
John Steinbeck
- Redaktionen2014
- Samuel Krygierjournalist, 2005
Intro
Steinbeck er en af de store amerikanske forfattere, og han skrev en lang række romaner, hvoraf flere i dag står som klassikere i verdenslitteraturen. Blandt hans vigtigste værker findes “Mus og mænd” og “Vredens Druer”. De kombinerer begge en skarp kritik af landarbejderklassens vilkår under Amerikas økonomiske depression i 1930’erne med malende beskrivelser af den frodige natur i Californien. Denne hjemstavnsdigtning ses tydeligt i generationsromanen “Øst for Paradis”, hans hovedværk i efterkrigstiden. Steinbeck var gennem hele sit liv hård modstander af ulige sociale vilkår, rovdrift på naturen og forskelsbehandling af etniske minoriteter. I sine bøger taler han for at leve et simpelt liv med værdighed og i harmoni med naturen.
Baggrund
John Steinbeck blev født og voksede op i Salinas, Californien, et frugtbart område beboet af mange forskellige nationaliteter. Hans forældre var af tysk og irsk afstamning, og mens faderen havde en række forskellige jobs uden større økonomisk success, så brugte moderen, en tidligere lærerinde, meget tid på at lære Steinbeck og hans tre søstre om litteraturens forunderlige verden.
”Og medens kalifornierne begærede mangt og meget: at skrabe sammen, social fremgang, fornøjelse, luksus og en mærkelig banksikkerhed, begærede de nye barbarer kun to ting: jord og mad. Og for dem var de to ting eet og det samme. Og medens dét kalifornierne begærede, var tåget og uklart, lå dét okierne begærede, ved siden af vejen. Det lå der, så man kunne se det og begære det: de gode marker…”

Født
27. Februar 1902 i Salinas, Californien, USA.
Død
20. December 1968 i New York, New York, USA.
Uddannelse
Begyndte i 1919 at studere marinbiologi ved Stanford University, men forlod universitetet i 1925 uden at tage afsluttende eksamen.
Debut
Cup of Gold, 1929 (Månens gyldne bæger, 1954).
Litteraturpriser
California Commonwealth Club’s Gold Medal for Dagdriverbanden, 1935. Pulitzer prisen og National Book Award for Vredens Druer, 1939, Nobelprisen i litteratur 1962.
Seneste udgivelse
Kong Arthur og hans ædle riddere: efter Thomas Malorys Winchester manuskript og andre kilder. 1979. (The Acts of King Arthur and His Noble Knights. 1976). Ufuldstændigt manuskript posthumt udgivet.
Som fjortenårig besluttede den unge Steinbeck, at han ville være forfatter og brugte timevis på sit værelse med at digte og skrive historier. I 1919 begyndte Steinbeck på Stanford University, hvor han studerede marinbiologi, men hans største lidenskab var stadig at skrive. Steinbeck forlod universitetet i 1925 uden den afsluttende eksamen, hvorefter han tog en række forskellige småjobs blandt andet som bygningsarbejder, malersvend og frugtplukker. I 1929 debuterede han som forfatter uden synderlig succes og mødte samme år Carol Hennings, som han blev gift med i 1930. Herefter slog Steinbeck sig ned som fuldtidsforfatter, og havde sit vel nok mest produktive årti hvad angår kvalitet og kvantitet.
Under Anden Verdenskrig arbejdede han som krigskorrespondent for avisen New York Herald Tribune, og disse artikler blev senere samlet i “Once There was a War” i 1958 (“Der var engang en krig”, 1961). I samme periode blev han skilt fra sin første kone, men han giftede sig hurtigt igen med sangerinden Gwyndolyn Conger og flyttede fra Californien til New York. Ægteskabet med Gwyndolyn var ulykkeligt, og de blev skilt i 1949. Året efter gifter han sig for tredje og sidste gang med Elaine Scott. Foruden sine bøger begyndte Steinbeck nu også at skrive skuespil og filmmanuskripter, blandt andet til Elia Kazans “Viva Zapata!” fra 1952 med Marlon Brando i hovedrollen.
