”Den unge mand, der ledte efter den modstandsmand, der havde slået hans farfar ihjel, havde ikke i sinde at give op. Hvis ikke Peter Fischer ville tale med ham, havde han sikkert slægtninge, der ville. Den unge mand havde tilbragt hele formiddagen med at skyde lerduer i Københavns Flugtskytte Klub. Han nød at skyde. Han nød at se den orange lerdue splintres i tusind stumper.”
”En plads i historien”, s. 119.
Romanen foregår i København lige efter årtusindeskiftet, og man følger på skift de forskellige medlemmer i den store Fischer-familie. Den ældste generation består af Peter og hans to svigerinder Else og Charlotte, der hhv. krampagtigt holder sammen på familien og forsøger at passe sig selv. Næste generation består af ministeren Jørgen og hans subsistensløse bror Benny og af de meget forskellige søstre Henny og Birgitte. Yngste generation er lille Christian og teenagerne Sebastian og Emma. Alle har deres egne motiver for at opføre sig over for deres familie, som de gør, og på trods af en fælles modvilje møder de fuldtalligt op til de traditionsrige fødselsdage, der sjældent er særligt hyggelige. Men ”familien er jo det bedste og mest ærlige, vi har”, som den underliggende ræson lyder. Det er ikke overraskende en sandhed med modifikationer.
Et barnebarn til den myrdede stikker har ikke forsonet sig med fortiden og ønsker at få en forklaring fra morderens familie. Efterhånden som familiemedlemmerne dør, vokser hans desperation og hævntørst, og romanen får en dramatisk drejning på hans foranledning.
Romanens alvidende fortæller kender karaktererne, deres bevæggrunde og de drifter og drømme, de ikke selv har sat ord på. ”En plads i historien” har en psykoanalytisk tilgang til sin menneskeforståelse og sin fortløbende diskussion af, hvad et menneskes personlighed er gjort af. Spørgsmålet, om identiteten har en kerne og om, hvordan denne kerne udvikler og forandrer sig, løber som en understrøm gennem romanen. De mellemmenneskelige relationer er i fokus, lige som det enkelte menneskes selvudvikling og livslange proces med at lære sig selv at kende er det. Historiske begivenheder, familiens snærende bånd og individets behov for at bryde ud af disse spiller op til hinanden i ”En plads i historien”, der både på personligt, familiært og samfundsmæssigt niveau spørger, hvad der skal til, for at man opnår ja, en plads i historien.
Katrine Marie Guldager
Katrine Marie Guldager begyndte sit forfatterskab som lyriker, men har siden skrevet både digte, romaner, noveller, børnebøger og hørespil. I sin seks bind store Køgekrønike har hun skrevet et kapi...
Læs hele forfatterportrættet
