BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
frank jæger
Foto: Aage Sørensen / Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Frank Jæger

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juli 2026
Hovedforfatter
  • Katrine Lehmann Sivertsen
    cand.mag., 2015

Intro

Frank Jæger blev ved sin debut kaldt ”den lyse digter”, som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter med digte om livsudfoldelse og sanselighed. Frank Jægers enkle, muntre og musikalske behandling af klassiske lyriske motiver som naturens omskiftelighed, kærligheden og erotikken var dog kun et element i et forfatterskab, der i tiltagende grad var kendetegnet ved mere dystre klange med ensomhed, fortabelse og forgængelighed som centrale tematikker.

Efterkrigstidens eksistentialisme

Baggrund

Frank Jæger blev født i 1926 på Frederiksberg i København, hvor han voksede op med sine forældre og sin fire år ældre bror Palle. Familien boede i Smallegade i en toværelses lejlighed med toilet i gården, og den lille Frank havde her en nøjsom men tryg barndom. Frank Jæger gik i gymnasiet på Schneekloths Skole, hvorfra han i 1945 tog studentereksamen. Mens han gik i gymnasiet, spillede Frank Jæger kontrabas i et jazzband, og et par timer om ugen var han boguddeler på Kommunehospitalet. Han stiftede i denne periode flere nære venskaber med unge mænd, der ligesom ham selv var mere optaget af kultur, litteratur og naturoplevelser end af besættelsen, der ellers prægede Danmark i de år.

”Vi, der valgte natten,/ vi faar uglerunde øjne/ saaet til med sære syn./ Vore fødder træder varsomt/ Og en tanke trykker saart paa/ vore bryn.”

”Haandslag til Tony” i ”Dydige digte”, s. 7.

I slutningen af gymnasietiden forelskede Frank Jæger sig i pigen Kirsten Vodder, og det var på en vandretur med hende, at Jæger i vinteren 1945 faldt gennem isen på en tilfrosset sø og fik pådraget sig en halsbetændelse, der efterfølgende udviklede sig til hjernehindebetændelse. Efter en længerevarende hospitalsindlæggelse kom Frank Jæger sig af sin alvorlige sygdom, og herefter tog hans digtproduktion for alvor fart. Han fik i 1947 sine første digte trykt i tidsskifterne Vild Hvede og Heretica. Frank Jæger var på dette tidspunkt studerende på Biblioteksskolen, han havde giftet sig med Kirsten, og det unge par havde bosat sig i det dengang landlige Farum i et idyllisk bindingsværkshus. Han mødte i disse år kredsen omkring Heretica, der bl.a. talte forfatterne Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig, Tage Skou-Hansen og Jørgen Gustava Brandt, og han debuterede i 1948 med digtsamlingen ”Dydige digte” på Wivels forlag.

Han tog sin afsluttende eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1950, men levede fra 1950 og frem som fuldtidsforfatter og kom aldrig til at arbejde som bibliotekar. Frank Jægers debut blev godt modtaget, og han blev hurtigt en offentlig kendt person. I efterkrigstidens efterkrigstraumer, alvorstunge sammenbidthed og angst for den kolde krig imødekom Frank Jæger et behov for formulering af det hverdagslige med digte, der beskæftigede sig med naturens omskiftelighed, kunsten, menneskets livsudfoldelse – herunder kærligheden og erotikken.

frank jæger
Foto: Aage Sørensen / Ritzau Scanpix
  • Født

    19. juni 1926 på Frederiksberg.

  • Død

    4. juli 1977 i Helsingør.

  • Uddannelse

    Bibliotekar fra Statens Biblioteksskole, 1950.

  • Debut

    Dydige digte. Wivels forlag, 1948.

  • Priser

    Kritikerprisen, 1958. De Gyldne Laurbær, 1959. Louisiana-Prisen, 1960. Søren Gyldendal Prisen, 1962. Det Danske Akademis Store Pris, 1969.

  • Seneste udgivelse

    Tidlige digte. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2026.

  • Inspiration

    Sophus Claussen.

En livsglad digter, der skrev om nogle af lyrikkens klassiske motiver, var lige det, mange efterspurgte, og Frank Jæger fik hurtigt tilnavnet ”den lyse digter” og ”den lyse Jæger”. Han blev portrætteret og interviewet i stor stil, og hans digte blev sat i musik. Da Frank og Kirsten Jæger ligeledes var model for Jørgen Mogensens folkelige tegneseriestribe ”Poeten og Lillemor”, blev han for alvor kendt som indbegrebet af digteren, der skrev lyse, forfriskende digte, og var familiefar og ægtemand i landlige omgivelser. Et mediebillede af digteren med vildmandsskægget, der holdt af skovvandring og klassisk litteratur, som den selvbevidste forfatter selv medvirkede til.