I 1961 udgav han sin sidste roman, “The Winter of Our Discontent” (“Vort mismods vinter”, 1961), og året efter modtog han Nobelprisen i litteratur “for sit realistiske såvel som opfindsomme forfatterskab, kendetegnet ved en sympatisk humor og en skarp samfundsmæssig opfattelsesevne”. Herefter skrev han kun nonfiktion og begyndte at involvere sig i Amerikas tilstedeværelse i Vietnam, hvor han forsvarede præsident Lyndon B. Johnsons politik. Samtidig angreb han også heftigt Amerikas racisme, grådighed og mangel på moral i bogen “America and Americans” fra 1966. John Steinbeck døde af et hjerteslag i New York 1968.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
- The Grapes of Wrath
“The Grapes of Wrath” fra 1939 (“Vredens Druer”, 1939) er en moderne folkevandringssaga fra 1930’erne om Oklahomas forgældede bønder, der tvinges fra hus og hjem på grund af tørke og økonomisk kris...
Læs mere om bogen - The Pearl
Det er ikke blot den hvide amerikanske arbejderklasse, der nyder godt af Steinbecks sociale engagement. Også kulturelle minoriteter og oprindeligt indfødte befolkningsgrupper, kan finde en forkæmpe...
Læs mere om bogen - East of Eden
Steinbecks vigtigste værk i efterkrigstiden er den episke slægtsfortælling “East of Eden” fra 1952 (“Øst for Paradis”, 1952), hvor han vender sig bort fra de gruppeportrætteringer der prægede de ti...
Læs mere om bogen
De er i sandhed frie og uskyldige, som man ifølge Steinbeck kun kan være ved at stå udenfor samfundet. Steinbeck bruger meget tid under paisanoernes eventyr på at beskrive landskabet og samfundet. Han giver byen Monterey liv og farve ved at fortælle om beboernes forskellige små vaner, bygningernes specielle særpræg, og ikke mindst ved fyldigt at beskrive området omkring den, med sine rullende bakker, den solbestrålede kyst der leder ud til Stillehavet og det farverige plante- og dyreliv. Disse malende naturbeskrivelser er, sammen med det naturalistiske sprog som karakterernes samtaler gengives i, specielt kendetegnende for Steinbecks meget personlige skrivestil. Han var selv opvokset i Californien omgivet af samme slags mennesker, som bliver beskrevet i romanen, og denne form for hjemstavnsdigtning går igen flere gange i de senere værker.
Af sin samtid blev “Tortilla Flat” anset som en velkommen afveksling til det tungsind, der var fremherskende på grund af 1930’ernes økonomiske depression. I kommunistiske kredse vakte det dog forundring, at Steinbeck kunne hylde hovedpersonernes fattigdom og lediggang og ligefrem finde deres tilværelse i Monterey idyllisk.
Den økologiske Steinbeck
I den hjemstavnsdigtning der omhandler Steinbecks Californien og især hans barndoms Salinas, er et gennemgående motiv menneskenes forhold til den natur, de lever af. Steinbecks dom over karakterernes moralske værdi måles efter deres forhold til jorden: De bedste er dem der elsker og respekterer jorden med en kærlighed, der nærmer sig tilbedelse, og de værste er dem, der blot driver rovdrift på den uden eftertanke. Det ses i bøgerne “Pastures of Heaven” fra 1932 (“De himmelske græsgange”, 1942), “The Long Valley” fra 1938 (“Den lange dal”, 1941), og især i “The Red Pony” fra 1937 (“Den røde pony”, 1960). Her kan man også se Steinbecks interesse for de fælles livsprocesser, ikke blot dem der er fælles for menneskerne, men også dem der forbinder mennesker med dyr.
