”Kaffen simrer, de åbner skrinene, smører rugbrødet med tommelfingeren, masser af smør og lammepostej og kaffen er skoldhed og sort som den mørkeste nat, og de putter kandis i, kunne vi dog bare putte sukker i natten og gøre den sød.”
”Himmerige og helvede”, s. 30-31.
Tilbage på land begiver Drengen sig af sted for at aflevere den dødbringende bog tilbage til dens ejermand, den blinde kaptajn Kolbein. Efter kolde døgn i snestorm på højfjeldet ankommer Drengen til Staden, hvor Helga tager varmt imod ham. Herfra følger vi i bogens anden halvdel Drengens nye liv i den lille by, hvor han efter at have forsagt livet, overgiver sig til det.
Handlingen i romanen er tæt forbundet til vejrliget, kaffen og det dybsorte hav, mens fortællerkoret, som viser sig at være en forsamling døde beboere fra Staden (som befinder sig på en mellemstation på vej til himmerige), beretter i et storladent og poetisk sprog. De udbreder sig om livet og døden, poesien og kærligheden og fungerer som et nærmest guddommeligt modspil til de kolde fingre i fortællingen.
Funderet i det vestlige Island for 100 år siden er ”Himmerige og helvede” en tids- og stedsspecifik fortælling om de barske vilkår for fiskere i et lille samfund med døden tæt inde på livet. Samtidig ophæver fortællerne historien til en almengyldig fortælling om, at man må lade poesien råde i sit liv, hvis man vil leve det fuldt ud. I kunsten og litteraturen er der muligheder for erkendelse, fordybelse og glimt af mening, og netop denne poetiske overbygning på det daglige liv er afgørende for fortællerne. Poesien har så voldsom kraft og indvirkning på mennesket, at den – i Bardurs tilfælde – kan slå ihjel.
Jón Kalman Stefánsson
Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson blander i sine romaner højstemt patos med hverdagens praktiske gøremål. Poesi, skindanorakker og stormvejr hænger uløseligt sammen og gør tilsammen for...
Læs hele forfatterportrættet
