Günter Grass

Emneord:

Hovedforfatter

Andreas Harbsmeier
journalist, 2007

I 1959 udkom Günter Grass’ monstrum af en roman, ”Bliktrommen”. Den indvarslede ikke kun et forfatterskab, der skulle blive det nok mest betydningsfulde i tysk efterkrigstid, men også en helt ny måde at se den tyske historie på. For Grass kan skildre både den tyske historie – og sin egen – i krøllede, skæve historier, der får læseren til at huske det, hun ellers helst ville glemme og se det, hun ellers havde husket, på en ny måde. Grass inkarnerer i sine bøger og i sit liv på godt og ondt det, som man har kaldt det tyske århundrede.

Baggrund

Da Günter Grass i foråret 2007 udgav sine erindringer ”Når løget skrælles” var hans liv for længst et offentligt anliggende. Lige siden udgivelsen af ”Bliktrommen” var Grass en markant person i den tyske offentlighed. Opvæksten i den nu polske by Danzig (Gdansk) under krigen var under hårde betingelser. Og det stod ikke skrevet i stjernerne, at Grass senere skulle blive en af verdenslitteraturens koryfæer. At han som 17-årig også blev del af nazisternes militærmaskine, gjorde heller ikke overlevelse til en selvfølge. Men ved krigens afslutning sad Grass i amerikansk krigsfangenskab, var stadig i live og fandt efter sin løsladelse sin plads i det ødelagte Tyskland – først som stenhuggerelev, siden på kunstakademiet i Düsseldorf. Senere flyttede han til Berlin og til Paris, hvor han også begyndte at skrive og havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før det massive gennembrud med ”Bliktrommen” i 1959. Grass blev også fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, en sammenslutning af senere så anerkendte tyske forfattere som Ingeborg Bachmann, Hans Magnus Enzensberger og Heinrich Böll, der læste højt for hinanden af endnu uudgivet materiale.

Foto: Susana Vera / Ritzau Scanpix

Født
Den 16. oktober 1927 i Danzig (det nuværende Gdansk i Polen).
Død
13. april 2015 i Lybeck.
Uddannelse
Først i lære som stenhugger, siden elev på kunstakademiet i Düsseldorf.
Debut
som romanforfatter: ”Bliktrommen”, 1959.
Priser
Har siden debuten modtaget stort set alle mulige tyske litteraturpriser. Modtog Nobelprisen i Litteratur i 1999 for ”i muntert sorte fabler at have tegnet historiens glemte ansigt”.
Seneste udgivelse
Hundeår. Gyldendal, 2017. (Hundejahre, 1963). Oversat af Mogens Boisen.
Oversætter
Siden midten af 80’erne oversat af professor i tysk, Per Øhrgaard.

”Erindringen elsker ligesom børn at lege skjul. Den gemmer sig. Den har tilbøjelighed til at besmykke, og den pynter gerne, tit uden at det er påkrævet. Den modsiger hukommelsen, som fører sig pedantisk frem og trættekært vil have ret.”

Günter Grass: ”Når løget skrælles”, side 10.

Igennem årerne blev Grass igennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat i Tyskland af mange ophøjet til Tysklands moralske stemme, fordi han hele tiden insisterede på at skrive og tale om det, der gjorte mest ondt i den hårdt prøvede tyske folkesjæl. Igen og igen har Grass med en imponerende utrættelighed formået at sætte spørgsmålstegn ved det, vi ellers var så sikre på. Og bedst som man troede, at nu havde den gamle mand tabt pusten, udgiver han i 2007, 79 år gammel, sine erindringer, der afslører, at han var medlem af det frygtede Waffen-SS i krigens sidste år. Ganske vist var Grass kun sytten år gammel på det tidspunkt, men skandalen var til at tage og føle på: Igennem alle de år, hvor han havde insisteret på det tyske opgør med fortiden, hævdedes det, havde han fortiet sin egen historie. Grass har altid forstået at lave ballade i den litterære offentlighed. Af samme grund har han i Tyskland lige så mange venner som fjender. Men de litterære bedrifter står alt til trods uantastet.