“The Red Pony” er en kort roman om drengen Jody Tiflin, der bor på sin families ranch i Californien. Den er en klassisk fortælling om den svære overgang fra barn til voksen, og gennem en række tilspidsede situationer og krisemomenter belyses en række vigtige aspekter ved livet, deriblandt den smerte og følelse af tab, der er knyttet til døden. Selvom stemningen i bogen er alvorlig, så er den aldrig trist eller dyster, for Steinbecks beskrivelser af livet på ranchen er enkle og ligefremme på en måde, der er spændende at læse.
En af de centrale hændelser er, da Jody får en pony med det formål at lære ansvarsfølelse. Han er i starten henrykt, men hesten bliver syg og dør, og nu må Jody for første gang se livets barske realiteter i øjnene. Dette er bare én af mange dramatiske oplevelser, der tilsammen ved bogens slutning har udviklet Jody til at være en medfølende, selvstændig og ansvarsbevidst ung mand. På den måde viser “The Red Pony”, at selv de hårde oplevelser, man får i løbet af livet, ofte er de bedste læremestre.
De tidlige politiske romaner
I Steinbecks første politiske roman “In Dubious Battle” fra 1936 (“Det ukuelige sind”, 1940), der handler om en frugtplukkerstrejke, går han til angreb på de elendige vilkår, som arbejderklassen lever under. Dette engagement hvad angår samfundets svage og udsatte fører han videre i de følgende værker.
”George og Lennie drømmer sammen om en dag at have penge nok til at købe en gård. De få tønder land som George hele tiden beskriver for Lennie, hvor de vil dyrke deres egne afgrøder og passe deres egne kreaturer, repræsenterer et paradis, hvor de kan leve et frit, selvstændigt og idyllisk liv beskyttet mod verdens grusomheder.”
Sentimentaliteten fra de tidligste bøger er bestemt ikke at finde i “Of Mice and Men” fra 1937 (“Mus og mænd”, 1937), en tragisk historie om venskabet mellem George og den enfoldige Lennie, der begge lever som omstrejfende rancharbejdere. George optræder som en faderfigur for Lennie, der altid kommer i problemer på grund af sin store muskelkraft. Steinbecks dystre fortælling er bygget på knugende ensomhed og bristede drømme, for folk som George og Lennie, der rejser fra gård til gård i håb om arbejde, har sjældent nogen at se op til for kammeratskab og beskyttelse. Og mange af de andre karakterer i bogen indrømmer også at være dybt ensomme. Alle søger de efter en kammerat, nogen til at hjælpe dem med at klare menneskets grundlæggende isolation.
George og Lennie drømmer sammen om en dag at have penge nok til at købe en gård. De få tønder land som George hele tiden beskriver for Lennie, hvor de vil dyrke deres egne afgrøder og passe deres egne kreaturer, repræsenterer et paradis, hvor de kan leve et frit, selvstændigt og idyllisk liv beskyttet mod verdens grusomheder. Men til slut er verden alligevel for barsk og skånselsløst et sted til at bære sådan et utopisk drøm, og Lennie og George adskilles i romanens voldsomme slutning.
Fest og ballade på samfundets bund
I “Cannery Row” fra 1945 (“Et mægtigt gilde”, 1946) vender Steinbeck tilbage til den samme type fortælling, som skabte hans gennembrud i 1935 med “Tortilla Flat”. Det løst sammensatte plot handler om Mack og hans gruppe af arbejdsløse men opfindsomme venner, der bor i et faldefærdigt skur i den californiske havneby Montereys hårde kvarter. De vil holde en fest for deres melankolske kammerat Doc, og det kommer der en række morsomme forviklinger ud af. Størstedelen af bogen består dog af små vignetter, der ikke har noget at gøre med det overordnede plot, men som i stedet belyser livet blandt underklassen. Disse små indskudte fortællinger er ofte præget af barske beskrivelser af vold, men de viser også sammenhold og varme blandt mennesker på samfundets bund.
