William Heinesen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Rasmus Wiin Larsen
cand.mag., 2010

I færingen William Heinesens lange forfatterskab flokkes drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere i små isolerede øsamfund. Fra en af Færøernes atten forblæste øer, ude midt i Atlanterhavet, udmaler Heinesen gennem sit forfatterskab særegne og fremmedartede verdener. Fra i sine unge år at skrive lyriske digte bevæger han sig senere i sit forfatterskab over realismen for endelig at finde sin egen form i det, der ofte er blevet betegnet som mytisk realisme. Hans historier er fulde af vitalitet og verdslig kådhed, men fremstår samtidig som selvstændige kosmos befolket af guddommelige originaler. Gennem koloristiske, humoristiske og ofte bizarre og groteske fortællinger træder de lyslevende frem på siderne og giver ikke blot læseren et sprællevende billede af Færøerne, men tematiserer samtidig livets tungeste og mest universelle problematikker. Ud over forfatterskabet har Heinesen også en væsentlig produktion af malerier, papirklip og journalistik bag sig.

Baggrund

William Heinesen (1900-1991) er født og opvokset på Færøerne, hvor han også, bortset fra et kort ophold i Danmark, levede hele sit liv. Dette har i høj grad præget hans forfatterskab, der kun sjældent bevæger sig uden for Færøernes grænser. På trods af dette skrev han dog gennem hele sit forfatterskab på dansk, som blev talt både i hjemmet og i skolen og indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne. Hans moder var særdeles interesseret i kulturlivet og var selv en glimrende pianist og et gennemmusikalsk menneske, mens faderen var handelsmand og ikke interesserede sig meget for åndslivet. Faderens forretning omfattede blandt andet skibsrederi, hvilket dukker op som motiv flere steder i Heinesens forfatterskab, som befolkes af de fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere og aparte intellektuelle, som William Heinesen gennem barndommen lærte at kende i den gamle del af Tórshavn Tinganæs. I blandt andet hovedværket ”De fortabte spillemænd” skildrer han Tinganæs under navnet Skindholmen og fremmaner billedet af et myldrende liv og et ikke mindre mylder af originaler: ”Det var Folk, jeg kendte meget godt i min barndom, jeg boede der jo. Skindholmen er Tinganæs” [1].

”Det er aftendæmring og stjernetændingstid på vores løjerlige gamle planet, dette vort udgangspunkt og fodfæste i Altet: Jorden, den formørkede soldrabant, hvor menneskene bor, prisgivet dens tyngdes fangenskab og ansigt til ansigt med himmeldybets evigt ufortolkelige kryptogrammer.”

”Laterne magica”, s. 9.

Heinesen skriver om den konkrete virkelighed, han er vokset op og lever midt i. Han giver den dog sin egen tone, og det Tórshavn man møder i værkerne er et magisk sted, som ligesågodt kunne have været et rent fiktivt spind.

Foto: Per Pejstrup

Født
15. Januar 1900.
Død
12. marts 1991.
Uddannelse
Nogle få måneder på Købmandsskolen i København. Herefter journalistelev ved Folketidende i Ringsted.
Debut
Arktiske elegier og andre digte, 1921.
Litteraturpriser
Nordisk råds litteraturpris, 1965. Færøernes litteraturpris, 1975. Kritikerprisen, 1980. Sonningprisen, 1985. Det svenske akademis nordiske pris, 1987. M.fl.
Seneste udgivelse
Om børn, træer, hvaler og andre, der har god tid : poetiske perler. Sprotin, 2021.
Periode
Mellemkrigstidens socialrealisme og kulturradikalisme

Heinesen var i sin barndom stærkt optaget af religion og fortæller blandt andet om sin fascination af en på Færøerne residerende engelsk missionær. Han vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som hans kristne moder også afskyede. Hvor han respekterede og havde sympati for religion som sådan, afskyede han den fordømmende og livsundertrykkende missioneren som intet andet. Hurtigt blev hans livssyn herudover præget af marxismen, som ungdomsvennen, den senere digter, Christian Matras allerede sværgede til i en ung alder. Da Heinesen som ung kom til Danmark mødte han desuden Hans Kirk, som han satte stor pris på og hvis ideologiske livssyn kom til at øve en stærk indflydelse på Heinesens anden roman Noatun (1934). Et værk om en gruppe udflyttere, som efter en lovændring får mulighed for at grundlægge et nyt lille fiskersamfund.

