BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Mathilde Walter Clark
Foto: Lærke Posselt
*Seneste udgivelse

Mathilde Walter Clark

Senest opdateret
  • Redaktionen
    oktober 2024
Hovedforfatter
  • Madeleine Saunte
    cand.mag., 2011

Intro

Den filosofiuddannede Mathilde Walter Clark går på opdagelse i eksistensens maskinrum. I hendes fortællinger byttes der rundt på tilværelsens byggesten, der drejes på subjektivitetens, fiktionens og absurditetens knapper med en legende, filosofisk nysgerrighed.

Forfatterskabet er præget af træfsikre observationer af mennesket, hvis konflikter og kontraster skildres med en snart rørende, snart tirrende komik og præcision. Mathilde Walter Clark skriver fortællinger og romaner: Fortællingerne er geometriske og knappe, romanerne mangfoldige og barokke. Senest har hun udgivet essaysamlingen ”Huset uden ende”.

Baggrund

Den dansk-amerikanske forfatter Mathilde Walter Clark har en visionær og viljestærk tilgang til tilværelsen: Da hun var lille, drømte hun om at blive astronaut. Senere, i gymnasiet, ville hun være professionel tegneserietegner og åbnede tegnestuen “Comicaze” sammen med et par venner, i en nedlagt frisørsalon på Østerbro i København.

”Der var noget ved fiskehandlerens kone, som fik mig på den tanke, at hun var ved at blive til en fisk.”

“Fiskehandlerens kone” i “Grumme historier”, s. 32.

Efter at have afsluttet filosofistudierne på Roskilde Universitet og New York University arbejdede Mathilde Walter Clark en tid som tekstforfatter, men syntes at det var en desillusionerende branche, der drænede den kreative energi. I romandebuten “Thorsten Madsens Ego” fra 2004 kom hendes kritik af reklameindustrien og livet på bureauet til udtryk på en særdeles satirisk måde. “Tingenes uorden” fra 2005 er en novellesamling med stramme, humoristiske og absurde fortællinger, der kredser om sproget og materien. Der gik fem år, før den næste udgivelse fra hendes hånd er at finde på boghandlens hylder. Til gengæld er forførerromanen “Priapus” et stort og mangfoldigt epos på 460 sider. Med “Grumme historier” (2011) dannes der tilsyneladende et mønster i forfatterskabet: Efter en roman følger en samling kortere historier. Denne gang fokuserer fortællingerne på de brikker, der danner et subjekt, og på dets fragmentering, forandring og opløsning.

portræt af Mathilde Walter Clark
Foto: Lærke Posselt
  • Født

    6. august 1970 i København.

  • Uddannelse

    Cand.mag. i filosofi og dansk fra Roskilde Universitet og New York University, 1998.

  • Debut

    Thorsten Madsens Ego. Samleren, 2004.

  • Litteraturpriser

    Årets fund, 2005. Statens Kunstfonds Treårige Legat, 2006. Weekendavisens Litteraturpris, 2023. Politikens Litteraturpris, 2023. Læsernes Bogpris, 2024. Danmarks Åbenhedspris, 2024.

  • Seneste udgivelse

    Hvordan man laver dyr. Politikens Forlag, 2023. Essay.

  • Inspiration

    Thomas MannogFranz Kafka, blandt andre.

  • Mathilde Walter Clark taler om "Det blinde øje" i podcasten Den dyriske time. December 2023. (1

    22:28)

Mellem udgivelserne er Mathilde Walter Clark aktiv med sideløbende projekter: For eksempel iværksatte hun i 2005 den kunstpolitiske kampagne “Mæcen søges”, hvor hun på humoristisk vis gjorde opmærksom på unge forfatteres økonomiske vilkår. I 2009 stod hun for idéen og manuskriptet til den filosofiske udsendelsesrække ”I syv sind” på DR2, som hun også medvirkede i. Hun har desuden været redaktør for det litterære tidsskrift ”Den blå port” og fast klummeskribent i Alt for damerne, MetroXpress og i Dagbladet Information.

Mathilde Walter Clark er vokset op i og omkring København, men har også boet i Buenos Aires og New York. Hun rejser ofte på forfatterophold i udlandet, når hun skal samle inspiration til nye værker eller finde koncentrationen til at skrive dem.

