Halldór Kiljan Laxness

Genrer og tematikker

Halldór Laxness skrev nogle af Islands første modernistiske digte, men det var prosaen, der blev hans foretrukne genre. I sine romaner kombinerede han splittelsen med den klassiske narrative fortælling, og særligt hans personskildringer fremhæves af eftertiden som hans særkende. Han beskriver mennesker fra alle samfundslag troværdigt og levende. Nogle karakterer skaber han med inspiration fra historiske personer, men uanset ophav består hans persongalleri af runde, komplekse og psykologiske portrætter af alt fra sultne, forældreløse børn, stolte kvinder til embedsmænd, konger og krigshelte.

Halldór Laxness fastholder i sine fortællinger et romantisk syn på kærligheden. I hans største fortællinger spiller kærligheden, ofte den uopnåelige eller umulige, en central rolle for karakterernes udvikling. Nogle hærdes af følelseslivets prøvelser, som Olaf i ”Verdens lys”, der fejlslagent forsøger at dulme sine kærlighedssorger ved at tage sit eget liv, men overlever og senere møder kærligheden i andre former til andre kvinder. Andre af Laxness’ karakterer forfalder pga. forelskelsen, der kan medføre både emotionel og social nedtur.

Om det var inden for hjemmets fire vægge eller på verdensplan gik Laxness ind for fred. Antivold og personlig frihed var nogle af hans mærkesager. Flere af romanerne har krig og vold som omdrejningspunkt, og den verdenspolitiske dagsorden indgår implicit og eksplicit i alle Laxness’ bøger. Den islandske selvstændighedskamp, socialisme, verdenskrige og den kolde krig udgør litteraturens bagtæppe.

Halldór Gudmundsson, der har skrevet en omfattende kulturhistorisk biografi af Halldór Laxness giver følgende karakteristik af forfatteren: ”Halldór Laxness fulgte mange af de strømninger, der var i det 20. århundrede, og det gør ham tidstypisk. Hans litteratur spejler dermed et af de mest ekstreme og dramatiske århundreder i nyere historie. Samtidig var han intellektuel og formåede at artikulere og kritisere de strømninger, politiske som kulturelle, som han selv var en del af. Han var en slags kritisk verdensborger.” [2]Johanne Duus HornemannManden på grænsen mellem Island og verdenKristeligt Dagblad, 2010-01-30..

Beslægtede forfatterskaber

Nogle mener, at Halldór Laxness’ litterære status i Island er på højde med de islandske sagaers. Uanset om man er enig i denne påstand eller ej, er det sikkert at disse romanlignende fiktioner fra 1100-1400-tallet betød meget for Laxness. Sagaernes helte er baseret på historiske personer, og flere af Laxness’ romanfigurer er på lignende vis inspireret af fortidens virkelige digtere og lærde.

Laxness har lagt kimen for Island som litterær nation. Mange af de yngre islandske forfattere er inspireret af hans forfatterskab. Eksempelvis skrev Hallgrímur Helgason i 2001 bogen ”Hofundur Íslands” (”Islands forfatter”, 2005), der med en kærlig ironisk distance er en allegori over Halldór Laxness’ liv og værk. Kristín Marja Baldursdóttirs socialrealistiske og samfundskritiske gennembrudsroman ”Karítas án titils” fra 2004 (”Karitas uden titel”, 2007) er blevet kaldt en kvindelig pendant til Laxness. Baldursdóttirs kvindelige hovedperson deler styrke og overlevelsesinstinkt med karakterer som Salka Valka, Snæfrídur og Ugle. Ligesom den bukseklædte fiskerpige Salka Valka udkæmper Karitas sin egen kvindekamp og nægter stædigt at affinde sig med samfundets normer og diskrimination. Af andre skandinaviske forfattere, der har skrevet socialrealistiske romaner om religiøse fiskerfamilier, fattige bønder, uægte børn, revolutionære sind og lignende, kan bl.a. nævnes danske Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og den færøske Wilhelm Heinesen.

Halldór Laxness blev næsten 100 år, og i sit liv mødte han selv personligt mange af sin samtids internationalt anerkendte forfattere. Flere af disse møder har han beskrevet i erindringsessaysamlingen ”Skádatími” fra 1963 (”En digters opgør”, 1964), hvori han også gør sig følgende tanker om James Joyces hovedværk ”Ulysses”: ”Forskellen på James Joyce og andre surrealister er ganske simpelt den, at han overgår dem alle og med sit format har udryddet alle sine kolleger, så at der af hele denne retnings høst kun er blevet én bog tilbage, ”Ulysses”, der virker på et nutidsmenneske som noget helt unikt. Dette forsøg er da også i sin natur så enestående, at enhver, der prøver på at efterligne et sådan mirakel, nedværdiger sig; eller rettere afliver sig som forfatter.” (Halldór Laxness: En digters opgør. Gyldendal, 1964. S. 53).

Relaterede forfattere