Jonas Hassen Khemiri

Genrer og tematikker

Et centralt tema i Jonas Hassen Khemiris forfatterskab – og det som oftest bliver fremhævet i anmeldelser og interview – er hans tematisering af, hvordan det er at være ung med anden etnisk baggrund i Sverige. Men selvom det er et centralt tema, er det vigtigt at holde sig for øje, at hovedpersonerne ofte er teenagedrenge, der kæmper med de samme identitets- og tilpasningsproblemer, som alle andre svenske teenagere står overfor. At føle sig fremmed over for samfundet og vennerne er således ikke kun et spørgsmål om etnisk tilhørsforhold, men også en del af de spørgsmål og tanker, alle unge mennesker gør sig.

Forholdet mellem fædre og sønner fylder også meget i Khemiris to første værker. Det tema kender vi fra modernismens faderopgør, men hvor faderopgøret i modernismen blev knyttet til et mere generelt opgør med alle autoriteter, er der i Khemiris værker nærmere tale om et forsoningsprojekt mellem sønner og fædre. I “Et øje rødt” ender Halims faderopgør således ikke i en afskrivning af faderen, men tværtimod i en fornyet beundring og forståelse af ham.

Khemiri leger også i høj grad med fortællerrollerne i sine værker. I “Et øje rødt” er der et uklart forhold mellem Halims notesbog og selve værket. Halim fortæller, at hans notesbog er rød med guldmønster på, hvilket den svenske 1. udgave af bogen også har. På samme måde slutter bogen også, når Halim ikke har flere sider tilbage i sin notesbog. Man kunne altså tro, at det faktisk var Halims notesbog, der udgjorde bogen, men samtidig skiftes der mellem 1. og 3. person, så man alligevel ikke kan være sikker på, hvem der fortæller historien, ligesom Halim flere gange afsløres som en særdeles upålidelig fortæller. I “Montecore – en unik tiger” bruger Khemiri sit eget og sin families navne og skaber derved en usikkerhed over for hvad, der er fakta, og hvad der er fiktion. Ligesom romanen udgøres af en mailudveksling, hvor det bliver tydeligt, at der ikke findes én korrekt version af en given historie, men at det kommer an på øjnene, der ser. En tematik der går tydeligt igen i romanen ”Alt det jeg ikke husker”.

Beslægtede forfatterskaber

Jonas Hassen Khemiri er i sit hjemland ofte blevet læst ind i den bølge af indvandrerlitteratur, som i 00’erne fik en del opmærksomhed i Sverige og som bl.a. består af forfattere som svensk-chilenske Alejandro Leiva Wenger, den ugandiskfødte lyriker Johannes Anyuru og iranske Marjaneh Bakhtiari, der ligeledes tematiserer indvandring i deres bøger.

I dansk litteratur stod det længe lidt sløjt til med forfatterskaber, som tematiserer indvandring. I 2009 udgav Lone Aburas ”Føtexsøen” der, ligesom Khemiris første bøger, på en gang alvorligt og humoristisk handler om at være ung, brun og identitetsforvirret. Nogle år senere kom digteren Yahya Hassan på banen med en noget mere vred og manifestagtig beskrivelse af racisme og indvandrermiljøet i Danmark, i sin digtsamling ”Yahya Hassan” (2013). På den danske teaterscene er det til gengæld lettere at finde forfattere der med både humor og samfundskritik fortæller om livet som dansker med ”andet etnisk oprindelse”. Her kan man nævne navne som Joan Rang Christensen, Hassan Preisler, Zaki Youssef og det uafhængige teater danskdansk.

Et andet spor, der fylder meget i Khemiris forfatterskab, er forholdet mellem far og søn. Det deler han til gengæld med mange danske og nordiske forfattere, bl.a. kan nævnes Jens Blendstrups “Gud taler ud” (2004), Hans Otto Jørgensens “Hestens øjne” (2008) og Erlend Loes “Doppler” (2006). Og internationalt: Jonathan Safran Foer med “Ekstremt højt & utrolig tæt på” fra 2005 og Nick Hornby med “Omkring en dreng” fra 1999.

Endelig er sproget helt centralt i Khemiris bøger. Han opfinder egne ord og flytter grænserne for, hvordan sproget hænger sammen. Det deler han med forfattere som svenske Sara Stridsberg og danske Jeff Matthews.

Relaterede forfattere