Der var dog allerede fra starten af forfatterskabet en melankoli og dissonans bag idyllen i Frank Jægers sind og i hans lyrik. Som forfatteren Tage Skou-Hansen siger det i et interview: ”Fromme folk skriver ikke salmer, vel, naive folk skriver ikke eventyr og de folk, der skriver, at de elsker livet er ikke de mest robuste, det er sådan nogle sarte fyre, som egentlig er utrolig nærtagende sådan som Frank, når han skriver et digt, hvor han står og presser kinden ind mod et af skovens bare træer og hvisker: ”Jeg elsker livet”.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 87).

Frank Jæger redigerede fra 1952-53 de to sidste årgange af Heretica sammen med forfatterkollegaen Tage Skou-Hansen, og i 1954 flyttede han med sin familie fra Farum til Tranekær på Langeland. Mange ting var under forandring i løbet af 1950'erne, hvor Ole Wivel forlod sit forlag til fordel for Gyldendal, og modernismen med Klaus Rifbjerg i spidsen overtog en stor del af den danske litterære scene. Fra at have været en af de mest feterede yngre poeter måtte Frank Jæger nu se sig rubriceret som harmonioptaget traditionalist.

I 1969 flyttede Frank Jæger og hans familie fra Langeland. Der var krise i ægteskabet med Kirsten, og Frank Jæger havde både tiltagende skriveproblemer og et voksende alkoholforbrug. Han var i perioder på antabus men blev mere og mere menneskesky og modløs. Han blev i 1972 skilt fra sin hustru og bosatte sig i Helsingør. Efter en entusiastisk begejstring for det nye og mødet med en ny kæreste blev hans tilværelse i stigende grad præget af økonomiske problemer, alkoholmisbrug og isolation. Han trak sig væk fra sine forfatterkolleger og brændte alle sine breve fra venner og bekendte.

Den menneskelige deroute i Frank Jægers sidste år blev også afspejlet i hans bøger. Digtsamlingen ”Idylia” var et af de vigtige værker i slutningen af forfatterskabet, og denne digtsamling er bl.a. blevet kaldt ”et stort og uforgængeligt værk, en kunstnerisk triumf, bygget på en tilværelse i opløsning” (Finn Stein Larsen: Den magiske lyskreds, s. 53). Frank Jæger døde i 1977 af et hjerteslag som kun 51-årig. Han ligger begravet på Helsingør Kirkegård.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: September Dårskab fra digtsamlingen "Cinna" læst og skrevet af Frank Jæger, indspillet i 1960.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Mange kender Frank Jæger fra verselinjer som ”O at være en høne”, som findes i Højskolesangbogen og forbinder forfatteren med lyrikken. Frank Jæger var en produktiv forfatter, som skrev tekster inden for mange genrer fra digte og noveller til romaner, hørespil og børnebøger, og den antirealistiske, fantastiske roman ”Den unge Jægers lidelser” blev Wivels forlags største salgssucces. Digtene havde dog også en særlig plads hos Frank Jæger selv: ”Indtil nu har jeg selv den opfattelse, at det vigtigste, af det jeg skriver, er digtene, og det er vel også, fordi de står mit hjerte nærmest.” (Frank Jæger i et interview i Danmarks Radio. Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 73).

Frank Jæger debuterede i en efterkrigstid, der forsøgte at komme sig over krigens gru, og han blev med sine første udgivelser hurtigt kendt i den danske offentlighed som den lyse, sorgløse kunstner, der levede på landet i en tilpasset harmoni af natur, kærlighed og poesi. Den unge Frank Jæger digtede da også om naturen, årstidernes skift som livsrytme, kunsten, det erotiske, kærligheden og det eventyrlige liv med en sproglig lethed og musikalitet. De første digtsamlinger indeholdt både en enkel, uhøjtidelig diktion og humoristiske indslag. Mange af samlingens digte fremhævede det mirakuløse i verden og i menneskets livsudfoldelse og var præget af sanselighed og en ungdommelig livsappetit.

I både Frank Jægers lyrik og hans prosaudgivelser var tonen dog ikke kun lys og indholdet præget af idyl. Der var nok tale om livsglæde i de første udgivelser men ikke om sorgløshed. Fra starten af forfatterskabet havde idyllen melankolske undertoner, der ligeså vel indeholdt skildringer af bl.a. forgængeligheden som menneskelivets grundvilkår. I løbet af forfatterskabet får stemninger af dissonans, ensomhed og fortabelse en stadig mere fremskudt plads.

