Peter Madsen
- Redaktionenoktober 2023
- Marie Carsten Pedersenjournalist, 2006
Den talentfulde teenager modtog aldrig tegneundervisning, men kastede sig alligevel ud i at skabe sine egne striber, hvilket lykkedes så godt, at han tiltrak sig opmærksomhed fra både forlaget Interpresse og forskellige fanzines – små, uafhængige tegneserietidsskrifter. Et af dem var tegneren Freddy Miltons blad ”SEJD” og et andet var Rune T. Kiddes ”Blomstrende Spagetti”, og begge steder fik Madsen publiceret tegninger i midten af 70’erne. Også det større blad ”Seriemagasinet” trykte to af den unge Madsens serier.
Født
12. maj 1958 i Århus.
Uddannelse
Autodidakt tegner og forfatter. Medicinstudier, ikke gennemført.
Debut
Valhalla 1: Ulven er løs, 1979.
Priser
Danske Skolebibliotekarers Børnebogspris, 1981. SFC – Sience Fiction Cirklen: Bedste illustrator, 1981. Publikumsprisen for bedste børne- og ungdomsfilm, Cannes Filmfestival for tegnefilm ”Valhalla”, 1987. Ping-Prisen, 1989. Det Danske Tegneseriekonvents pris: Bedst farvelagte/bedst tegnede/bedste danske tegneserie for ”Valhalla” nr. 7, 1992. Norsk Tegneserieforums Sproing-pris: Bedste udenlandske tegneserie for ”Valhalla” nr. 8, 1992. Den kristne Tegneseriepris ved tegneseriefestival i Frankrig for ”Menneskesønnen”, 1996. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 2001. Norsk Tegneserieforums Sproing-pris: Bedste udenlandske tegneserie for ”Menneskesønnen”, 2004. Det Danske Bibelselskabs Pris, 2005. Orla-prisen, 2008. Carlsen Prisen, 2019. Blixenprisen, årets illustrerede værk, 2022. Læringscentrenes Forfatterpris, 2022.
Seneste udgivelse
Croquis. Tegneseriekompagniet, 2023.
Genre
Grafiske romaner
Alt i alt havde han gjort sig så godt bemærket i den dengang meget lille danske tegneserieverden, at han var et naturligt valg, da Arne Stenby og Henning Kure fra Interpresse i 1976 begyndte at drøfte idéen om at lave en tegneserie bygget over de gamle nordiske gudesagn. Henning Kure samlede et hold, der udover Peter Madsen bestod af forfatteren Hans Rancke-Madsen og farvelæggeren Søren Håkansson. Projektet gik ud på at nyfortolke de nordiske myter i en albumserie, og det første resultat så dagens lys i 1978, da Billed Bladet begyndte at publicere en side pr. uge fra det kommende første ”Valhalla”-album. I 1979 kom alle siderne i samlet form under titlen ”Valhalla 1 – Ulven er løs”.
Den stil, holdet bag ”Valhalla” havde fundet frem til, lagde sig tæt op ad den fransk/belgiske tegneserietradition, som man kender den fra for eksempel ”Asterix” – en serie, som ”Valhalla” også umiddelbart blev sammenlignet med af anmeldere og kritikere, da det første album udkom.
I årene efter fulgte de næste ”Valhalla”-albums tæt, og succesen var sikker fra start: Allerede første album solgte langt over det første oplags 100.000, og serien blev straks oversat til svensk, norsk, islandsk og hollandsk. Entusiasmen var stor nok til at igangsætte et nyt ”Valhalla”-projekt: En tegnefilm med tegneseriens figurer. Filmen ”Valhalla”, der havde Peter Madsen som instruktør, fik premiere i 1986, og modtog året efter prisen for bedste børne- og ungdomsfilm på Cannes-filmfestivalen. Efterfølgende udkom tegnefilmens handling i albumform, tegnet af Peter Madsen, med titlerne ”Valhalla 4 – Historien om Quark” og ”Valhalla 5 – Rejsen til Udgårdsloke”. Siden debuten i 1979 er der udkommet i alt 12 album og det trettende, ”Balladen om Balder”, er planlagt til september 2006.
