BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Thorkild Bjørnvig
Foto: Ole Frederiksen
*Seneste udgivelse

Thorkild Bjørnvig

    Hovedforfatter
    • Anna Møller
      cand.mag., september 2020

    Intro

    Digteren Thorkild Bjørnvig var en af kræfterne bag tidsskriftet Heretica, der i efterkrigstiden blev et fyrtårn i dansk modernisme. Han fremhæves ofte som en af 1900 tallets største danske digtere og er i dag især kendt for sin sidste erindringsbog ”Pagten”, der beskriver hans komplicerede venskab med Karen Blixen. Bogen danner oplæg til en film af Bille August med premiere i 2021, hvor forholdet mellem den aldrende legende og den unge forfatterspire belyses i et psykologisk drama. Thorkild Bjørnvig var også essayist, miljøforkæmper, samfundsdebattør – og passioneret oversætter af Rainer Maria Rilke.

    Baggrund

    Thorkild Strange Bjørnvig blev født 2. februar 1918 i Mejlgade i Aarhus som søn af fabriksinspektør Theodor Frese Pedersen Bjørnvig (1882-1966) og hustruen Adda Thomine Hammel Jensen (1888-1959). I en kronik af Blixen-eksperten Jørgen Stormgaard kan man læse, at Thorkild Bjørnvigs mor forinden havde mistet to børn og derfor lovede Gud, at hvis hun blev gravid igen, skulle hendes barn tjene Herren. (Jørgen Stormgaard: Blixen og Bjørnvig: Forfattere i følelsernes faldgrube. Kristeligt Dagblad, 2018-04-06). Thorkild Bjørnvigs barndom blev derfor præget af både forkælelse og høje forventninger til den sårbare dreng.

    ”– jeg har ikke kendt et menneske, der som Karen Blixen var mester i lange tavsheder, ikke de forlegne krænkede eller forvirrede, men de åbne aktive. Så rejste hun sig langsomt op, gik hen, lagde hånden om min nakke og kyssede mig på panden, og gik derefter tilbage til sin stol og satte sig igen.”

    ”Pagten”, s. 65.
    portræt af Thorkild Bjørnvig
    Foto: Ole Frederiksen
    • Født

      2. februar 1918 i Aarhus.

    • Død

      5. marts 2004 på Samsø.

    • Uddannelse

      Cand.mag. i litteratur i 1947 og dr.phil. i 1964, begge fra Aarhus Universitet.

    • Debut

      Stjærnen bag gavlen. Gyldendal, 1947.

    • Litteraturpriser

      Emil Aarestrup-medaljen, 1956. Søren Gyldendal-prisen, 1960. Dansk Oversætterforbunds Ærespris, 1962. Kritikerprisen, 1975. Holberg-medaljen, 1983. Rungstedlundprisen, 1998 m.fl.

    • Seneste udgivelse

      Siv vand og måne. Gyldendal, 1993.

    • Inspiration

      Naturen og temaer som døden og retfærdighed. Tysk litteratur såsom Rainer Maria Rilke, Friedrich Hölderlin og Johann Wolfgang von Goethe. Martin A. Hansen.

    I skolen blev han udsat for grum mobning, der gjorde ham usikker – men han fortsatte alligevel sin uddannelse og blev student fra Aarhus Katedralskole i 1938 og læste derefter sammenlignende litteratur (litteraturvidenskab) på Aarhus Universitet. Her fik han guldmedaljen for sin opgave om den tyske forfatter Rainer Maria Rilke (1875-1926) i 1946 og blev cand.mag. (der dengang hed mag.art.) i 1947. Samme år udgav han sin debutdigtsamling ”Stjærnen bag Gavlen” og mødte Karen Blixen (1885-1962). I 1948 startede han tidsskriftet Heretica sammen med bl.a. Ole Wivel (1921-2004), og Thorkild Bjørnvig var tidsskriftsredaktør indtil 1950. Heretica, der udgav sidste nummer i 1953, havde afgørende betydning for udviklingen af den litterære og kulturelle modernisme, der prægede efterkrigstiden i Danmark.

    I 1960 blev Thorkild Bjørnvig medlem af den nystartede forfattersammenslutning Det Danske Akademi, og i 1979 fik han titlen æresdoktor ved Lund Universitet. Hans digtsamling ”Anubis” blev en del af Kulturministeriets kulturkanon i 2006, og hans litteratur er med i mange antologier med de bedste digte fra det 20. århundrede. Thorkild Bjørnvig fik flere børn, bl.a. med Grete Bjørnvig (1922-1985), som han blev skilt fra i 1969.

