Peter Seeberg

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2019
Louise Rosengreen
cand.mag., 2018

Hovedforfatter

Bjarne Sandstrøm
1994

Peter Seeberg var en af den danske modernismes mest præcise, absurde og eksistentielt undrende stemmer. Med sin særlige sans for detaljer og sine minutiøse beskrivelser skabte Seeberg i sine romaner og noveller et realistisk hverdagsunivers, der brydes af uventede bizarre og groteske begivenheder. Sproget er nøgternt og klart, og både karakterer, temaer og formen på de eksperimenterende kortprosatekster vidner om hans mangeårige arbejde i museumsverdenen og hans oprigtige interesse for historie, filosofi og litteratur. Seebergs debut faldt sammen med modernismens gennembrud i dansk litteratur i 50'erne, med den særprægede roman Bipersonerne (1956).

Baggrund

Peter Ejnar Lauritzen Seeberg blev født i Skrydstrup i Sønderjylland og voksede op i et indremissionsk hjem. Hans far, der døde, da Seeberg stadig var dreng, var degn i den lokale landsbykirke. Efter farens død flyttede Seeberg med sin mor til Haderslev, hvor han tog sin studentereksamen i 1943. Samme år drog han til Berlin, hvor han havde meldt sig som frivillig i UFA-filmstudierne, der indspillede film for Joseph Goebbels’ propagandaministerium. Denne beslutning, samt en skolestil, hvori han beskriver Adolf Hitler som både dæmonisk og genial, har efter Seebergs død givet anledning til diskussion om graden af den unge Seebergs fascination af nazismen. Dét selvom Seeberg, mens han levede, tog stærkt afstand fra Hitlers politik.

”– Det er slet ikke livet endnu, det kommer måske aldrig.
– Hvad er livet, siger Conrad.”

”Argumenter for benådning”, s. 55-56.

Før han rejste til Berlin, havde Seeberg skrevet hele 12 upublicerede manuskripter til både skuespil og romaner, og han opfattede i en periode sin forfatterkarriere som afsluttet, selvom den knap nok var begyndt. Den egentlige litterære debut fik han først flere år efter krigens afslutning med novellen ”Spionen”, der blev trykt i tidsskriftet Perspektiv i 1954.

Foto: Gyldendals Billedarkiv

Født
22. juni 1925 i Skrydstrup.
Død
8. januar 1999 i Humlebæk.
Uddannelse
Mag.art. i litteratur, Københavns Universitet, 1950.
Debut
Bipersonerne. Gyldendal, 1956. Roman.
Priser
Det danske Akademis store pris, 1977. Blicherprisen, 1983. Nordisk Råds Litteraturpris, 1983. Herman Bangs Mindelegat, 1990. De Gyldne Laurbær, 1991.
Seneste udgivelse
Øvrige noveller og kortprosa. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal, 2019. (Peter Seebergs romaner, noveller og kortprosa).
Inspiration
Friedrich Nietzsche,Walt WhitmanogSamuel Beckett.
Periode
Dansk modernisme
Se filmene

Oplevelserne i filmstudierne inspirerede ham til at skrive debutromanen ”Bipersoner”, der udkom på Arena i 1956, efter at større forlag som Gyldendal havde afvist den særprægede kollektivroman.

I sin ungdom var Peter Seeberg meget optaget af den tyske filosof Friedrich Nietzsches tænkning, og som afslutning på sine litteraturstudier på Københavns Universitet skrev han magisterkonferens om filosoffens bog ”Morgenrøde” (1881). Derudover oversatte Seeberg Nietzsches aforismer.

I 1953 blev Peter Seeberg ansat på Nationalmuseet. Her skulle han bl.a. kategorisere og skrive resumeer af arbejderes levnedsskildringer. Dette arbejde, samt hans bidrag til Gyldendals børneleksikon, inspirerede til den saglige, eksakte skrivestil, som han er kendt for. Der er en rolig klarhed i hans skrift, og blandt hans tekster findes flere beskrivelser af mennesker ud fra deres slægtstavler og andre afsmitninger fra hans arbejde i museumsverdenen. Som 35-årig blev han ansat som museumsinspektør på Viborg Stiftsmuseum, hvor han arbejdede fra 1960 til 1993.