I de mellemliggende år helligede Peter Madsen sig andre store opgaver, hvoraf den mest bemærkelsesværdige er en serie på indtil videre to albums med fortolkninger af Bibelske fortællinger. Den første, ”Menneskesønnen” fra 1995, var det nye testamente i nutidig fortolkning, og albummet indbragte Peter Madsen flere tegneseriepriser. Næste album var ”Historien om Job” fra 1999, som med sine ekspressive akvareller og filosofiske tekst var mere en graphic novel end en tegneserie. Madsen har ligeledes udgivet julebogen ”Signes Jul” fra 2003 i samarbejde med Johannes Møllehave og året efter udkom ”Historien om en mor”, som er endnu en opdateret Madsen-fortolkning af en klassisk fortælling – her H.C. Andersens melankolske eventyr om moderkærlighed.
Guder med personlighed
Gamle sagn lader sig ikke direkte oversætte til moderne fortællinger i ord og billeder. Derfor var det vigtigt for folkene bag ”Valhalla” at skabe deciderede karakterer ud af gudeskikkelserne, både så der var noget at indentificere sig med for læseren, og så historien fik flere muligheder for at udfolde sig. Peter Madsen siger selv herom: ”Vi har gerne villet gøre dem til personligheder alle sammen ... Vi vil meget gerne have en hel række hovedpersoner at spille på, i modsætning til netop ”Asterix”, hvor det er Asterix og Obelix – færdig arbejde, bortset fra bipersonerne.” (Kulørte Sider nr. 34, 1979).
”Valhalla”-seriens vigtigste personer er gudernes konge Odin, tordenguden Thor, Loke, som er gud for tyveri og rænkespil, Thors kone Sif, kærlighedsgudinden Freja, krigsguden Tyr og Asgårds vogter Heimdal, samt de to menneskebørn Tjalfe og Røskva, som er Thors tjenere. Madsen arbejdede tæt sammen med seriens forfattere om at skabe gudernes individuelle karakterer, og resultatet blev en række arketypiske figurer, som dog har særlige træk, der gør dem både menneskelige, nutidige og egnede til en tegneserie: Thor er en jovial, rødhåret buldrebasse, Loke er en satanskikkelse, men har en stor portion djævelsk charme og er desuden en kujon – og Heimdal har fået den tvivlsomme ære at blive seriens komiske indslag: ”Den af de gamle guder, vi har gjort mest vold mod, er uden tvivl Heimdal. Vores trivelige og let patetiske klovn har ikke meget tilfælles med mytologiens lysende himmelgud. Men vi skulle bruge en komisk figur” , fortæller Peter Madsens kollega på ”Valhalla”, forfatteren Hans Rancke-Madsen. Også figurernes handlinger og indbyrdes forhold er langt fra guddommelige, for i de nordiske myter er guderne bestemt ikke ufejlbarlige, og det benytter ”Valhalla”-serien sig i høj grad af: Thor og Loke har et nært venskab, hvor Loke dog ustandseligt driller og udnytter sin ven Thor, og deres makkerpar skaber meget dynamik i historien. Et andet eksempel er Odin, der fremstilles som en ærefrygtindgydende, men verdensfjern og temperamentsfuld hersker og desuden en liderlig karl – og hans familie og gudehof omgås hinanden med alle de intriger, en storfamilie nu har.
Mennesket i gudeland
Et gennemgående tema i ”Valhalla”-serien er spændingsforholdet mellem gudsgivne kræfter og regler, og så alt det, som ikke så let lader sig tøjle – såsom følelser, intelligens, oprørstrang og afgrundsdyb tro. Disse konflikter personificeres ofte af seriens to repræsentanter for menneskeheden, Tjalfe og Røskva. De to børn tjener blandt andet som læserens advokat og identifikationsfaktor i den storladne gudeverden, hvor der normalt ikke bliver sat spørgsmålstegn ved traditioner og hierarki. Men Tjalfe og Røskva kan ikke lade være at spørge, og det er tit dem, som ser sandheden i en situation, mens alle andre har travlt med deres egne agendaer. De to børn begår også ofte menneskelige fejl, men lige så tit er det Tjalfe eller Røskva, som redder guderne ud af en kattepine. Især forholdet mellem Tjalfe og hans herre Thor er centralt i serien. Tjalfe redder flere gange Thors liv ved at bruge sine egne, ikke-gudelige kræfter: Sin forstand, sine hurtige ben og sin store tro på sin gud – en tro, der vel at mærke kommer af kærlighed, ikke af ærefrygt. På denne måde får ”Valhalla” bragt det religiøse element ind i tju-bang-historierne fra oldtiden, i en meget nutidig udlægning af det personlige forhold mellem menneske og gud.
