Clarice Lispector

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2025

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., december 2022

Clarice Lispector er en af de største brasilianske forfattere i det 20. århundrede. I de seneste 10 år er hun for alvor begyndt at blive udgivet på dansk, oversat af Tine Lykke Prado, som stilsikkert giver os et indblik i den vilde skrift, som er blevet sammenlignet med alt fra Rimbaud til Kafka og Virginia Woolf. Lispectors prosa er voldsom, filosofisk og kropslig på samme måde, som poesi normalt er. Man kan sige, hun skriver om det usynlige: de usynliggjorte kvinder på kanten af samfundet i Rio de Janeiro, eller det usynlige og vilde, voldsomme indre liv hos en kvinde, når hun laver husarbejde.

Baggrund

Clarice Lispector blev i 1920 født Chaya Lispector, i hvad vi i dag kender som Ukraine. Hendes forældre var jøder, og de flygtede med deres tre børn fra lidelsen i de russiske progromer, og da Lispector var bare ét år gammel, kom de til Brasilien.

”Træerne stod tunge af frugt, verden var så rig at den måtte rådne. Da Ana kom til at tænke på, at der var børn og voksne mennesker, der sultede, følte hun kvalmen stige helt op i halsen, som var hun gravid og forladt. Havens moral var en anden. Nu da den blinde mand havde ført hende derind, skælvede hun ved de første skridt ind i en fascinerende dunkel verden, hvor kæmpeåkander flød monstrøst omkring.”

”Familiebånd”, s. 29-30.

Da Lispector var teenager, flyttede familien fra det nordøstlige Brasilien til Rio de Janeiro, og hun begyndte at læse jura på byens velrenommerede universitet, men allerede som helt ung vidste hun, at hun ville være forfatter. Hun fik sin første tekst udgivet i 1940, samme år hendes elskede far døde, og i 1943 udgav hun sin debutroman ”Perto do coração selvagem”, ”Tæt ved det vilde hjerte”. Kort efter giftede hun sig med diplomaten Maury Gurgel Valente og brugte nogle år som diplomatfrue i bl.a. Napoli og Washington, inden hun blev skilt og vendte hjem til Brasilien i 1959 med sine to sønner.

Foto: Paolo Gurgel Valente

Født
10. december 1920, Ukraine.
Død
9. december 1977, Brasilien.
Uddannelse
Jura, Universidade Federal do Rio de Janeiro, 1937-43.
Debut
Perto do coração selvagem, 1943. (Near to the Wild Heart).
Litteraturpriser
Graça Aranha national prize for fiction, 1944. PEN Translation Award, 2013.
Seneste danske udgivelse
Nær det vilde hjerte. Basilisk, 2025. (Perto do coração selvagem, 1943). Oversat af Tine Lykke Prado.
Inspiration
Virginia Woolf, Franz Kafka.
Videoklip

I de følgende år udgav Lispector nogle af sine hovedværker, heriblandt ”Familiebånd” (1960), ”Passionen ifølge G.H.” (1964), ”Hemmelig lykke” (1971), ”Agua Viva” (1973) og ”Stjernens time” (1977). Selvom hun fik gode anmeldelser for sine bøger og var generelt anerkendt, levede Lispector ikke af sit forfatterskab. Hun skrev klummer for bl.a. Jornal do Brazil, en af de store aviser i Brasilien, og oversatte bøger af blandt andre Agatha Christie og Edgar Allen Poe. Hendes klummer er blevet udgivet i en samlet udgave i 2018, som også er blevet oversat til engelsk. Her kan man se, at hun også bruger de løbende deadlines til at afprøve ting, som senere ender i hendes bøger. Det er ikke mindst synligt med ”Agua Viva”, hvor Lispectors skrift kommer allertættest på hendes eget liv, samtidig med at hun i den forsøger at undvige det menneskelige som udsigelse.

Lispector døde i 1977 af kræft i æggestokkene.

