Daniel Sjölin

Emneord:

Hovedforfatter

Nicolas Jespersen
cand.mag., 2008

Udover at være et kendt ansigt som studievært på litteraturmagasinet Babel på den anden side af Øresund, har svenske Daniel Sjölin vakt markant opsigt med sine tre romaner, som alle centrerer sig om sproget og ikke mindst de sproglige forudsætninger for arbejdet som forfatter. Sjölins fabulerende værker udforsker romangenrens uvante terræn i en sanselig og ofte krævende tone, som afkræver læserens absolutte tilstedeværelse og forestillingsevne.

Senest har forfatteren vakt opmærksomhed med den camouflerede bekendelsesroman ”Verdens sidste roman”, som har forfatteren selv i fortællerrollen, og som på filosofisk vis beskæftiger sig med sprogets egen grænse.

Baggrund

Daniel Sjölin er født og opvokset i Stockholm, hvor samtlige romaner ”Oron bror”, ”Personliga pronomen” og ”Verdens sidste roman” også udspiller sig, når de ikke slet og ret foregår i Sjölins eget suggestive tankeunivers. Idag er forfatteren fortsat bosat i Stockholm, på Kungsholmen, sammen med sin kone og lille datter.

I kraft af sin egenskab af studievært på det anerkendte svenske litteraturprogram Babel, er Daniel Sjölin allerede et kendt ansigt i den svenske litterære offentlighed og i et interview til SvD Digitala Medier har Sjölin præcist formuleret sit syn på henholdsvis værtsrollen og forfattergerningen: ”I "Babel" handlar min roll om att göra allt så enkelt och tydligt som möjligt, när jag skriver vill jag göra allt så knepigt och konstigt som möjligt”. (Interview i SvD 07-08-01).

Foto: Lars Krabbe/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Født
1977 i Bålsta, Stockholm.
Debut
”Oron bror”, 2002 (ikke udgivet på dansk).
Litteraturpriser
Borås tidnings debutantpris, 2003. Berns-priset, 2006, Svenska Pen-klubben, 2006.
Seneste udgivelse
Vulkanen og monsterbrandbilen. Turbine, 2019. (Vulkanen och monsterbrandbilen, 2018). Oversat af Marie Brocks Larsen.

Foruden værtsrollen og det skønlitterære virke har forfatteren endvidere markeret sig som redaktør på tidsskriftet Lyrikvännen, kritiker på blandt andet Svenska Dagbladet, samt underviser i kreativ skrivning.

Med den stort anlagte udgivelse med den ambitiøse titel ”Verdens sidste roman” har Sjölin for alvor fået sit store litterære gennembrud, og bogen har vakt en intens interesse og debat i den svenske offentlighed, hvor flere kritikere har noteret sig forfatterens sproglige sensibilitet og semibiografiske bekendelser i det udvidede biografiske felt, som blandt andet er blevet kendt under betegnelser som ’performativ biografisme’ og ’autofiktion’. Begge prædikater illustrerer en vekselvirkning mellem fiktionen og dokumentarismen i et tiltagende spændingsfelt, som sætter identiteten mellem forfatter og fortæller til diskussion.

Udvalgte bøger

Litterære fingeraftryk

Med udgivelsen ”Verdens sidste roman” er Daniel Sjölin måske en af de nutidige forfattere som på mest bemærkelsesværdig vis diskuterer den hårfine grænse mellem fiktion og fakta, som aktuelt ser dagens lys i form af performancelitteratur, autofiktion og performativ biografisme, og i den forstand indskriver forfatteren sig i samme tradition som eksempelvis Claus Beck-Nielsen, W.G. Sebald og Brett Easton Ellis for blot at nævne nogle få fremtrædende eksempler.

I sit forsøg på at skildre sine egne traumatiske erfaringer og tilværelsens dunkle skyggesider, sådan som det er tilfældet i ”Verdens sidste roman”, indgår Sjölin i et litterært slægtskab med blandt andre Erling Jepsen, Knud Romer og Erik Steffensens erindringsromaner, som ligeledes sværmer om de vanskelige og semi-dokumentaristiske familierelationer.

Sprogligt og stilistisk finder Sjölin dog snarere sine jævnbyrdige blandt surrealismens ’virkelighedsvrangvendere’, foruden internationale notabiliteter som James Joyce og Virginia Woolf, som deler forfatterens forkærlighed for pludselige bevidsthedsstrømme og suggestive indfald. Også østrigeren Elfriede Jelinek er blevet nævnt som en litterært ligesindet, i kraft af deres fælles passion for ekstraordinære sproglige opdagelser, social kritik og skildringer af tilværelsens dystre underliggende absurditeter.

Derudover kan Sjölins metalitterære og stedvis essayistiske udforskning af romangenren læses i sammenhæng med blandt andre Italo Calvinos ”Hvis en vinternat en rejsende”, Jorge Luis Borges’ værker, samt Jan Kjærstad, som alle – om end på vidt forskellig vis – føjer adskillige metalitterære overvejelser til deres romaner.

Sjölins romaner kredser handlingsmæssigt ofte om dunkle emner som seperation og tab og der gives kun yderst sjældent lyspunkter og forhåbninger. Denne tendens modsvares imidlertid af forfatterens opfindsomme og vitaliserende sprogbrug, som gør litteraturen og kunsten til et livsbekræftende mulighedsfelt, renset for sproglige klicheer og forudsigeligheder.

I et interview til Information har forfatteren desuden eksakt kondenseret sin egen poetik i kølvandet på ”Verdens sidste roman”: ”Og jeg elsker bøger, hvor man ser, at forfatteren i hvert fald forsøger at formulere sig. Det synes jeg er sympatisk. For jeg oplever, at denne her klassiske forfatter, hvis autoritative røst, vi skal lytte til, er mistænkelig. I stedet vil jeg være med, når det sker. Det jeg mener er, at man skal forsøge at være akrobat. For der findes også noget smukt i mislykkelsen, som akrobaten i sidste ende presser sig til. Som når jongløren til sidst taber en kegle, fordi han hele tiden vil jonglere med stadig flere kegler.” (Anton Geist: ”Sproget fjerner os fra følelserne”, 2008-06-12 ).

Og jonglerer gør Daniel Sjölin unægtelig uden sikkerhedsnet: med genrerne, fortællerrollen, de vante handlingsmønstre og alfabetet i særdeleshed.