Mønsterbrydere og mandschauvinisme
I det første album, ”Valhalla 1 – Ulven er løs” fra 1979, ankommer de to menneskebørn Tjalfe og Røskva til gudernes land Asgård, hvor den kæmpestore Fenrisulv er sluppet løs af sin lænke. Guderne træder hinanden over tæerne i deres mandige og forfejlede forsøg på at overvinde truslen, mens kun Odins hustru Frigg ser, hvordan de gør deres egen situation værre og værre. Ironisk nok ender det med, at det er den lille, troskyldige pige Røskva, som med sin venlighed får listet lænken om ulvens hals.
”Øjeblik – hvis side er vi på? Ligemeget! Jætter er jætter og jætter skal have tæsk! - To einherjer (Asgårdskrigere) til hinanden i Valhalla 3 – Odins Væddemål”
Allerede fra første album, aner man, at holdet bag har en forkærlighed for mønsterbrydere – og at disse ofte er kvinder. Den nordiske gudeverden er patriarkalsk opbygget, og det er med til at gøre serien moderne, at denne struktur ikke får lov at stå uimodsagt. Det er tit de kvindelige figurer, der ser tingene klarest, som for eksempel den vise Frigg. Peter Madsen nævner selv, at holdet har ladet Frigg ”… repræsentere vores visdomsord” (Kulørte Sider nr. 34, 1979).
I ”Valhalla 2 – Thors Brudefærd” fra 1980 tages tråden op med de kønspolitiske elementer. Historien drejer sig om, at Thors hammer bliver stjålet af jætten Trym, der kun vil give den tilbage, hvis han får den skønne Freja til brud. Loke lokker Thor til at tage sagen i egen hånd og klæde sig ud som Freja, hvorefter de begge drager til ”bryllup” hos Trym, så Thor kan skaffe sin hammer tilbage. Thor må dog stå model til en del ydmygelser i sit Freja-kostume. Peter Madsen fortæller: ”Vi har foruden at ville fortælle denne myte ønsket at lave en serie om kønsroller, om hvordan forholdene er hjemme hos Thor selv, hvordan han behandler sin kone Sif – og hvordan hun har det, og bagefter får han selv lov at blive kvinde for en tid, og bliver behandlet derefter af jætterne, som også tror at han er en kvinde.” (Kulørte Sider nr. 34, 1979).
Tredje album i serien, ”Valhalla 3 – Odins Væddemål” fra 1982, har også stærke kvinder i en fremtrædende rolle. Det er Valhallas kvindelige krigere, valkyrierne, som henter de faldne menneskekrigere til gudernes rige. Odin mener dog, at han selv kan finde bedre krigere, og mens han søger, laver hans trillingebrødre Vile og Ve et gigantisk rod i Asgård. Odin vender hjem og rydder op i miseren med tre nye, mægtige krigere – som viser sig at være Thor, Balder og Loke i forklædning! Den selvsikre patriark er til grin, men bliver dog siddende almægtig på tronen.
Madsens hurtige tekniske udvikling som tegner ses tydeligt i de tre første albums, hvor stregen, stilen og billedkompositionen bliver skarpere og mere karakteristisk fra bind til bind. De livlige men gnidrede tegninger i ”Ulven er Løs” afløses hurtigt af den klare og selvsikre fransk/belgisk-inspirerede streg, med en tyk tusch-outline og klare farver. Udover ”Asterix” hentede Madsen inspiration fra ”Linda og Valentin”-tegneren Jean Claude Mezieres, som den unge dansker også modtog personlig vejledning fra.
Tegnefilmens indflydelse
I ”Valhalla 4 – Historien om Quark” fra 1987 er der igen en kvindelig oprører på spil. I albummet, der følger første del af tegnefilmens handling, har Loke tabt et væddemål med jætten Udgårdsloke, og taberen hænger på den umulige jætteunge Quark. Da Loke kommer hjem med Quark på slæb, vækker det vild opstandelse, men Røskva bliver dog i hemmelighed venner med den ubudne gæst. Hun og Tjalfe stikker af med Quark for at hjælpe ham, men Thor og Loke finder dem, og så marcherer den lille flok til Udgård for at give jættebarnet tilbage til Udgårdsloke.
