
William Heinesen
- Redaktionen2021
- Rasmus Wiin Larsencand.mag., 2010
Intro
I færingen William Heinesens lange forfatterskab flokkes drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere i små isolerede øsamfund. Fra en af Færøernes atten forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener. Fra i sine unge år at skrive lyriske digte bevæger han sig senere i sit forfatterskab over realismen for endelig at finde sin egen form i det, der ofte er blevet betegnet som mytisk realisme. Hans historier er fulde af vitalitet og verdslig kådhed, men fremstår samtidig som selvstændige kosmos befolket af guddommelige originaler. Gennem koloristiske, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder de lyslevende frem på siderne og giver ikke blot læseren et sprællevende billede af Færøerne, men tematiserer samtidig livets tungeste og mest universelle problematikker. Ud over forfatterskabet har Heinesen også en væsentlig produktion af malerier, papirklip og journalistik bag sig.
Baggrund
William Heinesen (1900-1991) er født og opvokset på Færøerne, hvor han også, bortset fra et kort ophold i Danmark, levede hele sit liv. Dette har i høj grad præget hans forfatterskab, der kun sjældent bevæger sig uden for Færøernes grænser. På trods af dette skrev han dog gennem hele sit forfatterskab på dansk, som blev talt både i hjemmet og i skolen og indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne. Hans moder var særdeles interesseret i kulturlivet og var selv en glimrende pianist og et gennemmusikalsk menneske, mens faderen var handelsmand og ikke interesserede sig meget for åndslivet. Faderens forretning omfattede blandt andet skibsrederi, hvilket dukker op som motiv flere steder i Heinesens forfatterskab, som befolkes af de fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere og aparte intellektuelle, som William Heinesen gennem barndommen lærte at kende i den gamle del af Tórshavn Tinganæs. I blandt andet hovedværket ”De fortabte spillemænd” skildrer han Tinganæs under navnet Skindholmen og fremmaner billedet af et myldrende liv og et ikke mindre mylder af originaler: ”Det var Folk, jeg kendte meget godt i min barndom, jeg boede der jo. Skindholmen er Tinganæs” [1]Bjarne Nielsen BrovstDet muntre nord – William Heinesens liv og digtningCentrum, 1987..
”Det er aftendæmring og stjernetændingstid på vores løjerlige gamle planet, dette vort udgangspunkt og fodfæste i Altet: Jorden, den formørkede soldrabant, hvor menneskene bor, prisgivet dens tyngdes fangenskab og ansigt til ansigt med himmeldybets evigt ufortolkelige kryptogrammer.”
Heinesen skriver om den konkrete virkelighed, han er vokset op og lever midt i. Han giver den dog sin egen tone, og det Tórshavn man møder i værkerne er et magisk sted, som ligesågodt kunne have været et rent fiktivt spind.

Født
15. Januar 1900.
Død
12. marts 1991.
Uddannelse
Nogle få måneder på Købmandsskolen i København. Herefter journalistelev ved Folketidende i Ringsted.
Debut
Arktiske elegier og andre digte, 1921.
Litteraturpriser
Nordisk råds litteraturpris, 1965. Færøernes litteraturpris, 1975. Kritikerprisen, 1980. Sonningprisen, 1985. Det svenske akademis nordiske pris, 1987. M.fl.
Seneste udgivelse
Om børn, træer, hvaler og andre, der har god tid : poetiske perler. Sprotin, 2021.
Periode
Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme
Heinesen var i sin barndom stærkt optaget af religion og fortæller blandt andet om sin fascination af en på Færøerne residerende engelsk missionær. Han vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som hans kristne moder også afskyede. Hvor han respekterede og havde sympati for religion som sådan, afskyede han den fordømmende og livsundertrykkende missioneren som intet andet. Hurtigt blev hans livssyn herudover præget af marxismen, som ungdomsvennen, den senere digter, Christian Matras allerede sværgede til i en ung alder. Da Heinesen som ung kom til Danmark mødte han desuden Hans Kirk, som han satte stor pris på og hvis ideologiske livssyn kom til at øve en stærk indflydelse på Heinesens anden roman Noatun (1934). Et værk om en gruppe udflyttere, som efter en lovændring får mulighed for at grundlægge et nyt lille fiskersamfund.
Matras var ikke den eneste spirende digter, som spillede en rolle for Heinesen gennem de unge år, og især barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, som blev berømt for sin eneste roman ”Barbara”, fik stor betydning for Heinesens liv. I 1916 rejse de tre vordende digtere til Danmark for at uddanne sig, men William brændte ikke meget for lærdommen på Købmandsskolen i København, som hans far nærmest havde lokket ham ind på. Han lavede ikke andre lektier end sine danske stile, som til gengæld vakte begejstring, og efter få måneder på skolen blev han smidt ud. Herefter tog han til Ringsted for at blive journalistelev på byens avis Folketidende.
William Heinesens to år yngre bror Heine kommer til Danmark i 1918 for senere at udvandre til Canada, hvor han i en ung alder bliver offer for tuberkulosen, som i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Den gennemtrængende livsglæde i Heinesens værker ejer således den vægt og alvor, der opstår som resultatet af, at man vælger at elske livet på trods og ikke blot fordi, man ikke har grund til andet. Efter at have ladet grublerierne og tungsindet fylde meget i sine første digtsamlinger, erkender han med egne ord den simple sandhed i La Rochefoucaulds ord: ”På sorgen kan man lige så lidt som på solen stirre ufravendt” (kommentar til digtsamlingen ”Stjernerne vaagner” fra 1930).