Matras var ikke den eneste spirende digter, som spillede en rolle for Heinesen gennem de unge år, og især barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, som blev berømt for sin eneste roman ”Barbara”, fik stor betydning for Heinesens liv. I 1916 rejse de tre vordende digtere til Danmark for at uddanne sig, men William brændte ikke meget for lærdommen på Købmandsskolen i København, som hans far nærmest havde lokket ham ind på. Han lavede ikke andre lektier end sine danske stile, som til gengæld vakte begejstring, og efter få måneder på skolen blev han smidt ud. Herefter tog han til Ringsted for at blive journalistelev på byens avis Folketidende.

William Heinesens to år yngre bror Heine kommer til Danmark i 1918 for senere at udvandre til Canada, hvor han i en ung alder bliver offer for tuberkulosen, som i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Den gennemtrængende livsglæde i Heinesens værker ejer således den vægt og alvor, der opstår som resultatet af, at man vælger at elske livet på trods og ikke blot fordi, man ikke har grund til andet. Efter at have ladet grublerierne og tungsindet fylde meget i sine første digtsamlinger, erkender han med egne ord den simple sandhed i La Rochefoucaulds ord: ”På sorgen kan man lige så lidt som på solen stirre ufravendt” (kommentar til digtsamlingen ”Stjernerne vaagner” fra 1930).

Da Heinesens fader under Anden Verdenskrig bukker under efter blandt andet uheld med forretningerne og dør som følge af sygdom, bliver det William, der må overtage. Gennem et langt liv, der nåede at kaste syv digtsamlinger, seks novellesamlinger, syv romaner samt en del billedkunst af sig, nåede Heinesen altså også at virke inden for den handelsvirksomhed, hvis aktører han flere steder i sit forfatterskab sætter spørgsmålstegn ved. Han kæmper dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød, og efter voksende folkelig anerkendelse med udgivelsen af ”Noatun” og ”Den sorte gryde” gør succesromanen ”De fortabte spillemænd” fra 1950 det endelig muligt for Heinesen at leve af forfattergerningen. I 1991 dør William Heinesen efter et langt og virksomt liv og efterlader sig Færøernes vel nok betydeligste forfatterskab.

Udvalgte bøger

Livets mytiske kraft

En af Heinesens vigtigste kvaliteter er evnen til at lade det mytiske og det realistiske flyde sammen i en troværdig fremstilling af livet. Han omfavner livet og viser, hvor elskeligt det er med sine udsvævelser, eventyr og umuligheder.

Hos Heinesen bliver selve livet mytisk i hænderne på de, der lader det vokse og ikke spærrer det inde som for eksempel sekterikerne, hvis tilværelse netop bliver flad og fad, fordi de ikke forstår, at det transcendente og mytiske ligger i livet og ikke i efterlivet. Det guddommelige findes i følge Heinesen ikke i den immaterielle og strenge patriark Gud. Snarere er det at finde i åbenbaringen på bunden af en flaske brændevin eller i tonerne fra en violin stemt til lystig dans. Hos Heinesen står Dionysos, Pan og Afrodite i væsentlig højere kurs end kristendommens ulastelige søn og strenge fader. Gud og Jesus giver, ikke i den strenge og livsknægtende opfattelse af kristendommen, som Heinesen oplevede på Færøerne, ganske enkelt ikke livet plads til at udfolde sig i al sin mangfoldighed og frydefulde syndighed. På Færøerne var kristendommen et vigtigt element i tilværelsen hos en befolkning, der hver dag lagde deres skæbne i hænderne på de voldsomme naturmagter, hvis luner de som blandt andet fiskerination var helt afhængige af. Skulle Heinesens mytiske realisme være født ud af nogen reel mytologi, måtte det frem for kristendommens derfor snarere være den græske, den nordiske eller den brogede folketro, som også spiller en væsentlig rolle på Færøerne. Her bliver der ikke præket afholdenhed, men er tværtimod guder for alle livets aspekter og ikke blot én streng alfaderlig Gud. I for eksempel ”De fortabte spillemænd” inddrager Heinesen eksplicit den græske mytologi, mens han i ”Her skal danses” fantaserer om den nordiske mytologis tre norner Urd, Verdandi og Skuld.