Historien fortsættes i det næste album, ”Valhalla 5 – Rejsen til Udgårdsloke” fra 1989, hvor jættehøvdingen giver guderne en mulighed for at slippe af med Quark, hvis de vil kæmpe en række dyster mod hans bedste folk. I disse tvekampe kommer guderne til kort, for Udgårdsloke snyder så vandet driver. Da Thor til sidst brydes med selveste alderdommen, går det galt – tordenguden dør af ælde. Men her træder Tjalfe til med sin stærke tro og genopvækker Thor. Scenen hvor dette sker, er et eksempel på, hvordan Madsen tidligt udvikler sin karakteristiske stil med smukke panoreringer, vilde kompositoriske idéer og ekspressive elementer, som blandes ind i den ellers så klare streg for at illustrere store følelser eller voldsom bevægelse. Dynamik er et andet kodeord for Madsens stil, og her sker den store udvikling også i de tegnefilmsbaserede album 4 og 5. Animationens muligheder og bevægelighed spiller enormt ind på albummenes udseende, og løfter historien fra den traditionelle række billeder til en sanselig og følelsesstærk fortælling.
Individets ret
Peter Madsen fortsætter i dette formsprog i ”Valhalla 6 - De Gyldne Æbler” fra 1990, hvor det igen er Loke, der laver rav i den. Jætten Tjasse tvinger Loke til at bringe ham gudinden Idun, som vogter de gyldne æbler, der giver guderne evigt liv. Men hjemme i Asgård får Loke besked på straks at hente hende tilbage, og han må tage den farlige tur til Tjasses gård, hvor han af vanvare kommer til at chamere Tjasses smukke datter Skade. Loke genkidnapper Idun, men har nu Tjasse i hælene, og da de når Asgård, må de andre guder slå Tjasse ihjel, inden han gør det af med Loke. Men Skade er også fulgt efter, og da hun ser sin døde far, kræver hun en mand til gengæld – og ender med at få Njord, havguden, i et ægteskab, der tegner lyst. Skade er endnu en kvindelig mønsterbryder: Stolt, bomstærk og undertrykt i en mandsverden, hvor hun ikke er noget værd, med mindre en mand vil have hende, kræver hun sin ret til at bestemme selv – skønt ægteskabet med Njord desværre ender ulykkeligt.
I det efterfølgende album ”Valhalla 7 – Ormen i Dybet” fra 1991, drejer den centrale konflikt sig igen om at kæmpe mod regler og fordomme. Thor og Tyr skændes om, hvem der er mægtigst, og Tor vil bevise sin overlegenhed ved at fange Midgårdsormen – den kæmpeslange, der omkranser verden. På rejsen afsløres det, at Tyr i virkeligheden er en jætte (hvilket er i overensstemmelse med det oprindelige sagn), en hemmelighed han bestemt ikke er stolt af. Pludselig skal Thor ikke kun kæmpe med Midgårdsormen, men også overbevise både Heimdal – og Tyr selv – om at Tyr er god nok som gud alligevel.
Individets ret er også omdrejningspunktet i ”Valhalla 8 – Frejas Smykke” fra 1992, der udspiller sig som et trekantsdrama mellem Odin, Heimdal og frugtbarhedsgudinden Freja. Kvindebedåreren Odin er kun ude efter Frejas krop, mens den kiksede Heimdal er forelsket i hendes person, men frygter hendes seksualitet. Albummet fletter flere af sagnene om Freja sammen med en helt moderne morale om, at kvinder har både krop og sjæl – og selv har retten til at bestemme, hvem de vil dele begge med.
Rod i det moderne
Peter Madsens tegnestil ændrer sig ikke voldsomt, efter han finder sin unikke, dynamiske og klare stil i album fire og fem. Men der sker alligevel en udvikling fra album til album, som især udmønter sig i mere sikre persontegninger og stadig mere dristige sidekompositioner. Et andet træk er, at Peter Madsen i de senere album begynder at bruge endnu mere tydelige referencer til moderne fænomener såsom i det niende album, ”Valhalla 9 – Den Store Udfordring” fra 1993, hvor skurken, jætten Rungner, er en parodi på en rocker med sin ”kværn” – her i form af en formidabel stridshest. Rungner og Thor ender i en tvekamp, hvor det igen er Tjalfe, der med sin menneskelige snarrådighed redder Thor. Peter Madsen har selv farvelagt albummet med et meget stemningsfuldt resultat.
Fra det tiende album, ”Valhalla 10 – Gudernes Gaver” fra 1997, er det tegneren Jesper Eising, som står for farvelægningen af serien. Her er det en hyggelig historie fra gudernes unge år, hvor man hører, hvordan Sif og Thor fandt hinanden, samt hvordan flere af guderne fik deres magiske attributter, for eksempel Thors hammer og Sifs hår af ægte guld. Albummets moderne reference består i historiens forløb, der er krydsklippet a la en Tarantino-film: Der er flere fortællere, og deres versioner af den samme episode varierer en del, afhængig af deres personlige vinkel på tingene.