Der har de seneste år været en fornyet opmærksomhed omkring hendes forfatterskab, som har haft nogle prominente forkæmpere, bl.a. den franske filosof Hélène Cixous, og amerikanske Benjamin Moser har skrevet en bestseller af en biografi om hende med titlen ”Why This World”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Panorama com Clarice Lispector. TV Cultura.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Clarice Lispector hører til en generation af forfattere i Brasilien, der begyndte at skrive med en klassebevidsthed. Store interne migrationer gjorde, at procentdelen af befolkningen, der boede i de større byer, steg fra 45 % i 1960’erne til 85 % over de næste årtier. Den store forflytning af mennesker førte også til ekstremt meget fattigdom og hjemløshed. Det var i den kontekst, at hun begyndte at beskæftige sig mere med den sociale realisme. Hos hende er den blandet med en form for religiøs og indre, eksistentiel bevægelse, som man kan se i ”Passionen ifølge G.H.”, som kan læses som en form for politisk åbenbaring. Den rige frue konfronteres med sig selv igennem sin fattigere og sorte tjenestepiges blik udefra, og ender med at spise og dermed forene sig med en kakerlak, det laveste af det laveste i denne verden.

Lispector er også en stærkt feministisk forfatter, ikke bare er hendes bøger hovedsageligt befolket af kvinder, det er også deres liv og daglige sysler, hun ofte beskæftiger sig med. Forholdet mellem de indre liv, som er både rige og vilde, og de ydre, hverdagslige omstændigheder og gøremål bliver undersøgt i flere af hendes bøger. Både i ”Passionen ifølge G.H.”, hvor hovedpersonen tror, hun skal gøre rent, før hun har sine 300 sider lange epifani. Men også i ”Familiebånd”, hvor man i novellen ”Kærlighed” møder en kvinde, der standses midt i sine gøremål af mødet med en blind mand, der tygger tyggegummi, for derefter at opleve en form for vækkelse i en botanisk have, hvor hun møder en form for ur-liv, planter og spindelvæv og insekter, som hun oplever med en intensitet, der ryster hende.

Der er også en særlig form for materialisme på spil i ”Agua Viva”, hvor Lispector forsøger at afvikle det menneskelige som udsigelsesposition, kun for at komme i kontakt med sin egen menneskelighed igen, men som en form for mere-end, mere end menneske. Lispector forsøger at skrive om nogle specifikt menneskelige erfaringer med et sprog, der mere er bundet til kroppens materialitet end den menneskelige bevidsthed, hendes skrift minder om havet og rindende vand, og om åndedrættets stigninger og fald.

Beslægtede forfatterskaber

Elisabeth Friis citerer i sit efterord til ”Agua Viva” den franske filosof og forfatter Hélène Cisoux, som har været bannerfører for Lispector og som fortjener en stor del af æren for, at hun bliver læst i dag. Cisoux skriver i et berømt citat, at Lispector skriver en litteratur, som kunne være skrevet af ”Kafka, hvis han havde været kvinde, af Rilke, hvis han havde været jødisk brasilianer født i Ukraine, af Rimbaud hvis han var blevet mor og var blevet 50 og af Heidegger, hvis han var holdt op med at være tysk.” (Elisabeth Friis: Jeg får en underlig følelse af ikke at tilhøre den menneskelige race. En meget kort introduktion til Clarice Lispector. Baggrund, 2015-09-13).

Det er nogle af det 19. og 20. århundredes helt store forfatterstemmer, Lispector bliver stillet op på en piedestal sammen med, og det har måske været en nødvendighed for Cisoux at tage den form for skyts i brug for at åbne folks øjne for denne udenfor Brasilien relativt ukendte forfatter. Men som Friis også skriver, så er det ikke uden sin pris at sammenligne med de tunge drenge, for det betyder også, at det bliver sværere at læse Lispector på egne præmisser. Skulle man pege på danske forfattere, ville det være oplagt at kigge på Jonas Eikas ”Efter solen” (2018). Der er i visse noveller en lignende måde at være optaget af de indre transformationer, selvom det hele har et mere udadvendt og voldsomt niveau, hvor der også sker reelt magiske eller på anden måde uforståelige ting. Noget mere historisk, som Lispector forbinder sig til, og Eika for den sags skyld også, er vitalismen, altså en særlig tro på det levende, som en kraft i verden. Hos Lispector kan man opleve den i botanisk have eller i mødet med en kakerlak, men man kan også tænke på ældre danske forfattere som for nyligt genudgivne Bodil Bech eller på den mere bredt kanoniserede Thøger Larsen. Bechs for nyligt genudgivne værk i antologien ”Æterfingre reder mit filtrede hår” (2020) har en anden kosmisk dimension end f.eks. Thøger Larsen mere agrare digte i bl.a. ”Jord” (1904). Men begge har de en tro på en særlig livskraft, som ikke er fuldtonet religiøs, men i stedet ligesom hos Lispector er en tro, der hører denne verden til.