Da Heinesens fader under Anden Verdenskrig bukker under efter blandt andet uheld med forretningerne og dør som følge af sygdom, bliver det William, der må overtage. Gennem et langt liv, der nåede at kaste syv digtsamlinger, seks novellesamlinger, syv romaner samt en del billedkunst af sig, nåede Heinesen altså også at virke inden for den handelsvirksomhed, hvis aktører han flere steder i sit forfatterskab sætter spørgsmålstegn ved. Han kæmper dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød, og efter voksende folkelig anerkendelse med udgivelsen af ”Noatun” og ”Den sorte gryde” gør succesromanen ”De fortabte spillemænd” fra 1950 det endelig muligt for Heinesen at leve af forfattergerningen. I 1991 dør William Heinesen efter et langt og virksomt liv og efterlader sig Færøernes vel nok betydeligste forfatterskab.
Udvalgte bøger
- Arktiske elegier
William Heinesen var blot 21 År, da han debuterede med digtsamlingen ”Arktiske elegier og andre digte”. Samlingen består af naturdigte og er inddelt i fire dele: ”Arktiske elegier l”, ”Arktiske ele...
Læs mere om bogen - Den sorte gryde
I den satiriske roman ”Den sorte gryde” fra 1949 bevæger Heinesen sig over mod det spor i forfatterskabet, der senere er blevet betegnet som mytisk realisme. Historien udspiller sig i den lille by,...
Læs mere om bogen - De fortabte spillemænd
Hvor ”Den sorte gryde” stadig befandt sig nærmere det realistiske og virkelighedsbundne end det mytiske, bevæger William Heinesens næste roman ”De for tabte spillemænd” (1950) sig længere ud mod de...
Læs mere om bogen - Det fortryllede lys
Heinesens første novellesamling ”Det fortryllede lys” fra 1957 er et stærkt udtræk af den motivkreds og tone, han i sine tre foregående romaner ”Den sorte gryde”, ”De fortabte spillemænd” og ”Moder...
Læs mere om bogen - Tårnet ved verdens ende
William Heinesen betegner sin sidste roman ”Tårnet ved verdens ende” (1976) som en ”poetisk mosaik roman om den yngste ungdom.” Romanen indledes med barnets første bevidsthed om den verden, det er ...
Læs mere om bogen
Gennem sit lange forfatterskab bevægede William Heinesen sig i mange retninger, og ikke overraskende er hans inspirationskilder derfor også mangfoldige. De bindes dog i vid udstrækning sammen af en gennemgående vitalitet og kærlighed til det verdslige liv. En kærlighed så stor, at netop det mest verdslige i deres forfatterskaber ofte kommer til at fremstå mytisk gennem en enten panteistisk naturfølelse eller blot en ophøjelse af menneskelivets skønhed og menneskenes forunderlighed.
Som ung mand i Danmark mødte Heinesen Otto Gelsted samt Hans Kirk, og de to fik afgørende indflydelse på hans værk. Gelsted blev hans redaktør og var stærkt medvirkende til, at hans første digtsamling ”Arktiske elegier” (1921) blev udsendt. Med sin store viden blev Gelsted, ifølge Heinesen selv, desuden hans ”universitet,” mens han og Kirk aldrig rigtig snakkede sammen om deres bøger. Ingen af dem var æstetiske i deres syn på verden. De interesserede sig for menneskene, som var omdrejningspunktet for deres samtaler. På trods af dette blev venskabet med Kirk dog afgørende for Noatun, som ofte sammenlignes med Kirks ”Fiskerne.”
I 1924 læste Heinesen Thøger Larsens naturdigte, som blev hos ham livet igennem. Den samme naturfølelse som man finder i Thøger Larsens digte, finder man hos Johannes V. Jensen, som Heinesen også beundrer på grund af hans klare og lyriske sprog. Hans holdninger brød han sig ikke om, men hans talent som forfatter anerkendte han, og hans egne skildringer af den færøske natur rummer noget af den samme barske skønhed og vitalitet som Jensens digtning.
Som vennen Jørgen-Franz Jacobsen giver Heinesen den lille øgruppe Færøerne et litterært udtryk og alene af denne grund kan de to siges at være beslægtede. Endelig kan endnu en forfatter som især ved sit livssyn og sin kærlighed til menneskene og særligt de skæve eksistenser siges at være i nært slægtskab med William Heinesen. Nemlig amerikaneren John Steinbeck.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Romaner, digte og noveller
William Heinesen
1924. Digte
Tekster
William Heinesen
2021
Biografi
Else og medforfatter William Heinesen Lidegaard
Gyldendal, 2011.
Om forfatterskabet
Link
Fin website om Heinesens forfatterskab. Her findes bl.a. citater fra anmeldelser samt resumeer af artikler og bøger om Heinesen.
Artikler
Jógvan Isaksen
2004
Bjarne Nielsen Brovst
Poul Kristensen, 2000.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning
Bjarne Nielsen Brovst
Centrum, 1987.
”William Heinesen” i Danske digtere i det 20. århundrede (Bind 1)
Mogens Davidsen
Gads Forlag, 2002