Udvalgte bøger

En tysk trilogi
Med ”Bliktrommen” fra 1959 skabte Günter Grass sig ikke blot et navn i Tyskland, men over hele Europa. Historien om drengen Oscar Matzerath, der som 3 årig beslutter sig for ikke at vokse mere, kom...
Læs mere om bogen

Den engagerede forfatter

Noget overraskende, og til stor fortrydelse for store dele af den mere radikaliserede tyske venstrefløj, engagerede Grass sig kraftigt i tysk politik op gennem 1960’erne. Det var nemlig ikke på det udenomsparlamentariske venstrefløj som flertallet af hans forfatterkollegaer, men derimod for SPD, det tyske socialdemokrati. Hans foretrukne kandidat var socialdemokraten Willy Brandt, den senere forbundskansler, for hvem han skrev taler og tog på valgturne over hele Tyskland.

”De talte om talent, som om det var noget, der skulle skærmes af mod træk. Af lutter bekymring for mig blev de aggressive, da jeg demonstrerede min hverdag ved hjælp at to ølbrikker: Den her er det politiske arbejde, det laver jeg som socialdemokrat og borger; den anden er mit manuskript, mit erhverv, mit gudvedhvad. Jeg lod afstanden vokse mellem ølbrikkerne, nærmede dem til hinanden, stillede dem, så de støttede hinanden, dækkede den ene med den anden (derefter den anden med den ene) og sagde: Sommetider svært, men det går. De skulle ikke gøre dem så mange bekymringer.”

Günter Grass: ”Af en snegls dagbog”, s. 283.

I romanen ”Lokalbedøvet” (1970) beskriver Grass dilemmaet mellem at ville en revolution, hvor tingene skal gå hurtigt – hvor man går efter den totale omvæltning – og så et mere fornuftigt politiske engagement med al dets langsommelighed. I romanen er det en lærer, der forsøger at overbevise sine rebelske elever om, at forandringer tager tid og kræver tålmodighed, hvis de skal være holdbare. Derfor også titlen på Grass’ næste bog ”Af en snegls dagbog” fra 1972, der er formet som en fortælling til Grass’ børn om deres fars politiske engagement i kampagnen for Willy Brandt. Det er også i denne bog, at Grass for første gang selv optræder i sine bøger. En leg med virkelighed og fiktion, erindring og konstruktion, der også er et særkende for flere af Grass’ senere bøger.

Parallelt med det politiske engagement skriver Grass op gennem 70’erne og 80’erne en række bøger, der ikke siden har været genstand for så meget opmærksomhed. Det er ”Flynderen” (1977), ”Mødet i Telgte” (1979), ”Kopfgeburten” (1980, ikke oversat), og ”Rottesken” (1986). ”Flynderen” er en stor verdenskrønike om kvinder og mænd og deres besværlige, men spændende forhold til forskellige tider. ”Mødet i Telgte” foregår under 30-års-krigen og handler om tyske digtere fra den tid. ”Rottesken” er skrevet midt i 1980’erne angst for en atomkrig. Hovedfiguren er en hunrotte, som i tiden efter den store atomkrigskatastrofe repræsenterer de forhadte skabninger, som overlever, mens mennesket er udryddet.

90'ernes nye Tyskland

Først efter Berlin-murens fald i 1989 og genforeningen af de to Tysklande i 1990 var den historie, der startede med Hitlers magtovertagelse i 1933 bragt til ende. Igen blev Günter Grass en rød klud for mange. Selv om han har været en markant kritiker af DDR gennem alle årene, så han den tyske genforening som en vesttysk ”erobring” af DDR, uden hensyntagen til de mennesker, der havde levet i DDR gennem de sidste 40 år. Grass ville have foretrukket en langsommere indlemmelse af DDR i Vesttyskland for på den måde at acceptere DDR og dets beboeres fælles 40-årige historie. I romanerne ”Ildevarsler” (1992) og ”En længere historie” (1995) kredser Grass om genforeningen, uden dog at hans egne synspunkter træder klart igennem. Grass lader sine figurer indtage forskellige positioner i diskussionen – både for og imod. I ”Ildevarsler” er det en ældre tysk universitetsprofessor, der stifter et selskab, der skal sørge for, at alle de fordrevne fra de 20. århundrede skal have lov til at blive begravet i deres hjemland. Men foreningen bliver hurtigt overtaget af tyske forretningsfolk, der omdanner det idealistiske og forsonende projekt til et stort pengeforetagende. Henvisningen til genforeningen er tydelig, men Grass lader ingen synspunkter, heller ikke sit eget, stå uimodsagt hen. I ”En længere historie” forsøger hovedpersonen Theo Wuttke at leve sit liv efter den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) – både under nazismen, DDR-tiden og under genforeningens omvæltninger. Romanen fortæller Wuttkes liv som en parallel til Tyskland på Fontanes tid og advarer indirekte mod et nyt ”stortyskland” som under Bismarck i det 19. århundrede.