    Thorkild Bjørnvig døde som 86-årig den 5. marts 2004 på Samsø, hvor han boede med sin kone, politikeren Birgit Bjørnvig (1936-2015).

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Dokumentaristen Morten Bos film om Thorkild Bjørnvig fra 1974. Bl.a. med oplæsning af miljødigtet ”Til fiskerne som blokerer Grinddal” fra samlingen ”Delfinen” (1975)

    Udvalgte bøger

    Delfinen. Miljødigte 1970-1975

    Thorkild Bjørnvigs miljødigte, der tæller **”**Delfinen” (1975), ”Abeguder” (1981) og ”Epimetheus” (1990), betød et skift i hans digtning. Frem trådte en stærk og politisk stemme, der indeholdt en indignation over, hvordan naturen blev udnyttet. De eksistentielle modernistiske overvejelser trådte her i baggrunden, og tidligere tiders myter blev erstattet af hverdagsvirkelighed, TV-avis, miljøproblemer og Nixon. Indignationen over naturens vilkår var dog ikke ny, og han havde diskuteret bl.a. vivisektion – dyreforsøg på levende dyr – med Karen Blixen mange år forinden, hører man i ”Pagten”. Begge var de stærke modstandere af vivisektion.

    ”Her begynder vi i dag/ avis television vision,/ begynder med noget som alle/ for en gangs skyld/ skulle kunne blive enige om,/ selv Nixon med Nixon:/ At giftige skylåg over Østamerikas større byer/ (…)/ er et absolut onde.”

    ”Har vi råd” i ”Delfinen”, s. 11.

    I filmmageren Morten Bos portrætfilm af Thorkild Bjørnvig fra 1974 fortæller forfatteren om udgangspunktet for et af digtene fra ”Delfinen”. Thorkild Bjørnvig havde læst i avisen om et skib, der lå ud for Esbjerg Havn. Skibet var fyldt med kemisk affald fra Grindstedværket, og det skulle dumpes ude på fiskerbankerne. Det fik en række aldrende fiskere til at omringe skibet i en aktion, og deres overraskende og stærke reaktion var Thorkild Bjørnvig helt enig i. Han fandt, at han var nødt til at udtrykke sig direkte og var med egne ord ”sprøjtende gal”. Det blev til digtet ”Til fiskerne som blokerer Grinddal”, der findes i ”Delfinen” og som slutter med en henvendelse til de barrikaderende fiskere: ”– I fiskere, hvis både ligge hindrende om Grinddal,/ om giftbåden,/ for enhver som endnu kan tænke enkelt/ og føle ligetil/ er retten jeres.” (”Delfinen”, s. 21).

    På den måde agerede lyrikeren dommer og fandt, at miljøet og naturens forsvarere havde retten på deres side. Processen med at skrive et digt hurtigt efter at have fået en impuls var ny for Thorkild Bjørnvig, der normalt skrev sine digte langsomt og arbejdede eftertænksomt på dem. Dette digt blev skrevet på fem kvarter, og det blev offentliggjort den følgende dag i Information.

    Andre af samlingens digte, såsom ”Stilheden”, er mere abstrakte. Det handler om en sjælden stille nat på Samsø, hvor stilheden splittes ud i to: Dødens stilhed og en mere frugtbar stilhed, der findes i bl.a. et uspiret frø. ”Delfinen” bruger vokalrim og et sprog med fremmedord og ord fra hverdagen.

    Genrer og tematikker

    I sin samtid fik Thorkild Bjørnvig ofte den stempling af anmelderne, at han ikke var folkelig (se også Morten Bos portrætfilm om Thorkild Bjørnvig). Han var derimod en lærd digter til eliten, og fraset hans miljødigtning så vinder hans digtning mening gennem dybdegående intertekstuel analyse, da han ofte refererer til mytologi, konkrete kunststykker eller personer i sin lyrik. Når digtene foldes ud i deres kontekst, og man eksempelvis læser de bagvedliggende myter, så vokser de i betydning. Med andre ord skrev Thorkild Bjørnvig betydningstunge, billedrige og filosoferende digte, der som oftest dyrkede en formfuldendt og klassisk komposition med fast metrik.

