Jonas Eika

Genrer og tematikker

Efter den mere stringente og dokumentariske arbejdspladsroman ”Lageret Huset Marie”, skete der et skred i ”Efter Solen”. Bogens noveller bevæger sig i grænselandet mellem realisme og dyster fremtidsutopi, og de sci-fi-lignende historier viderefører samtidig den samfundskritiske tone, der også var tydelig i debuten. ”Åben himmel” forener historisk fiktion med syner, og fælles for de tre bøger er den kritiske understrøm. Klimabevidsthed, samfunds- og kapitalismekritik flyder som stærke tråde i forfatterskabet, og normoverskridelser er et andet gennemgående træk. Grænsesøgende seksualitet, kropsvæsker, udnyttelse og psykisk pres er gengangere, og ”Efter Solen” og ”Åben himmel” har en surrealistisk side, hvor virkelighed og fantasi forenes i næsten drømmelignende scener.

Den samfunds- og kapitalismekritiske side af ”Lageret Huset Marie” ses gennem fremstillingen af lagerarbejdets automatisering og fremmedgørelse, og romanen problematiserer, hvordan natarbejde på en fabrik foregår, og hvordan det påvirker den arbejdendes krop og psyke. Debuten har også træk fra dannelsesromanen. Elias gennemgår både som menneske og samfundsborger en erkendelsesproces med hjælp fra kæresten Marie, der udfordrer ham med en ind imellem grænsesøgende opførsel.

”Efter Solen” presser også grænserne og vrider virkeligheden, så den fremstår anderledes, men stadig genkendelig. På sin vis viderefører ”Efter Solen” temaet om menneskets forhold til det at arbejde og til kapitalismens betydning for mennesket. Ikke bare forstået som kroppens erfaringer med automatiserede bevægelser – der tillige overdrages som en fælles hukommelse fra generation til generation – men som kapitaliseringens betydning for os som mennesker, klarest set i novellerne om sexturismen og de prostituerede pool boys.

Den sammenblanding af fantasi og virkelighed, der findes i forfatterskabet fra og med ”Efter Solen”, kan kaldes for en form for fantastik. Fantastikken har sin rod i romantikkens (eventyr)forfattere i 1800-tallet, og genren er beslægtet med fantasy, eventyr, myter og sci-fi.

Beslægtede forfatterskaber

Jonas Eikas debutroman minder om ”Fabrikken”, som Hiroko Oyamada debuterede i Japan med i 2013. Den udkom på dansk i 2024 og tematiserer repetitivt og til tider meningsløst fabriksarbejde, og begge bøger rummer en samfundskritisk vinkel. ”Fabrikken” har derudover en underliggende eventyrverden, der også viser sig i Jonas Eikas senere bøger.

Temaerne i ”Efter Solen” har en vis lighed med Christina Hagens digte om sexturisme og begærøkonomi i konceptbøgerne ”Jungle” og ”Boyfrind”, om end Hagens udsigelsesposition og komposition er anderledes end Eikas fiktionaliserede novelleform. Hagen anvender feriefotos, mails og porno til at udstille fordomme, racisme, magt og seksuel udnyttelse, og hun fortsætter grænseløsheden i sin performance som kunstner. ”Efter Solen” er – i kraft af sin formfuldendthed og lyriske beskrivelser – også blevet sammenlignet med Caroline Albertine Minors ”Velsignelser” (2017).

”Åben himmel” kan minde om Theis Ørntofts ambitiøse ”Jordisk” (2023). Begge romaner er stort anlagte fortællinger, der forener konkret menneskelig fortælling med en åndelig abstrakt dimension, og som i øvrigt bevæger sig på tværs af tid, rum og kontinenter.

Klostertemaet, som præger ”Åben himmel”, findes i mange nyere romaner, bl.a. Lauren Groffs ”Matrix” (2022), hvor man følger et nonnekloster i Middelalderen, hvor den virkelige karakter Marie de France finder sin digterstemme og sit begær. I Lauren Groffs ”Vildmark” fra 2024 er der en tydelig åndelig dimension i en tjenestepiges overlevelse på flugt i den nordamerikanske vildmark i 1600-tallet, og både Groff og Eika leverer en kritisk vinkel på organiseret religion, men åbner op for fællesskabets muligheder og åndens transcendens.

Jonas Eika har selv nævnt studier af den eksperimenterende brasilianer Clarice Lispector, hvis hovedværk er ”Passionen ifølge G.H.” (1964), samt franske Simone Weil. Lispectors roman følger kvinden G.H., som i mødet med en kakerlak indser sin egen lighed med den, og hun mærker det ikke-menneskelige liv leve i sig selv. Simone Weil var mystiker, spirituel filosof og politisk aktivist, der posthumt udgav hovedværket ”Rodfæstelsen” (1949) om bl.a. menneskets udfordring ved at finde mening.

Relaterede forfattere