BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
illustration af Snorri Sturluson
Illustration: Christian Krohg
*Seneste udgivelse

Snorri Sturluson

    Hovedforfatter
    • Louise Rosengreen
      cand.mag., 2016

    Intro

    Det er takket være den islandske forfatter og politiker Snorri Sturluson, at vi i dag har meget af den viden, vi har, om Valhal, Odin, Tor, Fenrisulven, Midgårdsormen, Loke og ragnarok. Snorris ”Edda” er den primære kilde til den nordiske mytologi og samtidig en udførlig manual til den oldnordiske skjaldedigtning. Selv levede Sturluson et travlt og dramatisk liv, der er en sagafortælling værdig. N.F.S. Grundtvig foreslog sågar, at han var forfatter til sagaen om Egil Skallagrimsson, der er en af de højest skattede af de islandske sagaer. Men på trods af grundige stilistiske analyser, er det stadig ikke afklaret, hvem der skrev ”Egils saga”.

    Baggrund

    Det meste af det, man ved om Snorri Sturlusons liv, stammer fra beskrivelser af ham i middelaldersagaer. Man ved, at han blev født i 1179 i Island. Han var søn af Sturla Tordsson og Gudny Bodvarsdatter. Faren var kendt for at være både velformuleret og snedig, og moderens slægt talte blandt andet den kendte skjald Egil Skallagrimsson. Da Snorri var tre år, blev han adopteret af den lærde høvding Jón Loptsson, der boede på slægtsgården Odde. Her havde Loptssons farfar grundlagt en skole, og Snorri lærte at læse, skrive, latin og andet. Som 20-årig giftede Snorri sig med præstedatteren Herdis Bersesdatter. Hun boede på Borg, der var Egil Skallagrimssons gamle gård. Her boede de sammen i nogle år, før Snorri flyttede til gården Reykholt uden sin kone.

    ”Og dette skal nu siges til unge skjalde, der ønsker at lære det digteriske sprog og udvide deres ordforråd med gamle ord, eller som ønsker at forstå det, der er skjult i digtningen, at de bør opfatte denne bog som lærdom og underholdning.”

    ”Edda”, s. 97.
    Snorri Sturluson
    De islandske sagaer. Foto: Scanpix
    • Født

      1179 i Dalir i Island.

    • Død

      23. september 1241 på Reykholt i Island.

    • Uddannelse

      Studerede ved Sæmund Frodes skole på slægtsgården Odde. Her blev han undervist i latin, teologi, geografi og islandsk jura. Siden arbejdede han både som advokat, historiker, forfatter og politiker.

    • Debut

      Edda. Værket er oprindeligt fra ca. 1230.

    • Seneste udgivelse

      Heimskringla. Gyldendal, 1948. Oversat af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre. Værket er oprindeligt anonymt, men tilskrives Sturluson, da det er nedskrevet omtrent samtidigt med hans edda.

    • Inspiration

      Nogle mener, at historikeren Sæmund Frodes værk om de norske konger kan have været en inspiration for Sturluson, da han skrev ”Heimskringla”.

    • Periode

      Den nordiske oldtid

    • Genre

      Sagaer

    I to omgange var Snorri Sturluson lovsigemand, hvilket betød, at han skulle fremsige den islandske lov på Altinget. Ud over dette prestigefulde hverv var han landets høvding og en anerkendt forfatter. Man mener, at de fleste af Snorri Sturlusons værker blev nedskrevet i perioden mellem hans to Norgesrejser.

    Som 40-årig rejste han første gang til Norge, hvor han både mødte den norske konge Håkon Håkonsson og hans rival Skuli Jarl. Sturluson skrev et langt hyldestkvad til dem begge. Anden gang Sturluson besøgte Norge var i 1237, da han efter en blodig intern strid måtte flygte fra sin fødeø. I Norge kæmpede Håkonson og Skuli Jarl nu om magten, og da Sturluson sluttede sig til sidstnævnte, beordrede Håkonson ham dræbt. Sturluson blev således som 63-årig snigmyrdet med en økse i kælderen på Reykholt i 1241.

    ”Alt i alt er det et særdeles sammensat billede af Snorri, som toner frem. På den ene side en mægtig og ekstremt velhavende høvding og på den anden side en yderst flittig og produktiv skribent og dertil digter, og det vil nok falde mange svært at forene magtmennesket Snorri med den varme og humoristiske tone, som kendetegner prosafortællingerne i Snorris Edda.” (Rolf Stavnem og Kim Lembek: Edda. Gyldendal, 2012) skriver Rolf Stavnem i forordet til den nyeste, danske oversættelse af Snorris ”Edda” fra 2012.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Det, der kendetegner sagaen som genre, er, at den er baseret på mundtligt overleverede fortællinger. Derfor er sagaerne ofte skrevet i et sprog, der minder om talesprog. I 1100-1200-tallet begyndte man at nedskrive de dramatiske historier om helte og skurke fra landnamstiden. Landnamstiden kalder man perioden omkring år 900, hvor de første mennesker bosatte sig på Island.

    Der findes forskellige grene inden for sagagenren. Kongesagaerne er særlige ved, at de omhandler virkelige konger og minder om de latinske krøniker, hvori man i kronologisk rækkefølge oplistede de historiske personer og begivenheder. Sturlusons ”Heimskringla” er en typisk kongesaga, da den omhandler de norske konger ved navns nævnelse fra Halfdan Svarte til Magnus Erlingsson.