    Miljødigtene var imidlertid et skridt i en anden retning, hvor fremmedord, hverdagssprog og en politisk tone dominerede knækprosaen, men i sine sene digte vendte Thorkild Bjørnvig tilbage til den klassiske formfuldendthed. Dog uden den komplicerede og stramme rimteknik, der bl.a. var gældende i ”Anubis”. Den samling indeholder også digte med undergenren sonetter, såsom digtet ”Uglen”.

    Allerede i sin debutsamling ”Stjærnen Bag Gavlen” (1947) var Thorkild Bjørnvigs fascination af naturen tydelig. Digtet ”September” taler bl.a. om aftenstilhed, solsorteskrig og spejdende firben, og naturdigtningen fortsatte op gennem forfatterskabet, hvor halvfjerdsernes politiske miljødigte gav en ny og indigneret dimension til naturkærligheden. Også i sine essays beskæftigede lyrikeren sig med naturen og miljøet i bl.a. ”Også for naturens skyld – økologiske essays” fra 1978 og ”Barnet og dyret i industrisamfundet” fra 1979, og hans essays talte også ”Oprør mod neonguden” fra 1970, hvor han forsøgte at forstå ungdomsoprørets kulturelle rødder.

    Thorkild Bjørnvigs omfangsrige forfatterskab tæller desuden erindringer om barndom, skoletid, ungdom og soldatertid, ”Solens have og skolegården” (1983), ”Hjørnestuen og månehavet” (1984), ”Jordens hjerte” (1986) og den afsluttende ”Ønsket” (1987), der slutter, hvor den selvbiografiske bekendelseslitteratur i ”Pagten” tidsligt tager over.

    Udover emner som naturen, kosmos og universet er Thorkild Bjørnvigs digte som oftest bundet op på store temaer som eros, død, kunst, tid og erindring, og flere beskæftiger sig også med filosofiske problemstillinger såsom: Hvad er det gode liv? – Og hvad er det gode menneske? Til at belyse de problemstillinger tager han mytologien og kristendommen til brug.

    Beslægtede forfatterskaber

    Gennem sit etablerende arbejde med tidsskriftet Heretica blev Thorkild Bjørnvig en del af det, der kaldes dansk modernismes første bølge. Heretica (1948-1953) var et årligt tidsskrift, hvor fremtrædende forfattere, videnskabsfolk og kulturpersonligheder bidrog med forskellige tekster, der tematiserede den itusprængte virkelighed efter Anden Verdenskrig. Med den dystre debut ”Stjærnen bag Gavlen” havde digteren allerede skrevet sig ind i det litterære miljø, der efter to verdenskrige var præget af en følelse af meningsløshed. Både værdierne, økonomierne og menneskene var i krise, og gennem kunsten kunne man – alvorligt – reflektere over det forhold og give en modvægt til meningsløsheden. Det samme gjorde forfattere som digterforlæggeren Ole Wivel (1921-2004) og romanforfatteren Martin A. Hansen (1909-1955). Begge var Thorkild Bjørnvigs ven og allierede i arbejdet med Heretica. Både Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig har tydelige inspirationer fra eksistentialisme, kristendom og en filosofforfatter som Søren Kierkegaard (1813-1855).

    Samtidig havde Thorkild Bjørnvig sine videnskabelige arbejder med – og forkærlighed for – tysk og europæisk romantik med sig i bagagen, hvor navne som især Rainer Maria Rilke (1975-1926), Friedrich Hölderlin og Johann Wolfgang von Goethe (1749-1832) dominerede. Hos Thorkild Bjørnvig gav det sig til udtryk i en symbolstærk, ekspressiv og klassisk digtning, der beskæftigede sig med de store humanistisk spørgsmål og søgte en fast metrisk form.

    Med sine politiske miljødigte op gennem 1970’erne og til 1990 gik Thorkild Bjørnvig væk fra den anti-ideologiske tankegang, der prægede Heretica, og i hans fokus på skyldsspørgsmål, ansvar og forpligtelse ligner de digte en del af den mere politiske klimalitteratur, der udgives i det 21. århundrede. En nutidig forfatter som Jonas Eika (f. 1991) minder også om Thorkild Bjørnvig i hans arbejde med klassiske genrer – f.eks. sonetter hos Thorkild Bjørnvig og dannelsesromanen hos Jonas Eika – og i tematiseringen af en eksistentiel længsel efter at finde sammenhæng i en meningsløs tilværelse.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Digte

    Stjernen bag gavlen
    Stjernen bag gavlen

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1947.

