Ingeborg Bachmann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
september 2023

Hovedforfatter

Katrine Lehmann Sivertsen
cand.mag., september 2021

Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann var en af efterkrigstidens vigtige tysksprogede stemmer. Hun debuterede i 1953 med en digtsamling og skrev de følgende to årtier digte, noveller, hørespil, librettoer og kultromanen “Malina”.

Ingeborg Bachmanns prosatekster lægger sig i forlængelse af den formeksperimenterende modernisme. Hun undersøger i sine bøger den menneskelige bevidsthed og grænserne for sproget, men hun optegner samtidig krigs- og efterkrigslandskaber. Det kærlighedssøgende menneske og magtforholdet mellem mænd og kvinder i et patriarkalsk samfund er også centrale tematikker i forfatterskabet.

Baggrund

Ingeborg Bachmann blev født i 1926 i byen Klagenfurt i den østrigske delstat Kärnten. Hun var datter af skolelærer Matthias Bachmann og hans hustru Olga og voksede op sammen med en bror og en søster. Hendes far meldte sig i 1932 ind i det østrigske nazistparti. Da Ingeborg var tolv år, marcherede de tyske tropper ind i Klagenfurt. Forfatteren har siden beskrevet det som en dybt rystende oplevelse, som betød en afslutning på hendes barndom.

”Jeg rejser mig og tænker, hvis han ikke siger noget omgående, hvis han ikke standser mig, er det mord, og jeg fjerner mig, for jeg er ikke længere i stand til at sige det. Det er ikke længere helt så forfærdeligt, men det, at vi nu glider fra hinanden, er mere forfærdeligt, end når vi rager uklar med hinanden. Jeg har levet i Ivan, og jeg dør i Malina.”

“Malina”, s. 336.

Den unge Ingeborg studerede psykologi og filosofi i Innsbruck og Graz, før hun i 1946 flyttede til Wien. I 1948 mødte hun den jødiske flygtning Paul Celan og indledte et kærlighedsforhold til ham. I 1950 afsluttede Ingeborg Bachmann sine studier med en kritisk doktorafhandling om Martin Heideggers tænkning. Fra 1951-53 arbejdede hun på radiostationen Rot-Weiss-Rot som manuskriptforfatter og redaktør. Hun var samtidig i gang med sine egne radiohørespil, og i 1952 udsendtes hørespillet “Geschäft mit Träumen” i østrigsk radio. I 1953 modtog Ingeborg Bachmann den prestigefyldte litteraturpris fra forummet Gruppe 47 og debuterede som skønlitterær forfatter med digtsamlingen “Die gestundete Zeit”.

Foto: 1962 af Heinz Bachmann / Forlaget Grif

Født
25. juni 1926 i Klagenfurt i Østrig.
Død
17. oktober 1973 i Rom i Italien.
Uddannelse
Doktorgrad i filosofi, 1950.
Debut
Die gestundete Zeit. Piper Verlag, 1953.
Litteraturpriser
Gruppe 47s pris, 1953. Literaturpreis der freien Hansestadt Bremen, 1957. Hörspielpreis der Kriegsblinden, 1959. Georg-Büchner-prisen, 1964. Den store østrigske statspris for litteratur, 1968. Anton Wilgans-prisen, 1971.
Seneste danske udgivelse
Det tredivte år. Sisyfos, 2023. (Das dreissigste jahr, 1961). Oversat af Karsten Sand Iversen. (Novellesamling).
Inspiration
Ludwig Wittgenstein, Sigmund Freud, Virginia Woolf, Paul Celan.

I 1957 genoptog Ingeborg Bachmann og den nu gifte Paul Celan deres forhold for en kortere periode, før Bachmann i 1958 forelskede sig i den schweiziske forfatter Max Frisch, som hun giftede sig med. Frem til 1962 levede de to sammen i Zürich og siden i Rom. Efter en bitter skilsmisse blev Bachmann ramt af et psykisk sammenbrud og blev i slutningen af 1962 indlagt på en psykiatrisk klinik. De følgende år eskalerede hendes alkohol- og medicinmisbrug, og hun måtte flere gange indlægges til afvænning.

Slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var samtidig en produktiv periode for Ingeborg Bachmann. I 1971 udkom romanen “Malina”, som var tænkt som første del i en romantrilogi, og året efter novellesamlingen “Simultan”. Natten til den 26. september 1973 kom Ingeborg Bachmann alvorligt til skade under en brandulykke i sin lejlighed. Hun døde på et hospital i Rom den 17. oktober, kun 47 år gammel.

Hvert år uddeles Ingeborg Bachmann-prisen i Klagenfurt til minde om den østrigske forfatter.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Bibliotek og undervisning Den østrigske forfatter Ingeborg Bachmann var en af efterkrigstidens vigtige tysksprogede stemmer. Hun debuterede i 1953 med en digtsamling og skrev de følgende to årtier digte, noveller, hørespil, librettoer og kultromanen “Malina”. Ingeborg Bachmanns prosatekster lægger sig i forlængelse af den formeksperimenterende modernisme. Hun undersøger i sine bøger den menneskelige bevidsthed og grænserne for sproget, men hun optegner samtidig krigs- og efterkrigslandskaber. Det kærlighedssøgende menneske og magtforholdet mellem mænd og kvinder i et patriarkalsk samfund er også centrale tematikker i forfatterskabet. 136038885 Blå bog** Født:** 25. juni 1926 i Klagenfurt i Østrig. Død:** 17. oktober 1973 i Rom i Italien. Uddannelse:** Doktorgrad i filosofi, 1950. Debut:** Die gestundete Zeit. Piper Verlag, 1953. Litteraturpriser:** Gruppe 47s pris, 1953. Literaturpreis der freien Hansestadt Bremen, 1957. Hörspielpreis der Kriegsblinden, 1959. Georg-Büchner-prisen, 1964. Den store østrigske statspris for litteratur, 1968. Anton Wilgans-prisen, 1971. Seneste danske udgivelse:** Det tredivte år. Sisyfos, 2023. (Das dreissigste jahr, 1961). Oversat af Karsten Sand Iversen. (Novellesamling). Inspiration:** Ludwig Wittgenstein, Sigmund Freud, Virginia Woolf, Paul Celan. Ingeborg Bachmann læser digtet ”Mein Vogel”, 1961.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ingeborg Bachmann var i sin samtid især anerkendt for sin lyrik, der bærer præg af at være skrevet i efterkrigstiden. Som for mange andre af tidens forfattere var det magtpåliggende for hende at genopfinde et sprog efter krigstraumet, hvilket ikke mindst var udtalt for tysksprogede forfattere. Sideløbende med sit virke som digter udfoldede Ingeborg Bachmann sig inden for andre litterære genrer som radiospil, essays, litteraturvidenskabelige artikler og librettoer.

I slutningen af sit liv vendte hun sig mod en mere formeksperimenterende prosa med et feministisk islæt, hvilket hun i dag især er kendt for. Hun skrev i flere år på romanen “Malina”, som egentlig var tænkt som første bind i en romancyklus, og som hun selv kaldte for en imaginær selvbiografi. I “Malina” mødes bevidsthedsstrømmene i en kvindes bevidsthed med et eventyr om en prinsesse, brudstykker af telefonsamtaler og absurde dialoger, mareridtslignende erindringer om krig og overgreb og en ménage à trois med de to mænd Malina og Ivan, som måske er del af den navnløse jeg-fortællers liv – eller måske er udspaltninger af den samme person eller opdigtede figurer, som til sammen skildrer kærlighedsrelationen mellem en kvinde og en mand i et mandsdomineret samfund. Et patriarkalsk samfund, som også gennemsyrer privatsfæren og selv den enkelte kvindes bevidsthed. I et interview kort før sin død sagde Ingeborg Bachmann*: “Jeg har tænkt over, hvor fascismen egentlig opstår. Den starter ikke med den politiske vold, som man kan læse om i aviserne. Den starter i forhold mellem mennesker. Fascismen er det første, der findes i et forhold mellem en mand og en kvinde.”* [1].

Mange af de samme tematikker, som udfoldes i “Malina”, er også på spil i novellesamlingen “Simultan”. Mens Ingeborg Bachmann arbejdede på det, der skulle blive hendes sidste bog, havde den længe arbejdstitlen “Wienerinnen”. Hver af de fem prosafortællinger handler da også om kvinder fra Wien, hvis liv på forskellig vis trues af det patriarkalske net, de synes fanget i.

