BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
jon kalman
Foto: Batzer
*Seneste udgivelse

Jón Kalman Stefánsson

Senest opdateret
  • Redaktionen
    november 2025
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2017
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., 2012

Intro

Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson blander i sine romaner højstemt patos med hverdagens praktiske gøremål. Poesi, skindanorakker og stormvejr hænger uløseligt sammen og gør tilsammen forskellen på liv og død. På dansk kom først ”Sommerlys, og så kommer natten” og siden den betagende trilogi om Drengen med (sne )blændende skildringer af det barske liv på Islands vestkyst for 100 år siden. Med den forblæste kystby Keflavik som afsæt har han i en ny trilogi skrevet det moderne og det traditionelle Island sammen i en passioneret slægtshistorie.

Baggrund

Jón Kalman Stefánsson er født i Reykjavik i 1963 og boede i hovedstaden de første 12 år af sit liv. Herefter flyttede han til Keflavik, inden han i 1986 flyttede tilbage til Reykjavik med sin studentereksamen i hånden. I årene 1975-82 tilbragte han en del tid i det vestlige Island, hvor han havde forskellige jobs: han arbejdede i et slagterhus, i fiskeindustrien, som murer og som politimand i lufthavnen i Keflavik.

”Der er ellers mangt og meget at fortælle om mennesket. I de fleste individer kan man finde både skønhed og svineri. Mennesket er en indviklet skabning, lidt af en labyrint, og man kan godt komme på gale veje hvis man begiver sig ind i de irgange for at lede efter en forklaring.”

”Sommerlys, og så kommer natten”, s. 132.

Fra 1986 og frem til 1991 studerede Jón Kalman litteratur på Islands Universitet i Reykjavik uden dog at færdiggøre studierne. Udover at undervise i litteratur på to gymnasier har han i en årrække skrevet artikler og kritik for avisen Morgunblaðið.

I perioden 1992-95 boede han i København, hvor han brugte tiden på at læse, vaske trapper og tælle busser.

jon kalman
Foto: Batzer
  • Født

    17. december 1963 i Reykjavik, Island.

  • Uddannelse

    Ufærdige litteraturstudier på Islands Universitet, 1986-1991.

  • Debut

    Með byssuleyfi á eilífðina. Höfundur, 1988.

  • Litteraturpriser

    Den islandske litteraturpris, 2005. Islandske boghandleres pris 2007, 2009 og 2011. Per Olov Enquists Pris, 2011.

  • Seneste udgivelse

    Himmellegemer over verdens yderste rand. Batzer & Co., 2025. (Himintungl yfir heimsins ystu brún, 2024). Oversat af Kim Lembek. Roman.

  • Inspiration

    John Steinbeck, Mikhail Bulgakov, Martin A. Hansen, Knut Hamsun, Halldór Laxness og Fjodor Dostojevskij.

Selv fortæller han om begyndelsen til sin forfatterkarriere: ”Som attenårig drømte jeg om at blive astronom, efter at jeg havde set et tv-program, hvor Carl Sagan fortalte om universet. Jeg var fuldstændig overvældet af den rigdom og universets mysterier – senere forstod jeg, at denne rigdom og mystik på en måde er essensen af fiktion.” (Quercus Books: Interview with Jón Kalman Stefánsson. quercusbooks.co.uk, 2010-20-12. Egen oversættelse).

Siden sin debut med digtsamlingen ”Með byssuleyfi á eilífðina” i 1988 har han udgivet digtsamlinger, en novellesamling og en række romaner, hvoraf ”Sommerlys, og så kommer natten” vandt den islandske litteraturpris i 2005. Flere af hans bøger har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og er oversat til en lang række sprog. Om koblingen mellem digte og romaner siger Jón Kalman selv: “Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg digte, og de var ikke gode. Men hvis man benytter den lyriske teknik med at lade noget ulogisk være logisk inden for digtets univers, kan man bruge det i romanen.” [1]Karen Syberg'Islands krise er god'Information, 2009-06-14..

Jón Kalman benytter sig i vid udstrækning af poesiens frihed til ulogiske hændelser i sine romaner og betragter i øvrigt det at skrive som et moralsk anliggende: ”Man skal skrive med en mission. Dermed mener jeg ikke, at man skal prædike, det et slemt, hvis prædikentonen slår igennem, men jeg synes bedst om forfattere, der skriver for livet, imod glemslen. Hvis man har en indre trang, er det bedre at gøre noget med den trang. Så man prøver at forandre verden, samtidig med at man ved, at det kan man ikke. Men måske bevidstheden kan ændre sig på grund af en bog, måske ændres lyset eller en følelse.” [1]Karen Syberg'Islands krise er god'Information, 2009-06-14.. Denne mission er i bøgerne tillagt fortællerne, der har let docerende holdninger til, hvordan man bedst lever sit liv. Eller i det mindste ikke svigter det, som det hedder i ”Englenes sorg”.