Hans forfatterkollega Jørgen Gustava Brandt kalder bl.a. Frank Jægers lyrik moderne og elementært tidløs i sin fremstilling af både tomhedsfølelse og livstaknemmelighed: ”Det ukomplicerede billede af naturens muntre søn var ikke sandt, og nogle af hans bedste digte placerer ham i en modernisme, som han helst fornægtede.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 43). I hans digtsamling med det ironiske navn ”Idylia” bliver døden for alvor nærværende som en central tematik, ligesom rotter billedligt vælter frem som symboler på sammenbrud. Med sin sidste digtsamlings brug af polyfoni og verdenssammenbrud synes Frank Jæger også at indskrive sig i den modernisme, han ellers eksplicit modsatte sig. Som Finn Stein Larsen påpeger i sin bog ”Den magiske livskreds”, er ”Idylia” et bevægende og kunstnerisk helstøbt udtryk for en verden, der bryder sammen, men også en fremhævelse af kunstens potentiale: ”Selvom Jæger lever ti år til, siger han her verden et gribende farvel, men dog med klog indsigt i, at kunsten består.”

Beslægtede forfatterskaber

Frank Jæger var i starten af sit forfatterskab del af kredsen omkring tidsskriftet Heretica, der trods store forskelligheder delte en oplevelse af, at poesien og den kunstneriske erkendelse var vejen ud af efterkrigstidens kulturkrise. De vendte sig mod rationalismen og de herskende ideologier og bragte i tidsskriftet tekster af forfattere som Rainer Maria Rilke, Sophus Claussen og Karen Blixen. Thorkild Bjørnvig blev Frank Jægers ven gennem det meste af Jægers liv, og de to forfattere synes også at dele et syn på naturen og landskabet som noget, der skal mødes med et åbent, sansende sind. Frank Jægers lyriske forfatterskab formulerer en sammenhæng mellem livsudfoldelse og naturens omskiftelser og skildrer ofte naturen som medium for sindsstemning. I sin formulering af disse sindsstemninger ligger han som lyriker i forlængelse af den danske lyriske tradition fra digtere som Emil Aarestrup og Sophus Claussen til Jens August Schade, der også havde erotikken og sanseligheden centralt placeret i sit forfatterskab. Schade og Jæger har en lyrisk tone, der minder om hinanden, og i begge forfatterskaber er der et lurende mørke og en brudt idyl under overfladen. Frank Jæger var dog også en fornyer af den naturlyriske tradition bl.a. med et uhøjtideligt talesprogspræg. I efterordet til bogen ”Skyggerne gror” sammenligner Erik Skyum-Nielsen ligeledes Frank Jægers lyrik med poesi af en senere dansk lyriker: ”Jæger og Nordbrandt? Sammenligningen trænger sig på, fordi begge digter på gehøret, det vil sige på oplevelser der allerede før en eventuel refleksion har antaget digtets form – stemningen ankommer klædt i sprogets musik.” (Jacob og Janus Kramhøft: Skyggerne gror, s. 130).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Dydige digte. Wivels forlag
Dydige digte. Wivels forlag

Frank Jæger

1948

Morgenens Trompet. Wivels forlag
Morgenens Trompet. Wivels forlag

Frank Jæger

1949

De fem Aarstider. Wivels forlag

Frank Jæger

1950

Tyren. Wivels forlag
Tyren. Wivels forlag

Frank Jæger

1953

Havkarlens sange
Havkarlens sange

Frank Jæger

Gyldendal, 1956.

Til en følsom veninde, udvalgte digte

Frank Jæger

1957

Vinterdigte. Indbindingscentralen
Vinterdigte. Indbindingscentralen

Frank Jæger

1958

Cinna og andre digte
Cinna og andre digte

Frank Jæger

Gyldendal, 1959.

Seks Sidenius-digte. Sv. Jessens Bogtrykkeri
Seks Sidenius-digte. Sv. Jessens Bogtrykkeri

Frank Jæger

1959

Digte 1953-59
Digte 1953-59

Frank Jæger

Gyldendal, 1960.

Fyrre digte
Fyrre digte

Frank Jæger

1964

Idylia
Idylia

Frank Jæger

Gyldendal, 1967.

Aarets ring
Aarets ring

Frank Jæger

Gyldendal, 1969.

Hjemkomst. Bogvennerne
Hjemkomst. Bogvennerne

Frank Jæger

1970

Udvalgte digte
Udvalgte digte

Frank Jæger

Gyldendal, 1971.

