Erlend Loe

Emneord:

Senest opdateret

Andreas Tonnesen
cand.mag., august 2026
Redaktionen
juni 2026

Hovedforfatter

Andreas Tonnesen
cand.mag., 2014

Norske Erlend Loe tog mange med storm med romanen “Naiv.Super” i 1996. Den forunderlige blanding af eksistentiel angst, filosofiske overvejelser og legende omgang med hverdagens små tildragelser udgør en original stemme i nyere norsk litteratur. Loes romaner blander angsten for livets meningsløshed med en art hverdagsabsurdisme og lavkomik. Resultatet er en underholdende og fabulerende stil, hvor kritikken af samfundets selvtilstrækkelighed og materialistiske besættelse er en konstant undertone. Senest har han i ”Drømmenes cykelregister” og ”Farvel organ” rettet sit satiriske blik mod vores opfattelser af køn og af den mediebårne virkelighed, der omgiver os.

Erlend Loe er født og opvokset i Trondheim. Trods en debut i en alder af 24 år ligger der forud for forfatterskabet både en universitetsuddannelse i Norge og en uddannelse som manuskriptforfatter i København. Erlend Loe ville egentlig være skuespiller og var med i teatergruppen Stella Polaris, men fandt hurtigt ud af, at dette ikke var ham, og skiftede teatret ud med universitetet. Loe har desuden været politisk aktiv, han har arbejdet på et psykiatrisk sygehus og været anmelder. Alle disse forskellige områder genspejler sig i hans skønlitterære værker.

Foto: Tonje Skjervold

Født:
24. maj 1969 i Trondheim, Norge.
Uddannelse:
Magistergrad med etnologi som hovedfag og film- og litteraturvidenskab som sidefag. Uddannet fra Den Danske Filmskole i København som manuskriptforfatter.
Debut:
Tatt av kvinnen. Cappelen, 1993. Roman.
Litteraturpriser:
Det norske Kulturdepartements børnebogspris, 1996. Cappelenprisen, 1997. Den norske Boghandlerpris, 1999. Trondheims kommunes kulturpris, 2002. Prix Européen des Jeunes Lecteurs, 2006. Tam-Tam prisen, 2006.
Seneste udgivelse:
Farvel organ. Gyldendal, 2026. (Kukene/Kukane, 2025). Roman. Oversat af Hans Peter Madsen.

Selvom Erlend Loes egen karriere forekommer at have fulgt en meget gunstig kurve i et lynende tempo, er det ofte kompetencen og hverdagen med dens udstukne normer og forventninger, der bliver kritisk parodieret i værkerne. Loe forklarer således om denne kompetence og sin egen opvækst: “Jeg tror, at mange ville have godt af at være mindre kompetente. Selv var jeg vældig dygtig og pligtopfyldende i skolen. Men da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, at det måske ikke er det bedste, man kan være. Det kan blive en irriterende måde at leve på, både for én selv og ens omgivelser”. [2]

”Min kone ser undrende på mig. Det er noget, vi er nødt til at gøre, siger jeg. Det er vigtigt. Kan du være mere præcis? siger min kone. Nej, siger jeg. Jeg kan være mindre præcis. Men ikke mere.”

“Doppler”, s. 172-173.

Erlend Loes første bog, “Tatt av kvinnen” fra 1993, blev mødt med god kritik i den norske presse. Hans popularitet nåede nye højder i 1996, da “Naiv.Super” udkom. Efter debuten skrev han sammen med Kim Hiorthøy fire billedbøger, der fik Kulturdepartementets Billedbogpris i 1996 og Cappelenprisen i 1997. Han startede i efteråret 1998 Screenwriters Oslo, som er et kontorfællesskab for manuskriptforfattere, og ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder Loe som manuskriptkonsulent i Norsk Filmfond. Loe bor og arbejder i dag i Oslo med sin kæreste og deres to drenge.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Et fællestræk ved kompositionerne i Erlend Loes romaner og karakteristisk for hans hovedpersoner er, at de bliver igangsat af en eksistentiel krise. Meningsløsheden bryder gang på gang ind i den normale og veldefinerede hverdags trygge rammer. Men samtidig leger romanerne også på ironisk vis med tanken om at falde på plads og komme overens med verdens og eksistensens absurditet, og i dette spil bliver den metafiktive leg, hvor fortællingerne gør opmærksom på sig selv som fiktion og iscenesættelse, et helt afgørende træk.

I hele forfatterskabet er humoren den egentlige grundtone, der binder plot og karakterer sammen på både tanke- og lattervækkende vis. Det er på den måde ikke de store forkromede plot og dramaturgiske forløb, der kendetegner Loes romanskrivning, men derimod udfoldelsen af det eksperimenterende, den gakkede ide, den alternative vinkel og karakterernes særprægede individuelle universer: ”Da jeg gik på Filmskolen i København, lærte jeg en masse om dramaturgi. Man får en værktøjskasse, man kan trække på, og den bruger jeg også. Men jeg synes det er farligt, hvis man bliver for bundet til reglerne, så jeg har faktisk brugt lang tid på at aflære mig alle de smarte greb, jeg lærte dengang. Men det er en svær balance for man skal også kende reglerne for at kunne bryde dem. Hvis man skal skrive noget virkeligt originalt, skal reglerne ligge intuitivt på rygraden, så man kan bruge dem på sin egen måde.”[4]

Et andet fællestræk ved Loes fortællinger er forfatterens fascination af og evne til at lade figurernes egne stemmer træde frem i al deres særegenhed. Som Loe siger i forbindelse med “Stille dage i Mixing Part”: “…det er måder at snakke på, der interesserer mig. Det er sproget, jeg er ude efter.” [3]

Beslægtede forfatterskaber

Erlend Loes romaner trækker – midt i alle deres rablende refleksioner og skæve parodieringer over absurditeterne i populærkulturen og det velpolstrede liv i nutidens selvgode norske velfærdssamfund – tråde tilbage til romangenrens fødsel, til værker som Cervantes’ “Don Quijote” og Laurence Sternes “Tristram Shandy”. Der er også et oplagt slægtskab med efterkrigstidens absurdistiske litteratur og teater. Både glæden ved dialoger, der løber løbsk i deres egen logik og den elementære situationskomik deler Loe med navne som Samuel Beckett, Eugène Ionesco og i en dansk sammenhæng en dramatiker som Jess Ørnsbo.

Romanskrivningen er for Erlend Loe en åben og legende aktivitet, som han selv forbinder med sit arbejde som filmmanuskriptforfatter: ”Jeg er konstant i gang med et filmmanuskript, ofte også flere på én gang. At skrive dem kræver disciplin og kontinuitet og er en stram øvelse. Derfor fungerer mine romaner ofte som en ventil fra manuskripterne. I mine bøger kan jeg skrive mere frit og lystbetonet, og jeg bliver altid glad, når der dukker en romanidé op i mit hoved.” [4]

I mere nutidig sammenhæng er Erlend Loe med sin fortællestil beslægtet med danske forfattere som Kirsten Hammann, Pablo Llambías og Jens Blendstrup. Den ordknappe og tilbageholdte stil ligner på mange måder Helle Helles. Selv karakteriserer Loe sin fortællestil således: “Nogle mener, at humoren fjerner alvoren, men for mig går det hånd i hånd. Min indgang til stoffet er ofte et humoristisk syn på livets absurditeter. Det er meningen, at bogen skal være sjov, samtidig med at den indeholder stænk af samfundskritik og eksistentielle overvejelser.”[2]