Peter Handke

Genrer og tematikker

Teaterstykker og mindre prosatekster er det, som fylder mest i Peter Handkes forfatterskab. Hans romaner er for det meste kortromaner, men han har også skrevet enkelte længere romaner. Hans stil er den fragmenterede fortælleform, og et gennemgående motiv er vandringsmanden eller -kvinden, der bevæger sig rundt i verden på må og få uden hverken at være forankret i en stabil psykologisk personlighed eller en bestemt geografisk eller social placering. Ofte foretager hovedpersonen en rejse – ofte fra storbyen og ud i naturen eller omvendt – og har ikke hjemme noget sted.

I ”Målmandens frygt for straffespark” kredser Handke især om oplevelsen af fremmedgørelse – menneskets fremmedgørelse over for sig selv, sine medmennesker og verdens genstande. Det giver sig til kende ved en grundlæggende skepsis over for sproget. Bloch opdager, at sproget egentlig bare er vilkårlige tegn, og at det er en social konsensus om sproget, der giver det sandhedsværdi. Denne besættelse af sproget er et sundhedstegn hos Bloch. Han formår at se bag om de sociale konventioner, som udøver en usynlig magt over individet. Romanen stiller dermed spørgsmål ved, om det overhovedet kan lade sig gøre at repræsentere verden, sådan som den er, for verden er jo allerede struktureret igennem sproget og dermed aldrig autentisk.

Peter Handke blev aktiv i slutningen af 1960'erne og lagde sig litterært i slipstrømmen af den franske ny roman (nouveau roman), som gjorde op med den traditionelle romans psykologiske og sociale skildringer. Denne måde at tænke litteratur på er et opgør med, at handlingen og karakterudviklingen skal have et bestemt moralsk sigte og mening. Den ny romans princip kan beskrives på den måde, at hvor en traditionel detektivroman nødvendigvis altid skal slutte med en opklaring, er den ny roman interesseret i selve undersøgelsen. Handke insisterer på, at den litterære erfaring skal findes i sproget, og i undersøgelsen af, hvordan det styrer vores virkelighedsopfattelse. Hans fortællinger undviger enhver fortolkningsskabelon, men har søgen efter mening som deres omdrejningspunkt.

I sine senere romaner ”Don Juan (fortalt af ham selv)”, ”Kali. En forvinterhistorie” og ”Det store fald” bliver Handke mere poetisk i sin skrift. Desuden forlader han byen, og naturen bliver et fristed, som åbner muligheden for forsoningen mellem menneske og verden. I disse senere romaner inddrager Handke en del kristne fortællinger og myter, som er centrale i den europæiske kultur. Den bibelske fortælling om Babelstårnet fungerer som et centralt motiv i ”Kali. En forvinterhistorie”, mens den kristne skabelsesberetning og Paradisets Have optræder i ”Don Juan (fortalt af ham selv)”.

I sin tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur i 2019 fortalte Peter Handke, hvordan religiøse erfaringer fra barndommen stadigvæk har indflydelse på hans skrivefærd: *”*De tidligste svingninger og svingkræfter kom dog ikke fra kunsten; det, der bevægede og gennemtrængte mig som barn, var snarere de slovensk-slaviske religiøse litanier under de romanske buer i kirken nær mit fødested Stara Vas. Og disse monotone, men samtidig så melodiøse anråbelser af himlen gennemtrænger og beånder stadig mig, der i mellemtiden er blevet syvoghalvfjerds; de anslår strengene på min videre skrivervej (…)” [1]Peter HandkePeter Handkes nobelpristale: Fra disse kilder udspringer mit lit…Information, 2019-12-10..

Beslægtede forfatterskaber

Peter Handke bliver ofte sammenlignet med den norske forfatter Knut Hamsun, der ligesom Handke splittede sine landsmænd med på den ene side sine æstetiske frembringelser og på den anden side sin politiske overbevisning. Hamsun støttede under Anden Verdenskrig åbenlyst det nazistiske styre i Tyskland og skrev en hyldest til Hitler efter hans selvmord. Ved krigens afslutning fik det den norske befolkning til at brænde hans bøger af i store bål på gaderne. Omvendt er Hamsun blevet fejret som en af Norges største forfattere, og han modtog i 1920 Nobelprisen i litteratur. Ligeledes kom Peter Handke i modvind, fordi han åbenlyst flere gange har taget Serbiens parti i Balkankrigen – senest da han dukkede op i Beograd ved Milošević's begravelse for at holde tale.

Sammenligningen mellem de to forfattere er derfor oplagt på grund af deres kontroversielle politiske holdninger, men også på den litterære front har de flere ting til fælles. Ligesom hos Peter Handke er vandreren et gennemgående motiv i Knut Hamsuns romaner. Vandreren dukker op som en fremmed skikkelse i en lille flække, eller han færdes fortumlet i storbyen. Særligt mellem Hamsuns ”Sult” fra 1890 og Handkes ”Målmandens frygt for straffespark” er der væsentlige paralleller. I begge romaner bliver hovedpersonen beskrevet som et menneske, der ikke formår at skabe sammenhæng i sit liv. Han er fremmedgjort i forhold til sine omgivelser, utilpasset og ude af stand til at forene sin subjektive psyke med verden udenfor.

Peter Handkes forfatterskab er også beslægtet med andre modernistiske forfattere som f.eks. James Joyce, hvor hovedpersonernes psyke får lov at accelerere i bevidsthedsstrømme, hvor følelsen af tid og rum er ophævet, og hvor individets forbindelse til omverdenen fremstår vilkårlig og meningsløs. Ligeledes nævnes Franz Kafka ofte i forhold til Peter Handkes litterære produktion. Når en fortælling er ”kafkask”, forsøger man ofte at beskrive oplevelsen af fremmedgørelse: det vil sige et menneskes oplevelse af, at sprog, rutiner og sociale konventioner pludselig fremstår meningsforladte, absurde og måske ligefrem mareridtsagtige. Med andre ord er menneskets egen psykologi ude af trit med omgivelserne.

Norske Jon Fosse er en nyere forfatter, der ligesom Peter Handke kredser om problemet med at kunne repræsentere verden autentisk. Ligesom Handke skriver han ikke kun prosa, men også skuespil, essays og digte, og så har de en interesse for sproget til fælles. Fosses undersøgende brug af sprogets mekanismer og strukturer er en eksistentiel ekspedition efter at finde et sprog, der er oprindeligt og rent.

Relaterede forfattere