Marilynne Robinson

Emneord:

Senest opdateret

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., januar 2026

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., november 2021

Marilynne Robinson er en slags legende inden for amerikansk litteratur. Fem romaner er det blevet til, siden hun debuterede med “Housekeeping” i 1980, og alle har nået noget nær klassikerstatus. Hendes Pulitzerprisvindende roman “Gilead”, en døende præsts brev til sin lille søn, er efter sigende en af Barack Obamas yndlingsbøger og har fundet en stor, international læserskare, på trods af sit religiøse tema og forholdsvis stillestående handling.

Med lynskarp intelligens, umættelig fortællelyst og et sansemættet, poetisk sprog går Robinson tæt på stille eksistenser i det amerikanske Midtvesten. Robinson kaldes ofte en “religiøs forfatter”. Selv siger hun, at hun er religiøs og forfatter.

Baggrund

Marilynne Robinson er vokset op i en lille by i Idaho, der minder meget om byen Fingerbone fra hendes gennembrudsroman “Hus og Hjem”. Hendes far arbejdede med tømmer, og de første mange år af Robinsons liv blev tilbragt i den vilde natur. Noget, der med hendes egne ord har haft en stor religiøs indvirkning på hende. Hendes forældre var dog ikke videre religiøse, men for Robinson kom interessen i teologi helt naturligt. “Det var som en fisk i vandet. Det var helt naturligt for mig.” [1].

”Lys har altid betydet meget for mig, men det er svært bare tilnærmelsesvist at yde det retfærdighed. Det var, som om der var en tyngde i lyset – som om lyset tvang fugten ud af græsset og fik den sure gamle saft i verandaens gulvbrædder til at stige op, ja, som om det tyngede træerne ganske let nedad, som sne sidst på vinteren.”

”Gilead”, s. 49.

Som barn læste hun alt, hvad det lokale bibliotek kunne byde på, og senere tog hun en Ph.d. i engelsk på University of Washington i Seattle. Hun gik ikke særligt op i, hvilken karriere, hun skulle få, for som hun siger: “Jeg har aldrig været ambitiøs på den måde, som det er meningen, at man skal være ambitiøs. Hvilket er en kæmpe hjælp, hvis man gerne vil skrive.” [1].

Foto: AllOverPress 2009

Født
26. november 1943 i Sandpoint, Idaho.
Uddannelse
Ph.d. i engelsk fra University of Washington, 1977.
Debut
Housekeeping, 1980.
Litteraturpriser
Pulitzer Prize for Fiction (Gilead), Orange Prize for Fiction (Home).
Seneste udgivelse
Fra begyndelsen : at læse Første Mosebog. Bibelselskabet, 2025. (Reading Genesis, 2024). Oversat af Juliane Wammen.
Inspiration
John Calvin.

Det var, mens hun skrev på sin afhandling, at hun påbegyndte sin første roman, fordi hun, som hun siger, blev optaget af at skrive “udvidede metaforer”. De udvidede metaforer udviklede sig til romanen “Housekeeping”, som Robinson ved et tilfælde viste til en ven, som derefter sendte den til sin agent. Til Robinsons store overraskelse blev romanen udgivet, og “Housekeeping” (1980) blev hurtigt betragtet som en klassiker i amerikansk litteratur.

Først 24 år senere kom hendes næste roman, “Gilead”, men Robinson har i mellemtiden beskæftiget sig med mange andre ting. Hun underviser på en af de ældste og mest anerkendte skriveskoler i USA: the Writers’ Workshop på University of Iowa. Og så har hun skrevet indtil flere nonfiction-bøger om nogle af de emner, der interesser hende. Senest “Absence of Mind: The Dispelling of Inwardness from the Modern Myth of the Self” (2010), som omhandler mødet mellem videnskab og tro; et af de emner, der optager Marilynne Robinson allermest.

Robinson er fraskilt og mor til to voksne drenge. I dag bor hun i Iowa City, hvor hun underviser, og de lokale ser hende ind imellem gå tur med hunden med hovedet begravet i en bog af Thoreau eller Melville.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Marilynne Robinson Rethinking Reality. Regent College, maj 2017.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Robinsons romaner beskæftiger sig med livets store spørgsmål på en måde, som man sjældent ser i litteraturen i dag. Her skinner Robinsons optagethed af religion tydeligt igennem: Det er refleksioner om liv, død, skønhed og tilgivelse, der fylder siderne. De tre romaner, “Gilead”, “Home” og “Lila” foregår i en lille by i Iowa i halvtredserne, den sidste del af romankvartetten, “Jack”, foregår i St. Louis i samme periode, og der foregår ikke meget, udover de tanker og samtaler, der finder sted mellem mennesker, der forsøger at nærme sig og forstå hinanden.