Derudover skildrer han gennem hele forfatterskabet folkedansen og de gamle kvad som en levende del af den færøske folkesjæl og ikke blot som antikveret kolorit, der udstilles for turismens skyld. På denne vis er Heinesen en loyal ambassadør for og formidler af færøsk kulturhistorie, og hvor han er kritisk over for de sekteriske dommedagsdyrkeres usunde missioneren, skriver han overgivent om den livskraftige folketro, hvis forestillinger om huldre og trolde hos ham forekommer som en selvfølgelig del af livet på de forblæste klippeøer.

Hos Heinesen er selve livet det guddommelige, og samtidig med at hans univers er særdeles realistisk har det også et stærkt mytisk skær og får det blandt andet i kraft af, at Heinesen spejler det store i det små, og på denne måde behandler livets universaler gennem fremstillingen af den begrænsede verden, som hans Færøerne udgør. Den realistiske verden får i hans hænder en mytisk spændvidde og gyldighed, som samtidig gør det klart, at livets mening ikke findes i en transcendent virkelighed. Den findes lige her i en mytisk virkelighed, der først affortrylles idet, man søger at transcendere den og dermed punkterer den. For at nå livets essens skal man ikke lukke øjnene og søge indad. Tværtimod må man spærre dem op og se den poetiske skønhed og meningsfuldhed i almindeligheden, som Heinesen besynger gennem hele sit forfatterskab. I ”Tårnet ved verden ende” gøres besyngelsen eksplicit i en art hymne til almindeligheden, der altid træder til, når livet ser mest sort ud, og grublerierne tårner sig op:

”Men så var der almindeligheden – i den var der altid trøst at finde, og den vendtes der altid tilbage til, ofte i løb, i vildskab, i en slags uimodståelig forelsket higen.

Almindeligheden er dagen idag, igår og altid.

Almindeligheden er røgen, der ved middagstid stiger af alle skorstene og driver bort for vinden.

Almindeligheden er en grå kat, der løber hen over en vej

”Tårnet ved verdens ende”, side 150.

Stil og karakteristika

Den mytiske realisme, som i nogen grad er at finde i ”Den sorte gryde” fandt sin færdige form i skæmteromanen ”De fortabte spillemænd” og udvikledes herefter gennem Heinesens mest mytiske og poetisk kalejdoskopiske romaner ”Moder syvstjerne” og ”Tårnet ved verdens ende” samt i de mange novellesamlinger, som kom i perioden fra 1957 til 1985. Denne del af forfatterskabet er vel at regne for Heinesens mest blivende og originale bidrag til litteraturhistorien. Man må dog ikke glemme, at Heinesen tillige var en vigtig lyriker i især mellemkrigsårerne, hvor han i perioden 1921 til 1936 udgav fem digtsamlinger, som gjorde ham til en navnkundig poet, der måtte kæmpe hårdt for også at blive anerkendt som prosaist. Digtene var kendetegnet ved en stærk naturfølelse, og Heinesen har selv udtalt at den kosmiske følelse er uundgåelig på Færøerne. De små øer fylder ikke meget mellem Himlen og havet, som til gengæld fylder meget i både synsfeltet og bevidstheden hos færingerne og er helt centrale motiver i Heinesens digte. Havet og himlen er farlige kræfter, der grådigt sluger skibe og suger huse løs fra grunden.

Samtidig er de dog også de alfaderlige elementer, som ordner verden i et meningsfuldt hele. De er altings perspektiv, og allerede i denne opfattelse af naturen får man et indtryk af den mytiske virkelighedsopfattelse, som i prosaforfatterskabet skal komme til at spille en afgørende rolle. Himlens og havets guder Poseidon og Zeus er ikke vigtige som eksplicitte motiver i digtene, men implicit hersker de i stort set hver eneste linje.

