”Han nåede op på 120 km.s fart. Der var ingen landbrugsmaskiner, ingen bulldozere på vejen, vejen blev holdt fri for ham. Under sådanne omstændigheder griber skæbnen ikke umotiveret ind. Muligheden for en forklaring holdes åben.”
”Hyrder”, s. 16.
Fra den ydre side ser vi ham som en bevidstløs krop, hvis liv er uden mening. Fra den indre træder vi ind i Leos bevidsthed, hvor han ”vågner i sine dybeste drømme”. Drømmenes symboler kaster et forklarende lys over den ydre handling. Leo forvandles til et får og gør derved sine omgivelser til hyrder. Spørgsmålet for omgivelserne er, om det er rimeligt at holde Leo i live. Hustruen Viola siger: ”Jeg synes det ikke”, men tilføjer straks, ”men hvis det ikke er rimeligt, hvad er så rimeligt.”. Og således vælger hun at blive hyrde hos Leo, et valg, der giver hendes liv en mening, det ikke tidligere havde. Og Leo forvandles til en sol og bliver derved gravitationspunkt og varmegiver i de andres liv.
Men solen kvæles i den dis, dens strålekraft har skabt. Leo afslutter selv sit liv, da han lader sin kørestol rulle i Digterparkens dam en dag, den spejler solen, og forenes således med sit genbillede. Med denne slutning skiller Seeberg sig af med det plagede subjekt, som hans forfatterskab havde haft som centrum, og dermed ud fra forfatterskabets hidtidige problemstilling: dilemmaet om det indre jegs forhold til den omgivende virkelighed. Forstået i det lys er Leos død (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase.
Peter Seeberg
Peter Seeberg var en af den danske modernismes mest præcise, absurde og eksistentielt undrende stemmer. Med sin særlige sans for detaljer og sine minutiøse beskrivelser skabte Seeberg i sine romane...
Læs hele forfatterportrættet