Madsen fortsætter filmreferencerne i ”Valhalla 11 – Mysteriet om Digtermjøden” fra 1998, som er én lang spoof over den klassiske film noir -detektivhistorie – her med et nordisk sagn som mordgåde og Odin som hårdkogt opdager. Den sagnompsundne digtermjød er forsvundet, og Odin vil have fingre i den, men væves ind i et spind af hemmeligheder, løgn og mord, med en ægte femme fatale i midten. Albummet er underholdning på højeste blus, og Peter Madsens genreblanding sker på alle niveauer – helt ned til en øltønde med teksten ”Vores Mjød” ridset i runer.
Mennesket og dets gud – igen
Peter Madsens soloalbum ”Menneskesønnen” fra 1995 viste, at tegneren havde meget mere på hjerte end de fleste ”Valhalla”-elskere kunne ane. For selvom ”Valhalla” er en begavet serie, der vil mere end at underholde og som har stærke moralske pointer, så er der milevidt fra den lette tone i de nordiske nyfortolkninger til den stærke, følelsesladede og alvorlige genfortælling af disciplen Peters oplevelser som vidne til Guds søns liv og død. Albummet indledes med korsfæstelsen af Jesus, som får Peter til at huske, hvordan det hele begyndte: Hvordan tømrersønnen Jesus med sine milde ord og utrolige mirakler samlede en stadig større skare af tilhængere, hvordan han talte magten midt imod, især den religiøse, og hvordan de herskende jødiske præster blev skræmt af oprøreren, og endelig fik den romerske besættelsesmagt til at arrestere og korsfæste ham. Og hvem var han egentlig, den mand som endte på korset – en veltalende tømrer, eller virkelig Guds søn? Peter er ikke i tvivl, men albummet giver alligevel plads til diskussion af Kristus og hans menneskelighed.
Sproget er nutidigt og levende, men tonen er i mol, og tegningerne er uden Madsens velkendte sorte tusch-outline. I stedet udfordrer tegneren sin læsers forventninger med ekspressiv brug af lys, mørke og billedkomposition, alt sammen skabt med kraftige akvarelfarver. Peter Madsen fortæller i et interview, at skiftet var både bevidst og tiltrængt: ”For mig har den tegneserie også været en måde at komme lidt væk fra Valhalla-stilen på, som jeg har hængt fast i i lang tid. Oprindelig havde jeg tænkt mig at være langt vildere i stilen på "Menneskesønnen", måske at lave en fotocollage. Alligevel har jeg fået banket stilen mere i facon, og jeg har det nok sådan, at jeg ender i en meget klassisk måde at fortælle på, selv om mit udgangspunkt har været at lave noget vildt.” (Seriejournalen.dk, 1995).
Stilen i ”Menneskesønnen” var dog vild nok til, at adskillige landes bibelselskaber og kristne menigheder brokkede sig over Peter Madsen version af evangelierne – og især hans fremstilling af Jesus. I England vakte det stor forargelse, at Jesus hang nøgen på korset i Madsens bog, mens andre var utilfredse med Madsens ikke-idealiserede Jesus, der ikke er ”gudesmuk”, men har et typisk mellemøstligt udseende. Men for Peter Madsen var koblingen mellem gudommelig og menneskelig netop pointen, en tråd, der rækker tilbage til ”Valhalla”-albummenes guder med menneskelige fejl og mangler: ”For mig at se er kristendommen i bund og grund et mysterium. Det udtryk, at Jesus er sand Gud og sandt menneske, at han har en dobbeltkarakter, det er jo en umulighed. I oldkirken skændtes man bravt om, hvorvidt han var Gud eller menneske, og til sidst vandt de, der mente, at han var Gud. Og det er jo at forfladige det hele”, fortæller Madsen om sin fortolkning i ”Menneskesønnen” (Seriejournalen.dk, 1995).
