Foto: Justin Williams

*Seneste udgivelse

Doris Lessing

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
december 2023
Johan Vardrup
journalist, 2013

Hovedforfatter

Jette Lundbo Levy
december 2023

Doris Lessing er en af det tyvende århundredes store fortællere. Hendes romaner ”Græsset synger” og ”Den gyldne bog” har nået den sjældne variant af klassikerstatus, bøger kan få, når forfatteren lever endnu. Hun skildrer det nære – barndommen og familien – med følsomhed, ligesom hun skaber fjernere verdener i den science fiction, der skubbede til folks opfattelse af, hvad en kritikerrost stemme må skrive om. Takket være en løbende produktivitet siden debuten er hendes samlede værk et aftryk af de sidste mange årtiers spændinger knyttet til identitetsdannelse, samliv, race og kulturforskelle.

Baggrund

Doris Lessing blev født Doris May Tayler i 1919 i Persien (i dag Iran). Hendes forældre var britiske, faren en tidligere soldat, der ikke kunne finde ro i England, og moren var sygeplejerske. I midten af 1920’erne flyttede familien, som også talte en mindre bror, til Rhodesia (nu Zimbabwe). Lessings far drev et landbrug, mens hun blev indskrevet i en lokal katolsk pigeskole. Den strenge undervisningskultur passede hende ikke, så hun gik ud før tid, da hun var i begyndelsen af teenageårene. Et formelt uddannelsesforløb genoptog hun aldrig, og hun forlod sit barndomshjem umiddelbart efter. Hendes mor havde hidtil været vigtig for forfatterens introduktion til litteraturen, fordi hun bestilte bøger fra England til Afrika. Den unge Lessing læste blandt andre Charles Dickens, Rudyard Kipling og Robert Louis Stevenson.

”Hvad har du set, Mara, hvad har du set? Og mens hun talte, kom hun i tanker om endnu flere detaljer, små enkeltheder som hun næsten havde glemt: Hvordan vandet i en bæk krusede dér hvor det løb over et grundt, stenet sted, og hendes mor der duftede af blomster når hun kom ind og sagde godnat…”

”Mara og Dann: et eventyr”, s. 398.

Da hun var flyttet for sig selv i Rhodesia, måtte forfattergerningen vente. Hun forsørgede sig gennem tilfældige jobs, inden hun i 1939 giftede sig med sin første mand. De fik to børn, men få år efter forlod hun sin familie. Hun har siden været selvkritisk i forhold til den handling og samtidig beskrevet den som nødvendig for sin intellektuelle udvikling: ”I lang tid følte jeg, at jeg havde gjort noget meget modigt. Jeg mener, kvinder gjorde ikke den slags, men der intet mere kedeligt for en intelligent kvinde end at tilbringe endeløse mængder af tid med små børn.” [5]

Foto: Justin Williams

Født
22. oktober 1919 i Kermanshah, Persien.
Død
17. november 2013 i London, England.
Uddannelse
Autodidakt.
Debut
The Grass is Singing. M. Joseph, 1950.
Litteraturpriser
James Tait Black Memorial Prize, 1995. David Cohen Prize, 2001. Nobelprisen i litteratur, 2007.
Seneste udgivelse
Katte især. A Mock Book, 2023. (Particularly cats, 1967). Oversat af Suzanne Brøgger.
Inspiration
Orhan Pamuk,V.S. Naipaul,J.M. Coetzee.

Hun giftede sig i 1943 på ny med kommunisten Gottfried Lessing – et ægteskab, der kun varede til 1948, men gav hende en søn, og det efternavn, læserne skulle komme til at kende. I 1949 tog hun sønnen med sig til London. Det følgende år udkom debutromanen ”The Grass is Singing”. Heri brugte hun sine iagttagelser af landbrugslivet i Afrika, men Lessings omfangsrige forfatterskab har for længst taget afstikkere fra realismens udgangspunkt og inddraget områder som mysticisme og science fiction.