    Evigt foraar
    Evigt foraar

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1954.

    Anubis
    Anubis

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1955

    Figur og ild
    Figur og ild

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1959.

    Udvalgte digte
    Udvalgte digte

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1963.

    Vibrationer
    Vibrationer

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1966.

    Ravnen
    Ravnen

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1968.

    Delfinen – miljødigte 1970-75
    Delfinen – miljødigte 1970-75

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1975.

    Morgenmørke
    Morgenmørke

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1977.

    Abeguder – miljødigte 1975-80
    Abeguder – miljødigte 1975-80

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1981.

    Den dobbelte lykke
    Den dobbelte lykke

    Thorkild Bjørnvig

    Brøndum, 1982.

    Gennem regnbuen
    Gennem regnbuen

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1987.

    Epimetheus – miljødigte 1980-90
    Epimetheus – miljødigte 1980-90

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1990.

    Siv vand og måne
    Siv vand og måne

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1993.

    Oversættelser, biografier og videnskabelige arbejder

    Martin A. Hansens digtning. Wivels forlag
    Martin A. Hansens digtning. Wivels forlag

    Thorkild Bjørnvig

    1949

    Rainer Maria Rilke og tysk tradition
    Rainer Maria Rilke og tysk tradition

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1959

    Kains alter – Martin A. Hansens digtning og tænkning
    Kains alter – Martin A. Hansens digtning og tænkning

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1964

    Forsvar for Kains alter – en kritisk efterskrift
    Forsvar for Kains alter – en kritisk efterskrift

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1965.

    Isak Dinesen – Karen Blixen
    Isak Dinesen – Karen Blixen

    Thorkild Bjørnvig

    Spektrum, 1985.

    Erindringer

    Pagten – mit venskab med Karen Blixen
    Pagten – mit venskab med Karen Blixen

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1974.

    Solens have og skolegården – erindringer 1918-1933
    Solens have og skolegården – erindringer 1918-1933

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1983.

    Hjørnestuen og månehavet – erindringer 1934-1938
    Hjørnestuen og månehavet – erindringer 1934-1938

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1984.

    Jordens hjerte – erindringer 1938-1946
    Jordens hjerte – erindringer 1938-1946

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1986.

    Ønsket – erindringer 1946-48
    Ønsket – erindringer 1946-48

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1987.

    Essays

    Begyndelsen
    Begyndelsen

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1960.

    Oprør med neonguden
    Oprør med neonguden

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1970.

    Tom på Thurø – en samtale mellem Tom Kristensen og Thorkild Bjørnvig. Andelsbogtrykkeriet
    Tom på Thurø – en samtale mellem Tom Kristensen og Thorkild Bjørnvig. Andelsbogtrykkeriet

    Thorkild Bjørnvig

    1971

    Virkeligheden er til – litterære essays
    Virkeligheden er til – litterære essays

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1973.

    Også for naturens skyld – økologiske essays
    Også for naturens skyld – økologiske essays

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1978.

    Barnet og dyret i industrisamfundet
    Barnet og dyret i industrisamfundet

    Thorkild Bjørnvig

    Gyldendal, 1979.

    Hvem er jeg
    Hvem er jeg

    Thorkild Bjørnvig

    Spektrum, 1985.

    Gammelt og nyt under solen
    Gammelt og nyt under solen

    Thorkild Bjørnvig

    Brøndum, 1986.

    Om forfatterskabet

    Film

    Portrætfilm med Thorkild Bjørnvig af Morten Bo

    Dokumentaristen Morten Bos film om Thorkild Bjørnvig fra 1974. Bl.a. med oplæsning af miljødigtet ”Til fiskerne som blokerer Grinddal” fra samlingen ”Delfinen” (1975)

    Opslagsværk

    Thorkild Bjørnvig i opslagsværket Den Store Danske

    Bøger

    Blixen og Bjørnvig. Pagten, venskabet og bruddet
    Blixen og Bjørnvig. Pagten, venskabet og bruddet

    Jørgen Stormgaard

    Syddansk Universitetsforlag, 2018

    ”Thorkild Bjørnvig” i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3
    ”Thorkild Bjørnvig” i Danske digtere i det 20. århundrede, bind 3

    Torben Brostrøm

    Gads Forlag, 1981

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Thorkild Bjørnvig

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Som ung drømte han om at dø

    Nils Gunder Hansen

    Berlingske Tidende, 2004-03-05.