”Regnen var stilnet af. Da det luftede, knasede murstensstøvet mellem tænderne. Det er typisk for Berlin, sagde man til os. Anna og jeg havde været her i et halvt år. Hun havde forladt Schweiz, jeg havde lagt Düsseldorf bag mig. Hun lærte den barfodede kunstdans hos Mary Wigman i en villa i Dahlem, jeg ville i Hartungs atelier på Steinplatz stadig væk være billedhugger, men skrev, hvor jeg stod, sad eller lå hos Anna, korte og lange digte. Så skete der noget uden for kunsten.”

”Mit århundrede”, s. 156.

I ”Mit århundrede” (1999), der af flere med nogen uret anses som en af Grass’ svagere bøger, har Grass viet et kapitel til hvert år i det 20. århundrede fra 1900 til 1999 – altså 100 i alt. Der er ikke tale om nogen sammenhængende fortælling, men gengivelse af en lang række historiske begivenheder set gennem et personligt perspektiv. De historiske begivenheder spiller ikke hovedrollen i denne bog, men figurerer hele tiden et sted i periferien af den lille historie. Som i Grass tidligere bøger, danner den store tyske historie baggrund for den skæve og subjektive opfattelse. Læseren møder et sandt virvar af forskellige fortællerstemmer, der giver personlige perspektiver på den tragiske historie, som Tyskland i det 20. århundrede udgør. Bogen er Grass’ version af historien og efter endt læsning står konklusionen, at historien tilhører ikke historikerne, men os alle. Det er alles århundrede, dit århundrede – og mit århundrede.

Tilbage til udgangspunktet

I ”I krebsegang” fra 2002 vender Grass tilbage til sit hovedtema: Tyskernes fortrængte fortid og dårlige samvittighed. Men denne gang med et omvendt perspektiv. Her er det de civile tyskere, der fremstilles som ofre for en krig, de ikke selv eller i hvert kun indirekte, havde ansvaret for. Helt konkret handler den lange novelle om damperen Wilhelm Gustloff, der blev skudt i sænk af en russisk ubåd i 1945, og gik ned med mere end 9.000 tyske flygtninge. En historie, der får Titanics forlis til at ligne en parentes. Men efter krigen, var der ingen, der fandt det passende at beskæftige sig med tyske ofre. Grass er altid i opposition til dem, der gør krav på sandheden. I historieskrivningen var der konsensus om, at Tyskland var den aggressive part i Anden Verdenskrig, men, gør Grass opmærksom på i ”I krebsegang”, der var jo også millionvis af tyske ofre, der ikke må glemmes.

”Historien, eller rettere den historie, vi har rørt op, er et forstoppet lokum. Vi skyller og skyller, men lortet kommer alligevel op.”

”I krebsegang”, s. 102.

Sandheden har altid mange sider, og vi kan aldrig lægge os fast på én udlægning af historien. Der er altid andre historier, andre udlægninger, andre perspektiver. Og hvis vi ikke bliver ved med at beskæftige os med historien dukker den alligevel ubelejligt op – i en forvrænget form, når vi mindst ventede det.

I 2007 faldt så bomben: Grass havde været med i det berygtede Waffen-SS under krigens sidste år. Det fremgik at hans erindringsbog ”Når løget skrælles”. Skandalen bestod ikke så meget i, at Grass havde været del af Waffen-SS. Det var der en del der havde været, og han var på det tidspunkt 17 år gammel, men derimod, at han havde fortiet det gennem alle disse år. Hvordan kunne Tysklands moralske stemme have løjet om sin egen fortid? Det viste så, at Grass faktisk tidligere havde fortalt om sin fortid under krigen, blot uden så meget medieopmærksomhed, men igen havde Grass sørget for megen opstandelse og debat, denne gang med sin egen fortid i centrum.

Det ændrer dog ikke ved, at bogen er fremragende og handler om en hel masse andre ting. Blandt andet hvordan erindringen fungerer. Det centrale billede er løget. Erindringen fungerer ligesom at skrælle et løg: ”Når løget hakkes skæl for skæl, driver det tårer frem, som slører blikket” (Günter Grass: ”Når løget skrælles”, s. 24.). Erindringen er forskønnelsen af fortiden. Men Grass har også en anden metafor for det at huske. Det er ravklumpen med det fastfrosne insekt. Her fastholdes tiden i et øjebliksbillede, og den kan ikke manipuleres. Begge dele er hele tiden til stede i erindringsarbejdet.