I 2007 modtog hun Nobelprisen i litteratur med en motivationstekst, der fremhævede hendes evne til at fortælle, hvordan det er at være kvinde, og hendes ”skepticisme, ild og visionære kraft”. Skønt forfatterens glæde over modtagelsen var tydelig, udtrykte hun i 2008 i britisk radio, at hun var træt af den medieopmærksomhed, der ledsagede prisen og prægede hendes dagligdag. Irritationen over forstyrrelserne synes naturlig med tanke på ordene fra hendes Nobelforedrag: ”Det essentielle spørgsmål er, ”Har du fundet et rum, det tomme rum, som burde omgive dig, når du skriver?” Ind i det rum, der er som en måde at lytte på, at være opmærksom på, vil ordene komme, de ord, dine karakterer vil sige, ideer – inspiration. Hvis en forfatter ikke kan finde det rum, kan digte og historier blive dødfødte.” [6].

Lessing har givet udtryk for, at man ikke skal forvente nye bøger fra hendes skrivebord i London, eftersom kræfterne er aftaget med alderen. Selv tror hun, at det er romanen ”The Golden Notebook” (1962), folk vil huske: portrættet af kvinden Anna Wulfs frihedskamp og sammenbrud, som feministbevægelsen tog til sig.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

De første Afrika-romaner

Lessings debutroman ”The Grass is Singing”, 1950 (”Græsset synger”, 1952) er dybt præget af hendes oplevelse af Afrika med raceadskillelse og kolonialisme. Den handler om en fortvivlet og racistisk midaldrende kvinde, som har et kærlighedsforhold til sin tjener. Han ender med at myrde hende på grund af hendes angst og foragt for hans hudfarve. Det voldsomme forløb kan også forstås symbolsk som det undertrykte sorte Afrikas hævn over de hvide kolonisatorer.

Den første periode i Doris Lessings forfatterskab er udpræget realistisk og gennemtrængt af erfaringerne fra de politiske frigørelsesbevægelser i Afrika. Dette gælder også de mange noveller fra denne periode, som skildrer kolonialismen gennem de forhold, den skaber mellem mennesker.

De to første bind af Doris Lessings store udviklingsroman ”Children of Violence” (”Børn af vold”), bøgerne ”Martha Quest”, 1952 (på dansk i 1977) og ”Et ordentligt ægteskab”, 1954 (”Et ordentligt ægteskab”, 1978), viser også et bredt livsbillede af Afrika i mellemkrigstiden og under 2. verdenskrig med centrum i det hvide kolonialistiske borgerskab. Denne synsvinkel gør forfatterens menneskeskildring tragisk, for mange af de personer, hun beskriver, har udtømt deres muligheder for at forandre sig selv, eller de føler sig afmægtige i forhold til det samfund, de lever i.

Martha Quest-serien

De senere bøger om Martha Quest rummer langt mere end en beskrivelse af Afrika og hovedpersonens personlige og politiske kamp for frigørelse og et mere retfærdigt samfund. Udover de to tidligere nævnte består ”Børn af vold” af endnu to bind om den voksne Martha i Rhodesia: ”A Ripple from the Storm”, 1958 (”En krusning efter uvejret”, 1979) og ”Landlocked”, 1965(”Dødvande” 1980) samt ”The Four-Gated City”, 1969 (”Byen med de fire porte”, 1981) om den mere modne og gamle Martha i England fra den kolde krigs tid til ind i 1900’erne. Det er en udviklingsroman, som i sine sidste dele nærmer sig science fiction.

Denne romanserie er skrevet over en periode på næsten 20 år. Den første af bøgerne kom i 1952, den sidste i 1969. Et vigtigt og sammenhængsskabende tema i alle bøgerne om Martha Quest er, at hovedpersonen er en kvinde, og der er tale om hendes udvikling. Hvad betyder det at leve i det tyvende århundrede, når man lever og erfarer med en kvindes krop og sind?

Det dybt personlige og det samfundsmæssige bliver meget tæt vævet sammen hos Doris Lessing. Et af eksemplerne på det er, at den unge Marthas oprør mod samfundet og den hvide racisme ikke er ”rent” politisk. Det er også motiveret af et oprør mod specielt morens tyranni og hendes indskrænkede og fortvivlede kvindeliv, som hun vil gøre til model for Marthas liv og kvindelighed. Og der er ikke blot tale om et velbegrundet oprør i denne sammenhæng, der er tale om had og raseri. Den vold, som hun vil bekæmpe i samfundet, kommer hun selv til at udøve som psykisk vold over for moderen.