I 2018 udgav Clark romanen ”Lone Star”, der bygger på hendes egen familiehistorie, og denne er også baggrund for flere af teksterne i essaysamlingen ”Huset uden ende” fra 2020.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Mathilde Walter Clark taler om "Det blinde øje" i podcasten Den dyriske time. December 2023. (1:22:28)

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Mathilde Walter Clark udnytter det potentiale, kun litteraturen har: Med sine historier maler hun scenarier i fantasiens grænseløse palet, som ikke kan gengives på andre måder. Det er filosofiske eksperimenter, der undersøger, hvad eksistensen er, og hvad det vil sige at være menneske i verden. Forfatterskabet er en underholdende, psykologisk surrealisme, drevet af narrativt drive og fantasi, og skrevet med en særdeles spids pen, et skarpt blik og en opmærksomhed på sprogets virkemidler. Hun bruger litteraturen som scene, hvor hun kan udfolde eksistentielle spørgsmål, ofte ved at sætte dem ind i en overraskende kontekst. Romanerne om Thorsten Madsen og om Priapus følger begge en maskulin hovedperson, som tumler med sin egen identitet. Romanerne tematiserer subjektets splittelse og indre selvmodsigelser. De beskriver på hver sin vis, hvordan roman(anti)helten forsøger at presse sin komplekse og fragmenterede personlighed ind i en form, som han tror kan svare til samfundets forventninger til ham. I debutromanen er det karrieremenneskets uharmoniske dobbelthed, der udstilles, mens det i “Priapus” er de erotiske roller, der sættes i spil. Det er historier om samtidsmenneskets ensomhed og eksistentialistiske uro. Hvor fortællerne i romanerne tager sig god tid, er rummelige, detaljerede og fulde af krumspring, er sproget i de to novellesamlinger ofte minimalistisk og nedbarberet. Nogle gange til en grad, så historierne mest minder om matematiske eller geometriske regnestykker, hvor logiske eksperimenter afprøves og føres ud i deres yderste konsekvens i et lukket, laboratorieagtigt fiktionsunivers. Historierne er skrevet med et minimum af konkrete detaljer, så de virker eksemplariske, næsten allegoriske. Det er almengyldige historier om mennesket i verden.

Genkommende temaer er dobbeltgængeren, opløsningen af subjektet, og tab-af-selvet.

Beslægtede forfatterskaber

Forskellige aspekter i Mathilde Walter Clarks forfatterskab kan sammenstilles med forskellige forfattere. For eksempel minder den af og til groteske stil og humor om den norsk/engelske børne- og voksenbogsforfatter Roald Dahl. Beskrivelsen af det moderne individs tumlen med eksistentielle problemer på en let tilgængelig og morsom måde har paralleller til den norske forfatter Erlend Loes naivistiske undren. Den spekulative og rensede form, hun bruger i sin fortællesamling, minder om den argentinske forfatter Jorge Luis Borges' nærmest geometriske historier. Fortællingen “Naboen” i “Tingenes uorden” er uden tvivl inspireret af uhyggens mesterfortæller Edgar Allan Poe.

Men det forfatterskab, Mathilde Walter Clark har mest til fælles med, er Svend Åge Madsen. Lighedstrækkene ligger i hendes sans for sproget som formbart materiale og den lystbetonede og eksperimenterende leg med litteraturen som medie. Især er de begge interesserede i mennesket som erfarende og sprogligt væsen i verden.

Mathilde Walter Clark selv er en klassikersluger. Hun læser især de store værker i den europæiske og amerikanske litteraturhistorie, og hendes yndlingsforfatter er Thomas Mann.

Selv er hun bl.a. optaget af Marilynne Robinson, Henrik Pontoppidan og Søren Kierkegaard.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Thorsten Madsens Ego
Thorsten Madsens Ego

Mathilde Walter Clark

2004. Roman

Priapus. En forførerhistorie
Priapus. En forførerhistorie

Mathilde Walter Clark

Samleren, 2010

Gips
Gips

Mathilde Walter Clark

Politikens Forlag, 2012.

Lone Star
Lone Star

Mathilde Walter Clark

Politikens Forlag, 2018.

Det blinde øje
Det blinde øje

Mathilde Walter Clark

Politikens Forlag, 2023.

Glade jul

Mathilde Walter Clark

Saga, 2023.

Noveller

Tingenes Uorden
Tingenes Uorden

Mathilde Walter Clark

Samleren, 2005.

Grumme historier
Grumme historier

Mathilde Walter Clark

Samleren, 2011.

Samlede historier
Samlede historier

Mathilde Walter Clark

Politikens Forlag, 2022.

Essay

Huset uden ende
Huset uden ende

Mathilde Walter Clark

Politiken, 2020.

Hvordan man laver dyr
Hvordan man laver dyr

Mathilde Walter Clark

Politikens Forlag, 2023.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mathilde Walter Clark

Om forfatterskabet

Artikler

Information
Information

2010-02-03

I virkeligheden handler bogen mest om min mor

Bjørg Tulinius

Kristeligt Dagblad, 2019-09-28.

Danmark er ved at vågne af en drøm

Søren Jacobsen Damm

Berlingske, 2020-05-02.

Web

Mathilde Walter Clarks hjemmeside

Biografi, bibliografi og kalender.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mathilde Walter Clark

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview med Mathilde Walter Clark, marts 2009.

Madeleine Saunte

[2]

Big Bang inde i hovedet

Lene Halmø Terkelsen

Fyns Stiftstidende, 2006-07-23.