    I forlængelse af sagaernes fokus på ære, hævn og slægtsfejder er døden et væsentligt tema i ”Egils saga”. Ifølge den nordiske tro er det kun dem, der dør på slagmarken, som kan komme til Valhal. Det rammer Egil hårdt, da to af hans sønner skal ende deres dage i Hel, og kun skjaldedigtningen kan løsrive ham fra sorgen. Selv dør Egil af sygdom. Han bliver lagt i en gravhøj, men bliver siden flyttet til en kirkegård af sine kristne efterkommere. Det er blot et af mange eksempler på, hvordan sagaerne afspejler den brydningstid, de er nedskrevet i. Her udviklede troen i Norden sig fra polyteisme, hvor man troede på mange nordiske guder til den monoteistiske kristendom, hvor der kun er én gud.

    De islandske gude- og heltedigte kaldes eddadigte. Man skelner normalt mellem ”Den yngre Edda”, som er Snorris Edda og ”Den ældre Edda”, som også kaldes ”Den poetiske Edda”. ”Edda betyder blandt andet oldemor, men om det er den betydning, titlen spiller på, er usikkert. I hvert fald var ordet edda allerede i middelalderen en generel betegnelse for digtningens regler. (…) De to eddaer er hver især udtryk for en markant interesse blandt de islandske lærde i middelalderen for den førkristne, mundtlige litteratur.” (Snorri Sturluson: Edda. Gyldendal, 2012. S. 11).

    Beslægtede forfatterskaber

    Mange islandske forfattere står i dyb gæld til sagatraditionen og skjaldedigtningen. Man kunne f.eks. nævne Einar Már Guðmundson. Hans roman ”Íslenskir kóngar” fra 2012 (”Islandske konger”) er en moderne variant af Sturlusons ”Heimskringla”, hvor man i stedet for at følge den norske kongeslægt, følger tre generationer af familien Knudsen. Eller Halldór Laxness, der i et essay har skrevet: ”Vi islændinge har vanskeligt ved at gøre os klart, hvilket tilbageskridt – eller hvilken degenerering af hjernen – der har fundet sted hos os i den tid, der er gået, siden islændingesagaernes stil blev fuldmoden. Få af de senere tiders forfattere har været i stand til at overgå deres forgængere i det 13. århundredes skole, hverken hvad angår historieskrivning eller romanskrivning, selv om islændingesagaerne, når det kommer til stykket, ikke er nogen af delene.” (Islandske sagaer. Lindhardt og Ringhof, 2016. S. 13).

    Også internationale forfattere har ladet sig inspirere af de krigslystne helte og det barske landskab. Engelske J.R.R. Tolkiens ”The Lord of the Rings” (”Ringenes Herre”) ville ikke være det samme uden Sturlusons skrifter. Eksempelvis beskriver Sturluson i ”Heimskringla” en konge ved navn Gandalf, der som bekendt også er navnet på den hvide troldmand i Tolkiens trilogi.

    Den danske nobelprismodtager Johannes V. Jensen oversatte både ”Egils saga” og ”Heimskringla”. Sagaernes helte er på samme tid barske krigere og arbejdsomme bønder. Netop det barske bondeliv er omdrejningspunktet i flere af Jensens ”Himmerlandshistorier” (1898-1932). En anden dansk kanonforfatter, der har brugt de islandske sagaer i sine værker, er Martin A. Hansen. I hans roman ”Løgneren” fra 1950 sammenligner hovedpersonen Johannes Vig sig med Egil Skallagrimsson, da han mener at have samme livsmod som den gamle sagahelt.

    Villy Sørensen har genfortalt flere af myterne fra Snorres ”Edda” i bogen ”Ragnarok” fra 1982. Det mytologiske stof fra vikingetidens tro på Odin og Tor er også et element i flere af Bent Hallers bøger. Eksempelvis i ungdomsbogen ”Griseøjet”, hvor en tiårig dreng kravler ned i en gravhøj og må søge hjælp hos Dødsriges hersker Hell. Endelig fik den danske tegner Peter Madsen stor succes i 1980'erne med sine tegneseriehæfter ”Valhalla”, hvis karakterer er skåret over flere af de nordiske guder.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Digte

    Edda
    Edda

    Snorri Sturluson

    Gyldendal, 2012. (ca. 1220). Oversat fra norrønt af Kim Lembek og Rolf Stavnem.

    Sagaer

    Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og 49 totter

    Anette (red.) Lassen

    Saga forlag, 2014

    Heimskringla – Norges kongesagaer. Bind 1-3. (ca. 1230)
    Heimskringla – Norges kongesagaer. Bind 1-3. (ca. 1230)

    Snorri Sturluson

    Gyldendal, 1948. Oversat fra norrønt af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre

    Om forfatterskabet

    Biografi

    Heimskringla

    På hjemmesiden kan man læse mere om Snorri Sturlusons liv.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Snorri Sturluson

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Islandske sagaer – 10 klassiske fortællinger

    Lindhardt & Ringhof, 2016. Oversat af N.M. Petersen.

    [2]

    Heimskringla – Norges kongesagaer. Bind 1-3

    Snorri Sturluson

    Gyldendal, 1948. Oversat fra norrønt af Johannes V. Jensen og Hans Kyrre

    [3]

    Gyldendal

    Snorri Sturluson

    2012. Oversat fra norrønt af Kim Lembek og Rolf Stavnem