Jørgen-Frantz Jacobsen

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Rasmus Wiin Larsen
cand.mag., 2011

Jørgen Frantz Jacobsens navn forbindes af de fleste med ”naturfænomenet” ”Barbara” fra kærlighedsromanen af samme navn. Klassikeren om 1700 tallets Færøerne udkom året efter, at Jacobsen som blot 37 årig døde af tuberkulose. Inden da havde han dog nået at gøre sig bemærket med en række velskrevne og vidende kronikker om nordiske forhold samt et par mindre bøger om henholdsvis hjemlandet Færøerne og dets forhold til Danmark. Ligeså stormfuldt passioneret som romanforfatteren Jørgen Frantz Jacobsen lader bogstavernes brænding fyge hen over siderne, ligeså kyndigt, levende og velreflekteret skriver journalisten og historikeren Jørgen Frantz Jacobsen. Desuden har en række posthume udgivelser præsenteret Jacobsen som en følsom og personlig brevskriver.

Baggrund

Jørgen-Frantz Jacobsens bedrifter tidligt i livet gav løfter om noget stort. Hans eftermæle taler da også om en væsentlig skikkelse i færøsk kulturliv. Dog fortæller det også historien om et talent, der aldrig fik ro og tid til at udnytte sit talent til fulde. Barndomsvennen og forfatterkollegaen William Heinesen skriver i sit forord til ”Barbara”: ”Jørgen-Frantz Jacobsen, der er født i 1900 som søn af en købmand i Thorshavn på Færøerne, var en udadvendt og positiv natur og en mangesidig begavelse, og med rette stilledes der store forventninger til ham. Utvivlsomt ville han have kunnet gøre en betydelig indsats både som videnskabsmand (historiker) og politiker, hvis ikke en hårdnakket sygdom havde hindret ham i hans frie udfoldelse. Denne sygdom, tuberkulose, begyndte allerede at optræde i hans toogtyvende år, da han som student boede på Regensen (traditionsrigt kollegium i København, red.), og den kom til at præge hele hans senere liv. Den tvang ham i lange perioder til sengeleje og passivitet, men den formåede aldrig at kue hans livsmod og hans ånd.” [2].

”De havde nu roet i godt tre timer. Over deres hoveder trådte pludselig det vældige Konefjeld ud af skyerne som et forstenet brøl. Tågerester jog endnu forbi denne sorte bjergruin, tilhyllede de gigantiske hamre og blottede dem igen […].”

”Barbara”, s. 182.

Foto: Ritzau Scanpix

Født
29.11.1900 i Thorshavn, Færøerne.
Død
24.3.1938 på Vejlefjord Sanatorium.
Uddannelse
Cand.mag. i historie og fransk ved Københavns Universitet.
Debut
Danmark og Færøerne. V. Pios boghandel, 1927.
Litteraturpriser
Ingen.
Sidste udgivelse på dansk
Kære Estrid – Jørgen-Frantz, du kære. Et møde med forfatteren og modellen tilBarbaragennem deres breve til hinanden (ved Else Lidegaard). Gyldendal, 2011. Barbara: Originaludgave 1939.
Inspiration
La Rochefoucauld.

Jørgen-Frantz Jacobsens far var produktet af en færøsk-svensk far af dansk afstamning og en færøsk mor. Han kom til verden i København og talte dansk. J-F Jacobsens mor var af færøsk bondeslægt, men flyttede allerede som barn til Thorshavn. Med deres far talte Jørgen-Frantz og hans søskende dansk, mens de med deres mor og hinanden talte færøsk – et sprog som ligner norsk og islandsk mere end dansk. At han talte dansk med faderen må formodes at være en af de væsentligste årsager til den naturlighed og ekvilibrisme, som J-F Jacobsen gennem sit forfatterskab stiller til skue inden for det danske. En anden og vel nok mindst lige så væsentlig forklaring er den, at han de sidste godt tyve år af sit liv boede i Danmark kun afbrudt af kortere ophold i Thorshavn. Han blev student fra Sorø Akademi i 1919 og studerede senere historie og fransk ved Københavns Universitet. Samtidig skrev han under studietiden kronikker til Politiken, hvor han blev fast medarbejder, da han i 1932 endelig fik sin kandidatgrad. Gang på gang var tuberkulosen kommet i vejen og havde ageret stopklods for hans virke, og den blev en skæbnebestemmende faktor. Han var da også kun fast medarbejder ved Politiken indtil 1934. Men hans breve til musen Estrid Bannister Good, som inspirerede ham til romanskikkelsen Barbara, giver indtryk af, at dette i lige så høj grad som tuberkulosen skyldtes en voksende lede ved journalistikkens krav om effektivitet og den deraf følgende overfladiskhed. J-F Jacobsen længtes efter at kunne hellige sig sin forfattervirksomhed og baske friere med vingerne. Resultatet af denne større frihed blev ”Barbara,” hvis succes han dog aldrig nåede at opleve.

