”Jeg føler mig hverken som dansker eller amerikaner eller halv-amerikaner, og langt det meste af tiden tænker jeg heller ikke over at jeg er kvinde. Jeg er ikke engang sikker på hvad det til bunds vil sige at bruge ordet jeg.”
”Huset uden ende”, s. 194.
Det lange titelessay handler om forfatterens fars hus i USA, som man vil kende fra ”Lone Star”. Der blev begået et brutalt dobbeltmord for mange år siden, og Clark sætter sig for at undersøge det: hvem gjorde det, hvorfor og hvilken indflydelse har det på et hus, at nogen er blevet myrdet i det? Den formodede gerningsmand er en berømt seriemorder, og netop seriemorderens mytologiske status vækker nysgerrighed; den perfide interesse, seriemordere kan opnå fra fans, der køber ubehjælpsomme malerier og afklippede tånegle fra de indsatte på dødsgangen som mordermemorabilia.
Ansporet af en forelæsning af Marilynne Robinson reflekterer Clark over landskabets betydning for erindring, selvforståelse og skrift. Hvis man ikke selv har et landskab at erindre og trække ud af sig til litteratur, kan man ”suge ét op med pennen”, som der står (s. 72). Referencepunktet er skrivesituationen fra ”Lone Star”: øde steder i USA, hvor længslen efter far og hans landskab runger bagved.
Forfatterens egen skrivepraksis berøres i et essay, ligesom tanker om præsidentvalg, Trump og en gensidig uforståenhed mellem danskere og amerikanere gør det. Magisk realisme, Lykke-Per, Kierkegaard og den canadiske billedkunstner Agnes Martin rundes, og i ”Gorillaen i Corsicana” gør forfatteren sig betragtninger over aktuelle forklaringsmodeller og privilegieblindhed. Clark undrer sig over, at dem, der vil fjerne en gorilla fra en legeplads fordi det udtrykker racisme, kræver universitetsrektorers afgang og laver lister over ord, vi ikke må sige, ser verden lige så sort/hvidt som dem, de kritiserer. Forfatteren advokerer for et blik, der ikke opregner i kategorier, men ser verden i dens mangfoldige kompleksitet.
Tre meget rørende tekster om at miste viser, at ord er det eneste, der kan nå over afgrunden, men at de rigtige er svære at finde. I et genuint humanistisk og antiracistisk ærinde skriver Walter Clark essays, der er personlige, anfægtede og tankevækkende.
Mathilde Walter Clark
Den filosofiuddannede Mathilde Walter Clark går på opdagelse i eksistensens maskinrum. I hendes fortællinger byttes der rundt på tilværelsens byggesten, der drejes på subjektivitetens, fiktionens o...
Læs hele forfatterportrættet