Der er også gennem alle romanerne to forskellige oplevelser af tid. Der er en historisk tid, som udvikler sig kronologisk med voldsomme brud og katastrofer, der indvarsler forandringer. Det er den tidsoplevelse, som har med Marthas politiske aktiviteter og hendes ydre liv at gøre. Og så er der en slags biologisk formet tidsoplevelse, som mest udpræget er forbundet med hendes graviditeter og fødsler. Denne tidsoplevelse er langsom, den er præget af gentagelser og af oplevelser, af fylde eller tomhed. Men i denne sidste oplevelse af tid og rum er der også oplevelser i glimt af ekstatisk indsigt og enhed med alt det skabte.

Disse to former for erfaring kommer ofte i pinefuld konflikt med hinanden i Martha Quests liv. Gradvis gennem romanerne forandrer hendes søgen sig fra en søgen efter frihed, individuel frigørelse og retfærdighed til en søgen efter en indre frihed og en viden, der overskrider grænserne for, hvad der betragtes som rationelt og irrationelt.

Kriseberetningerne

Fra slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne har Doris Lessing skrevet en række romaner om mennesker, hvis selvopfattelse og liv chokagtigt på grund af indre og ydre kriser bryder sammen.

”The Summer Before the Dark”, 1973 (”Sommeren før mørket”, 1974), ”The Memoirs of a Survivor”, 1974 (”En overlevendes erindringer”, 1975) og ”Briefing for a Descent into Hell”, 1971 (”Instruks om nedstigning til helvede”, 1985) er udefra set beretninger om kriser, der mere eller mindre har karakter af et sindssygelignende sammenbrud.

I ”Instruks om nedstigning til helvede” er det en universitetsprofessor, der får hukommelsestab. Han fyldes af stemmer og syner, bevæger sig frit rundt i sin erindring. Han bliver ganske fremmed for sit tidligere karrierebetonede liv og modsætter sig, for at bevare sin nye følsomhed, den behandling, som skal gøre ham normal og få ham til at vende tilbage. I disse romaner betyder sammenbruddet en chance for nye og dybere indsigter i selvet og i menneskers virkelige behov.

Canopus i Argos-serien

Romanerne om ”Canopus in Argos” (”Canopus i Argos”), som Doris Lessing selv kalder space fiction, er nok de bøger i forfatterskabet, som ligger længst fra den realisme, hun startede med. Romanerne og deres søgen, som er af psykologisk og religiøs-mystisk karakter, har et kosmisk perspektiv på jorden. Romanerne overskuer lange historiske perioder tilbage til jordens og menneskehedens skabelse. Og med et kosmonautlignende blik ses jorden ude fra rummet som en vidunderlig og frugtbar planet omgivet af en blå tåge.

Det perspektiv, som er udgangspunkt for romanerne, er klart nok. Det er de katastrofer som atomkrig, sult, overbefolkning og forurening, som omkring udgangen af det 20. århundrede truer menneskeheden og jordens beståen. I dette perspektiv kan bøgerne læses som advarsler og lærestykker.

I den første, ”Shikasta”, 1979 (på dansk i 1980), beskrives jordens undergang udløst af forskellige katastrofer. Kun nogle få levende er åbne for en indsigt i, hvad der er ved at ske. De formår at få en gruppe reddet, som genopbygger en kultur, der er mere harmonisk end vores, fordi den er opbygget på en følelsesmæssig og kosmisk indsigt.

”The Marriages between Zones Three, Four and Five”, 1980 (”Ægteskaberne mellem Zone Tre, Fire og Fem”, 1981) er en krønike om et lidenskabeligt kærlighedsforhold mellem en konge og dronning og en beskrivelse af forvandlingens nødvendighed for kulturens udvikling. Efterfølgeren, ”The Making of the Representative for Planet 8”, 1982 (”Repræsentanten for Planet nr. 8”, 1983), er en konkret og melankolsk beretning om en istid, som vælter ind over og udsletter en frodig yndefuld kultur.

