Kristín Marja Baldursdóttir

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2026
Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, marts 2021

Hovedforfatter

Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, 2015

Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab er ikke blot en rejse ind i en anden tid og et andet sted. Det er på én gang en mangefacetteret skildring af forskellige menneskers karakterer, et studie af deres psykologi, en beskrivelse af en nation, af et landskab og af en kultur, en beretning om liv, død og kærlighed, om verdenskrig, kunst og kvinderoller. Men frem for alt er det levende fortælling, fortalt med så meget sjæl, saft og kraft, at man som læser nærmest suges ind i historien. Baldursdóttir beskriver både sagligt, nøgternt og historisk korrekt, samtidig med, at der under sætningernes overflade ulmer en vulkansk kraft af poesi og skønhed – et litterært billede på det landskab, fortælleren er rundet af.

Baggrund

Forældrene blev skilt, da Kristín Marja Baldursdóttir kun var to år gammel. Hun blev opdraget af sin farmor og farfar, men også af sin far, for inden han giftede sig igen, boede han hos sine forældre, forklarer Kristín Marja Baldursdóttir: “Far var mekaniker eller maskinmester fra Navigationsskolen og havde også lidt uddannelse i kunst, og det var ham, der vækkede min interesse for billedkunst. Mens han malede fortalte han mig alt om kunst og kunstnere. Da jeg var omkring fem år gammel, læste han højt for mig fra H.C. Andersens eventyr. Det var måske min første undervisning i litteratur.” [1].

”Hun satte trumf på: du er den eneste mand i bygden, som ikke har høstet hø til dine dyr. Så sendte han hende et fast blik, slyngede køjesækken over skulderen og gik resolut hen imod hende. Smed sækken ned foran fødderne af hende, de var stakåndede begge to, hun rokkede sig ikke, han sagde: flyt dig. Hun flyttede sig ikke en tomme.”

“Karitas uden titel”, s. 273.

Ifølge Kristín Marja Baldursdóttir var både hendes far og farfar betagede af litteratur og samlede på bøger, mens der kun var tre ting, der var vigtige for farmoderen: diskretion, ærlighed og at være præcis. Begge af Baldursdóttirs forældre giftede sig senere igen og fik børn med deres nye ægtefæller, men Kristín Marja Baldursdóttir blev boende hos sine bedsteforældre. Selvom hun på den måde var stærkest knyttet til faderens slægt, havde hun gennem sin opvækst en god kontakt med sin mor, og det var ifølge Baldursdóttir moderen, som fortalte hende om livet på vestkysten, hvor hun selv var født. Derudover havde Baldursdóttir en barnepige, senere en kendt idrætsudøver, som lærte hende al slags idræt, og grundstenen til den fysiske udfoldelse, som beskrives i Baldursdóttirs bøger kan måske findes i denne indpodning fra barnepigens side.

Foto: Ejnar Falur Ingolfsson

Født
21. januar 1949 i Hafnarfjörður.
Uddannelse
Uddannet folkeskolelærer i 1970 og senere bachelor i tysk og islandsk fra Islands Universitet i 1991. Fra 1995 til 1988 arbejdede hun som folkeskolelærer og frem til 1995 som journalist ved Morgunblaðið.
Debut
Mávahlátur. 1995.
Litteraturpriser
Indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, 2006. Islands Radios Litteraturpris, 2010.
Seneste udgivelse
Jeg giver dig bjerge. Gyldendal, 2026. (Ég færi þér fjöll, 2024). Oversat af Rolf Stavnem. Roman.
Inspiration
Litterære forbilleder og kunstnere.

Selvom Baldursdóttir ikke er vokset op med sine forældre, lyder beskrivelsen af barndomslandet og opvæksten som en harmonisk tid, der har gjort stærkt indtryk på forfatteren: “Jeg oplevede stor frihed i min lille, maleriske by, da jeg var barn. Man fiskede på kajen, skøjtede på dammen, legede i lavaen og i klippevæggene, og i byen var også et godt bibliotek, hvor jeg tilbragte stor tid. Jeg læste meget som barn, jeg var jo opdraget som enebarn, var ofte alene, og så forsvandt jeg ind i en fantasiverden. Elleve år gammel havde jeg læst alle bøger i børneafdelingen og læste den første fra voksenafdelingen. Det var Anna Karenina af Tolstoj.” [1].