Efter at have udgivet sine fire første digtsamlinger, forsøgte Heinesen at bryde igennem hos et større publikum ved hjælp af prosaens folkelige gennemslagskraft. Debutromanen ”Blæsende gry” fra 1934 blev dog ikke nogen succes, og den blev kritiseret for at være for ambitiøs og have for mange løse ender. Det var en socialt engageret murstensroman, men Heinesens komposition lå fjernt fra datidens danske socialrealisme og kritiske realismes logisk fremadskridende fortællerytme. Han åbenbarede sin verden i små bidder, som læseren så selv måtte stykke sammen til et hele. Denne tendens til at skrive en lyrisk og fragmenteret prosa har dog, på trods af debutromanens manglende succes, i det væsentlige holdt sig gennem hele forfatterskabet. Efter ”Blæsende gry” (som i 1961 blev redigeret ned til et kun halvt så langt og meget strammere komponeret værk) udkom i 1938 "Noatun", der fik en mere nådig modtagelse af både publikum og anmeldere. Efter denne ligeledes socialt engagerede roman begyndte Heinesen den del af sit forfatterskab, som gennem årerne fik flere kritikere til at se ham som en værdig nobelpriskandidat. Menneskene i romanerne og novellerne der fulgte herefter var stadig realistiske og de lyriske beskrivelser allestedsnærværende. Den kosmiske fornemmelse fra digtene spiller ligeledes en afgørende rolle. Niveauet er dog ganske enkelt blevet hævet, idet Heinesen er blevet en mere øvet romanforfatter og har fundet frem til en stil, hvor han kan forlene ovenstående karakteristika med en løssluppen humor, der bæres af groteske og bizarre hændelser og beskrivelser, uden dermed at give køb på alvoren. Han forfalder aldrig til blot at fiske efter et grin. Smerten og tragedien ikke blot lurer, men er åbenlyst til stede midt i al morskaben, og de poetiske skildringer bliver aldrig distanceret skønmaleri, men fremhæver tværtimod menneskets farlige magt og menneskets magtesløshed i verden.

Som mere atypiske udgivelser i den sidste del af forfatterskabet udsendte Heinesen de to digtsamlinger ”Hymne og harmsang” (1961) og ”Panorama med regnbue” (1972) samt middelalderromanen fra Færøerne ”Det gode håb” (1964).

Beslægtede forfattere

Gennem sit lange forfatterskab bevægede William Heinesen sig i mange retninger, og ikke overraskende er hans inspirationskilder derfor også mangfoldige. De bindes dog i vid udstrækning sammen af en gennemgående vitalitet og kærlighed til det verdslige liv. En kærlighed så stor, at netop det mest verdslige i deres forfatterskaber ofte kommer til at fremstå mytisk gennem en enten panteistisk naturfølelse eller blot en ophøjelse af menneskelivets skønhed og menneskenes forunderlighed.

Som ung mand i Danmark mødte Heinesen Otto Gelsted samt Hans Kirk, og de to fik afgørende indflydelse på hans værk. Gelsted blev hans redaktør og var stærkt medvirkende til, at hans første digtsamling ”Arktiske elegier” (1921) blev udsendt. Med sin store viden blev Gelsted, ifølge Heinesen selv, desuden hans ”universitet,” mens han og Kirk aldrig rigtig snakkede sammen om deres bøger. Ingen af dem var æstetiske i deres syn på verden. De interesserede sig for menneskene, som var omdrejningspunktet for deres samtaler. På trods af dette blev venskabet med Kirk dog afgørende for Noatun, som ofte sammenlignes med Kirks ”Fiskerne.”

I 1924 læste Heinesen Thøger Larsens naturdigte, som blev hos ham livet igennem. Den samme naturfølelse som man finder i Thøger Larsens digte, finder man hos Johannes V. Jensen, som Heinesen også beundrer på grund af hans klare og lyriske sprog. Hans holdninger brød han sig ikke om, men hans talent som forfatter anerkendte han, og hans egne skildringer af den færøske natur rummer noget af den samme barske skønhed og vitalitet som Jensens digtning.

Som vennen Jørgen-Franz Jacobsen giver Heinesen den lille øgruppe Færøerne et litterært udtryk og alene af denne grund kan de to siges at være beslægtede. Endelig kan endnu en forfatter som især ved sit livssyn og sin kærlighed til menneskene og særligt de skæve eksistenser siges at være i nært slægtskab med William Heinesen. Nemlig amerikaneren John Steinbeck.