Realismens comeback

Med sine bøger ”The Good Terrorist”, 1985 (”Den gode terrorist”, 1986), ”The Diary of a Good Neighbour”, 1983 (”En god nabos dagbog”, 1986) og ”The Fifth Child”, 1988 (”Det femte barn”, 1989) vender Doris Lessing igen tilbage til realismen. Det er en realisme, som har de samme kulturkritiske perspektiver som science fiction-romanerne om Canopus. De kredser om 1980’ernes atmosfære af forfald, uansvarlighed og grådig egoisme.

Den sidste bog ”Det femte barn” er en ironisk og dybt foruroligende beretning om en lykkelig familie med mange børn. Men da de får det femte barn, bryder idyllen sammen. Det er en vild skabning, en skifting, som ødelægger alt omkring sig. Barnet bliver til et billede på civilisationens skrøbelighed og menneskers udsathed i forhold til kræfter, de ikke vil vedkende sig. En stadig voldsommere pessimisme træder frem i Lessings forfatterskab i 1980’erne sammen med en søgen efter indsigt og udvikling.

Genrer og tematikker

Dorris Lessings forfatterskab er tilsyneladende drevet af en nysgerrighed, der ikke holder sig inden for få emnefelter. ”Jeg kan ikke holde op med at skrive – hvis jeg kan lide noget, ser jeg nærmere på det”, har hun udtalt [2], og dermed antydet, at skriveprocessen er en basal sansefunktion for hende; knyttet til at se, at undersøge. Hun har skrevet reportage, essays, novellesamlinger, tekst til opera og mere end 20 romaner.

Selvstændighedstemaet står klart og danner en rød tråd mellem forfatterens liv og værk. I erindringsbøgerne ”Under huden” og ”Vandring i skygge” beskriver Lessing rejsen fra Rhodesia til det London, hvor hun længes efter at leve efter sine egne love. Det handler dels om en afstandtagen fra ægteskabet som institution, dels om at frigøre sig fra den kommunistiske ideologi, hun bliver draget af. I romanserien ”Børn af vold” er det karakteren Martha Quest, der skal finde sin plads mellem kommunisme og afrikansk såvel som britisk kultur. Hovedpersonen Anna Wulf i ”Den gyldne bog” må på lignende vis skabe sit jeg, mens hun forholder sig til politisk aktivisme.

Flere af Lessings romaner har kredset om tabuer. ”Græsset synger” udforsker den kontroversielle relation mellem en hvid landmands kone og en afrikansk arbejder. ”Det femte barn” og efterfølgeren ”Ben, in the World” handler om Ben, der er en plage for sin familie. Hvor Ben-bøgerne skildrer et barn, der er umuligt at elske, er kærlighedens væsen behandlet yderligere i ”Kærlighedens teater” og i novellesamlingen ”The Grandmothers”, der bl.a. afdækker seksuel lyst mellem ældre kvinder og drenge. Lessings blik på seksualiteten er inkluderende – ikke mindst set i forhold til søskendeparrets gensidige tiltrækning i ”Mara and Dann: et eventyr” – en stærkt fiktionaliseret version af Lessings bånd til sin lillebror.

Hun stikker ud fra det litterære parnas ved at være den realistiske kronikør af verden, som kastede sig ud i science fiction med serien ”Canopus i Argus”. Bindet ”Shikasta” tematiserer en kolonialisme, der også kan findes i ”Græsset synger”, og Lessing er i det hele taget imod at adskille sin science fiction fra resten af forfatterskabet: ”Jeg møder altid typisk midaldrende mennesker, som siger, ”Jeg er meget ked af det. Jeg kan ikke læse dine ikke-realistiske tekster.” Jeg synes, det er en stor skam.” [1].

I samme interview præciserer hun, at ”en forfatters job er at fremprovokere spørgsmål”. Den målrettede provokation af læserne lykkedes eksempelvis med den omdiskuterede roman ”The Cleft”, der legede med ideen om kvinder, der kan få børn uden mænd. Romanen var afledt af en videnskabelig artikel om menneskets ophav – snarere end en trang til at skrive en feministisk utopi. Lessing har generelt underspillet rollen som offentlig feminist, selv om markante kvindelige karakterer præger hendes værk.

