”Ude i entréen/ står mine New Balance og ser brugte ud./ Man kan se på hælen og fronten hvordan jeg går/ eller hvordan jeg falder, eller hvordan jeg flyver./ Verden smitter af og sætter sig i kroppen./ Det var en latterlig idé at købe hvide sneakers./ Så må man håbe at/ undergangsmoden holder længe./ Selvom min cerebrale parese ikke bliver værre/ får benene selvfølgelig sværere/ ved at følge med./ Min gangfunktion er et midlertidigt privilegium.”
”Nye balancer”, s. 11-12.
I ”Nye balancer” udviskes grænsen mellem forfatteren Caspar Eric og digterjeget – måske – endnu mere end i de tidligere værker. ”Jeg er tre år/ og min mor synes/ at jeg går lidt mærkeligt.” Sådan begynder digtet ”Min mor på hospitalet” (s. 16), hvori Eric beskriver det hospitalsbesøg, hvor en gruppe læger umiddelbart inden en operation observerer, hvordan barnet (digter-jeget og Eric) går: ”Så siger læge #3: Nåh/ ham der han er jo/ bare spastiker/ se hvordan han/ holder armen/ ind til kroppen.” (s. 17).
Digtene i ”Nye balancer” tager udgangspunkt i episoder og samtaler fra Erics opvækst og voksne liv. De beskriver rutinemæssige opgaver, der udføres hver dag, og som ingen ser: ”Holde fast i håndvasken/ efter at jeg har børstet tænder/ løfte højre ben/ op på tå/ hundrede gange/ og bide i læben/ sige til mig selv/ at det nok skal gå.” (s. 58). De beskriver omverdenens øjne på den handicappede: ”Mændene i stadionområdet tjekker hinanden ud./ De kigger på mit ben/ leder efter en sportsskade.” (s. 34). De er fulde af lige dele vrede og ironi (f.eks. i ”Det vrede digt, haha”) og faktuelle referencer til artikler og FNs konvention om rettigheder for personer med handicap.
Samlet set udgør digtene en mosaik af nedslag i og tanker fra et liv med cerebral parese. Vreden over at handicapområdet nedprioriteres af politikerne, ydmygelsen i at blive smidt op i et pissoir af sine venner efter svømmetræning, frygten for, at en kæreste ikke vil blive ved med at være der, og tanken: om nogen overhovedet vil kunne elske en.
Teksterne falder i fire dele: ”Faldet”, ”Lige at gå”, ”De siddende” og ”Crawl”. Formen veksler mellem digte med mange linjebrud og mere tætskrevne sider, f.eks. ”Forsøg på et brev”, en reflekterende tekst i brevform rettet til: ”jer med de spændte muskler” (s. 19).
Caspar Eric
Gennem mere end et årti har Caspar Eric forenet det ærlige med det distanceret ironiske i sin ”pop poesi”. Men hashtag generationen er ikke ung for evigt, og i sine senere værker giver Eric plads t...
Læs hele forfatterportrættet
