Yahya Hassan

Genrer og tematikker

Yahya Hassans digte skriver sig ind i den genkomst af bekendelseslitteratur, der er fulgt i kølvandet på Karl Ove Knausgårds romanserie ”Min kamp”. Knausgårds afsæt for at skrive ærligt og detaljeret om sit privatliv var, at farens død efterlod ham med meget blandede følelser om sin opvækst. Faderfiguren og flashback fra barndommen er på samme måde udgangspunktet for Yahya Hassans første digtning: ”Gennem Knausgård blev jeg meget, meget bevidst om mig selv og det liv, jeg har levet. Mit liv er helt anderledes end hans, men der er nogle af de samme ting, der går igen. (…) Knausgårds far har vel haft nogle af de samme problemer, som min far har haft. Han har i hvert fald brugt nogle af de samme metoder, bortset fra, at min far nok har været lidt hårdere i det.” (Frauke Giebner: ORD. Information, 2013-10-18). Men hvor Knausgård skriver en registrerende, essayistisk prosa, skriver Hassan prosaiske digte, hvis sproglige motor er vrede, had og afmagt.

”YAHYA HASSAN” havde i en periode arbejdstitlen ”Ghettodigte”, fordi Gellerupparkens betonblokke er den ramme, de fleste af digtene udspilles i. Digtene giver et indblik i en overskudsforladt underklasses hverdagsliv, hvor den eneste fremtid for de unge, muslimske nydanskere er at leve op til fordommene og blive kriminelle. De er klemt mellem den danske og den muslimske kultur, og på den måde afspejler digtene konsekvenserne af den globale udvikling og konflikten mellem den såkaldte vestlige og muslimske verden. Når Hassans familie holder ferie, er det i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, hvor de møder familie og bekendte fra andre danske ghettoer. Israel-Palæstina konflikten berøres eksplicit: ”JEG ER EN SKIDE ANTISEMIT/ JEG FIK DET IND MED FADERMÆLKEN” hedder det eksempelvis i digtet MAN GRÆMMES.

Men mellem vreden og bag alle problemerne, både de personlige og de verdenspolitiske, gemmer der sig et andet emotionelt spor i digtene: kærligheden mellem søskende og sammenholdet mellem de marginaliserede på ungdomsinstitutionerne og i de kriminelle miljøer. Hassan gør hvad han kan, for at beskytte sine mindre brødre og søstre, både når det kommer til farens korporlige afstraffelser og arrangerede ægteskaber.

Beslægtede forfatterskaber

”YAHYA HASSAN” slutter med et langdigt, der er skrevet i et sprog, der imiterer et såkaldt ”perkerdansk”. Ordstilling og retstavning er med vilje ændret, så det ironiserer over en slags mundtlig slang, som tales af unge mennesker, der ikke har dansk som modersmål. I Norden er det især den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiri, der har gjort sig bemærket ved sin brug af sociolekter, som den bærende sproglige stil. I debutromanen ”Ett öga rött” (2003) er fortælleren den 15årige Halim. I en slags dagbogsform, skrevet på et konstrueret indvandrer-forstads-svensk, beskriver han sit liv og forholdet til sin far. Khemiris anden roman ”Montecore – En unik tiger” (2006) består bl.a. af en række breve skrevet på en mellemting mellem svensk, arabisk og fransk. Fortælleren hedder, som forfatteren, Jonas. Han oplever på daglig basis racisme og fremmedhad i det Sverige, hans nu forsvundne far flyttede til som ung.

”SIDSTE SKOLEDAG INDEN JUL/ GAV HUN MIG SAMLEDE STRUNGE” skriver Hassan i digtet KONTAKTPERSON, og Michael Strunges digte har uden tvivl været en bærende inspiration for Hassans egen lyrik. I Strunges punkdigte ”Skrigerne” fra 1980 er al tekst skrevet med store bogstaver – et greb som Strunge henter fra den ekspressionistiske digter Rudolf Broby-Johansen. Strunges lyrik er aggressiv, samfundskritisk og fyldt med beskidte og vrængende ord, men bag den kynisk-ironiske og anklagende facade rummer digtene ligeledes en stor portion patos og melankoli, som også findes i ”YAHYA HASSAN”.

Hassans spontane bekendelsesdigte har også flere lighedstræk med den amerikanske beatdigtning. Beatgenerationen, der bl.a. tæller digtere som Allen Ginsberg, Diane di Prima og Jack Kerouac, skrev i et barsk, konfronterende og bevidst anti-litterært sprog, fra et perspektiv som udstødte, kriminelle og stofmisbrugende i 1950’ernes amerikanske undergrund. Ginsberg blev indlagt og fik elektrochok, fordi han var homoseksuel, og Diane di Prima blev udstødt af sin familie, fordi hun modsatte sig segregation og ikke ville leve op til samfundets kvindeideal. Deres lyrik var provokerende i kraft af deres åbenhed omkring hashrygning, stofmisbrug og en promiskuøs livsstil.

Relaterede forfattere