Beslægtede forfatterskaber

Lessing er i sin egen selvforståelse – storyteller – historiefortæller: ”Mit mål er aldrig at give budskaber. Jeg har altid fortalt historier, og en historie kan komme fra hvad som helst, noget, der er sket, noget, du hørte. Essensen af litteratur er historie.” [3].

Som Karen Blixen – om end på mindre teatralsk vis – ser Lessing sig som fortællerske, ligesom de deler tilknytningen til Afrika, der præger begge forfatterskaber. En vigtig forskel er imidlertid, at Blixen havde en nærhed til afrikanske kulturer og deres historier, mens det var en kreativ kilde, der ikke var så tilgængelig for Lessing. Hun måtte ikke omgås sorte, da hun voksede op i Rhodesia.

Lessing har selv beskrevet, hvordan hun står på skuldrene af en litterær tradition, der går tilbage til egypterne, grækerne og romerne: ”Vi ejer en arv af sprog, digte, historier, og det er ikke en, der vil blive udtømt.” [6]

I samme foredrag udtrykte hun sin beundring for de tidligere nobelprismodtagere Orhan Pamuk, V.S. Naipaul og John Coetzee, netop fordi deres arbejde lå i forlængelse af en skrivetradition før dem.

Da hun flyttede til London blev hun en del af en litterær scene, der bl.a. talte forfatteren Iris Murdoch. Selv om Lessing ikke er en akademisk anlagt filosof som Murdoch, har de begge udvist et seriøst samfundsengagement; ingen af forfatterskaberne vil nøjes med at underholde. Mere konkret kan der findes lighedstræk mellem hendes forfatterskab og canadiske Margaret Atwoods; Atwoods skrift er også blevet udlagt som feministisk, og hun har flirtet med science fiction-genren. Flere enkeltværker af Lessing spejler sig ligeledes i samtidige kollegers bøger. En parallel til dommedagsscenariet i ”Mara and Dann: et eventyr” findes i Cormac McCarthys ”The Road”. Hos McCarthy er hovedpersonerne far og søn i stedet for bror og søster, men begge duoer færdes i landskaber, efter katastrofen har tvunget menneskeheden i knæ. McCarthy skruer imidlertid op for den kuldslåede realisme, hvor gruen hos Lessing er modereret af eventyrlige miljøer og monstre. En pendant til Lessings ”Det femte barn” findes i Lionel Shrivers ”We Need To Talk About Kevin”. Her bliver fortællingen om det voldelige barn i familien til en kollektiv tragedie, da Kevin begår mord på en skole. Shrivers figur er utvetydigt afstumpet, hvorimod Lessings Ben kæmper med sig selv.

Da forfatteren publicerede novellesamlingen ”The Grandmothers” om lidenskab på tværs af generationer, fremhævede hun desuden Zoe Hellers ”Notes on a Scandal” (2003) og Germaine Greers ”The Boy” (2003), som beslægtede værker. [4].

Relaterede forfattere

Spring karrusel over

Spring tilbage over karrusel

Bibliografi

Romaner

Græsset synger. Fremad

Doris Lessing

1952. (The Grass is Singing, 1950)

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Litteraturpriser

Seneste udgivelse

Inspiration

Udvalgte bøger

De første Afrika-romaner

Martha Quest-serien

Kriseberetningerne

Canopus i Argos-serien

Realismens comeback

Genrer og tematikker

Beslægtede forfatterskaber

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Noveller

Erindringer

Nonfiktion

Doris Lessing om sig selv i artikler og interviews

Bøger om Doris Lessing

Om forfatterskabet

Web

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Doris Lessing, The Art of Fiction No. 102. The Paris Review

In Full Bloom

Out of Africa. The Irish Times

Grande dame of letters who’s not going quietly. Sunday Times

I realize now that deserting my children was a terrible thing to do. The Evening Standard

On not winning the Nobel Prize. Nobel Lecture