Der skulle gå mange år efter Ingeborg Bachmanns død, før den bredere offentlighed fik kendskab til kærlighedsforholdet mellem hende og Paul Celan, da dele af de to forfatteres brevveksling gennem to årtier i 2008 blev udgivet under titlen “Herzzeit. Briefwechsel” (“Hjertetid. En brevveksling”, 2011). Bogen viser omridset af et forhold mellem to mennesker, som elsker hinanden, men også sårer og misforstår hinanden. Den er samtidig et litteraturhistorisk vidnesbyrd om, hvordan to af efterkrigstidens store forfattere inspirerede og påvirkede hinandens værker. “Jeg bor her hos Christoph Schwerin: vores bøger står ved siden af hinanden”, som Paul Celan med glæde konstaterer det i et brev fra 1957 til Ingeborg Bachmann (”Hjertetid”, s. 118).

Beslægtede forfatterskaber

Ingeborg Bachmann var som lyriker optaget af spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet kunne skabes litteratur, og endda litteratur på tysk, efter holocaust. Kæresten Paul Celan var i sit liv og i sin digtning i høj grad præget af krigens grusomme jødeforfølgelser og er ikke mindst kendt for Auschwitz-digtet “Todesfuge” (1948) (“Dødsfuga”). Mange andre tysksprogede forfattere i samtiden var også optaget af spørgsmålet om, hvordan en tysksproget litteratur genopfinder sig selv efter 2. Verdenskrig.

Ingeborg Bachmann var i en årrække tilknyttet det betydningsfulde forum for samtidig tysksproget litteratur og samfundsmæssig refleksion kaldet Gruppe 47. Forfattere som Günter Grass, Heinrich Böll, Hans Magnus Enzensberger og Ingeborg Bachmann mødtes her hvert halve år for at diskutere tysksproget samtidslitteratur, men også for at fremme en demokratisk ånd efter de mange år med nationalsocialisme i Europa.

Med sine noveller og romanen “Malina” indskriver Bachmann sig i en modernistisk tradition med formmæssig nyskabelse og sprogeksperimenter, der ikke mindst tæller store modernistiske forfattere som James Joyce, Samuel Beckett og Virginia Woolf. Især hos James Joyce og Virginia Woolf findes der ligeledes et forsøg på at skildre den menneskelige bevidsthed, som også ses i værker af Ingeborg Bachmann. En forfatter som Virginia Woolf, som blandt andet har skrevet romanen “To the Lighthouse” (1927) (“Til fyret”, 1982) og det feministiske essay “A Room of One’s Own” (1929) (“Eget værelse”, 1973), skildrede ligeledes kvinder og mænds forskellige betingelser og muligheder i verden. En feminisme, som også i en moderne udgave ses hos Ingeborg Bachmann, hvor det blander sig med en behandling af fascismen, forholdet mellem kønnene og volden mod kvinder i nære relationer. Ingeborg Bachmann er ligeledes del af den gruppe af østrigske forfattere, som med deres værker har sat et væsentligt aftryk på det 20. århundredes litteratur. Det drejer sig om navne som Robert Musil, Peter Handke og ikke mindst Thomas Bernhard, som også har skildret nazismens totalitære tankesæt i Østrig og længslen efter meningsfulde relationer. Thomas Bernhard har blandt andet skrevet “Holzfällen” (1984) (“Træfældning”, 2013) og “Alte Meister” (1985) (“Gamle mestre”, 2016).

En østrigsk forfatter, som kan siges at være inspireret af Ingeborg Bachmanns forfatterskab, er Elfriede Jelinek, som i 2004 modtog Nobels Litteraturpris. Jelinek er især kendt for romanen “Die Klavierspielerin” fra 1983 (“Spillelærerinden”, 2005), der i 2001 blev filmatiseret af den østrigske filminstruktør Michael Haneke. Jelinek beskæftiger sig i sine bøger blandt andet med undertrykkelsesmekanismer mellem kønnene og i familien. Det var også Jelinek, som i 1991 skrev manuskriptet til filmen “Malina”, som er baseret på Ingeborg Bachmanns roman.