”Alle gode ord og al den/ tavshed, der er smuk, har jeg i/ gemme./ Og en voldsom længsel efter/ gode ord og tavshed i din/ stemme.”
”Til en følsom veninde” i ”Dydige digte”, s. 54.
Et af samlingens gennemgående motiver er sammenkoblingen mellem livsudfoldelse og naturen. Det er også megen sanselighed og erotik i debutbogen: ”Vi bruger uvant varsomt vore sanser./ Her dufter mildt af kløverdug og dyr./ Hvem vil sige noget, om vi standser./ Din hvide kjole ser mig ind i øjet./ Din hvide stemme leger med min mund.” (s. 62). Der findes dog også mere melankolske klange i Jægers første digte. Allerede her har forfatteren indlagt et såkaldt Sidenius-digt – et tristesse-digt om den sortseende figur Sidenius, der har navn efter Pontoppidans ”Lykke-Per”, og som også vil optræde i senere digtsamlinger.
Også i bogens andre digte ser man en modklang til det livskraftige, idylliske og afvæbnende. I samlingens første digts sidste strofe hedder det: ”Vi, der vælger livet, gaar en dag paa tværs af vejen, ender i et efteraar. Vi faar regnen, natten, landet trykket ind mod vore hjerter, mens vi gaar.” (s. 8). Her er efterårsmørket, forfaldet og døden nærværende, ligesom digterjeget møder verden og livet gennem en kraftig fysisk effekt, hvor han får trykket regn, nat og jord mod hjertet. I flere af samlingens digte findes en livsappetit og ungdommelig, udfarende kraft men også et stemningsskift til melankoli og tilbagetrækning. I digtet ”Kirsten og vejen fra Gurre” er det bl.a. kærlighedens sårbare vilkår og menneskets afmagt over for det uafvendelige, som tematiseres: ”Hvor kom vi altfor nær paa alle ting./ Det løvfald lod os se en sjælden ring:/ der stod en hest med samme hvide haar,/ som vore arme unger engang faar.” (s. 42).
Frank Jæger
Frank Jæger blev ved sin debut kaldt ”den lyse digter”, som besang Naturen og Kvinden og insisterede på det mirakuløse i livet. I efterkrigstidens mørke lyste han op som en livsglad og vital digter...
Læs hele forfatterportrættet