I dag regnes Peter Seeberg som en af nyere dansk litteraturs vigtigste prosaister, og hans tekster er obligatorisk læsestof i gymnasiernes danskundervisning.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Seeberg er en af dansk litteraturs mest særegne prosaister. Hvad vil det sige at søge efter mening i tilværelsen, hvad er det absurde - og hvordan ser en litteratur ud, der beskæftiger sig med dén sag? Produceret af Forfatterweb og Greve Bibliotek, 2025.

Udvalgte bøger

En første dokumentarisme

Forstået i det lys er Leos død i romanen "Hyrder" (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase.

”Pastor Vilhelm Sindbad har et godt forhold til gud. Han beder til gud hver morgen, hver middag og hver aften. Ikke én eneste gang er gud blevet træt af det.”

”Dinosaurusens sene eftermiddag”, s. 64.

Med ”Dinosaurusens sene eftermiddag” (1974), ”Argumenter for benådning” (1976) og ”Om fjorten dage” (1981) realiserer Seeberg en stor plan om i et tre-fløjet værk at samle tekster af en karakter, der ikke tidligere er set i litteraturen. Dele af projektet afsluttes først med ”Rejsen til Ribe” (1990). I disse værker arbejdede Seeberg bl.a. med genrer som lister, remser, opskrifter, nekrologer m.m.; subjektløse tekster af trivialsproglig art.

Fænomenet er beslægtet med hvad man kender fra f.eks. systemdigtningens tekster i modernismens tredje fase. Selv taler Seeberg dog hellere om ”en første dokumentarisme”. Teksterne beskriver ikke virkeligheden, men er selv dele af den, som tilsyneladende ubearbejdet lægges frem. Formen er bevidst triviel, men gennem den går (med Seebergs ord) "store strømninger og udtryk, som kan virke nedslidte, men som alligevel siger noget om menneskene og dem, der skriver". Teksterne fungerer som "et optisk instrument vendt mod det uvæsentlige, der atter vender sig mod forfatteren og læseren og nagler disse til tiden, der går, og gik". De bliver en art historiske relikter, der ikke vidner om sig selv, men om det forgængelige, selve tidens dimension. Denne tekstopfattelse har ført Seeberg ind i et originalt historisk projekt.

Gennem tekster som ”Erindringer fra tusind år” og ”Erindringer fra hundred år” og senere gennem syv noveller, placeret med sytten års mellemrum fra 1859 og frem, foretages en kortlægning af sindets historie gennem en overpersonlig erindringsproces, der tilbagelægger vores fælles tilblivelsesvej, – men også ser den i forhold til de rytmer, der i en evig gentagelse bærer vores liv. Seeberg søger nemlig ikke sandheden i en slags historiens dialektik, men bag den.

Genrer og tematikker

Peter Seeberg har hovedsageligt skrevet romaner og noveller, men i hans samlede produktion findes derudover også en del tekster, der kan være svære at placere i de klassiske genrekategorier. Særligt hans kortprosa bryder med de forventninger, læsere kan have til fiktionstekster. Som eksempel kan nævnes titelteksten fra samlingen ”Argumenter for benådning”. Den består af ni udsagn i varierende længe, hvori ni forskellige fortællerstemmer forsøger at overbevise en modtager om, at de skal benådes for det, de hver især er anklaget for. Der er den amerikanske far, der mener, at hans søn ikke fortjener en toårig fængselsstraf for at have stjålet 37 ferskner, når nu ejeren, Mr. Head, alligevel destruerede de resterende ferskner efterfølgende. Og et kor, der skriver til landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt, for at bede om at få frifundet den mand, der synger basstemmen, selvom han har dræbt både en skrædder og et spædbarn. Sagerne er bizarre og tragikomiske, selvom de er skrevet i en alvorlig tone. Det kontrastfulde sammenstød mellem genkendelig realisme og dybt absurde hændelser eller udsagn er karakteristisk for Seebergs litterære univers.

