David Foster Wallace

Genrer og tematikker

David Foster Wallaces stil kan bedst beskrives som maksimalistisk. Hvor man inden for en minimalistisk litterær tradition forenkler stoffet, undlader adjektiver for at lade læseren drage sine egne konklusioner eller ligefrem tilbageholder information, gør Wallace nærmest det modsatte. Hans skønlitterære værker, især ”Infinite Jest” og den sidste, ufærdige roman ”The Pale King”, er fulde af komplekse forklaringer, digressioner, anekdoter, referencer, noter og detaljer. Det er, som om hans fortællere og flere af hans karakterer lider af en art manisk nysgerrighed, en lyst til at finde ud af alt om alting. Hans sætninger er til gengæld, om end ofte lange, meget enkle og klare, og selv om værkerne ikke altid er opbygget kronologisk, er de fleste af hans scener og indskudte anekdoter beskrevet sammenhængende med få uforudsigelige brud.

Selvom Wallace ofte beskrives som postmodernist, tog han selv, især senere i forfatterskabet, afstand fra brugen af den betegnelse om sine værker. I sit essay om amerikansk TV og skønlitteratur, ”E Unibus Pluram”, beskriver Wallace, hvordan massemedierne og reklameverdenen fuldstændig har indoptaget den postmoderne litteratur og kunsts ironiske og selvbevidste attitude. TV-producere er, ifølge Wallace, blevet mestre i at få deres publikum til at grine med på og være indforståede med, hvor fjollet, forfladiget og kapitalistisk TV er. Wallace efterlyser en litteratur, der ikke bare stiller sig an i ironisk distance til de banale, popkulturelle fænomener eller peger på, hvor konstrueret og selvbevidst, den selv er. Han savner en litteratur, som tør risikere, at nogen kalder den for banal eller sentimental: ”Den næste gruppe af ægte, litterære ”rebeller” her i landet kan meget vel komme fra en underlig flok antirebeller, fødte kiggere, som på en eller anden måde tør træde tilbage fra det ironiske kiggeri, og som har den barnlige frækhed ligefrem at gå ind for og eksemplificere enkeltbundne principper.” (”Dette er vand”, s. 211). Flere af hans værker kan læses som et forsøg på at forene postmodernismens selvbevidste, legende stil med en litterær stemme, hvor følelser og endog smerte faktisk kan eksistere uden altid at skulle stå i citationstegn.

Der er ofte noget klamt, forlystelsessygt og barnligt ved de voksne i Wallaces bøger. Gennem forfatterskabet problematiserer han den amerikanske forståelse af ”frihed”, som han fremstiller som det at have frihed til at have det godt og være glad på et hvilket som helst tidspunkt. Det er, som om det underholdende og glittede bliver metaltræt i længden hos Wallace og går i en form for fordærv. Hans bøger rummer beskrivelser af mange triste skæbner. Hans sidste, uafsluttede roman ”The Pale King” foregår på et skattekontor og kan ses som en art forsvar for det kedelige, det uglittede og umiddelbart uinteressante som adgang til en større bevidsthed.

Beslægtede forfatterskaber

Da han begyndte at skrive, var David Foster Wallace stærkt inspireret af de tidlige, amerikanske postmodernister som Vladimir Nabokov, John Barth og ikke mindst Thomas Pynchon. Collegesamboen Marke Costello udtaler for eksempel til Wallaces' biografist D.T. Max: ”På vores næstsidste studieår sad David og jeg og talte om de magiske realister (…) og en eller anden sagde, ”Pynchon er meget mere cool.” ”Hvem?” sagde vi. Han kastede en kopi af ”Lot 49” til os. For Dave var det som da Bob Dylan fandt Woodie Guthrie.” [1]D.T. MaxThe UnfinishedThe New Yorker, 2009-03-09.. Wallace lod sig inspirere af Thomas Pynchons sammenskrivning af det komiske og det apokalyptiske og også af hans maksimalistiske stil med mange digressioner, referencer og detaljer.

Don DeLillo var et andet stort forbillede for Wallace, og de to kendte hinanden og udvekslede breve frem til Wallaces død. Flere af DeLillos romaner er store, komplekse, ukronologiske skildringer af det moderne amerikanske liv, og kendetegnende for både ham og Wallace er en stor interesse for Amerika både som land og som kulturfænomen.

Dog var postmodernisterne langt fra Wallaces eneste forbilleder. I sit bidrag til antologien ”The Top Ten: Writers Pick their Favorite Books” nævner Wallace blandt andet værker af bestseller- og spændingsforfattere som Stephen King, Erica Young og Tom Clancy. Hans biografist skriver: ”Selv i de senere år beundrede han Tom Clancys romaner for deres evne til at være pakket med fakta.” [1]D.T. MaxThe UnfinishedThe New Yorker, 2009-03-09.. Det er ikke for sjov, at Wallace udtrykker sin beundring for forfattere som King og Clancy. Selvom Wallaces prosa oftest beskrives som stærkt eksperimenterende, er en vis inspiration fra spændingsromaner tydelig i for eksempel ”Infinite Jest” – mange af bogens kapitler slutter for eksempel med cliff hangers, hvilket vil sige, at en central oplysning holdes tilbage for læseren, så denne får lyst til at læse videre.

I hans egen generation sammenlignes Wallace ofte med forfattere som Jonathan Franzen, der ligeledes har skrevet et mastodontisk værk om Amerika som kulturfænomen, ”Frihed” fra 2010, og Jonathan Safran Foer, der, ligesom Wallace, skriver en gribende, humoristisk og klar prosa, men som også eksperimenterer med ukronologisk romanopbygning i for eksempel ”Alt bliver oplyst” fra 2002.

Relaterede forfattere