Beate Grimsrud

Emneord:

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., september 2021

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2011

Den norsk svenske forfatter, dramatiker og regissør Beate Grimsrud har med personlige og sansemættede romaner skabt sin helt egen stemme i skandinavisk litteratur. I nuancerede portrætter af mennesker, der lever på kanten af det normale samfund, har hun givet mæle til en gruppe, der ellers sjældent bliver hørt. Grimsrud har med sine værker sat nye standarder for barndomsskildringer og giver et enestående indblik i, hvordan det er at leve med såvel psykisk sygdom som kræft. Beate Grimsrud døde efter flere års kræftsygdom i sommeren 2020.

Baggrund

Beate Grimsrud blev født i Norge i 1963 og voksede op i Oslo-forstaden Bærum. I 1984 kom hun til Sverige for at gå på forfatterlinjen på højskolen Biskops Arnö. Efterfølgende arbejdede hun i Sverige, og var bosiddende i Stockholm indtil sin død i sommeren 2020. Hun debuterede i 1989 med novellesamlingen ”Det fins grenser for hva jeg ikke forstår” og hendes gennembrudsroman ”At smyge forbi en økse” kom på norsk i 1998 og året efter på svensk.

”Alt det som ikke er lige nu, alt som har været og alt hvad man drømmer om skal komme, om man så er død, lever eller lige er blevet tøet op, er fortællinger. Minder flyder rundt og forsvinder i oceanet. Den eneste måde at overleve på er at blive reddet af en fortælling. Sejle videre som noget der hviskes i barnets øre. Noget du hvisker til dig selv.”

”Jeg foreslår at vi vågner”, s. 226.

Grimsrud skrev alle sine bøger på både norsk og svensk. Om at veksle mellem sprogene fortalte hun: ”Den første bog var på norsk, og senere oversatte jeg den selv. Nej, jeg har ingen problemer med at skifte mellem sprogene. Måske skyldes det, at jeg er ordblind, jeg var ligesom vant til, at det altid blev forkert og derfor tager jeg det lidt lettere.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Foto: Henrik Gowers Lindal

Født
28. april 1963 i Bærum, Norge.
Død
1. juli 2020 i Stockholm.
Uddannelse
Forfatter, dramatiker og regissør.
Debut
Det fins grenser for hva jeg ikke forstår. Cappelen Damm, 1990. Noveller.
Litteraturpriser
Sveriges Radios Romanpris, 2000. Aftonbladets litteraturpris, 2002. P2-lytternes romanpris, 2007. Kritikerprisen, 2010. Sveriges Radios Romanpris, 2011. Brageprisen, 2020 (Norge).
Seneste udgivelse
Jeg foreslår at vi vågner. Batzer & Co, 2021. (Jeg foreslår at vi våkner, 2020). Oversat af Jannie Jensen. Roman.
Inspiration
Clarice Lispector.

Grimsrud skrev gennem sit forfatterskab både romaner, noveller og børnebøger, og sideløbende med sin skønlitterære virksomhed arbejdede hun med teater, fjernsyn og film. Hun har været regissør på en tv-dokumentar og en kortfilm om kvindeboksning, som var hendes store lidenskab. Selv udtalte hun om at skifte mellem mange og forskellige genrer: ”Jeg holder af alle mine bøger, men har ikke tænkt mig at skrive så mange. Den følelse havde jeg allerede efter den første bog, det bliver ikke til dusinvis af bøger. Jeg må tage mig af hver og én. Derfor passer vekselvirkningen mig fint, at variere mellem at skrive dramatik og prosa.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

De fleste af Beate Grimsruds bøger har et element af selvbiografi over sig, og der er mange direkte referencer til hendes eget liv. Det planter en tvivl hos læseren om grænsen mellem fiktion og fakta, og modtagelsen af hendes bøger har ofte været centreret om denne bevægelse.

Beate Grimsrud døde som 57-årig efter flere års kræftsygdom i juli 2020, kort tid efter at have udgivet sin sidste roman, ”Jeg foreslår, at vi vågner”, der netop handler om en kræftsyg kvinde. Bogen blev efter hendes død tildelt den norske litteraturpris Brageprisen, og en del af juryens begrundelse lød: ”Gennem hele forfatterskabet har Grimsrud skabt sprælske, uforudsigelige romaner som kendetegnes af legende tankespring, originale refleksioner og humoristisk overskud, selv når det handler om dybt alvorlige ting (…) Fortællerstemmen byder på en veludviklet sans for humor, selv når det ser allermørkest ud, og mellem linjerne bliver alt fra gamle eventyr til ibsenske karakterskikkelser brugt til at skabe klang og fylde.” (Brageprisen.no, egen oversættelse).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Beate Grimsruds romaner har deres helt egen stemme. Fortællingerne, der hellere end at følge et lineært, fremadskridende handlingsspor, er opbrudte og fragmentariske, drevet frem af tableauer og episoder. Der veksles mellem tider, mellem synsvinkler og mellem genkendelig virkelighed og fantasi eller drøm. På trods af de mange skift i udtryk er værkerne holdt sammen af den sproglige tone, der kendetegner Grimsruds værker. En stor detaljerigdom samt bemærkelsesværdige billeder skabt af komprimerede og præcise sætninger gør hendes værker til fængslende billedalbums med personligt aftryk.

