Kirsten Hammann

Genrer og tematikker

Et af de centrale træk ved forfatterskabet er Kirsten Hammanns særlige litterære virkelighedsgengivelse, som kommer til udtryk i den afstandtagen men også identifikation med bøgernes figurer, som læseren præsenteres for. Hammann idealiserer langt fra sine figurer, men holder et spejl op for sine læsere, som også blotlægger alt det selvmodsigende og uperfekte. ”Det er det evige med mine personer, at jeg holder forfærdelig meget af dem, men også at jeg gør dem værre, end de er (…) Jeg kan ikke lade være med også at gøre mine personer utiltalende, for det er jeg også selv, og dem jeg kender. Der er ikke nogen, der ikke har en pinlig eller grim side”. [5]Nielsen. Peter: Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalendeInformation, 2011-08-12.

Et andet gennemgående træk er forsøget på at skabe tekster, som ikke lægger sig i forlængelse af traditionelle litterære former. I ”Bruger De ord i kaffen?” sætter hovedfiguren spørgsmålstegn ved en litteratur, hvor alting skal ses gennem klart glas: ”Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?”. Nogle af disse bøger er dem af Kirsten Hammann, som altid peger på fiktionen som fiktion, og hvis virkelighedsskildring er en anden end en normativ realismes: ”Jeg kan gå nogle omveje, som bedst kan sammenlignes med dem, digte går, og dermed få fat i noget, som en mere traditionel roman ikke kan, mener jeg. Man kan falde ned i en sprække i sproget og få noget til at stå mellem linjerne (…) så ordene alligevel formår at beskrive det, som ikke kan beskrives.” [4]Karen SybergDe næstyngste: Fordi jeg er rasende. Interview i Information 1998-01-13.. I ”Se på mig” (2011) nærmer Hammann sig den mere fremadskridende, sammenhængende fortælling, hvor der både indgår plot og suspense. I ”Georg-komplekset” fra 2022 er hun derimod tilbage til en satirisk kriseroman, der sætter skarpt lys på alle de grimme følelser og spidder forfattergerningen. Det ironiske og humoristiske er altid del af Hammanns bøger. Man skal imidlertid ikke forledes til at tro, at det forhindrer alvorlige tematikker. Et vigtigt kendetegn ved forfatterskabet er netop kombinationen af eksistentielle temaer med en nærsanselig konkretisme og ironisk iscenesættelse. ”En satirisk-naivistisk-eksistentiel forfatter” blev Hammann kaldt i Statens Kunstfonds indstilling af hende til fondens livsvarige ydelse.

Beslægtede forfatterskaber

I Kirsten Hammanns forfatterskab er der fokus på fantasiens muligheder på en måde, der er blevet sammenlignet med den fantastiske modernisme, der blev lanceret i slutningen af 1950’erne af forfattere som Villy Sørensen og Peter Seeberg. Hammann og de fantastiske modernister deler en overbevisning om, at en nok så realistisk fremstillingsform aldrig vil kunne skildre de sider af livet, der grundlæggende synes ufortolkelige og mangetydige. Netop derfor er der behov for en fantasifortolkende fremstillingsform.

Nogle af de kvindelige forfattere, som debuterede i samme periode som Kirsten Hammann og som også har gået på Forfatterskolen, er Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Solvej Balle og Helle Helle. Disse forfattere synes at være dem, der er mest beslægtede med Hammann. Disse danske forfattere, der debuterede i 1990’erne, kan siges at have en frigjorthed i forhold til traditionen og dens skrivetekniske konventioner til fælles. De deler lysten til at eksperimentere, sammensætte og lege med forskellige litterære skrivemåder og stilretninger. Netop derfor er der også tale om meget forskelligartede værker og en modvilje mod at tale om en egentlig ’90’er generation’. Som Solvej Balle har været inde på, hænger dette fællestræk sammen med en oplevelse af en usammenhængende verden, som ikke lader sig fortolke. Det smitter af på kunsten, som dog samtidig er en slags undtagelsestilstand, fordi den også følger sine egne regler. En dansk forfatter, som ligesom Hammann altid inddrager det komiske i sine bøger, er Stine Pilgaard, som ikke mindst er kendt for sin roman ”Meter i sekundet” fra 2020.

Kirsten Hammanns bog ”Alene hjemme” kan – som en kærlighedsroman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt eller blot indbildning – også sammenlignes med den amerikanske forfatter Gillian Flynns ”Gone Girl” (”Kvinden der forsvandt”). I sin stil er Hammanns seneste fortælling dog nærmere en slags chick lit-samtidsroman tilsat forfatterens velkendte satiriske humor og konkretisering af uhåndterlige følelser.

Kirsten Hammanns bog ”Alene hjemme” kan – som en kærlighedsroman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt eller blot indbildning – også sammenlignes med den amerikanske forfatter Gillian Flynns ”Gone Girl” (”Kvinden der forsvandt”). I sin stil er Hammanns seneste fortælling dog nærmere en slags chick lit-samtidsroman tilsat forfatterens velkendte satiriske humor og konkretisering af uhåndterlige følelser.

Relaterede forfattere