Jonathan Franzen

Genrer og tematikker

Franzen har igennem sit forfatterskab skrevet spiddende romaner, kulturkritiske og personlige essays samt enkelte teaterstykker. Hvad enten der er tale om skønlitteratur eller essays, så er der kulturkritisk bid i Franzen. Som når han giver sig i kast med en kritik af forbrugerisme og revser virksomheders og politikeres manglende stillingtagen til forurening i ”Strong Motion”. Når han i ”Korrektioner” skildrer kapitalismens vrangsider via fremstillingen af Litauen. Når han i sine essays går i clinch med den støjende og distraherende massekultur, vi befinder os midt i. Og endelig når han i ”Frihed” udstiller bagsiden af frihedens medalje som depression. Sproget, der kritiseres med, er sanseligt og registrerende, og karaktererne propper sig med mad og sex i lange baner – uden at det dog får dem til at hungre mindre. Tvært imod. Det er som om, de er uudfyldelige sorte huller, der bare hungrer efter at blive fyldt mere ud. Nøjes de med deres respektive ægtefælle, længes de efter andre, og giver de endelig efter for denne lyst, præges de af dårlig samvittighed. Der er ingen forløsning! Friheden giver masser af muligheder for korte og sprudlende orgasmer, men ikke for den langstrakte lykke, og det er – med Franzens romaners optik – det moderne menneskes akilleshæl par excellence.

Franzen revser på linje med en filmkunstner som Michael Moore sin kultur og dens produkter – menneskene og maskinerne. Både Franzen og Moore formår via deres provokationer at tvinge os til at tage stilling til en verden, der er gået teknologisk agurk, og som lider af kulturel og følelsesmæssig forfladigelse. I modsætning til Michael Moore er Franzen mere nuanceret i sin kritik – i hans optik er vi alle lige gode om det. Som det hedder i ”Ubekvemmelighedszonen”: ”Det mærkelige var hvor nøje min fars værdier lignede hans fjenders.” (s. 176). Og andetsteds: ”Landet som helhed var blevet så fjendtligt indstillet over for de besiddelsesløse at store antal af de besiddelsesløse selv nu stemte imod deres egne økonomiske interesser.” (s. 191). Eller: ”I New York, på sikker afstand og set gennem tidens politiske tågebanker, ville jeg sikkert have identificeret tandlægen og hans kone, der begge støttede Bush, som mine fjender, men billedet var ikke så enkelt når man kom tæt på.” (s. 196).

Helt centralt i romanerne er endvidere de psykologiske portrætter, der ikke mindst tager afsæt i relationerne. Og det ser ikke for kønt ud. Gennemgående forsøger karaktererne at korrigere hinanden uden dog at have det store held med det. Et centralt eksempel er Joeys forhold til forældrene i romanen ”Frihed”. Ligesom i Philip Roths roman ”American Pastoral”, hvor verden kæntrer for de moralske og selvtilfredse forældre, da deres børn bliver militante venstreorienterede, så bruger Joey sin personlige frihed til at gøre op med forældrenes værdier og bliver højreorienteret rebel.

Beslægtede forfatterskaber

Jonathan Franzen tilhører en generation af amerikanske forfattere, der tæller navne som David Foster Wallace, Dave Eggers, Rick Moody, Don DeLillo og Jonathan Safran Foer. Fælles for disse forfatterskaber er deres åbenlyse kritik og parodi af samfundets bizarre træk samt forfatternes evner til psykologisk fintfølende at omfavne deres romankarakterer med sympati.

Franzens stort anlagte og ambitiøst nuancerede USA-skildringer gør det endvidere oplagt at sammenligne ham med nogle af det 20. århundredes største amerikanske forfattere som Philip Roth og John Updike – og med det 19. århundredes engelske Charles Dickens.

Blandt danske forfattere, der beskæftiger sig med lige dele psykologiske portrætter og kulturkritik, er Knud Romer, der med sin debutroman ”Den der blinker er bange for døden” (2006) fremskriver livet i en dansk provinsby med bid og vid. Claus Beck-Nielsen, der blandt andet også er at finde under pseudonymerne Das Beckwerk og Madame Nielsen, kan også nævnes som en forfatter, der i ekstrem grad befinder sig i spændingsfeltet mellem psykologisk (selv)portræt og politisk bidende kritik.

Er man mere til den tyske litterære tradition, kan man kaste sig over Franzens inspirationskilder – Franz Kafka, Thomas Mann og Rainer Maria Rilke. Eller man kan kaste sig over mere samtidige tyske forfatterskaber, der også indskriver sig i en tradition for politisk bid krydret med psykologiske portrætter – såsom Günter Grass.

Relaterede forfattere