BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
g flynn
Foto: Jordan Strauss / Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Gillian Flynn

    Hovedforfatter
    • Betty Frank Simonsen
      journalist, cand.mag., 2013

    Intro

    Gillian Flynn er en hurtigt voksende stjerne på såvel den amerikanske litteraturhimmel som på den internationale. Tre romaner er det blevet til indtil videre, hvoraf den seneste, ”Kvinden der forsvandt” er blevet hendes store internationale gennembrud. Alle romaner rammer snart filmlærredet og har store Hollywoodstjerner i hovedrollerne. Flynn skriver thrillers, effektfulde og velfortalte og propfulde af referencer fra popkultur, der vidner om hendes tidligere job som tv kritiker for det velrenommerede magasin Entertainment Weekly.

    Baggrund

    Gillian Flynn er opvokset i Kansas City, Missouri, i det amerikanske Midtvesten. Begge forældre var universitetslærere, og hendes far underviste i filmvidenskab, hvilket førte til, at Flynn i en tidlig alder kastede sig over uhyggelige thrillerfilm som ”Psycho”, ”Alien” og ”Bonnie and Clyde”. Hun fik tidligt en kærlighed til thriller- og krimigenren og husker, at noget af det første voksenlitteratur, hun læste var Agatha Christie, som hun ikke har sluppet siden.

    ”Når jeg tænker på min kone, tænker jeg altid på hendes hoved. Først og fremmest hovedets form. Første gang, jeg så hende, var det hendes baghoved, jeg bemærkede, og der var noget utrolig smukt ved det, ved selve formen. Som en glat, hård kerne eller et fossil. Hun havde, hvad victorianerne ville kalde et fint formet hoved. Man kunne let forestille sig kraniet inde under huden.”

    ”Kvinden der forsvandt”, s. 11.

    I Flynns tredje roman ”Kvinden der forsvandt” mister begge hovedpersoner, Nick og Amy, deres jobs inden for medieverdenen, og det bliver udgangspunktet for den nedadgående spiral, som er romanens kerne. Romanen er en slags portræt af Flynns egen generation og hvordan recessionen har påvirket den, og det kender Flynn selv alt til. Efter ti år i et elsket job på det amerikanske ugeblad Entertainment Weekly – et job, der bød på ture til filmsets i New Zealand, Prag og resten af verden og som gav hende en indersiderviden om film og tv, der skinner igennem i hendes romaner – blev hun fyret, sammen med et hav af andre journalister.

    g flynn
    Foto: Jordan Strauss / Ritzau Scanpix
    • Født

      1971 i Kansas City, Missouri, USA.

    • Uddannelse

      BA i Engelsk og Journalistik fra University of Kansas, MA i Journalistik fra Northwestern University, Chicago.

    • Debut

      Sharp Objects. 2006. Roman.

    • Litteraturpriser

      Britisk Dagger Award, 2007.

    • Seneste udgivelse

      En hjælpende hånd. Gad, 2015. (The grownup). Oversat af Nanna Lund. Novelle.

    • Inspiration

      Flynns første store heltinde var Alice i Eventyrland på grund af den store eventyrlyst og nysgerrighed. Af litterære forbilleder nævner hun Joyce Carol Oates, Agatha Christie og Jane Austen.

    Om den tid siger hun: ”For mig var det interessant, for jeg voksede selv op i 1970’erne, da man lukkede fabrikker og flyttede produktionen ud af landet. Vi kunne iagttage, hvad der skete uden rigtig at forstå det. Nu kom jeg selv til at opleve, hvordan mit eget erhverv ændrede sig i en helt ny og dramatisk retning. Det ønskede jeg at skrive om, for vi er alle meget tæt knyttede til vores arbejde og vores karriere. For mig selv betød det jo en del at blive fyret, for jeg duer ikke til andet. Ud over at skrive har jeg kun forsøgt mig som servitrice, og det var jeg virkelig dårlig til”. [1]Carsten AndersenBestsellerforfatter skriver med et insiderblik om en forkælet generationPolitiken, 2013-07-21..

    De to første romaner er således skrevet ved siden af fuldtidsjobbet som journalist, hvorimod ”Kvinden der forsvandt” er skrevet, efter Flynn blev fyret. I en periode, hvor hun var lykkeligt nygift, hvilket dog ikke lyser ud af siderne om Nick og Amy, et ægtepar, der langsomt finder ud af, at de slet ikke kender hinanden. Flynn siger selv, at det var det nye, lykkelige ægteskab, der gav hende lyst til at kigge på forholdet mellem to mennesker, der forestiller sig, at de kender hinanden ud og ind.

