Martin A. Hansen

Genrer og tematikker

Martin A. Hansens overordnede temaer henter han fra kristendommen, Søren Kierkegaard og eksistentialismen. Dermed kredser han utrætteligt om fremmedgørelse, meningen med lidelsen over for autenticitetsfølelse gennem kærligheden og troen.

Denne dobbelthed er gennemgående i hans forfatterskab, hvor den ofte allegorisk bliver tillagt to persontyper, nemlig den lidt enfoldigt troende, men til gengæld modigt handlekraftige person, som interagerer med sin modsætning, det moderne rationelle menneske, der stiller fornuft over følelse, viden over tro – men også tvivl over handling.

Mange af disse tvivlende typer går ofte til bekendelse i forsøget på at nå til forsoning med fremmedgørende splittelse mellem deres angstfulde skepsis og en handlingsorienteret selvrealisering i verden. F.eks. opfordrer både Broder Martin og Johannes Vig andre til at begå handlinger, de ikke selv har modet til eller troen på. Efterfølgende bliver de plaget af skyldfølelse og må gå til bekendelse. Under arbejdet med ”Lykkelige Kristoffer” skrev Martin A. Hansen således i sin dagbog i 1942, at man skal kunne ” … mærke under Humøret det røde Blod … bag Latter og Kynisme Skyldfølelsen.” (Martin A. Hansen, ”Dagbøger”, s. 273. Citeret i Efterskrift til ”Lykkelige Kristoffer” af Esther Kielberg). Karakteristisk for disse bekendende antihelte er også, at de ofte tvivler på deres egen skriftlige formidling, som om forfatteren forsøger at gøre opmærksom på, at det nærværende ”levende” ord er det talte - og ikke det skrevne.

Disse temaer arbejder Martin A. Hansen med inden for et bredt felt af genrer, hvor han i første del af forfatterskabet anvender kollektivromanen (”Nu opgiver han”, ”Kolonien”), skælme- og ridderromanen (”Jonatans Rejse”) og den historiske roman (”Lykkelige Kristoffer”). I anden halvdel af forfatterskabet er fortællingerne hybridformer (f.eks. ”Agerhønen” og "Tornebusken”), der blander fornyende eksperiment med ældre fortælleformer som myte, eventyr, sagn og islandsk saga. De to fortællinger ”Midsommerfesten” og ”Løgneren” kan læses som modernistiske eksperimenter med udsigelsesforholdene, mens Martin A. Hansen med sine fortællinger også kommer tæt på bekendelseslitteraturen og den sentimentale roman. Forfatterskabet er præget af stor, stilistisk fantasi og frisk spontanitet i sprogstilen, der med hensyn til tempo varierer med snart korte og ironiske sætninger som i sagaerne, snart med reflekterende, længere sætninger.

Beslægtede forfatterskaber

Martin A. Hansen skrev sine fiktive værker i en tid med stærke ideologiske spændinger og åben krig, der senere blev afløst af mørk efterkrigstid. Hos Martin A. Hansen mærkes en søgen efter andre værdier og ny livsmening for at udfylde et eksistentielt tomrum i lighed med mange andre af samtidens danske forfattere som f.eks. H.C. Branner og Paul La Cour og en fransk eksistentialistisk forfatter som Albert Camus.

Gennem det meste af sit forfatterskab undersøger Martin A. Hansen forskellige eksistentialistiske temaer med udgangspunkt i Søren Kierkegaards eksistensfilosofi. Dette præg har forfatterskabet nok også fået, fordi Martin A. Hansen var en del af kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”, der udkom i årene 1948-53, og som han en overgang var med til at redigere. Sammen med bl.a. forfatterkollegerne Thorkild Bjørnvig og Frank Jæger forsøgte han at gøre op med førkrigsideologierne til fordel for eksistentialisme, hvor den enkelte må tage ansvar for eget liv.

Med sine eksistentialistiske temaer kan forfatterskabet selvfølgelig sættes i forhold til f.eks. Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” eller til franske eksistentialistiske værker som Camus’ ”Sisyfos-myten” eller ”Faldet” eller til Jean-Paul Sartres ”Kvalme”. Men udover de fælles temaer hører lighederne også op mht. fortællemåde, idet Martin A. Hansen ligesom f.eks. den færøske forfatter William Heinesen forsøger at genanvende traditionelle fortælleformer som den kristne myte i nye kombinationer via litterære eksperimenter. Om sin litterære position skriver Martin A. Hansen nemlig således i et brev, at han om sin position ” … i Litteraturen og Traditionen, vil karakterisere mig selv som en ’Genoptager.’” (Anders Thyrring Andersen: Kætterbreve. Gyldendal, 2004, s. 71).

Tradition, kristendom, følelse og bekendelse er således mere fremtrædende i Martin A. Hansens forfatterskab end hos de franske eksistentialistiske forfattere. Til forskel fra disse forfattere kan hans forfatterskab også læses ind i traditionen for bekendelseslitteratur (der i nyere dansk litteratur findes hos f.eks. Vita Andersen og Suzanne Brøgger), samt læses i forhold til den sentimentale roman pga. den megen lidelse i forfatterskabet. Både med hensyn til bekendelsesbehov af skyld og sentimentalitet kan Martin A. Hansens forfatterskab dermed også sammenlignes med den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus ”Bekendelser” (1765-70) og ”Den nye Héloise” (1761).

Relaterede forfattere