Som 19-årig rejste Kristín Marja Baldursdóttir til Freiburg i Tyskland. Her boede hun i en længere periode hos et tysk musikerægtepar, der sang i Bach-kor og besøgte Wagnerkonzerte. Hos dem blev interessen for klassisk musik større, og Baldursdóttir lærte tysk litteratur at kende, blandt andet Thomas Mann, som var en af de forfattere, der gjorde stort indtryk på hende, forklarer hun: “Der var mange gode forfattere som havde indflydelse på mig, inden jeg selv begyndte at skrive, for eksempel Federico García Lorca, Doris Lessing, Thomas Mann, Tarjei Vesaas, Svava Jakobsdóttir, Stephan Zweig, Karen Blixen og Toni Morrison.”

[1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Der er fantastisk meget gods i Kristín Marja Baldursdóttirs måde at fortælle på, en stor grundighed og en forfinet sans for detaljer, på sin vis er det som at kigge i et kalejdoskop, hvor elementerne er de samme, men billedet er i stadig forandring – hele tiden driver Kristín Marja Baldursdóttir sine karakterer videre, hele tiden tegner hun dem i nye situationer, men lærredet er det samme.

Hun har en nordisk tyngde, man på sin vis kan sammenligne med det, man i musikverdenen kalder ’den nordiske tone’ i jazzen. Pianisten Hans Esbjerg har i et interview forklaret, at hvor der i amerikansk jazz er en fast form med tema, solo og tema igen, er den nordiske jazz mere et episk og billedskabende forløb, hvor man ikke nødvendigvis ender, hvor man starter. Selvom begrebet om den nordiske tone også er op til fri fortolkning, hersker der en generel forestilling om, at den har rødder i en folkevisetradition, og at den for eksempel har et bestemt tonesprog, ligesom Baldursdóttir har det i en litterær form.

Det folkloristiske findes hos Baldursdóttirs henvisninger til sagn og overtro, som hun fletter ind i en slags magisk realisme. I overgangen mellem virkeligheden og sanserne, der mødes i et menneskesind – for eksempel det psykologiske spil i Karitas, da hun får en halv psykose – ser hun syner i form af ånder, der opsøger hende. Hun er bange for dem og tyer til et virkemiddel, man nok ikke ville anvende i moderne psykiatri: Hun anskaffer sig nogle katte. De holder ånderne væk. Sagnfigurerne og overtroen ligger som en indpodet arv hos Baldursdóttir, der har en forkærlighed for stærke kvindefigurer, for kvindesammenhold i almindelighed og livsskæbner i særdeleshed, dengang som nu. Hun trækker på en stor viden om sit land og sit folk og har desuden et ganske omfattende indblik i drømmebilleder og psykologi, der folder sig ud i alle hendes værker og endog på en mere moderne måde i romanen ”Karlsvognen”.

Beslægtede forfatterskaber

Fordi Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab indeholder så mange referencer til billedkunsten, og fordi landskabsbeskrivelserne og de islandske sagaer løber som en tråd gennem hendes historier, kan det give mindelser om den danske billedhugger og maler Sven Havsteen Mikkelsens billeder af nordens landskaber. De mørke klipper og bjergsider på den ene side og de strålende himle over dem, det lyse græs og fuglelivet, en balance mellem det lette og tunge, mellem himmel og jord, kendetegner både Havsteen Mikkelsens værker og Baldursdóttirs billede af Island, omend sidstnævnte har placeret et ganske markant kvindeligt vandmærke i sine værker.

Netop det kvindelige modstykke til en markant, mandlig forfatterkollega finder anmelder Anne Vindum i Baldursdóttirs første bog om Karitas. Vindum kalder den en kvindelig pendant til Halldór Laxness’ hovedværk “Frie mænd” og skriver endvidere i sin anmeldelse: “Som i megen anden islandsk litteratur er der et umiskendeligt eventyrligt præg over fortællingen. De 17 katte, der har en central rolle, er vildt uhyggelige, ligesom de kvinder, der om natten hjemsøger Karitas. Naturens voldsomme kræfter spiller ind på karaktererne, og jeg sad selv og krøb sammen under de værste storme. Baldursdóttir er en dygtig fortæller, der mestrer at kombinere kulturhistorie med kærlighedshistorie. Som forelagt i Louise Rosengreens artikel Frie kvinder? er "Karitas uden titel" en art kvindernes "Frie mænd". Med begge bøger i bagagen har man et godt indblik i den islandske udvikling fra bondesamfund til moderne samfund. Lægger man Hallgrímur Helgasons "Islands forfatter" oveni, skulle man være dækket ind.”