Alice Munro

Genrer og tematikker

Alice Munro har skrevet tretten novellesamlinger og en erindringsroman, hvoraf ti af novellesamlingerne og romanen, som også er en samling historier, foreløbig er udkommet på dansk. Da Munros tiende novellesamling, “Væk” (“Runaway”), udkom i 2004, fik det den amerikanske forfatter Jonathan Franzen til offentligt at hylde Munros forfatterskab i avisen The New York Times. Her skrev han, at “Alice Munro er den nordamerikanske forfatter, som kan gøre krav på at være den bedste” og fortsatte derefter med at opregne otte mulige grunde til, at Munro endnu ikke har en kæmpe læserskare udenfor Canada. Som for eksempel, at hendes forfatterskab er drevet af fortællelyst og ikke udgøres af dirrende, lyriske udskejelser, og at hun skriver noveller i stedet for romaner. At Munro skriver historier og ikke romaner er netop styrken ved hendes forfatterskab, skrev han. Fordi: “forfatteren ikke kan gemme sig i en novelle. Man kan ikke småsnakke sig ud af det. Læseren når slutningen i løbet af få minutter, og hvis du ikke har noget at sige, så finder vi ud af det.” (Jonathan Franzen: Runaway: Alice’s Wonderland. Anmeldelse i The New York Times, 2004-11-14.)

Jonathan Franzen skriver også, at Munro, ligesom alle gode forfattere, bliver ved at fortælle den samme historie. Bare på nye måder. Historien omhandler altid en intelligent, seksuelt nysgerrig pige, der vokser op i landlige omgivelser i Ontario i en familie uden penge. Hendes mor er syg eller døende, faren får en problematisk ny kone, og pigen flygter fra sit ophav via et legat eller andet, gifter sig tidligt, får børn, men bryder ud af ægteskabet, får succes som skuespiller, forfatter eller tv-personlighed og vender senere tilbage til det Ontario, hun kom fra, men som nu er fuldkommen forandret. Fordi hun er forandret. Barndommens og ungdommens univers er blevet påvirket af de valg, hun har truffet i sit liv, og det er umuligt at bevare det, der var. I et forsøg på at overleve som en hel og selvstændig person har hun forårsaget tab og forskydninger; hun har ødelagt noget, der ikke kan repareres.

Denne historie kommer måske tydeligst frem i de tidlige udgivelser “Tiggerpigen” (1984/2014) (“The Beggar Maid”, 1977) og “Pigeliv & kvindeliv” (1986) (“Lives of Girls and Women”, 1971), der begge kan siges at være en form for erindringsromaner. Begge indeholder en samling forbundne historier, der skildrer en kvindes opvækst og flugten fra det landlige Ontario.

Men mødet mellem fortid og nutid er også et konstant tema for Alice Munros øvrige fortællinger. Tid og erindringen om vores egen historie undersøges på forskellig vis igennem skildringen af forskellige menneskeskæbner, og sandheden om et menneskes liv står i en Munro-historie altid tilbage som det mest gådefulde. Ikke mindst i en af hendes mest mesterlige noveller, “Væk”, hvor hovedpersonen Clara føler sig ufri i den tilværelse, hun har fået og forsøger at opdigte en virkelighed for sig selv, der er fuld af muligheder i stedet for begrænsninger. Ida Jessen, der har oversat “Væk” i samarbejde med sin mor Gudrun Jessen beskriver, hvorfor hun er blevet så forelsket i Alice Munros historier: “Hver novelle er som en lille roman, de er meget fyldige. Hvor noveller normalt er konstrueret sådan, at hovedpersonen trænges op i en krog, hvorefter vi forlader vedkommende, så går Alice Munro videre og skildrer, hvad der skete ugen efter eller 10 år efter. Det har jeg aldrig før set i en novelle ... Men det betyder også, at novellernes udsagn bliver, at livet ikke slutter ved det svære øjeblik. Derfor er de fulde af håb. Det er meget inspirerende.” (Karen Syberg: Med og uden hoved. Interview med Ida Jessen i Information, 2007-12-30).

Beslægtede forfatterskaber

“Hun er vores Tjekhov, og hun vil overleve de fleste af sine samtidige,” har forfatteren Cynthia Ozick sagt om Alice Munro, og det er ikke den eneste gang, Munro er blevet sammenlignet med den store, russiske forfatter. Ligesom Tjekhov har Munro en imponerende psykologisk indsigt, der skinner igennem hendes sanselige menneskeskildringer, og ligesom ham er hun igennem hele sit forfatterskab optaget af temaer som tid og erindring. De to forfattere har også det til fælles, at deres historier udspiller sig i små landsbysamfund og fortælles i et underspillet og halvtørt toneleje, hvor store, livsomstyrtende erkendelser når frem til deres hovedpersoner på ganske udramatisk vis.

Det er også oplagt at sammenligne Munro med amerikanske William Faulkner og Flannery O'Connor, som Munro selv nævner som inspirationskilder, og som på samme måde skriver personer frem, der står i kontrast til reaktionære og konservative omgivelser i USAs sydstater.

Med sin kærlige og dog distancerede og småironiske behandling af nordamerikanske presbyterianske småsamfund fra midten af sidste århundrede minder Munro også en smule om den amerikanske forfatter til “Gilead”, “Hjem” og senest ”Lila”, Marilynne Robinson. Begge forfattere er mestre i at dissekere et menneskes længsler, men gøre det på en subtil måde, der er mere optaget af at ramme et menneskeliv ind på en troværdig og realistisk måde, end med postmoderne kontekstualitet eller sproglige eksperimenter.

Af danske, litterære halvsøstre, kan man nævne en forfatter som Ida Jessen, der også har oversat Munros seneste værker til dansk. Begge forfattere skriver sanseligt og fortroligt om kvinder, som, trods karakterernes nuancering og spændvidde, altid bibeholder noget usagt og gådefuldt.

Relaterede forfattere