Samlingen indledes med essayet ”Min fars hjerne” om Franzens Alzheimer-ramte far, og det er tydeligt, at oplevelserne med faderen er reflekteret i ”Korrektioner”. Franzen fortæller ærligt og kærligt om, hvor svært det var at erkende faderens sygdom: ”Min modvilje mod at anvende ordet ”Alzheimer” på min far var en måde at beskytte specialiteten Earl Franzen mod det generelle i en sygdomstilstand med en bestemt betegnelse.” (s. 23).
I ”Asken sigtes” diskuteres antirygekampagnen. Franzen er tydeligvis ikke begejstret over tobaksindustrien, men han fremhæver, at jo mere befolkningen ved om tobakkens skadevirkninger, des mindre kan industrien bebrejdes skadevirkningerne.
Beskrivelsen af forfatterens egen forlorne tur gennem en af tidens mediemaskiner, da han i 2001 skulle have deltaget i Oprah Winfreys tv-bogklub, er særdeles underholdende og fornøjelig.
Ligeledes fremstår Franzens diskussioner af den amerikanske romans fremtid lysende og er interessante og tankevækkende. I det hele taget er essaysamlingen en fortale for litteraturen. Som Franzen skriver i indledningen: ”Bogen er delvist tænkt som en registrering af en bevægelse væk fra en bange og skræmt isolation frem mod en accept - og endda en lovprisning – af at være læser og forfatter.” (s. 9). Et gennemgående tema i de ni essays er da også forfatterens og læsernes behov for ensomhed i en stadig mere støjende og distraherende massekultur.
Jonathan Franzen
Der er dømt korrektioner og manipulationer i såvel familierne som på det politiske niveau, når man befinder sig i Jonathan Franzens univers. Lige så meget familiemedlemmerne korrigerer hinanden for...
Læs hele forfatterportrættet