    Gillian Flynn bor i Chicago med sin mand, advokaten Brett Nolan, deres søn og en stor kat, der hedder Roy. Hun skriver i kælderen på deres victorianske hus, et koldt og uhyggeligt sted, der passer godt til de dystre temaer i hendes bøger. På væggen har hun et skilt hængende, hvor der står ”Leave the crazy here”, som skal minde hende om, at hun ikke skal tage stemningen fra bøgerne med sig ovenpå.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Rædsel er et gennemgående tema hos Gillian Flynn, som har været optaget af at skabe den, siden hun som tiårig øvede sig på at gengive Anthony Perkins’ afsluttende smil i filmen ”Psycho”. Det er rædslen i detaljen, der er interessant i hendes romaner, netop som smilet, der sekundet efter kan afløses af noget helt andet og mere uhyggeligt.

    Flynns romaner er desuden befolket af ubehagelige kvinder. Hendes kvinder synes så afgjort at slå mændene af pinden, når det drejer sig om manipulation og kalkuleret ondskabsfuldhed. Det har medført flere beskyldninger om misogyni og spekulationer om Flynns ”dybe uvilje mod kvinder”.

    Flynn ser selv de ondskabsfulde kvinder som et udtryk for sin feminisme: ”Handler det virkelig alt sammen kun om pigemagt og you go girl? For mig må feminisme også kunne rumme den tanke, at kvinder er i stand til være skurke. Noget, der virkelig irriterer mig, er denne her idé om, at kvinder er medfødt gode, medfødt omsorgsfulde. I litteraturen kan de selvfølgelig være ualmindeligt modbydelige, ja nærmest dæmoniske vampede og bitchede typer, men det er stadig lidt af en konvention, at en kvindelig hovedperson ikke kan være lige så pragmatisk ond og egoistisk.” (Oliver Burkeman (Oversat af Niels Ivar Larsen): ”Jeg begræder manglen på kvindelige skurke”. Information (og The Guardian), 2013-06-14).

    Beslægtede forfatterskaber

    Flynn ser mange film, og hendes romaner virker filmiske i deres opbygning, ligesom de trækker på et enormt kendskab til tv- og popkultur, der i en årrække var Flynns fagområde. På sin vis kan man sige, at det er film og serier som ”Psycho”, ”Rosemary’s Baby” og ”Twin Peaks”, der har været den største inspirationskilde og er mest beslægtede med hendes forfatterskab.

    Det er også oplagt at nævne en klassiker som Truman Capotes ”Med koldt blod” (1966) i forbindelse med Flynns ”Mørke steder”. ”Med koldt blod”, der var en klar inspiration for Flynn, foregår også i en lille by i det amerikanske Midtvesten, og læseren følger også her i en morders fodspor. Til forskel fra Flynns roman omhandler denne dog en virkelig hændelse, nemlig mordet på en landmand, hans kone og deres to børn i Kansas. ”Med koldt blod” beskriver mordenes effekt på det lille landsbysamfund, de to morderes indbyrdes forhold og deres motiv for at begå massemordene, noget som også er omdrejningspunktet for ”Mørke steder”.

    Andre beslægtede forfatterskaber er Patricia Highsmith, Alice Sebold og Kate Atkinson.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Skarpe genstande
    Skarpe genstande

    Gillian Flynn

    Jentas, 2007. (Sharp Objects, 2006). Oversat af Anne Mette Poulsen.

    Mørke steder
    Mørke steder

    Gillian Flynn

    Jentas, 2010. (Dark Places, 2009). Oversat af Anne Mette Poulsen.

    Kvinden der forsvandt
    Kvinden der forsvandt

    Gillian Flynn

    Gads Forlag, 2013. (Gone Girl, 2012). Oversat af Charlotte Amalie Egede Glahn.

    Novelle

    En hjælpende hånd
    En hjælpende hånd

    Gillian Flynn

    Gad, 2015. (The grownup). Oversat af Nanna Lund.

    Film

    Film

    Kvinder der forsvandt. Biografpræmiere den 23

    David Fincher

    oktober 2014

    Om forfatterskabet

    Web

    Forfatterens hjemmeside

    Her kan du finde interviews, essays og meget andet.

    Gads forlag

    Forfatterens danske forlag, hvor der ligger en lille film med Gillian Flynn, baggrundsstof, med mere.

    Interview

    Fra myrebøddel til krimiforfatter
    Fra myrebøddel til krimiforfatter

    Ester Skibsted Holm

    Information, 2013-03-07.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Gillian Flynn

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Bestsellerforfatter skriver med et insiderblik om en forkælet generation

    Carsten Andersen

    Politiken, 2013-07-21.

    [2]

    Burkeman, Oliver (Oversat af Niels Ivar Larsen): “Jeg begræder manglen på kvindelige skurke”

    Information (og The Guardian), 2013-06-14.