I årerne efter 1934 blev tuberkulosens angreb på hans krop kun værre og værre, og mens han skrev på romanen, røg han ind og ud af hospitaler og andre behandlingssteder, som han med vekslende frekvens havde gjort det i mange år. Særligt kom Vejlefjord Sanatorium til at spille en stor og ikke kun nedtrykkende rolle i hans liv. Han fik på godt og ondt mange følelsesladede stunder på dette sted, hvor han efter mange års sygdom og udmarvende behandlingsforløb udåndede den 24. marts 1938.

Det var kendetegnende, at tuberkulosen kun i særligt hårde perioder fik lov til at svække Jørgen-Frantz Jacobsens livskraft og kærlighed til livet. Gang på gang fremhæver han i sine breve, at han ikke er disponeret for sortsyn, og han tilslutter sig franskmanden La Rochefoucaulds ord om, at menneskenes lykke og ulykke ikke afhænger mindre af deres humør end af skæbnen. Stærke ord fra en mand som skæbnen var så hård imod.

Udvalgte bøger

Barbara
I sin historiske kærlighedsroman ”Barbara” (1939) orkestrerer Jørgen Frantz Jacobsen med sans for folklore og storslået naturlyrik den dramatiske handling omkring forholdet mellem den unge danske t...
Læs mere om bogen

Breve

Foruden bøgerne og kronikkerne, som Jørgen Frantz Jacobsen skrev med tanke på publicering, er forskellige udvalg af hans breve blevet udgivet efter hans død. I 1958 udsendte William Heinesen den lille bog ”Det dyrebare liv – Jørgen-Frantz Jacobsen i strejflys af hans breve”. Bogen består af breve og uddrag af breve fra Jacobsen til Heinesen, og Heinesen binder brevene sammen med sin store viden om vennen og hans liv. På denne vis kommer bogen til at fungere som en lille selvbiografi, og brevene, som stammer fra årene 1918-1938, tegner billedet af en slagkraftig og livsklog mand, som på trods af langvarig og alvorlig sygdom er lykkeligt forelsket i livet.

”Og bort med al pessimisme! Sortsyn hænger sammen med fysisk fortræd og skade, og skal derfor ikke tages alvorligere end al anden skade. Sortsyn og ulyst er det abnorme, lyssyn hænger sammen med det sunde og normale og har derfor evig gyldighed.”

”Det dyrebare liv”, s. 28.

Han skriver om sin tilværelse som studerende i København, hvor han elsker foråret, som med stor lyrisk sans beskrives. Under en studietur til Grenoble skriver han lattervækkende hjem om de blaserte unge amerikanerinder, som han her møder, og overalt skinner kærligheden til hjemlandet Færøerne igennem: ”Uforglemmeligt det øjeblik, da man første gang stod ansigt til ansigt med den store Sandå. Et drama i naturen, en mægtig brusende strøm under den prægtige bro, og Kirkjubøreyn, det øde stenfjeld, lige i nærheden” (Det dyrebare liv, s. 75).

Han skriver om sin sygdom og opholdene på sanatorierne, ligesom han diskuterer forfattere og filosoffer. Romanen ”Barbara” og musen Estrid får naturligvis også nogle ord med på vejen, og i 2011 udgav journalisten Else Lidegaard et fyldigt uddrag af brevvekslingen mellem Jørgen-Frantz Jacobsen og Estrid Bannister Good. Bogen bærer titlen ”Kære Estrid – Jørgen-Frantz, du kære”, og her får man et fint indtryk af forholdet, som i vid udstrækning gødede jorden for en af det danske sprogs mest klassiske romaner om erotisk besættelse og kærlighed.

Jørgen-Frantz Jacobsen var i mange år ulykkeligt forelsket i Estrid, og brevene røber både skuffelser og håb. Estrid blev den uopnåelige muse, som måske i virkeligheden pirrede forfatteren i ham lige så meget, som hun pirrede alt muligt andet. Men det ændrer ikke på oprigtigheden i de klagesange og henførte besyngelser, som brevene rummer.

Historieskrivning og journalistik

Hvor både brevene og ”Barbara” blev udgivet efter Jacobsens død, publicerede han i sin levetid en række kronikker samt to små bøger. Henholdsvis en ”rejsehåndbog” om Færøerne og en bog om forholdet mellem Færøerne og Danmark.

”Set paa Baggrund af de Reduktioner, som det danske Monarki siden 1814 har været udsat for, er det let forstaaeligt, at man i Danmark med en vis Bitterhed betragter de færøske Selvstændighedsbevægelser.”

"Danskheden paa Færøerne", Nordiske Kroniker, s. 11.