Historien om Job
Det passer fint med denne røde tråd, at den næste bibelfortælling, Madsen tog fat på, var Jobs Bog, en af Det Gamle Testamentes mest komplicerede historier om forholdet mellem Gud og menneske. Den rige og Gudfrygtige Job bliver centrum i et opgør mellem Gud og Satan, hvor Satan er sikker på, at Job vil afsværge Gud, hvis han bliver udsat for nok dårligdom. Som prøve udsættes Job for den ene plage efter den anden: Han går fallit, hans status forsvinder, hans familie forsvinder og dør omkring ham, og til sidst sidder han syg tilbage i en bunke aske, uden nogen forklaring på hvad han har gjort for at fortjene det. Satan håber på, at Job afsværger sig Gud, Jobs venner siger, at han skal bede om tilgivelse skønt ingen ved for hvad – men Job gør ingen af delene. Han kræver derimod en forklaring af Vorherre, for hans tro på Gud er så stærk, at han nægter at acceptere, at ting blot ”sker”.
I ”Historien om Job” fra 1999 er Peter Madsen gået endnu et skridt videre af den ekspressive tegnestils vej, og parret med den vanskelige historie er det blevet et mindre tilgængeligt værk end ”Menneskesønnen” – men stadig en nyskabelse indenfor formidling af religion, teologi og kristen kulturhistorie til et moderne publikum.
Den alsidige kunstner
Hvem skulle tro, at den mand, som i 1980 tegner en Thor i lyserød kjole, der slår Tyr bevidstløs med et par kunstige stenbryster, er den samme mand, som i 1995 med stor patos tegner en døende Jesus på korset? Ikke desto mindre er det netop den overraskelse, det danske tegneseriepublikum har måttet stå model til i tilfældet Peter Madsen. En overraskelse, som peger på, at tegneren langt fra er færdig med sin udvikling som tekniker, kunstner, fortæller og fortolker, og som gør ham til en unik skikkelse i den danske tegneseriehistorie. Selvom Peter Madsen ikke er alene om ”Valhalla”, er det hans tegninger, som har brændt de nordiske guder ind på nethinden hos nutidens unge, og som har givet serien den høje billedmæssige og fortælletekniske kvalitet. De underliggende temaer i serien, som adskiller den fra en simpel gengivelse af myterne og gør den til tankevækkende fortolkninger, har Peter Madsen ligeledes en stor del af fortjenesten af som del af det nært samarbejdende ”Valhalla”-kollektiv. Det modige spring ud i bibelfortolkningerne viser Madsens format, og tyder på, at der næppe bliver tale om kunstnerisk stilstand fra hans side de næste mange år.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Tegneserier skrevet og tegnet af Peter Madsen
Tegneserier tegnet af Peter Madsen
Peter Madsen
1980
Peter Madsen
1982
Peter Madsen
1987
Peter Madsen
Peter Madsen
1990
Peter Madsen
1991
Peter Madsen
1992
Peter Madsen
1993
Peter Madsen
1997
Peter Madsen
1998
Peter Madsen
2001
Peter Madsen
2006
Peter Madsen
2007
Peter Madsen
2009
Benni Bødker
2022. Illustreret af Peter Madsen
Tegnefilm
Peter Madsen
1986. Biograftegnefilmen fra 1986. Video 1996. Instrueret af Peter Madsen og baseret på dennes tegnede forlæg
Illustrerede værker
Sissel Bøe
Carlsen, 2016. Illustrator: Peter Madsen.
H.C. Andersen
Carlsen, 2016. Illustrator: Peter Madsen. Billedbog.
Alvilda, 2015. Tegnet og fortalt af Peter Madsen.
Peter Madsen
Bibelselskabet, 2022. (Billedbog).
Troldeliv. Den lille serie
Sissel Bøe
Carlsen, 2015. Forfatter og kunstner: Sissel Bøe og Peter Madsen. Billedbog.
Sissel Bøe
Carlsen, 2015. Forfatter og kunstner: Sissel Bøe og Peter Madsen. Billedbog.
Sissel Bøe
Carlsen, 2015. Forfatter og kunstner: Sissel Bøe og Peter Madsen. Billedbog.
Sissel Bøe
Alvilda, 2017. Kunstner: Peter Madsen.
Fagbøger
Om forfatterskabet
Ole Rasmussen
1979
Søren Knudsen
1981. Samvirke nr. 54, 1981
Niels Roland
1990. Seriejournalen nr. 1, 1990
Steffen Larsen
Links
Madsens egen hjemmeside fra marts 2006 med nyheder, komplet bibliografi, kontaktinfo og galleri.
Den elektroniske udgave af et klassisk dansk tegneserietidsskrift. Her finder man bl.a. et dybdegående interview med Peter Madsen omkring ”Menneskesønnen” fra 1995, af Paw Mathiassen og Rune Engelbrecht Larsen.