”Du er ikke den første, der får savet benet af, siger dr. Lassi trøstende til mig, skriver Bernhard i brevet, men du er den første jeg har gjort det på, og med et fornemt resultat, hvis jeg selv skal sige det.”
”Vildmark”, s. 81.
Ekspeditionen er dog ikke nogen umiddelbar succes. Bernhard kommer ud for en ulykke og ender efter en strabadserende overlevelseskamp i hænderne på den amputationsivrige, lesbiske dyrlæge dr. Lassi, der forsøger at sammenfatte både Bernhards behandling og livsforløb og hele egnens historie tilbage til sagatiden i et ambitiøst, genrebrydende værk med den foreløbige titel: ”Rapport om AMPUTATION OG KASTRATION & Biografisk sygehistorie med national og international visdom skrevet med støtte i pålidelige kilder af den landskendte herredsdyrlæge doktor Lassi”.
”Vildmark” er kendetegnet af en underfundig babusjkadukkestruktur, hvor en række udsigelsesniveauer indlejres i hinanden. Romanen hævder således at være nedskrevet af en forfatter engang i fremtiden, efter han har modtaget et langt brev skrevet af Bernhard i 2003 og stilet til forfatteren. I dette brev refererer Bernhard til dr. Lassis vidtfavnende sygerapport, der er blevet til på baggrund af dyrlægens sammenstykning af Bernhards historie ud fra en tolks videregivelse af Bernhards ord fra sygelejet. Hermed opstår der ofte sætninger som: ”… sagde Snorris Edda i rejsekufferten, siger Bernhard, tolker tolken, skriver dr. Lassi i rapporten, skrev Bernhard til mig i brevet fra foråret 2003.”
”Vildmark” er en humoristisk leg med fortællerpositioner og en sammensmeltning af stilarter og genrer fra alskens steder og tider – sagaer, lægerapporter, essays og meget mere. Især er den et møde mellem det moderne Europa og det historiske Island med de betydningsladede stednavne og sagnenes, mytologiens og folklorens evige nærvær. Historien klæber sig til stederne, til de uforanderlige landskaber, ikke mindst gennem de navne, de gives.
Ófeigur Sigurðsson
Ófeigur Sigurðsson er en af de mest fremtrædende skikkelser i en meget interessant generation af nye islandske forfattere. Hans værker er en invitation til at overgive sig til sprogets mangfoldighe...
Læs hele forfatterportrættet