I kronikkerne, som blev trykt i Politiken i perioden 1925-1937 og i 1943 udgivet på Gyldendal under titlen ”Nordiske Kronikker”, formidler Jacobsen sin store viden om hele Norden og naturligvis særligt om Færøerne. Kronikkerne har sigende navne som ”Danskheden paa Færøerne”, ”Det suveræne Island”, ”Den yderste kyst” og ”Et nordisk sprogs undergang.” Flere af kronikkerne rummer en blanding af levende reportage, historieformidling samt mere debatterende dele. Naturligt nok interesserer de små lande som Færøerne og Island Jacobsen, der ligeledes skriver om Shetlandsøernes nordiske fortid. Men de nordiske folks mentalitetshistorie – for eksempel Norges mindreværdsfølelse – fylder også meget. Det samme gør forholdet mellem Danmark og Færøerne, og i bogen ”Danmark og Færøerne” (1927) gør Jacobsen rede for den historiske baggrund for forholdet og lader desuden sin subjektive holdning til problematikken komme til udtryk.

Bogen ”Færøerne. Natur og folk” (1936) var tænkt som en introducerende håndbog, og på samme vis som i for eksempel kronikkerne ”Den yderste kyst” og ”Thorshavn” skriver han her i forfatterens rige sprog om sit hjemland. Han beskriver naturen, folket, de vigtigste erhverv og de forskellige øer. Fremstillingen er enkel, men samtidig er bogen rent sprogligt mere interessant end den gængse rejsehåndbog, og den er tillige stoppet med førstehåndsviden og historisk viden om for eksempel landets geologiske udvikling, de nationale særkender kædedansen og grindedrabene. Overgangen fra landbrugssamfund til fiskerisamfund skildres ligeledes, og bogen fungerer stadig fint som introduktion til et land, der har forandret sig meget siden forfatterens død, men hvis fjelde og hele ånd tegner sig med skarpe genkendelige konturer i hans på en gang nøgterne og farverige prosa.

Genrer og tematikker

Overordnet set løber en række tematiske og stilistiske spor gennem alle Jacobsens tekster og teksttyper. Først og fremmest spiller Færøerne en væsentlig rolle, og særligt den lyriske skildring af naturen og den loyale skildring af den jævne befolkning og deres skikke spiller en rolle. En mere kritisk fremstilling af embedsstanden, som undersøges på baggrund af en udstrakt historisk og samfundsmæssig viden, er også gennemgående, og i for eksempel kronikkerne bevæger Jacobsen sig med tydelige gearskift mellem den intellektuelle analyse af politiske og historiske forhold på den ene side og sansemættede udmalinger af natur og folk på den anden. Den intellektuelle og den følelsesmæssige måde at opfatte og forstå verden på mødes således i Jacobsens forfatterskab, og i ”Barbaras” realisme er den helt tydelig udestilleret i Barbaras handlinger og i omgivelsernes forsøg på at forstå dem.

Barbaras virkning sammenlignes i romanen med regnbuens livfulde og næsten barnlige farvespilspil og med solen, der som Barbara spreder lys omkring sig, men også er farlig, hvis man kommer den for nær. Hun fortryller og blænder ved sin virkning, mens hendes egentlige kerne paradoksalt nok ligger skjult i lys. Måske er den også skjult for hende selv. Nils Malmros, som har filmatiseret ”Barbara”, skriver om hende, at hun er ”inkarnationen af den færøske natur: omskiftelig og kraftfuld” (Nils Malmros: ”Indledning” i Omkring Barbara, s. 9).

I det hele taget spiller den voldsomme færøske natur en stor rolle i værket, hvor karaktererne skiftevis sejler gennem den ydre verdens reelle storm og brænding og oplever den i deres indre. Billedsproget og den virkelige verdens kulisser spiller på denne vis konstant sammen i skildringen af Poul og Barbaras kaotiske skæbner sammen og hver for sig. Der er dog fra Jacobsens side ikke kun tale om hudløs indlevelse, men også om mere nøgtern affotografering af livet på Færøerne. At rammen er historisk giver et arketypisk billede af Færøerne, før moderniteten begyndte at vaske mange af særkenderne væk, som Jacobsen selv skriver om det i sine ikke-fiktive tekster. På denne vis er ”Barbara” primært en universel roman om erotikkens irrationelle og kaosfyldte væsen, mens den sekundært er en sansemættet og vidende beretning om Færøerne.

Jacobsens breve rummer mange af de erfaringer, betragtninger og meget af den lyriske og humoristiske oplevelsesmåde, som i en mere bearbejdet form har fundet vej til siderne i ”Barbara”. Brevene til Estrid har ofte en jovial og bramfri tone, som blander sig med Jørgen-Frantz Jacobsens åbne kærlighedserklæringer. Den evige længsel efter at være Estrid nærmere og kærere er konstant nærværende. Brevene til vennen William har naturligvis en anden karakter, men trækker man kærlighedserklæringerne fra og betoner Jacobsens kvaliteter som lyrisk prosaist (som dog heller ikke er fraværende i brevene til Estrid) og reflekterende brevskriver, har man et godt indtryk af stilen.

