”Jeg giver dig det sidste, jeg har. Ikke at det er noget særligt. Syv års døde ord. De fleste flagrer bare omkring som spøgelser, dem kan jeg ikke give dig. Nej, de fleste står lukket som en tung port. Jeg kan ikke løfte dem fri af hængslerne og række dem til dig.”
”Bruger De ord i kaffen?”, s. 32-33.
Forfatteren prøver forgæves at puste nyt liv i sproget og vække figurer til live på papiret. Figuren Ingvartsen foreslår en retssag for at få struktur, ramme og handling på det hele. Der må etableres et lokale, hvor alting har sin plads, og hvor der findes en tydelig konflikt. Det er med andre ord et billede på en traditionel litterær form med orden, kronologi og vendepunkter. Med dette billede sættes der i romanen spørgsmålstegn ved, om den realistiske roman med fortløbende handling og dramatik overhovedet er udtryk for en realisme, der indkredser virkeligheden.
Eller om den med sin gennemtænkte komposition skaber en orden, der slet ikke svarer til virkeligheden. Forholdet mellem fiktion og virkelighed er ligeledes et væsentligt aspekt i teksten: ”Altid skal sproget pege på sig selv og slå sig på brystet som en anden gorilla: Ingen bøger var noget uden mig!, råber den”. Figurerne i romanen siges da også at være skabt af den fiktive forfatter – som selv har umiskendelige lighedspunkter med forfatteren Kirsten Hammann. Poetikdelen består af dagbogsuddrag fra årene 1993 til 1997 og omhandler mange af de samme problemstillinger, som gennemspilles i den korte roman.
Kirsten Hammann
I Kirsten Hammanns værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne. Man støder også på et digterjeg, der bogstavel...
Læs hele forfatterportrættet