Indtil 2000 arbejdede han som bibliotekar i Mosfellsbær lidt uden for Reykjavik, og han har siden da ernæret sig som forfatter. I dag bor Jón Kalman Stefánsson i Mosfellsbær.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Blygråt hav, kaffe, poesi og begær. Det er de væsentligste bestanddele i Jón Kalman Stefánssons forfatterskab. Hans fortællinger er alle forankret i en fysisk påtrængende virkelighed, hvor vejret og drifterne lægger fundamentet for den overbygning af litteratur og magi, der fuldender det vestislandske verdensbillede. Fordi de tydelige fortællere gør så lidt ud af spændvidden mellem det daglige snevejr og den guddommelige litteratur, forekommer det udvidede verdensbillede helt naturligt.

I ”Sommerlys, og så kommer natten” sker der flere mærkelige ting, der kunne karakterisere Jón Kalman Stefánsson som magisk realist, men det vil han gerne have sig frabedt: ”Jeg har aldrig tænkt på, hvad det kaldes for, det er ikke mit bord. For min skyld kan man kalde det Real Madrid. Det eneste, jeg vil, er at blande poesi og prosa i romanform.” [1]Karen Syberg'Islands krise er god'Information, 2009-06-14.. Og det gør han, blander poesi og prosa. Sproget er blomstrende på grænsen til patetisk, i hvert fald fuld af patos og storladne formuleringer om livet, døden, kunsten og kærligheden.

Det genkommende olympiske fortællerkor har en evne til at se frem og tilbage i historien og kende karakterernes tanker og drifter, og de henvender sig direkte til læseren med oplysninger om både fortællingens handling og tilblivelse.

De tre romaner om Drengen foregår i Island for omkring 100 år siden, mens ”Sommerlys, og så kommer natten” ser ud til at være forankret i et mere nutidigt og genkendeligt miljø og bygge på rigtige personer. Jón Kalman holder sig dog tilbage med at følge virkeligheden alt for tæt: ”Jeg har heller ikke selv lyst til at sidde og tænke over, hvem der nu er tale om, når jeg læser en bog, og når jeg bygger mine personer op, er det heller ikke meningen, at de skal ligne virkelige personer. Men det kan være, at jeg lægger mærke til, at en mand eksempelvis trækker på den ene skulder, når han siger noget, og så bruger jeg måske den lille bevægelse sammen med en masse andre indtryk og følelser, når jeg beskriver en person,” siger Jón Kalman Stefánsson. Han siger endvidere, at virkeligheden fungerer bedre som inspiration end som skabelon: ”Havde jeg givet landsbyen et navn, ville jeg være nødt til at placere fjeldene de rigtige steder, for ellers ville læserne føle sig snydt og forvirret. Nu kan jeg lave en bro, flytte et fjeld og sætte en gård, som jeg vil, og for mig giver det en større frihed til at lade historien vokse og få sit eget liv.” [3]Morten RasmussenFortællinger uden forklaringerKristeligt Dagblad, 2009-06-27.. ”Fisk har ingen fødder” og ”Nogenlunde på størrelse med universet” foregår i et samtidigt Keflavik med blik tilbage til de simple fiskerlejer nordpå og østpå og binder dermed den nutidige og den historiske fortælling sammen.

Fortællingerne er dybt forankrede i den islandske natur og giver et indtryk af de ubarmhjertige vilkår, folk må leve under midt i Atlanten. Samtidig skildres de konsekvenser, vejret har for menneskene: de er tvunget til at varme og hjælpe hinanden, nødsaget til at kunne drømme og læse for at få de lange vinteraftener til at gå. I det hele taget er spændet mellem lys og mørke centralt i hans bøger, og Stefánsson fortæller selv, at det for ham ikke giver mening kun at beskæftige sig med den ene pol: ”Jeg har det som en bluesmusiker, der henter sine sange nede i mørket, men godt kan være glad, når han spiller dem. For dem, der ikke kender mørket, kender heller ikke lyset,” [4]Daniel Øhrstrøm”Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket”Kristeligt Dagblad, 2017-03-17..

Beslægtede forfatterskaber

Den opløftede patos, Jón Kalman Stefánssons bøger bugner af, har ikke mange nutidige pendanter, og hans arkaiske stil og højtravende form minder mere om færøske William Heinesen end hans samtidige landsmænd. Den folkloristiske stil blandet med ’noget større’ ligner også Heinesen, der i sine sene romaner fortalte store historier fra de små flækker på Færøerne.

Noget, der binder ham sammen med hans egen generation af islandske forfattere, er det indslag af magi og mærkværdigheder, der også ses f.eks. hos Einar Már Guðmundsson, Einar Kárason, Sjón, Kristín Marja Baldursdóttir og Gyrðir Elíasson. Hos alle disse forfattere optræder det magiske og overnaturlige på samme naturlige måde som virkeligheden selv, og karaktererne er ikke mere overrumplede af spøgelser end af hinanden.

En anden islandsk forfatter, der ligger som klangbund under Stefánssons forfatterskab, er Halldór Laxness. Ham kan de færreste islændinge komme udenom, og skildringen af de stærke kvinder, der med stolthed kæmper sig gennem livet, har Laxness og Stefánsson til fælles. Asta fra ”Historien om Asta” er således opkaldt efter karakteren Ásta Sóllilja fra Laxness’ hovedværk ”Frie mænd” (1934-35).

