleren er strandet på et skib, som det er tilfældet i ”Splinten fra Argo”.

Det forekommer dog at være et tilbagevendende princip for ham, at hver roman skal bygge på grundig research, hvilket gerne knytter fiktionen til islandsk historie. Hans hovedperson i ”Tusmørkeundere” er baseret på den virkelige islænding Jon Gudmundsson, der levede fra 1574 til 1658 og oplevede Reformationens brud med katolicismen. ”Skygge-Baldur” trækker på overleveringer om de myteombruste rævejagter i Island. ”Jeg er en tyv. Jeg snuser ustandselig rundt hos antikvarboghandlere og udser mig mærkelige pamfletter, små memoirer, rejsebeskrivelser fra 1926 om en tur til Jerusalem, jeg samler altid på den slags spor af levet liv. Jeg har en fantastisk samling af mærkværdigheder, sørgelige ting eller meget smukke ting, som jeg hele tiden er inspireret af,” har han udtalt i et interview til Weekendavisen. [4]Synne RifbjergSpor af levet livWeekendavisen, 2005-10-07..

Skønt Sjóns litteratur er forankret i Island, lukker hans forfatterskab sig ikke om sig selv. Historierne kan have forbindelser til europæisk identitet i bred forstand. ”CoDex 1962” berører blandt andet traumet fra Anden Verdenskrig i Tyskland, og Sjón portrætterer gang på gang søfolk og andre strejfende, der færdes på tværs af grænser.

Han er desuden optaget af myten som genre, hvad enten den har islandske rødder i ”Skygge-Baldur” eller græske i ”Splinten fra Argo”.

Ved siden af forfatterens udforskning af sprog, natur og kulturarv er forvandlingen et dominerende tema.

Det optræder i ”CoDex 1962”, hvor en jordbunke bliver til en dreng, i ”Skygge-Baldur” med præsten, der skifter ham til fabeldyr, og i ”Splinten fra Argo”, hvor snakkehovedet Kaineus kan tage skikkelse af en sølvmåge. Det er disse fænomener, der rører op i realismen i forfatterskabet, så verdensbilledet udvider sig. Magien findes ligeledes i objekter, der har deres eget liv – træstumpen i ”Splinten fra Argo” er skiftevis fortæller og potensmiddel; et puslespil samler næsten sig selv til en kiste i ”Skygge-Baldur”. ”Jeg har altid været fascineret af konceptet om en ting, der ændrer sig til noget andet, denne fluxus mellem væsener og materielle ting,” har han sagt til Information [5]Tobias HavmandMyterne leverInformation, 2006-10-28..

Under de skiftende udslag af surrealisme er der en bund af humanisme hos Sjón. Mennesker begår onde handlinger, men udvekslingen af kærlighed forsvinder ikke. Abba og Fridrik tager sig af hinanden i ”Skygge-Baldur”, Marie-Sophie passer på Löwe i ”Dine øjne så mig”, og selv den bedrevidende Valdimar Haraldsson får en kæreste i ”Splinten fra Argo”.

Beslægtede forfatterskaber

Sjón fik en fornemmelse af, hvad litteratur var, da han otte år gammel læste de islandske folkeeventyr. Som dreng i 1960'erne og 1970'erne blev han også påvirket af tidens populære børnelitteratur fra nordiske forfattere som Thorbjørn Egner, Astrid Lindgren, Tove Jansson og Ole Lund Kirkegaard. De skriver om mennesker og dyr og undlader at fordømme dem, og den holdning eksisterer i Sjóns egne udgivelser.

Det var den islandske forfatter Halldór Laxness, der blandt andet lærte ham, at en tekst bør have en stemme, som er i nærkontakt med læseren, hvorimod de svenske digtere Gunnar Ekelöf og Tomas Tranströmer gjorde ham forelsket i lyrikken.

Sjón har det tilfælles med Tranströmer, at han gennem sit forfatterskab har arbejdet med at koncentrere sit udtryk i en ordknap form – aflæseligt i ”Skygge-Baldur” – men så har han til gengæld skruet op for kompleksiteten igen i ”Tusmørkeundere”.

De dystre elementer i Sjóns bøger kan spores tilbage til djævlefablen ”Mesteren og Margarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov, som han læste ved udgangen af teenageårene og har identificeret som lidt af et forbillede: ”Det er stadig den roman, der fortæller mig, hvad man kan gøre med litteratur, og hvordan man kan have alt i én bog,” sagde han i et interview til Politiken [6]Marie TetzlaffI Island har alle fortjent at blive husketPolitiken.dk, 2010-09-28..

Sjón finder yderligere inspiration i den psykologiske dybde i gyserfortællingerne af Edgar Allan Poe og hans polske ækvivalent Stefan Grabinski. Tre af Grabinskis historier blev fortolket af Sjón i operaen ”The Motion Demon” i foråret 2011, som han skrev librettoen til. Den kredser om en mands besættelse af toge og lod Sjón gå i dialog med anden forfatter; i 2006 gjorde han det samme, da han omsatte H.C. Andersens eventyr ”Skyggen” til opera.

Hans indoptagelse af andre forfatteres værker er ligeså indiskutabel i flere af romanerne. ”Splinten fra Argo” låner fra det episke digt ”Argonautika” om Jason og argonauterne af den græske digter Apollonios fra Rhodos. Og i ”Dine øjne så mig” refererer Sjón både til Franz Kafkas historie ”Forvandlingen”, hvor en mand bliver til et stort insekt, og Gustav Meyrinks udgave af Golem-myten om et væsen skabt af ler, der ligner Sjóns fortæller.

Forfatterens interesse for surrealismen, som blandt andet er på spil i sammenstødene mellem absurde scenarier og virkelighed i ”Dine øjne så mig”, begyndte, da han i sin ungdom studerede den franske forfatter André Breton. Sjón fandt det spændende, at Breton var åben over for at anskue alle dele af naturen som levende skabninger. For Sjón er den surrealistiske tilgang til kunsten frugtbar, fordi den opfordrer til undersøgelse af underbevidstheden og drømmene. ”Drømme er jo det sted, hvor man ikke har kontrol over sine tanker – når man er vågen, kan man altid skubbe dem væk eller i hvert fald midlertidigt af vejen. Og for litteraturen er det et værktøj til at træde ind i det ulogiske, at tale om andre ting og få læseren til at kigge efter ting i teksten på nye måder,” mener han [3]Lotte Folke KaarsholmAlogik: Det beskidte møde med universetInformation, 2005-10-05..

Relaterede forfattere