Robinson er ikke bange for stilstand, hun finder skønheden i de små hverdagsagtige ting og fokuserer på de store dramaer, der udspiller sig i en families køkken. Om dette fokus siger hun: “Jeg synes, at de små dramaer i samtaler, tanker og refleksion er meget mere individuelle og langt mindre klichéprægede end ... Jeg mener, når folk tager på eventyr, så er det 90 ud af 100 gange noget, de har læst om i en brochure. Det er ikke den del af tilværelsen, der interesserer mig.” [1].

Fælles for “Gilead” og “Home” er temaet om fædre og sønner. I “Gilead” skriver John Ames bogen som en slags testamente til sin lille søn. Samtidig kæmper han for at åbne sit sind for den hjemkomne Jack Boughton, der er en slags “reservesøn” for Ames og som han, meget mod sin vilje, aldrig rigtigt har kunnet lide. I “Home” ligger fokus på forholdet mellem samme Jack Boughton og hans far, som han konstant kommer til at skuffe ved blot at være den, han er. Forventning og skuffelse mellem forældre og børn er et stort tema for begge romaner. I “Lila” er det Lila, der ind imellem går og taler med sin søn, mens han stadig er i hendes mave, og der sættes fokus på oplevelsen af at blive mor, når man er et menneske, der altid har følt sig fundamentalt alene i verden.

Med “Lila” bliver det også tydeligt, hvad Robinson kan i forhold til synsvinkel. Som i “Home” er vi helt tæt på en tredjeperson, denne gang Lila, og historien, som vi troede, vi kendte den fra de to første romaner, ser nu anderledes ud, fordi den fortælles fra Lilas synsvinkel. Der er sågar faktuelle ting, der ændrer sig, fordi de erindres anderledes.

Robinsons debutroman “Housekeeping” handler ikke om fædre og sønner, men om mødre og døtre. Eller rettere døtre, der savner en mor og et fast holdepunkt i tilværelsen. Debutromanen adskiller sig også fra de senere romaner ved at være skrevet i et langt mere drømmeagtigt og poetisk sprog. Det er, som om der med tiden er kommet mere og mere dialog ind i Robinsons forfatterskab, og i debutromanen er det så godt som ingenting. Men allerede her i første roman får man en klar fornemmelse af Robinsons fokus: Det er hovedpersonen Ruths tanker og refleksioner, der er bærende for handlingen. Marilynne Robinson udtrykker det således: “Jeg er interesseret i tankens metaforiske egenskaber, dens slægtskab med myter og drømme, mest af alt i dens følelsesmæssige fylde og dens upåvirkethed af tid.” [1].

Robinsons optagethed af et begreb som ‘nåde’ bliver især tydeligt med romanen “Lila”. Lila har levet et hårdt og omstrejfende liv, og man kan sige, at hun tages til nåde af den ældre præst, der tilbyder hende tryghed, sikkerhed, kærlighed. I hvert fald er det en trøst for John Ames at tænke sådan, så måske er det i virkeligheden ham, der bliver frelst i mødet med Lila. I “Lila” bliver det tydeligt, at det med nåden, “redningen”, netop ikke er så simpelt. Hvem bliver reddet? Og kan man reddes? Ensomheden er et grundvilkår hos Robinson, og selv efter, at Lila og John Ames har fået barn sammen, overvejer hun ind imellem at gå, bare gå, tilbage til det ensomme liv, hun kom fra. Det står som en evig mulighed for hende, et måske mere virkeligt og ærligt alternativ til det liv, hun pludselig har med hus og hjem, mand og barn.

Beslægtede forfatterskaber

Det er svært at sammenligne Robinson med andre forfattere, for hun er klart en ener inden for litteratur i dag. Hun undskylder ikke for sin interesse i teologi og er ikke bange for at skræmme læsere væk ved at lade det meste af dramaet foregå i tanken eller i en samtale mellem to mennesker. Hun tilstår selv, at hun ikke når at læse sine samtidige kollegers bøger, men i langt højere grad er i konstant dialog med klassikere som John Calvins “Institutio religionis Christianae” og Herman Melvilles “Moby Dick”. Det er derfor på sin vis mere nærliggende at sammenligne hende med amerikanske romantiske forfattere som Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau, der på samme måde var optaget af naturens skønhed, tankens uforgængelighed og troens styrke.

Af nutidige forfattere vil det være mest nærliggende at sammenligne hende med en forfatter som Alice Munro, som heller ikke er bange for at bede sine læsere om at tænke, og hvis noveller på samme måde lader de store dramaer foregå i små, hverdagsmæssige ting. En beslægtet nordisk forfatter kunne være Per Petterson, som især med “Ud og stjæle heste” skriver sansemættet om forventninger og svigt mellem fædre og sønner og om den ordløse kraft i naturen.