Jón Kalman Stefánsson nævner Knut Hamsun, William Heinesen, Herman Melville og Martin A. Hansen samt de islandske romanforfattere Halldór Laxness, Gunnar Gunnarsson og Þórbergur Þórðarson som nogle forfattere, han har lært meget af. (norden.org: Jón Kalman Stefánsson).

Det stilistiske slægtskab med de nordatlantiske forfatterfæller har Jón Kalman ikke tænkt sig at ændre på: Kritiker Thomas Thurah har i en anmeldelse skrevet, at han ønsker, at islandsk litteratur snart forlader ”den magiske realismes sentimentale og udslidte form”. Til det svarer Jón Kalman: ”Vi har skrevet på den måde siden Njals Saga, det tror jeg ikke, islændingene kaster væk.” [2]Tine Maria WintherIslandsk forfatter: Finanskrisen giver nye ideerPolitiken, 2009-06-25..

Om fællesskabet med andre romanforfattere, der benytter en poetisk skrivestil, har Jón Kalman fortalt: ”Jeg tænker af og til, at jeg er en digter, der skriver prosa, romaner. Jeg kan lide at fortælle historier i det, jeg skriver, men poesien skal også være der. Poesiens teknik, den irrationelle måde at tænke på, det er vigtigt i prosa. Det kan man også se i romaner af forfattere som Javier Marias, Jose Saramago, Herta Müller, eller for at nævne nogle klassikere, Melville and Knut Hamsun.” (Quercusbooks.co.uk: Interview with Jón Kalman Stefánsson, 2010-12-20. Egen oversættelse).

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Með byssuleyfi á eilífðina

Jón Kalman Stefánsson

1988

Úr þotuhreyflum guða

Jón Kalman Stefánsson

1989

Hún spurði hvað ég tæki með mér á eyðieyju

Jón Kalman Stefánsson

1993

Noveller

Skurðir í rigningu

Jón Kalman Stefánsson

1996

Romaner

Skurðir í rigningu

Jón Kalman Stefánsson

1996

Sumarið bakvið Brekkuna

Jón Kalman Stefánsson

1997

Birtan á fjöllunum

Jón Kalman Stefánsson

1999

Jón Kalman Stefánsson Ýmislegt um risafurur og tímann
Jón Kalman Stefánsson Ýmislegt um risafurur og tímann

2001

Sommerlys, og så kommer natten
Sommerlys, og så kommer natten

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co, 2009. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdottir. (Sumarljós, og svo kemur nóttin, 2005).

Himmerige og helvede
Himmerige og helvede

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co, 2010. Oversat af Kim Lembek. (Himnaríki og helvíti, 2007).

Englenes sorg
Englenes sorg

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co, 2011. Oversat af Kim Lembek. (Harmur englanna, 2009).

Menneskets hjerte
Menneskets hjerte

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co, 2013. Oversat af Kim Lembek. (Hjarta mannsins. 2011).

Fisk har ingen fødder : en slægtshistorie
Fisk har ingen fødder : en slægtshistorie

Jón Kalman Stefánsson

Batzer, 2015. (Fiskarnir hafa enga fætur, 2013). Oversat af Kim Lembek.

Nogenlunde på størrelse med universet
Nogenlunde på størrelse med universet

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co, 2017. (Eitthvað á stærð við alheiminn, 2015). Oversat af Kim Lembek. Roman.

Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden
Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden

Jón Kalman Stefánsson

Batzer, 2018. (Saga Ástu, 2017). Oversat af Kim Lembek.

Stjernernes knitren
Stjernernes knitren

Jón Kalman Stefánsson

Batzer, 2021. (Snarki∂ í stjörnunum, 2003). Oversat af Kim Lembek.

Dit fravær er mørke
Dit fravær er mørke

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co., 2022. (Fjarvera þín er myrkur, 2020). Oversat af Kim Lembek.

Den gule ubåd
Den gule ubåd

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co., 2024. (Guli kafbáturinn, 2024). Oversat af Kim Lembek.

Himmellegemer over verdens yderste rand
Himmellegemer over verdens yderste rand

Jón Kalman Stefánsson

Batzer & Co., 2025. (Himintungl yfir heimsins ystu brún, 2024). Oversat af Kim Lembek.

Om forfatterskabet

Artikel

Havets bevægelser

Marie Skibsted Mogensen

Weekendavisen, 2010-09-24.

Søgning i bibliotek.dk

Hvor handling finder sted – Islands kanon del 20

Erik Skyum-Nielsen

Information, 2019-04-12.

Kilder citeret i portrættet

[1]

'Islands krise er god'

Karen Syberg

Information, 2009-06-14.

[2]

Islandsk forfatter: Finanskrisen giver nye ideer

Tine Maria Winther

Politiken, 2009-06-25.

[3]

Fortællinger uden forklaringer

Morten Rasmussen

Kristeligt Dagblad, 2009-06-27.

[4]

”Mennesket er spændt ud mellem lyset og mørket”

Daniel Øhrstrøm

Kristeligt Dagblad, 2017-03-17.