Gennem forfatterskabet går mange temaer og episoder igen, og helt ned på sætningsniveau er der gentagelser bøgerne imellem. Værkerne er tæt knyttet til hinanden og skriver videre på hinanden.

Et genkommende tema er at skrive, at genfortælle virkeligheden og at være del i sin egen fiktion. I ”Søvnens lekkasje” indleder fortælleren med sætningen ”Jeg er forfatter. Det er ikke et yrke. Det er et liv.” og afslutter med samme. Sætningen går igen i ”En dåre fri”, hvilket optegner den røde tråd i forfatterskabet og kæder de forskellige værker sammen.

I nogle af de tidligere værker leder og leder fortælleren, mens fortælleren i ”En dåre fri” messer ”Jeg fandt, jeg fandt, jeg fandt”. Det tyder på, at forfatteren har fundet svar på nogle af de mange spørgsmål, der løbende stilles i forfatterskabet. Undervejs diskuterer Grimsrud, om det er prisen værd at udstille sin egen familie for at få kunstnerisk fred og berømmelse? Rangerer kunsten højere end det levede liv? De spørgsmål svares der ikke på, men det faktum, at bøgerne udgives og får fantastiske modtagelser hver gang, er måske svar nok.

En undertone i forfatterskabets psykologiske interessefelt er en kras kritik af det samfund, der skaber egoistiske forbrugere i stedet for næstekærlige mennesker. Det samfund, der ikke kan rumme det aparte og som ud fra et smalt normalitetsbegreb definerer, hvem der er normal og hvem der er mærkelig. Grænserne mellem at være rask eller syg, være mand eller kvinde, være stærk eller svag, være barn eller voksen ophæves i Grimsruds værker. Tilbage står karaktererne, der mere end noget andet blot er mennesker.

Med ”En dåre fri” kan man med en henvisning til en på mange måder ligesindet forfatter, August Strindberg, kalde forfatterskabet for en dåres forsvarstale (Strindberg udgav i 1895 det selvbiografiske værk ”En dåres forsvarstale”). Grimsruds bøger bliver forsvarsskrifter for de skæve eksistenser, der måske ikke ellers kan komme til orde.

Beslægtede forfatterskaber

Beate Grimsrud lagde ikke skjul på, at hun brugte af egne erfaringer i sine værker. I værkerne optræder flere steder diskussioner af at bruge af sit eget liv og om man kan adskille liv og kunst, og i interviews har hun påpeget den litterære inspiration fra eget levede liv. I slutningen af ”En dåre fri” bedyrer fortælleren, at hun vil begå selvmord, når bogen er udkommet, og det fordrer en nagende usikkerhed hos læseren om grænserne mellem liv og litteratur. Selv fortalte Beate Grimsrud, at alt, hvad der står i hendes bøger, er sandt, fordi det blev sandt, da hun skrev det. Endvidere sagde hun: ”En bog er jo ikke det samme som virkeligheden. Men jeg vil skabe virkelige følelser, når jeg skriver.” (Ingela af Geijerstam: Jag är duktig på att göra ingenting. Albert Bonniers Förlag, 2002. Egen oversættelse).

Dette greb med at bruge sig selv i sine værker og lade grænserne mellem biografi og fiktion falde sammen er velkendt gennem hele litteraturhistorien og meget brugt i skandinavisk litteratur efter år 2000.

Blandt norske forfattere er det oplagt at sammenligne Beate Grimsrud med Per Petterson, Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der alle bruger af egne liv og historier i deres bøger. Hos svenske kolleger kan man trække linjer tilbage til August Strindberg, for hvem liv og værk totalt smeltede sammen, og frem til Daniel Sjölin, som i sin ”Världens sista roman” lader sin hovedperson hedde og lave det samme som virkelighedens Daniel Sjölin. I Danmark bruger bl.a. forfatterne Claus Beck-Nielsen, Lone Hørslev, Yahya Hassan og Josefine Klougart også løs af deres egne liv som baggrund og spejling af deres litterære udtryk.

Den indfølte skildring af at leve med psykisk sygdom findes også hos svenske Linda Boström Knausgård, hvis ”Helioskatastrofen” (2013) er fortællingen om Anna, der er depressiv, har mistet sit sprog og er tvangsindlagt på psykiatrisk hospital.