Ófeigur Sigurðsson

Emneord:

Hovedforfatter

Daniel Robert Andersen
cand.mag., 2016

Ófeigur Sigurðsson er en af de mest fremtrædende skikkelser i en meget interessant generation af nye islandske forfattere. Hans værker er en invitation til at overgive sig til sprogets mangfoldighed og stemningsskabende, billedbyggende potentiale, og tager man imod invitationen, åbner der sig et kalejdoskopisk og forunderligt univers.

Baggrund

Den islandske forfatter Ófeigur Sigurðsson er født og opvokset i Reykjavík. Sigurdssons indgang til litteraturen går gennem barndommens opflaskning med de islandske sagaer, og sagaernes mytestof spiller en vigtig rolle i Sigurðssons forfatterskab som en form for tematisk og stemningsmæssig klangbund, der rodfæster værkerne i den islandske muld.

”Her står i Annalerne, sagde Stamgæst, i 1362 udslettede Vildmarksjøkel alle stednavne i Herred såvel som Herred selv, altså selve navnet, og det har ingen vulkan i verden tidligere præsteret, hvis stednavnet er opstået efter 1800 ville de gamle folk have hørt om det fra deres bedsteforældre.”

”Vildmark”, s. 220.

Sigurðssons cv spænder bredt, og han har blandt andet arbejdet som natportier på et hotel, pakket svineprodukter på en fabrik og været havnearbejder. I 2007 færdiggjorde han sin bacheloruddannelse i filosofi fra Islands Universitet med en afsluttende opgave om det grænseoverskridende og tabubelagte hos den franske filosof og forfatter George Bataille.

Foto: Jóhann Páll Valdimarsson

Født
2. november 1975 i Reykjavík.
Uddannelse
BA i filosofi fra Islands Universitet, 2007.
Debut
Skál fyrir skammdeginu. Nykur, 2001.
Litteraturpriser
EU’s Litteraturpris, 2011. Den Islandske Litteraturpris, 2014.
Seneste danske udgivelse
En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider. Gyldendal, 2016. Oversat af Rolf Stavnem.
Inspiration
Georges Bataille, Thomas Bernhard, Snorri Sturluson.
Genre
Sagaer

Sigurðsson har i det hele taget beskæftiget sig en del med fransk litteratur og har oversat blandt andre Louis-Ferdinand Céline og Michel Houellebecq til islandsk.

Som lyriker og siden romanforfatter har Ófeigur Sigurðsson markeret sig som en af de stærkeste stemmer i den nye generation, der er trådt frem på scenen de senere år og har fornyet islandsk poesi og litteratur. Denne generation har gennemlevet et par uhørt vilde årtier med den islandske finansfest efter årtusindskiftet og den efterfølgende gigantnedtur i forbindelse med de sønderknusende bankkrak i 2008. Disse vilde tider og den medfølgende nationale identitetsforvirring har naturligt nok på forskellig vis sat aftryk på tidens litteratur.

Ófeigur Sigurðsson har indtil videre udgivet seks digtsamlinger. Den første, ”Skál fyrir skammdeginu”, udkom i 2001. Sigurðssons udgav i 2005 sin første roman, Áferð. Hans anden roman, ”Skáldsagan um Jón & hans rituðu bréf til barnhafandi konu sinnar þá hann dvaldi í helli yfir vetur & undirbjó komu hennar & nýrra tíma” (”En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider”), havde en hård fødsel med mange revisioner og afslag fra forlag, inden den omsider udkom i 2010. Året efter modtog Sigurðsson EU’s litteraturpris for romanen. Hans seneste roman, ”Öræfi” (”Vildmark”) fra 2014, var det første værk fra Sigurðssons hånd, der udkom på dansk.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Som romanforfatter lægger Sigurðsson sig i en postmodernistisk tradition, hvor værkerne undersøger deres egen natur og form på et metaniveau og kombinerer en stor og broget mængde af kulturelle udtryk. Det skarpe skel mellem fiktion og fakta problematiseres, og romankonventionerne udfordres. ”Jón” tager således udgangspunkt i virkelighedens Jón Steingrímsson, den islandske præst, der ifølge legenden standsede et vulkanudbrud alene ved sin gudsfrygt, og bygger sit fiktive univers op på et solidt virkelighedstro fundament. På lignende vis spiller en faktisk begivenhed i 1982 en vigtig rolle i ”Vildmark”.

I forlængelse af problematiseringen af forholdet mellem fakta og fiktion tematiserer Sigurðsson historie som begreb, der jo kan betegnes som en kronologisk inddeling af alment accepterede fakta. Reelt er historie dog en mere kompleks størrelse, og hos Sigurðsson optræder historie nærmere som et uhåndterligt og uudgrundeligt fænomen, der spøger i vores samtid og påvirker den på ikke altid åbenlyse måder.

Sigurðsson anvender en bred vifte af forskellige stilarter, genrer og teksttyper. Breve, rapporter, essayistiske digressioner, annaler, aforismer, sædeskildringer, dagbøger, rejseskildringer, opremsninger, encyklopædiske brudstykker og meget andet indgår i forskellige skikkelser – imiteres, citeres, omtales osv. – hvilket ofte giver værkerne et noget fragmenteret præg. Hertil kommer store spænd i tid. Det moderne flettes sammen med det middelalderlige. Folkemyter og arkivmateriale sættes sammen med refleksioner over growlmusik. Disse uvante sammenstillinger sker ikke mindst med en forhåbning om, at de slår gnister – at de forskellige teksttypers sproglige særpræg kan komplementere hinanden og skabe noget nyt og interessant.

Ud over sine romaner har Ófeigur Sigurðsson begået adskillige digtsamlinger, men kun et lille udpluk af hans digte er oversat til dansk.

Beslægtede forfatterskaber

Sagaerne og den nordiske mytologi har haft en anseelig indflydelse på Ófeigur Sigurðssons tankeverden fra barnsben og ligger som en konstant referenceramme i hans værker. I den forbindelse er det oplagt at nævne Snorri Sturluson, der står som en slags stamfader for en lang række islandske forfattere, herunder altså ikke mindst Sigurðsson.

I en nutidig optik og i forhold til Sigurðssons genreudfordrende romaner, der benytter sig af mange forskellige teksttyper, udtrykker forskellige former for metabevidsthed og mudrer grænsen mellem fiktion og fakta, er Sigurðsson på linje med mange andre af tidens nordiske forfattere, eksempelvis norske Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der med deres autofiktionsværker er ude i en lignende leg med romankonventionerne.

Desuden bør nævnes den østrigske forfatter Thomas Bernhard, hvis aura man tydeligt fornemmer hos Ófeigur Sigurðsson, og det er næppe et tilfælde, at hovedpersonen i ”Vildmark” hedder Bernhard og er østriger. Hos Thomas Bernhard finder man en meget lignende rytmisk rablende prosa, lignende humoristiske skildringer af småmaniske karakterer og en lignende leg med fortællelag og udsigelsespositioner.