Den uendelige historie

”At skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk”, skrev den tyske filosof Theodor W. Adorno i umiddelbar forlængelse af Anden Verdenskrig. Pointen med sætningen er den håbløse situation, tyske forfattere befandt sig i efter krigen: De blev på den ene side nødt til at skrive om krigen og forholde sig til holocaust – andet ville være at ignorere det. På den anden side: Fordi der i selve bestræbelsen på at skrive noget æstetisk tilfredsstillende om holocaust ligger en forskønnelse af det, der overgik fangerne i udryddelseslejrene. Og det er ikke acceptabelt.

”Historien bliver oftest skrevet af historiens vindere. Taberne og den brede befolkning der som oftest har lidt under den førte politik, efterlader sig sjældent dokumenter. Deres fortælling kan litteraturen skrive. Litteratur er ikke bare et nødvendigt tillæg til den officielle historieskrivning, men et meget stort felt, som bliver til overs, for historikerne beskæftiger sig hovedsageligt med fakta og dokumenter.”

Günter Grass i et interview til Dagbladet Information, 2002-08-31.

Hos Grass er Adornos ord blevet til en slags påbud om ikke at skrive uden at forholde sig til historien. Det er om noget det gennemgående tema i Grass’ forfatterskab. Igen og igen og igen vender Grass tilbage til den tyske historie, der aldrig vil slippe sit tag i hans generation af tyske forfattere.

”I krebsegang” afsluttes med sætningen ”Det hører aldrig op”. Og det gør det aldrig for Grass. Historien gemmer altid på nye perspektiver og nye ufortalte historier. Og hvis vi ikke beskæftiger os med dem, dukker de op af sig selv i forvrænget form – til misbrug og afskrækkelse.

Grass skriver historiske bøger om randeksistenser, om taberne, i udkanten af ”den store Historie”, hvis stemmer aldrig høres i sejrherrernes historieskrivning.

Som man kan se er Grass’ produktion meget stor og alsidig – og så er hans lyriske produktion slet ikke nævnt her, ligesom hans malerier, tegninger, skulpturer og grafiske værker også kunne være et kapitel for sig selv. Men det er en længere historie...

Det fantastiske tilfælles

De fantastiske elementer i Grass’ forfatterskab bringer ham, hvad stilen angår, i slægtskab med megen af den latinamerikanske litteratur – den såkaldte ”magiske realisme” med en forfatter som Gabriel Garcia Marquez og hans ”100 års ensomhed”. Men måske i endnu højere grad med Salman Rushdie, hvis ”Midnatsbørn” er en generationsfortælling på lige linje med Grass’ ”Bliktrommen. Selvfølgelig er baggrunden for disse ”postkoloniale” forfattere en helt anden, men lige som mange af de latinamerikanske lande og som Indien og Pakistan efter deres selvstændighed havde brug for at finde en egen litterær stemme, havde Tyskland behov for en ny litteratur, en ny måde at skrive på efter Anden Verdenskrig – et nyt sprog simpelthen. Og her har Grass en del til fælles med den ”magiske realisme”. Grass har selv nævnt en forfatter som Alfred Döblin og hans ”Berlin Alexanderplatz” som inspirationskilde. Grimmelshausens pikareske roman ”Simplicissimus Teutsch” fra 1669 nævnes ofte som en inspirationskilde til især ”Bliktrommen”. Og forfatteren Grimmelshausen spiller da også en rolle i Grass’ ”Mødet i Telgte”.

Nu var Grass heldigvis ikke den eneste tyske forfattere, der skrev om den tyske historie og pirkede til tysk selvforståelse. Forfatterne Heinrich Böll og Siegfried Lenz og samtlige forfattere fra ”Gruppe 47” har på samme måde som Grass tegnet tysk efterkrigstids litterære landskab.

Også en nyere dansk forfatter som Morten Ramsland med sin roman ”Hundehoved” har vedkendt sig arven fra Günter Grass, ligesom norske Lars Saabye Christensen i sin ”Halvbroderen” trækker store veksler på Grass’ litterære univers. Og man kunne blive ved. Grass er uden tvivl en af de store skikkelser i det 20. århundredes europæiske litteratur. For at citere titlen på Grass’ tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur: Fortsættelse følger...