”Vera føler ingen glæde. Eller taknemmelighed. Hun siger til telefonen, at den skal holde op med at ringe. Hun siger, at hun ikke er hjemme, og at hun aldrig har været det. Det hele er en fejltagelse. Men den ringer og ringer, protesterende gennem stuerne. Knaldende røde plastic-dyr! Som om den er levende og arrig og forsmået.”
”Vera Winkelvir”, s. 21.
Også sprogligt er teksten fragmentarisk med korte, sideordnede sætninger og en gentagelse af de samme scener og sproglige sekvenser. Det giver bogen et manisk og næsten rablende præg, der forstærkes af bogens energiske, viltre og til tider rasende tone. Allitterationen i navnet Vera Winkelvir – det vil sige gentagelsen af den samme konsonant i navnet – peger også på den iboende gentagelsestrang og på den ironi, der frem for overblik og spændingsdynamik præger romanen. Fortællerpositionen adskiller sig også fra den traditionelle dagbogsroman, da Hammann har valgt en 3. persons fortæller, hvilket lægger en distance til det fortalte. Samtidig er der dog ikke tale om en udenforstående fortæller, for det perspektiv, der fortælles fra, er hele tiden Veras. Talesproglige vendinger giver også teksten en subjektiv karakter og bekræfter det indvendige perspektiv.
”Vera Winkelvir” er ikke et psykologisk portræt. Vera er snarere en formel, tekstlig instans end et menneske; en fiktion, der alene findes i de linjer, hvor hun tildeles at tale. Hun er opfundet som romanfigur. Teksten peger på sig selv som tekst, og der er således tale om en skrifttematik og om en metafiktiv konstruktion – det vil sige, at teksten gør opmærksom på sig selv som fiktion. At Vera er noget andet end et menneske understøttes også af, at det betydningsindhold, hun tildeles, hele tiden skiftes ud i løbet af bogen. Vera er alt fra seriemorder til fluemenneske, 37 millioner molekyler, et ryatæppe, en sukkergris …
Det gentages i løbet af romanen, at nogen har opfundet Vera, og nu må hun selv finde på resten. Men det er netop det, Vera ikke kan, på trods af sin stræben efter at skabe sammenhæng og mening. Man kan derfor også se figuren som et subjekt i opløsning, der ikke formår at skabe sig selv som en substantiel størrelse, og romanen som et signalement af en moderne mennesketype, som bestandigt skifter skikkelse i en verden, hvor der ikke findes faste referencerammer at orientere sig i forhold til.
Kirsten Hammann
I Kirsten Hammanns værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne. Man støder også på et digterjeg, der bogstavel...
Læs hele forfatterportrættet