Blandingen af de naturalistiske beskrivelser af fattigdom overfor den næsten utopiske idealisering af arbejderklassens sammenhold og næstekærlighed er paradoksal, og Steinbeck er blevet beskyldt for med “Cannery Row” at vende tilbage til samme sentimentalitet, der også prægede “Tortilla Flat”. I sidste ende slutter alting lykkeligt med en stor fest, hvor alle kvarterets beboere fejrer Doc og ikke mindst deres eget sammenhold. Steinbeck skrev en efterfølger i 1954 med titlen “Sweet Thursday” (“En dejlig torsdag”, 1954), der følger Mack og Docs videre færd.
En af Amerikas store forfattere
John Steinbeck hører til blandt de helt store amerikanske forfattere, og i hans bøger er der en række træk man ofte genfinder i amerikansk naturalistisk prosa i 1900-tallet. Af hans samtidige er det Ernest Hemingway, F. Scott Fitzgerald og især John Dos Passos, der beskæftiger sig med en række af de samme problematikker som Steinbeck. Hos Hemmingways karakterer finder vi den samme angst som gennemsyrer personerne i Steinbecks politiske romaner, Fitzgerald deler Steinbecks foragt for penge og deres fordærvende kræfter, og hos Dos Passos er der den samme afsky overfor materialisme og harme over social uretfærdighed.
”Steinbecks prosa indeholder en række arketypiske træk, blandt andet menneskets forhold til den jord de lever på, den evige søgen efter et hjem man kan kalde sit eget, og ikke mindst den amerikanske drøm om et bedre liv et andet sted i det vældige land.”
Generelt kan man sige, at Steinbecks værker indeholder maleriske, smukke naturbeskrivelser, men hvor personernes indre landskaber ofte er præget af ensomhed, isolation og nederlag. Alligevel er det beskrevet på en måde, så vi kan se, at der stadig findes håb selv på samfundets bund. Steinbeck beskæftiger sig mest med arbejder- og underklassens problemer, hvis værdier han finder mere autentiske, hvis ikke moralsk overlegne, i forhold til overklassen og de intellektuelle. Han citeres i Paris Review nr. 45 fra 1969 for at mene, at det er “ … forfatterens pligt at opløfte, at række ud, at opmuntre ”. Der ligger en stor skepsis over for pengenes lykkebringende kraft, men det bør nævnes, at Steinbeck ikke var kommunist, hvis synspunkter han fandt for ekstreme.
Steinbecks prosa indeholder en række arketypiske træk, blandt andet menneskets forhold til den jord de lever på, den evige søgen efter et hjem man kan kalde sit eget, og ikke mindst den amerikanske drøm om et bedre liv et andet sted i det vældige land. Hans karakterer er ofte rastløse rejsende, der trods deres fattigdom besidder en næsten umenneskelig udholdenhed og en stille værdighed, og det er deres stemme som Steinbeck har bragt ud i offentligheden gennem sine bøger.
Relaterede forfattere
Bibliografi
John Steinbeck
1957. (The Short Reign of Pippin IV. 1957). Roman
John Steinbeck
1979. (The Acts of King Arthur and His Noble Knights. 1976). Ufuldstændigt manuskript posthumt udgivet
Skuespil af John Steinbeck
John Steinbeck
1954. Musical
Filmmanuskripter af John Steinbeck
John Steinbeck
1944. Instrueret af Alfred Hitchcock
John Steinbeck
1945. Instrueret af Irving Pichel
Om John Steinbeck
1974
Jackson J. Benson
1990
John Ditsky
2000
David A. Laws
2002
Om forfatteren
Links
Biografi og artikler.
Biografi, artikler og bibliografi.
Hjemmeside om Nobelpristagere med taler, biografi og artikler.
Artikler om forfatterens bøger. Søg på 'John Steinbeck'
Omfattende artikel om forfatteren med links videre