Tidlige digte.
Tidlige digte.

Frank Jæger

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2026.

Romaner

Iners
Iners

Frank Jæger

Gyldendal, 1950.

S. Mistral

Frank Jæger

1973

Noveller

Hverdagshistorier. Wivels forlag
Hverdagshistorier. Wivels forlag

Frank Jæger

1951

Den unge Jægers lidelser. Wivels forlag
Den unge Jægers lidelser. Wivels forlag

Frank Jæger

1953

Kapellanen og andre fortællinger
Kapellanen og andre fortællinger

Frank Jæger

Gyldendal, 1957.

Danskere. Tre Fortællinger af Fædrelands Historier
Danskere. Tre Fortællinger af Fædrelands Historier

Frank Jæger

Gyldendal, 1966

Døden i Skoven
Døden i Skoven

Frank Jæger

1970

Provinser
Provinser

Frank Jæger

Gyldendal, 1972.

Hverdagshistorier
Hverdagshistorier

Frank Jæger

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal, 2017. Redigeret af Esther Kielberg.

Essays

Velkommen, Vinter og andre essays
Velkommen, Vinter og andre essays

Frank Jæger

Gyldendal, 1958.

Drømmen om en Sommerdag og andre essays
Drømmen om en Sommerdag og andre essays

Frank Jæger

Gyldendal, 1965.

Naive Rejser
Naive Rejser

Frank Jæger

1968

Alvilda
Alvilda

Frank Jæger

1969

Essays gennem ti Aar
Essays gennem ti Aar

Frank Jæger

1970

Udsigt til Kronborg
Udsigt til Kronborg

Frank Jæger

Gyldendal, 1976.

Hørespil

Hvilket postbud – en due
Hvilket postbud – en due

Frank Jæger

Gyldendal, 1959.

Pastorale. Pelsen
Pastorale. Pelsen

Frank Jæger

Gyldendal, 1964

Børnebøger

Tune – det første år
Tune – det første år

Frank Jæger

Branner. Branner, 1951.

Andet

19 Jægerviser ved Tony Vejslev. Wivels forlag
19 Jægerviser ved Tony Vejslev. Wivels forlag

Frank Jæger

1953

Jomfruen fra Orléans. Jeanne d´Arc
Jomfruen fra Orléans. Jeanne d´Arc

Frank Jæger

Aschehoug, 1955. (Biografi)

Stå op og tænd ild
Stå op og tænd ild

Frank Jæger

1970. (Prosa)

Farum-dialog. Farum Boghandel

Frank Jæger

1979. Udgivet posthumt

Om Frank Jæger

Bøger og artikler

Frank Jægers forfatterskab – en monografi
Frank Jægers forfatterskab – en monografi

Bjarne Brovst Nielsen

Hernov, 1977.

Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3
Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3

Torben og Mette Winge (red.) Brostrøm

Gad, 1981

Dansk Litteraturhistorie
Dansk Litteraturhistorie

Karen m.fl. (red.) Syberg

Gyldendal, 1984.

Om Frank Jæger
Om Frank Jæger

Steen Harvig

Systime, 1986.

Den unge Jægers breve 1944-56
Den unge Jægers breve 1944-56

Frans Lasson

Gyldendal, 1993.

Det grønne mørke: Rummelighed og intethed i Frank Jægers digtning. Odense Universitetsforlag
Det grønne mørke: Rummelighed og intethed i Frank Jægers digtning. Odense Universitetsforlag

Lotte Thyrring Andersen

1996

Den tavse Gud: fra poetisk erkendelse til etisk forståelse – en læsning af Heretica 1948-53
Den tavse Gud: fra poetisk erkendelse til etisk forståelse – en læsning af Heretica 1948-53

Ole Juul

Anis, 1998.

På fodrejse med Frank Jæger – erindringsglimt
På fodrejse med Frank Jæger – erindringsglimt

Bjarne Brovst Nielsen

Poul Kristensens forlag, 2001.

Større end skibsvrag og med langt, uklippet hår

Niels Lyngsø

Politiken, 2001-09-15.

Den unge Jægers lidelser
Den unge Jægers lidelser

Per Bech

Information, 2003-06-13.

Web

Danske digterruter: Digterrute for Frank Jæger

Digterrute for Frank Jæger ved Farum.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Frank Jæger

Kilder citeret i portrættet

[1]

Den magiske lyskreds – Frank Jægers lyrik

Finn Stein Larsen

Gad, 2001.

[2]

Skyggerne gror. Et portræt af Frank Jæger

Jacob & Janus Kramhøft

Tiderne Skifter, 2002