Også ”Dinosaurens sene eftermiddag” rummer flere eksempler på Seebergs katalogiserende leg med genrer, idet der både indgår et testamente, en nekrolog og en liste over afdøde på en fransk kirkegård. Da bogen udkom i 1974, skrev forfatter og kritiker Poul Borum om den i Ekstra Bladet: ”Man læser bogen langsomt, med tilbageholdt åndedræt, for ikke at gå glip af et eneste ord. Ikke fordi det er svært at forstå, men fordi det er med Seebergs prosa ligesom det er med kærlighed: det usagte er de tre fjerdedele!” (Peter Seeberg: Dinosaurusens sene eftermiddag. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2017. s. 245.)

Peter Seeberg, hvis forfatterskab tog sit udgangspunkt i modernismens strenge bevidsthed om menneskets fremmedhed, karakteriserede selv som ung digter i 1961 sit forfatterskab som ”smalt og af spartansk karakter, med få motiver, hvis der er mere end det ene - egocentrisk i fundamenteringen - end viljen til at nå bund i det bundløse”. Selv om forfatterskabet i løbet af årene undergår en radikal forvandling, gælder karakteristikken stadig i romanen ”Ved havet” (1978). Troen på, at der findes en bund, man kan nå, er forladt. ”Havet er omfavnelse, bæren, opdrift, du kommer aldrig til bunds i havet”, lyder det i romanen, hvor den ”egocentriske” vilje til at nå til bund er forvandlet til en åben trang til hengivelse.

Beslægtede forfatterskaber

Peter Seeberg var blandt de første i Danmark, der læste og lod sig inspirere af den franske eksistentialisme. Denne litterære og filosofiske retning havde sin storhedstid i Paris i 1940’erne og 50’erne, da bl.a. Jean-Paul Sartre og Albert Camus moderniserede Søren Kierkegaards tanker om menneskets eksistens. Mennesket adskiller sig fra dyret ved at kunne reflektere over sin egen eksistens, men når man – som Sartre – var ateist, kan meningen med livet ikke tillægges Gud. Derfor står den enkelte tilbage med både friheden til og ansvaret for at realisere sig selv, hvilket sjældent lykkes for Seebergs karakterer.

Også Samuel Becketts absurde teater gjorde indtryk på Seeberg. Hans anden roman, ”Fugls føde”, kan læses som en reference til Becketts mest kendte drama, ”En attendant Godot” (1953, ”Venter på Godot”). Seebergs hovedperson, Tom, er en selvopgivende nihilist, der i sin fremmedgjorte tilgang til sin egen tilværelse også har en del lighedstræk med hovedpersonen i den norske forfatter Knut Hamsuns ”Sult” (1890). En roman, som Peter Seeberg skrev manuskriptet til, da Henning Carlsen filmatiserede den i 1966.

Peter Adolphsens kortprosatekster i ”Små historier” (1996) og ”Små historier 2” (2000) deler den sproglige præcision og forkærligheden for det bizarre med Seeberg. En helt realistisk hverdagsskildring kan hos begge med ét tage en spøjs drejning, og virkningen bliver komisk og hos Adolphsen ofte også ekstrem grotesk. Hvor jeg-fortælleren i Peter Seebergs novelle ”Patienten” lider af sygdommen ”almindeligt bortfald”, er hele Adolphsens roman ”Rynkekneppesygen” (2017) en kollektiv roman, der følger en række helt almindelige københavnere, der bliver smittet med den ubehagelige og meget smitsomme lidelse MIWD, der gør dem sygeligt liderlige, indtil de dør.

Viggo Bjerring er en anden yngre forfatter, der har ladet sig inspirere af Peter Seebergs noveller og kortprosa. I hans samling ”Balancekatten” fra 2016 er sidste tekst et appendiks vedrørende det mystiske dyr balancekatten og dens herkomst. Stilen er encyklopædisk og filosofisk. Efter at have opremset dyrets særlige kendetegn stiller teksten spørgsmål til hele dyrets eksistens. For hvilken eksistensberettigelse har en skabning, der ikke ligner de dyr, vi kender, og som ikke har et fornuftigt formål med sin væren.