Hvor Jørgen-Frantz Jacobsen i ”Barbara” og brevene skriver på baggrund af sit helt personlige følelsesliv, er han i ”Færøerne. Natur og folk” og ”Danmark og Færøerne” samt i sine ”nordiske” kronikker anderledes objektiv. Ikke objektiv i forstanden tørt docerende. Men faktisk er det at docere ikke nogen dårlig betegnelse for formen i disse arbejder, hvor det i høj grad er historikeren og den berejste nordbo Jørgen-Frantz, der skriver – eller forelæser om man vil. I denne rolle trækker Jacobsen samtidig på sine evner som formidlende journalist samt forfatter, og disse arbejder er således både præget er en stor ophobning af viden og af en medrivende stil. Jacobsen er altid velargumenteret i sine kronikker, og han ender aldrig i uigennemtænkte følelsesudbrud. På dette punkt er han præget af den rationalisme, som betegnede den franske kultur og tænkning, som han studerede på universitetet. Han var europæer og særligt nordbo. Først og fremmest var han dog færing, og han var selvstyremand. Han skosede på ingen måde Danmark, men han ønskede for færingerne, at de ville få lov til at styre deres eget land uden unødvendig dansk indblanding. Dog ønskede han ikke nogen total løsrivelse fra Danmark. Han gav udtryk for dette synspunkt og tog på denne vis aktivt del i den debat om færøsk selvstændighed, som stadig fylder meget i færøsk politik. Ud over at tage del i debatten var han dog også, og dette er måske vigtigere, en aktiv formidler af den, og han formåede med stor indlevelse at se den fra både dansk og færøsk side.

Beslægtede forfatterskaber

Jørgen-Frantz Jacobsen skrev sig ind i flere litteraturhistoriske kontekster og er først og fremmest en del af Færøernes kulturhistorie. Men da han skrev på dansk og levede i Danmark i mange år, er den danske sammenhæng også af stor betydning. Stoffet og hele koloritten har en umiskendelig duft af færøske saltvandssprøjt og tørret fårekød. På samme vis som vennen William Heinesen valgte han dog at skrive på dansk, og i et lille samfund som det færøske, hvor skriftsproget samtidig er så ungt, betyder dette naturligvis noget. Jacobsen skriver selv om den nationale bevægelse på Færøerne, og de ca. tyve år ældre brødre J.H.O. og H. A. Djurhuus bliver ligesom den samtidige romanforfatter Heðin Brú og lyrikeren Christian Matras vigtige skikkelser for den færøsksprogede litteratur. Jacobsen står på sin vis uden for hele denne bølge af digtere, som berigede og udviklede det færøske sprog, men rent indholdsmæssigt er han naturligvis både præget af og formidler af sit fædrelands natur, samfund og dets befolkning. Det samme kan i øvrigt siges om Heinesen, der modsat Jacobsen boede i Tórshavn gennem næsten hele sit liv, men ikke følte sig hjemme i det færøske sprog.

Hvad den danske sammenhæng angår, placerer selve sproget Jacobsen i en dansk kontekst, som er en selvfølge for danske forfattere, men som naturligvis er en mere speget affære for en færing, som gik ind for færøsk selvstændighed, men holdt af Danmark og ikke mindst den kulturelle påvirkning herfra. Blandt andet forbandt han den nationale bevægelse på Færøerne med den danske og mente, at den havde hentet megen inspiration i 1800-tallets danske kulturliv.

Fra ”Barbara” er det nærliggende at drage en parallel til J. P. Jacobsens roman ”Fru Marie Grubbe.” Værket fra Det moderne gennembrud handler på samme vis om en kvinde, som i højere grad er drevet af en indre erotisk kraft end af et ønske om at behage sine omgivelser. De er begge repræsentanter for en seksuel frigørelse, om end det kan siges, at Jørgen-Frantz Jacobsen ikke er egentlig samfundskritisk, men snarere universel i sit sigte. Der er den interessante lighed mellem de to Jacobsener, at de begge var rundet af en fornuftspræget tilgang til verden. J. P. oversatte Darwin og var en dygtig biolog, mens Jørgen-Frantz allerede i sine tyvere skrev begavet og velreflekteret om historiske og samfundsmæssige emner. Han ønskede at blive historiker og politiker. I deres romaner lod begge disse to fornuftsmennesker dog en mere lyrisk, romantisk præget og flere steder nærmest dionysisk stil og livsopfattelse brænde igennem.